mandag den 14. januar 2008

Shame on me.

For nyligt tog jeg afsked med en mand, som i to år har vandret ind og ud af mit liv. Jeg har holdt uendelig meget af ham, strakt mig så langt, jeg kunne og længere, men hans løgne og fortielser reducerede i sidste ende de store ord og forsikringer til snuskede kopier af manuskripter, han allerede har læst højt for andre piger andre steder.

Da jeg erkendte, at det aldrig ville blive anderledes; at han aldrig bliver tilfreds, hvor han er, at han altid vil være rastløs og på flugt fra sig selv, og at han for evigt vil være på jagt efter det, der kan gøre ham til et helt og lykkeligt menneske, gav jeg op. Jeg tror egentlig godt, han ved, at det han leder efter, ikke skal findes ude men inde. Af grunde jeg hverken kender til eller forstår, vælger han bare at lade som om, han stadig tror, at det er derude et sted. At efterlade ham og gå min vej, er noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Selvom det, vi har haft sammen, i perioder har været rodet og svært, har det også været både fantastisk og stort.

Fordi jeg mente at kende og forstå ham, har jeg ladet hans sind og tanker fungere som undskyldning for en adfærd, jeg aldrig havde troet, jeg ville acceptere fra nogen i mit liv. Jeg har taget ham i at lyve flere gange, end jeg har lyst til at indrømme, og de fleste gange har jeg ladet det passere. Jeg har lukket øjnene og undladt at spørge, når jeg på forhånd kendte svaret og på den måde selv været skyld i, at jeg endte, hvor jeg gjorde. Jeg troede, at vi lignede hinanden. Jeg troede, at jeg havde fundet en, hvis hjerne var indrettet som min; med skyggesider og krinkelkroge, som ikke kan forklares for folk, der ikke har dem. Jeg troede, jeg kendte ham.

Jeg tog fejl.

Idag har jeg fået en oplysning, der udhuler troværdigheden i alt, hvad han har sagt og gjort det sidste halve år. Idag har jeg omsider forstået omfanget af hans bedrag, og jeg er simpelthen så skuffet og vred, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg har selv valgt at lukke døren, så hvad han har gjort efter det, skylder han mig hverken forklaring på eller oplysning om. Men at han med kynisk overlæg holdte sin parallelverden kørende her, mens beslutninger blev truffet og planer blev lagt andetsteds - det havde jeg ikke set komme. Måske er det min straf for at gå rundt med naiviteten bundet så stramt om øjnene? Jeg synes godt nok, at virkeligheden skærer temmelig meget i både øjne og hjerte lige nu. Jeg har altid sagt, at jeg hellere vil tro på det bedste i folk, og tage de slag over snuden, der følger med, end at være kynisk og forvente det værste. Det er jeg ikke længere så sikker på. Der er i hvert fald akut brug for 7-800 kilometer gazebind, elastikplaster, og noget aflåst sideleje, indtil jeg får mit billede af ham, som jeg troede han var og realiteterne til at passe sammen igen.

Jeg føler, at jeg har mistet en ven idag. I virkeligheden har jeg nok bare mistet en illusion. Jeg føler mig dum, og min selvrespekt har midlertidigt vendt mig ryggen i vrede. Men jeg er fortrøstningsfuld. Skammen over, i al den tid, at have været så frygtindgydende naiv, er allerede ved at vige pladsen for en anden følelse: Lettelse. Thank GOD, at man ikke er hende!

3 kommentarer:

  1. Godt skrevet Linda!!!
    - du er bare Så meget på rette vej. Stort knus til dig

    SvarSlet
  2. Erkendelser er svære, men til gengæld er det også dem, der rydder indkørslen ... eller fører møggreben, vinduesskraberen eller støvekluden, alt efter hvilket billede man foretrækker.
    Alt det bedste til dig. Håber, du nyder udsigten...

    SvarSlet
  3. Kuldegysninger over den ærlighed du skriver med og kvaliteten af dit sprog i almindelighed.

    Kh Charlotte

    SvarSlet