mandag den 28. januar 2008

Jeg - min egen værste fjende.

I mit forhold til andre mennesker, har jeg altid lidt af skizofreni. Den ene side af mig elsker selskab. Den anden har voldsomt behov for at være alene. Det er relativt let at løse, hvis jeg er alene, og pludselig får lyst til være social. Det er straks sværere, hvis jeg er sammen med nogen, og pludselig får akut behov for at være lone wolf. Jeg bliver en dum og tarvelig kælling. Rastløs, pirrelig, ikke mentalt tilstede, og hvis mine tanker var tekstede, ville jeg kunne se frem til at tilbringe resten af mit liv i yderst fortjent ensomhed. Samtidig har mit overjeg travlt med at skælde ud, fordi jeg ikke bare kan hygge mig, men absolut skal ødelægge alting med min selvdestruktive, socialt deforme personlighed. (Mit overjeg er ikke specielt venligt eller forstående anlagt.)


Sideløbende med disse muntre tanker, bliver jeg ramt af jante. 'Hvem fanden siger, at vedkommende ikke sider og tænker præcis det samme om dig? Folk sidder jo ikke bare her og venter på, at det behager dig at drysse selskabsstøv på dem, vel?!.' Jeg godt ved, at det ikke er dem. Det er mig, den er gal med. Hvis jeg til sidst undskylder mig og tage flugten, ender jeg tit med at tage fornemmelsen med hjem. Meget svært at koncentrere sig om at noget som helst, når mentalkanalen kører et indslag med titlen: "Du fortjener at rådne op i ensomhed, din utaknemmelige kost!"


Hvis man kan gradbøje elendighed, så er det værste, når behovet for Lebensraum opstår, når jeg er sammen med nogen, jeg ikke kender så godt. Hvis jeg befinder mig hos dem, kan jeg selvfølgelig relativt nemt trykke på escape. Det er mere kompliceret, hvis de er hos mig. Trangen til ro og rum kan ramme som et lyn fra en klar himmel, og den har ikke det fjerneste at gøre med personen, jeg er sammen med. Det er bare ikke så nemt at forklare folk, jeg ikke kender. Hvis jeg bliver overmandet af fornemmelsen, forsøger jeg først at ignorere den, derefter at tankeoverføre 'gåhjemgåhjemgåhjem', men det er sket mere end en gang, at jeg til sidst er blevet så desperat, at jeg har kigget på folk og sagt "Du skal gå hjem nu." Jeg forstår så absolut dem, der fandt det lige besværligt nok. Er faktisk mere imponeret over dem, der tog udfordringen op.


På den måde kan man fremtrylle issues, hvis man synes, at man har det for nemt. Tænk, hvis jeg en dag får et virkeligt problem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar