torsdag den 10. januar 2008

Er der mere morfin?

Hvis jeg skulle skrive et udsagn, der ofte er blevet brugt om mig, så er det 'hård, men retfærdig'. Jeg er direkte. Jeg gider ikke klynk. Hvis jeg passer børn, som laver den der uhUuhU-pylrelyd, hvor de forsøger at hustle sig til slik, men alligevel ikke kan svinge sig op til at hyle rigtigt, så får de besked på enten at tude rigtigt eller at holde mund. Når jeg er på job, bliver jeg irriteret, hvis min kollega er syg, men alligevel kommer rullende ind på kors, og forventer medalje alene for at stille på arbejde. Jeg gider ikke smittes, og jeg har brug for en makker, som kan løfte halvdelen af opgaven - ikke én, som skal bruge alle sine kræfter på at holde sig oprejst.

Nu sidder jeg så her. Med øjne, der presser sig insisterende mod hulerne og muskler, der overnight er blevet to numre for små, så min krop truer med at lukke sig sammen om sig selv. (Vil i den forbindelse gerne vide, hvorfor det kun er musklerne på forsiden, der opfører sig sådan? Kærlig hilsen King Kong). Min hoste har jeg lånt hos en 45-årig mand, der hedder Bjarne og er brøndgraver, og lys forvandler mine tårekanaler til fontæner. Har jeg meldt mig syg? Nej. Jeg er nemlig VIP-medarbejderen, som på mave og albuer slæber mig på job, for hvis ikke jeg gør, må firmaet nok lukke. Har jeg afløser på mine timer? Nej. Mine timer skal passes. Af mig. Som underviser i PRÆCIS det samme, som mine kolleger. For fanden. Når jeg (der i mørket på badeværelset, klamrende mig til håndvasken, med pillerne kørende ind i kæften på slisker), ser på mig selv i spejlet og hvæsetænker 'Gud i himlen, meld dig dog syg!!', så er argumenterne for ikke at gøre det, at det er alt for besværligt at skulle ringe rundt og finde afløsere, der sidder folk derude, som skal bruge en tolk, og jeg skal alligevel på kursus hele weekenden, hvor sygdom bare ikke er en mulighed, slut. For det er ikke fordi, jeg er bange for at opdage, at jeg kan undværes, tror I?

1 kommentar: