tirsdag den 30. december 2008

2008 – horoskopet set i bakspejlet.

Det har været et ualmindelig godt år. Efter to selvvalgte år i helvede, der føltes som at løbe maraton op af et bjerg i stiv kuling iført fodlænker og vådt tøj, kom jeg endeligt i tanke om, at jeg ikke har rødder men fødder. Jeg kan flytte mig, og det har jeg gjort. 2008 har uden sammenligning været det bedste år, jeg kan huske at have haft.

For overskuelighedens skyld har vi her på blogsbjerg valgt at tematisere årets tilbageblik:

Helbred:
Her tænker jeg egentlig først og fremmest på min far. Jeg er så uendelig taknemmelig over, at vi fik lov at slippe med skrækken, da han pludselig røg på hospitalet. Når jeg kigger på ham nu, kan jeg stadig få tårer i øjnene ved tanken om, hvor lille og skrøbelig han så ud i morfin og frotté. Han er den bedste far i verden, og lettelsen over at han er rask, er enorm.

For mit eget vedkommende har jeg til min store forbløffelse været syg i år. Sådan i virkeligheden, hvor de tilbyder at indlægge én. Nyrebækkenbetændelse er forhåbentlig noget, man kun kan få én gang (ligesom polypper. Som jeg har fået fjernet to gange), så nu sagde vi, at næste gang min ryg skal rives i stykker af hvidglødende, pulserende smerte, er det fordi, jeg er ved at føde! Men bortset fra denne ene tur i gulvet, har jeg været velsignet fri for vagtlæger, penicillin og andet snask.

Karriere og økonomi:
Også her skal vi have flag på bordet. 2008 blev året, hvor det gik op for mig, at jeg har faglig integritet og stolthed, og at der er grænser for, hvor langt jeg kan strække mig for et job. En overraskende erkendelse, for jeg elsker mit job og aldrig havde forestillet mig, at jeg frivilligt ville gå af med det. Men jeg synes selv, at jeg er en dygtig tolk, og det vil jeg gerne værdsættes for. Derfor kan jeg næsten ikke få armene ned over, at jeg et halvt år efter at have sagt op, blev kontaktet og fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå. Jeg er glad og taknemmelig hver eneste dag, over at få lov at lave, hvad jeg allerhelst vil.

Kærlighed:
Selvom det ikke skal være nogen hemmelighed at filmen var endt anderledes, hvis jeg havde skrevet manuskriptet, må jeg stadig sige, at det har været et storslået år. Jeg fik endelig løsnet fortidens jerngreb, og jeg stod fast. Derfor var der plads til Finnen, da han gjorde sin entre, og det har været en fantastisk tur. Jeg har grinet mere i år end de sidste tre år tilsammen. Jeg savner ham afsindigt, men jeg er stadig glad over alt, hvad jeg lærte og fik med mig af gode oplevelser. Kærligheden er til låns, og man er heldig, hver eneste gang man får lov at mærke den.

2009:
Mit nytårsforsæt er, at jeg vil blive ved med at holde fokus på de gode ting i livet. 09 bliver endnu et godt år til samlingen. Der VIL være nedture. Der VIL være svære tider. Du kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved – men du kan hindre dem i at bygge rede i dit hår. Jeg vil blive ved med at tro på det bedste i folk. At huske, at rejsen ikke slutter, fordi en enkelt vej ender blindt. Være taknemmelig over at have en familie at tage hjem til, når nogen må tage over. Glæde mig over, at de bedste og klogeste mennesker i verden har lyst til at være venner med mig. Jeg vil følge prinsgemalens eksempel og vælge at være lykkelig. For som 3 Doors Down synger: My friend, it is not what we have. It is what we believe.

Godt nytår.

Det bliver en mærkelig samtale.

Rimelig højdramatisk morgen her på matriklen. Jeg er under angreb. Naturen stræber mig på livet. Jeg synes ellers, at vi alle dage har haft en stiltiende aftale om fredelig sameksistens: Jeg slider ikke unødvendigt på den og til gengæld lader den mig være i fred.

Det er åbenbart slut nu.

Vågnede til lyden af Vred Fugl. I plural. Lå først og ventede på, at de trak sydpå i en fart, men lyden bare steg og steg i styrke, og til sidst sneg jeg mig ud i køkkenet - hvor jeg trådte lige ind i horrorscenen fra ’Fuglene’. Der sad de, på hegn og grene, og stirrede på mig, mens de skræppede blodtørstigt. Sorte, gigantiske, vrede hamaslignende fugle. Mens jeg stod paralyseret af rædsel, kunne jeg pludselig høre, at lyden blev højere. Panik. Hvorhvorhvor kommer den lyd fra?!! Det viste sig, at de forpulede bæster havde sendt en fortrop afsted, som var ved at indtage et hul i muren – SOM ENDER I MIN EMHÆTTE!!! Hvad fanden gør man?! Har Søren Ryge en ond tvilling, man kan spørge til råds, når man gerne vil gøre skade på naturen?

Jeg gjorde, som enhver klog lille pige har lært, at hun skal gøre, if attacked: Jeg hvinede en høj, ubehagelig lyd lige op i min emhætte. (Og forsøgte at undgå at se billedet af hysterisk angst-hyssende kone i bare tæer og t-shirt, der står og truer af sit køkkeninventar for mig. Bør hermed være bevist at fugle ser meget dårligt; ellers var de flygtet, da jeg viste mig i vinduet. Eller døde af grin.)

De bliver ved. Utrætteligt. Når jeg forlader køkkenet, går der 3 minutter – så er de der igen. Men jeg giver ikke op. Det er MIT køkken, og jeg har tænkt mig at blive her og forsvare det. Tør heller ikke rigtigt at gå ud.

'Hej chef. Det er Linda. Jeg kommer ikke på arbejde i dag, da jeg skal beskytte min emhætte mod fugle.'

mandag den 29. december 2008

Nogen, der skal have noget med fra bageren?

For første gang i al den tid, jeg kan huske, fik jeg i år ingen julegaver, der skulle byttes. Til gengæld havde jeg et par stykker stående, adresseret til den finske ambassade, som jo desværre valgte at lukke lige inden jul.

Når man skal købe gaver, er der ingen grænser for den gode service i butikkerne. Det kniber straks lidt mere, når man gerne vil af med gaverne igen. Finnen havde - og har vel stadig - en motorik, der ligner min. Derfor havde jeg bl.a. købt nogle helt specielle norske tallerkner, som det efter sigende skulle være umuligt at slå i stykker. (Jeg vil nu stadig vove at påstå, at det nok skulle kunne lade sig gøre for mig.) Det eneste sted, det er muligt at købe disse supertallerkner er i Emmerys.

”Emmerys? Bageren??” spørger I undrende. Ja. Som ikke giver pengene retur. Hvilket betyder, at jeg nu har et gavekort på 600 kr. til en bager. Selv i Emmerys er det mange penge. Nok til… hvad? .. 4 rundstykker? 5?

En skam, at man ikke lige står og har sølvbryllup. Eller kummefryser.

søndag den 28. december 2008

Forresten:

Er der nogen der ved, om Hellige Tre Konger og De 3 Vise Mænd er same shit eller 6 forskellige mennesker?

Jamen de ligner nogen, der ringer efter storskrald!

Vel tilbage i Århus, er det gået op for mig, at jeg har glemt at hente min cykel ved cykelhandleren. Hvilken slags mor glemmer sit barn i institutionen julen over?? Når jeg skamfuldt træder ind af døren på mandag, ved jeg ikke, hvad der bliver værst: De bebrejdende blikke fra cykologerne eller synet af min elskling, der står i et hjørne og skraber mismodigt i jorden med forhjulet.

Og det er ikke nok med det. For at komme hen til forretningen, skal jeg forbi det sted, hvor jeg … altså… mmmm… på en måde kom til at permanentparkere min gamle cykel *mumler-utydeligt*.

Jeg er et ting-svin. Jeg ved det godt! Jeg er sådan en, der burde tvinges til at se ”Do they know it’s X-mas” 74 gange, så jeg kunne se alle de små børn med store maver og fluer i øjnene, mens jeg skrev ’genbrug, genbrug, genbrug’. Når jeg bliver ramt af trangen til at muge ud i mit liv, ryger alting i sorte sække og direkte på lossepladsen. Hvis det vel at mærke kan gå i de almindelige skraldespande. Udelukkende fordi jeg er for doven til at sætte mig ind i, hvordan man får nogen (Århus Kommune? Frelsens Hær? Spejderne?) til at komme og hente mit lort, og ikke gider slæbe sækkene hen til nærmeste ildelugtende Blå Kors butik.

Eneste undtagelse er, hvis jeg vil smide noget ud, som jeg har fået i gave. Alle ved, at man ikke elsker giveren, hvis man bytter sine gave eller smider den ud - og glædelig jul alle sammen - men det tæller ikke, hvis man giver det til genbrug. (Sådan er jeg ikke alene om at have det: Et år var julegaven til medarbejderne i mit fitnesscenter en trøje, der var grim som arvesynden; de næste mange måneder så jeg utrolig mange alkoholikere i Mølleparken med centrets logo på ryggen og en bjørnebryg i hver lomme.)

(Hov! I den forbindelse kommer jeg lige i tanke om, at jeg så sent som i sidste uge leverede 3 toppe tilbage. I centret har vi en personalepolitik, der siger, at fyrene ikke må træne i bare skuldre, og pigerne ikke må være nedringede. Derfor kan det undre, at vi fik udleveret toppe, der viste så meget kavalergang, at det fik os til at ligne Santa’s little ho-ho-hos. Underviste i dem i en uge, hvorefter jeg kategorisk nægtede. Frustrerende ikke en eneste gang at have øjenkontakt med nogen. Fik nye og mere tækkelige t-shirts udleveret, og nu har jeg jo så faktisk dydigt leveret de andre tilbage. *stolt smiley der ikke er helt så slem, som den selv havde frygtet*)

Jeg må indrømme, at det er særlig galt med store ting, som kræver en bil at fjerne. Jeg skaffer mig af med dem på ude-af-øje-ude-af-sind måden, hvorefter jeg får frygtelig dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, at det er skideslapt bare at lave strudsen. Et år, hvor jeg boede på 3. sal, havde jeg købt et KÆMPE juletræ. Da jeg skulle af med igen, smed jeg det simpelthen bare ud over min altan. (Til mit forsvar skal det siges, at jeg råbte ”Pas På!” inden jeg gav slip.) Sidste år skulle jeg af med en gammel madras. Jeg stillede den ned foran min dør, og lukkede derefter det ene øje, hver gang, jeg gik forbi. Efter en storm endte den med at stå op af en bank i nærheden, og for at det ikke skal være løgn, havnede jeg i en samtale med en fremmed dame om selvsamme madras. Vi var ordentligt enige om, hvor sløjt det var, at folk bare lod deres lort vælte rundt på gaden. På det tidspunkt var det 3 uger siden, jeg havde stillet den ned, og flere gange undervejs i samtalen blev jeg oprigtigt forarget, indtil jeg igen kom i tanke om, at det jo rent faktisk var mig selv, der havde stillet den ned.

I år er jeg heldigvis blevet så voksen, at jeg har løst juletræsproblemet på en langt mere hensigtsmæssig måde: Jeg har stillet det over til naboen.

fredag den 26. december 2008

Hørt i lokalradioen:

"Du stank mere af sved og øl end mælk og honning."

"Pizzafjæs og hængerøv - jeg tager dem, som ingen andre mænd vil have."

Og omkvædet:
"Gi'r du en putter - her på min kutter - det er hvad jeg vil ha. Det er, hvad han vil ha."

Alt sammen sunget på melodien fra 'My secret lover'. Thomas Troelsen må være så stolt.

- eller overtage Saddam's aflagte hul?

Så er undtagelsestilstanden snart ved at være slut. Gider ikke så godt hjem til hverdag, januar og realiteter. Det er lidt nemmere at være her, hvor nogen sørger for det hele, ingen forventer noget af mig, og jeg får lov at tusse rundt for mig selv.

Men det her går heller ikke. Esbjerg er ved at opsluge mig, bid for bid. Jeg er begyndt at sætte ’æ’ foran alle mine navneord, og jeg hører det ikke længere, når jeg siger ’møj’ i stedet for ’meget’. Mit fine hår er så statisk elektrisk pga. manglede kalk i vandet, at det har forvandlet sig til en 30 cm. høj baby-afro. Jeg spinnede i dag til ”In the army now” – og opdagede det først, da jeg hørte mig selv nynne med. En uge mere og jeg er ansat på Viking Gummibådsfabrik, går på arbejde i blå kedeldragt og Sloggi Maxi og hører Big Fat Snake. (Måske jeg skulle overveje det? Så kan jeg være Hende, Den Mærkelige, som bor hjemme, og som børn er bange for *ligeglad smiley*)

Orker bare ikke lige at stå ansigt til ansigt med virkeligheden.

Kan man blive hentet ud af HOK?

onsdag den 24. december 2008

Oooop igen.

Nå. Men det kan jo ikke sådan rigtig hjælpe at melde sig ud. Op på hesten igen og alt det der. Efter verdens længste nat, gjorde jeg det eneste, man kan gøre, når man er gået på mentalt nødblus: Trak en sygemelding, hældte mit lort i en taske og tog hjem.

Det ville være løgn at påstå, at jeg er i julestemning, men jeg prøver. Lige dele mor *bliver-aet-på-håret*, De Sorte Spejdere podcasts og alkohol gør det en lille smule lettere. Som en slags forbrugerinfo, kan jeg desuden oplyse, at det ikke er rigtigt, at man ikke kan drukne sine sorger. Det er et spørgsmål om at drikke nok. Oven i købet kan man finde på helt nye ting at undre sig over - og dermed aflede opmærksomheden med - når man ligger i fosterstilling med en promille på 5. Er f.eks. kommet til at spekulere på, hvor meteologer bliver uddannede? Man har ikke rigtigt hørt om Meteologskolen, har man? Har de i givet fald fag, hvor de lærer at lave bløde skål-håndspegninger på vejrkortet? Kan man være fuldtidsmeteolog? Og hvis ikke, hvad laver Jesper Theilgård så resten af tiden? Store spørgsmål. Svære spørgsmål.

Den ene fod foran den anden, livet går videre, det der ikke knækker dig, gør dig stærkere og andre klicheer fra Den Store Bog Over Udtryk Der Ikke Hjælper En Skid.

Til alle jer, der læser med derude: Tak for jeres mails og kommentarer. Tak fordi I hænger på. Og glædelig jul. Trods alt.

mandag den 22. december 2008

Tilbage til fremtiden.

Så loopede finnens fortid og endte med at blive den fremtid, han gerne vil befinde sig i. I dén fremtid er min rolle desværre besat til anden side.

Det er slut. Tilbage står jeg. Og ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal komme igennem det her.

søndag den 21. december 2008

Hallå! Jeg ligger lige en bjørnetjeneste til Jer her. Møz.

Jeg er en af dem, der er udstyret med en mental rød kuglepen, og som lægger overdrevet meget mærke til andres ordvalg og sprogbrug. Modsat hvad man skulle tro, så kan jeg garantere, at den det er mest irriterende for, er mig selv. Min hjerne er den belastende elev der, når nogen skriver ’sgu’ med k eller siger ’jeg lagde i sengen’, rækker armen så højt op, at den er ved at gå fra i skulderledet, mens den hopper rundt på stolen på spørg-mig!spørg-mig!-måden. Hver gang. Da det jo (trods alt) falder uden for min jurisdiktion at slå ned på al sproglig voldtægt, og da jeg godt kan lide andre menneskers selskab, betyder det, at jeg hver gang den skaber sig, er nødt til at smide den i benlås og kneble den. Bedrevidende mennesker er ikke rare at være sammen med.

Men jeg synes altså ikke altid, at vi behandler sproget pænt. En ting er, at man opgiver at lære folk at stave til Schweiz og mayonnaise, men når alle ordsprog ryger med i puljen, og man bare selv kan bestemme, hvad mening man synes, de skal have, så er der gået lige rigelig rundkreds og gruppeeksamen i den til mig.

Nogle ord og vendinger har jeg det bare svært med, uden jeg at kan pege på en regel og sige: ”Derfor!” Jeg hader, når folk råber ’Hallåå!’ for at blive ekspederet. Jeg synes, at det er uhøfligt og respektløst. Jeg begriber ikke, at folk over 7 staver ’knus’ med z. Jeg gider ikke, at folk skriver sure mails og alligevel ikke helt tør stå ved dem og derfor fylder dem med smileys og afslutter med ’smil’. Det er umuligt at respondere ordentligt på.

Endelig er der et udtryk, jeg ikke bryder mig om, men som jeg godt ved er ment som en kompliment: ”Jeg er stolt af dig”. Jeg vil ikke udelukke, at det er mig, der er hysterisk eller så ærekær at det grænser til et handikap, men jeg synes, at den er nedladende. De eneste, jeg mener, kan slippe af sted med den, er forældre, chefer og kærester. Folk, som pr. definition er positioneret over dig, eller som på den ene eller den anden måde har en andel i din præstation. Når alle andre siger det, kan jeg mærke at jeg liiige bliver lidt stiv i betrækket. Sådan lidt: ”Vi er enige om, at jeg selv gjorde det, ikke?”

Nå. Kan I nu nyde 4. søndag i advent derude. Jeg vil gå ind og hyggelæse lidt i min nudanske ordbog.

lørdag den 20. december 2008

Mr. Potter! You so biiiig!

En liiiille smule svært at samle sig om gløgg og Harry Potters forsøg på at redde varulve og hippogriffer, når genboen overfor ser hardcore porno. På sin nye 2x3 meter storskærm.

torsdag den 18. december 2008

Top 6

over dagens højdepunkter:

1) Da min IPod frøs og INTET ville. Hvorfor gør den det?! Har lyst til at kyle den hårdt ind i væggen!!

2) Da jeg opdagede, at DGI har glemt at indbetale løn. Skideheldigt, at man ikke rigtigt skal bruge penge i december, så.

3) Da min telefon frøs og INTET ville. Hvorfor gør den det?! Har lyst til at kyle den hårdt ind i væggen!!

4) Da lærer ville være sjov og stillede sig lige bag mig og hviske-råbte ”Er du klar?!” lige ind i mit øre *smiley der begynder at græde når den bliver forskrækket nok*.

5) Da håndtaget knækkede af min suppeskål – med indhold – da jeg ville sætte den i køleskabet. Suppe OVERALT.

6) Da min taske først satte sig fast i mit hår for derefter at glide meget pludseligt ned over min skulder og ramme den kop kaffe jeg gik med *står med røven i vejret i kantine og tørrer kaffe af taske/stol/bukser/gulv med ussel et-lags-serviet*

PS: Er der nogen, der ved hvordan man skiller en microovn ad, så man kan fjerne suppe, som har møvet sig gennem udsugningsrillerne og ned i indmaden?

PPS: Er det snart januar?

Cutting down is not an option.

Når jeg overtager verdensherredømmet, er der dødsstraf til dem, der hælder fortyndet olieslam i små, bitte kopper og sælger det til overpris under den løgnagtige betegnelse “kaffe”. Udgør fandme efterhånden så stor en post på mit budget, at det burde udløse tilskud fra danmark *truer med knyttet næve af alle kantiner i Århus og omegn*.

onsdag den 17. december 2008

I det mindste har man ikke:

- været med i Sandhedens Time.
- stadig langt hennahår, der hele tiden stinker af suspekte urter, fordi man farver det hver 3. uge *smiley med turbogarn og udvoksningsfobi*
- brugt december i et forhørslokale, hvor man prøver at overbevise politiet om, at man er sikker på, at man huskede at pakke Stein i kufferten, inden man tjekkede ud af hotel i Dubai.
- fået lavet sine tatoveringer på brysterne. (Farvel ungdom. Goddag tyngdekraft. Tak for ingenting, Newton.)
- forsøgt at købe AC/DC billetter på BILLETLUGEN. (Amatørbiks!)
- et liv, som min kammerat. På FB har han hele december haft følgende news feed: ”LORTEJUL!!”
- dyr.
- venner, der synes, at det er cool at gå med bowlerhat.
- indrømmet offentligt, at man har været fan af Bros.
- eksamen i januar.
- pligt til at stå på skøjter. Skøjter er dumme. Og glatte.
- 80’er calypso ringetone på sin mobil.
- knaldet sin chef til julefrokosten.
- Flammen & Citronen på dvd.
- lørdagsarbejde i en butik. (Stakler. For satan, altså.)
- unibrow. (Av! Av! Av! Av! Av!)
- sin radio indstillet på The Voice. (Kan nærmest se mine hjerneceller flygte mod døren med rædslen malet i alle træk.)
- ondt i nakken af at headbang’e, når man har været i byen. Længere.
- spurgt sin centerleder, hvad han havde gjort af resten af New Kids On The Block, da han stillede i åben skjorte og vest til julefrokost. (Eller… altså… det tæller jo ikke, når han ikke ligner en, der kan huske det, vel?)

tirsdag den 16. december 2008

DANMARK RAMT AF VOLDSOMT JORDSKÆLV!!!

Jeg vågnede ikke engang. Er skuffet. Endelig lidt drama, og så opdager jeg det ikke.

Nu synes jeg så også, at DK vejr- og klimamæssigt er drengen i klassen, der altid skal overdrive weekendens scoringer. DANMARK LUKKET PGA SNESTORM!! betyder 4 forkølede snefnug i Vendsyssel. STORM!! betyder let modvind på udvalgte cykelstier i Esbjerg. HEDEBØLGE!!! er de få gange, hvor man kan skifte sin langærmede trøje ud med en t-shirt uden at køre med langt lys hele dagen *teknisk-skole-smiley*, og når der meldes om ISSLAG!!! kan man – hvis man leder længe nok – finde 4 vandpytter, der er frosset til.

De eneste, der hopper på den hver gang, er DSB.

mandag den 15. december 2008

Måske er han idømt samfundstjeneste?

Jeg ved godt, at man ikke bare kan fremtrylle et nyt job, hvis man er træt af det man har, men når man begynder at ligne et før-billede fra en anger management reklame, så synes jeg måske, at tiden er kommet til at begynde at læse job annoncer.

Når man som lærer begynder at brøle sine svar, snappe af eleverne, når de spørger om noget, indlede alle sætninger med enten dybe suk eller ”Neeeej!” og i det hele taget opføre sig som en, der kun ved opbydelse af AL sin viljestyrke kan afholde sig fra at lægge hænderne om halsen på eleverne og klemme til, så der være noget andet derude, som man kan finde større glæde ved. Og gøre mindre skade med.

søndag den 14. december 2008

Det er svært at holde fast i verdenssmerte og selvmedlidenhed, når man ser den her...

Vi må da håååb, det blir bedre i morn!

Søndag. Jeg ved ikke, om det skyldes julefrokost fredag og cocktailfest i går; for meget alkohol og for lidt søvn – men jeg er pjevset i dag. Så meget at jeg ikke sådan rigtig kan holde ud at være i selskab mig selv. Vågnede kl. 12 (!) i luset humør og med pande, der føltes som om, den i nattens løb var vokset 3 størrelser og havde forvandlet sig til granit.

Klokken er nu 19 og der er status quo på både klippehylde og sindsstemning. Jeg savner, er pirrelig, rastløs og ugidelig; alt sammen på en og samme tid. Jeg har prøvet at marinere min krop i kaffe (enhver ved jo, at koffein løser alle rastløshedsrelaterede problemer…), jeg har drukket cola og spist saltlakrids, været selv og været sammen og endelig jeg har prøvet at gå en laaaang tur ved vandet (svært ubehageligt når is-vind af stormstyrke rammer nyerhvervet kæmpepande). Lige lidt hjælper det. Selv tv programmet svigter. 24 afsnit af The Simpsons (var sjovt i ca. 7 minutter i 1992), Bridezillas (hvem ER de mennesker?!) og 1000 lamme julefilm med irriterende, bedrevidende børn.

Jeg vil gerne bare have et knus og lægges i seng.

lørdag den 13. december 2008

Top 5

over all I want for x-mas:

1) Happy ending over hele linien for alle, jeg holder af.

2) Evnen til at styre mit temperament. Alternativt: Mindre af det.

3) En Audi TT. Er rimelig large i forhold til farve og indpakning.

4) En lille, bitte smule anoreksi. Bare lige til min røv tager tilbage til Merethe og hendes mave.

5) Stein Baggers skjulte formue. Kom nuuuu... Det er jo ikke sådan, at han selv står og skal bruge den, vel?

torsdag den 11. december 2008

Bare fordi jeg er et børneløst danskersvin.

På de fleste blogs og hjemmesider, er der mulighed for at indrapportere misbrug og anstødeligt indhold. Jeg synes, at vi mangler et sted at indrapportere misbrug af ord og sætninger. Indtil videre har jeg 3, jeg gerne vil have taget op:

1: Racist.
Nej. Hvis du smadrer min cykel og kalder mig luder, så synes jeg, at du er en idiot, uanset om du er hvid, sort, ternet eller prikket. Det er et sølle forsøg på at vinde en tabt diskussion at spille racisme-kortet.

2: Du har ikke børn.
Jeg er helt på det rene med, at der er ting, jeg ikke kan forholde mig til, fordi jeg ikke har børn. Men for nogle mennesker tager børnekortet altså overhånd. Pædofili, trafikuheld, stress i hverdagen, you name it. Uanset hvad vi diskuterer, kan man altid underkendes med ordene: ”Ja, men nu har du jo heller ikke børn.” Nogen et sted har vedtaget, at børnekortet trumfer alt, og indtil man får det på hånden, er man åbenbart ude af stand til at mønstre ÆGTE empati og medfølelse.

3: Janteloven.
Hver eneste gang man diskuterer noget dansk, er der ALTID en, der råber: ”Jantelov”. Jeg bliver så træt. At The Storm, Niarn og Nik & Jay fører sig frem med gøgl og store armbevægelser, må de selv om. At Johnson har så meget bling bling viklet om halsen, at han imødeser en fremtid som rygskadet invalidepensionist er hans valg *ond-smiley-der-tager-glæderne-på-forskud*. Jeg synes, at de laver lortemusik. Og det bliver jeg ved med at synes, uanset hvad de stiller i af strikhuer, similisten og indbildt, traumatisk barndom.

De ryger afsted til Misbrugsnævnet. Nogen, der skal have noget med?

onsdag den 10. december 2008

Værge søges.

Enten har min hjerne besluttet sig for at modbevise tesen om, at kvinder kan multitaske eller også har jeg fået turbo-alzheimer. De sidste par uger har budt på lidt for mange

øjeblikke.

For nogle uger siden blev jeg ringet op af min nabo, som troede jeg havde haft indbrud, fordi min bagdør stod pivåben. Mumlede noget om en defekt lås, mens jeg forsøgte at begribe, hvordan det var lykkedes mig tage hjemmefra uden at opdage, at jeg havde glemt at lukke køkkendøren. Som åbner indad. På deler-mit-køkken-i-to-måden.

Forleden stod jeg i fitnesscentret med skum i hele skærmen og knyttede næver og hvislede dødstrusler mod hhv. Århus Kommunale Værker, alle VVS-firmaer i Østjylland og Procter & Gamble. Når bruseren er så nærig med dråberne, at kinesisk vandtortur til sammenligning minder om monsunen, er det jo fuldstændig UMULIGT at få skyllet balsam ud af garnet, og hvorfor skummer det sådan?!! Det var først, da jeg igen i morges stod i skum og bobler til knæene, at det gik op for mig, at jeg brugte shampoo. Som balsam. Happy hour på hårvask *smiley-med-MEGET-rent-hår*.

I dag var jeg inde og købe julegaver. Stod ved kassen og skulle til at betale. ”260 kr, tak” Et langt øjeblik stod jeg bare og kiggede på ekspedienten. Så indhentede min hjerne min krop *sprinter-gennem-butikken-så-glasmontrer-nipsudstillinger-og-gamle-damer-er-ved-at-vælte*. Heldigvis havde ingen narkomaner haft brug for en ny, ulåst cykel eller en taske med Ipod, pung, 2 mobiler og nøgler.

I må ikke efterlade mig uden opsyn.

Same same.

At gå i sauna minder egentlig meget om at høre Bob Dylan. Behageligt, sundt og afslappende - lige indtil det pludseligt, uden varsel, er så meget nok, at man nærmest bliver hysterisk af det.

mandag den 8. december 2008

May our minds lose the battle. May our hearts win the war.

Det værste ved andres smerte er, at det er deres. Når smerten bliver personlig nok, er der intet man kan gøre for at lette den, og det er nærmest uudholdeligt, når den rammer en, man holder af.

Jeg har flere gange selv været den, der har haft et rum, som kun jeg har kunnet rydde op i. Et rum fyldt med ting, der til tider gjorde så ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være der mere end en time af gangen. Hvor gerne jeg end ville, kunne jeg ikke udlicitere arbejdet; jeg vidste, at det var mine kasser at åbne, sortere og forholde mig til. Ingen andre end jeg vidste, hvad der måtte kasseres, pakkes om eller findes nye pladser til.

Nu står jeg så på den anden side. Med orden på eget loftrum og kasser jeg gerne vil deponere på en andens, som pludselig har vist sig at have kasser, der ikke længere kan ignoreres. Smerteligt klar over, at den slags oprydning er altafgørende for, om man finder ro og plads til nye kasser. Den kan ikke forceres. Der kan ikke sættes tid på. Og på en måde er det næsten en lettelse at få bekræftet sin mistanke om, at der var en grund til at døren bandt og ikke kunne åbnes helt. Men hvor er det svært at vide, at man ikke kan hjælpe. At man ikke kan gøre andet end at håbe, at en overskudsbeslutning vil blive truffet i en underskudssituation. Håbe, at den lille kriger ved, at der er en, der holder med ham, og gerne vil give ham den tid og plads, han skal bruge. Håbe at han ved, at når han er færdig, kan han bare gå efter lyset. Så kommer han hjem.

søndag den 7. december 2008

Sort søndag.

Somme tider er det som om et ord forfølger én. Det optræder i alle medier, al samtale handler om det, og det er som om, alting kan føres tilbage til det. (Ikke et ord om Stein Bagger.) Stress. Alle har det eller er ved at få det. Alle kæmper med det og forsøger at undgå det. Det påvirker vores helbred, vores hverdag og vores forhold til hinanden.

Engang mente jeg, at stress var et modefænomen. Noget man tog på for at vise, hvor vigtig og uundværlig man var. I takt med at jeg har skruet mit eget løbebånd mere og mere op i tempo, kan jeg mærke, at det er lidt mere nuanceret end som så.

Hvis jeg ser på mig selv, er jeg nødt til at indrømme, at hvis jeg graver dybt nok, så finder jeg et element af selviscenesættelse i det. Jeg påtager mig mere end jeg i virkeligheden kan overskue, fordi der er status i at være den, alle vil have. Det bider sig selv i halen, for hvis man skal blive ved med at være det, så kræver det, at man stiller med charme, selvtillid og noget at have det i. Hver gang. I takt med at listen over opgaver bliver længere og længere, bliver antallet af timer, man kan lægge i den enkelte opgave færre og færre. Og hvis der er noget, jeg får stress af, så er det de situationer, hvor jeg skal wing’e it – perfekt. Åh, der er så meget, der kan gå galt og afsløre, at det jo bare er mig, der står der.

I lang tid følte jeg, at planlægningen var min bedste ven. Mit skrivebord var lavet af Post It’s og min kalender var limet til min hånd. Det hjalp at have overblik, og sætte arbejdet i systemer. Efterhånden har det fået den modsatte effekt. Jeg kan med al uønskelig tydelighed se, at tingene ikke kan nå sammen. Dilemma: Planlægning med dertilhørende klarsyn og erkendelse af opgavernes umulige omfang, eller kaos og ad hoc systematik med dertilhørende manglende overblik og grundangst for at blive afsløret som svindler? (Hvem ER det, der bliver ved at stå og råbe ”Stein! Stein! Stein!”?!)

De sidste par år, er jeg begyndt at tidsoptimere. Det er den model, hvor man febrilsk prøver at multitaske, så snart det er muligt. Foretager vigtige opkald, mens man cykler. Har combatmusik på Ipod’en, så man kan øve sin undervisning, mens man handler. Har papirer med i tasken, så man kan læse dem i sine pauser. Hvis jeg spørger mig selv, hvorfor jeg gør det, er svaret: ”For at kunne holde fri senere.” Problemet et blot, at når bølgerne går højt, så fylder jeg bare nye opgaver på, når jeg endelig havde tænkt mig at holde fri, fordi jeg altid er bagud med et eller andet, har dårlig samvittighed over nogen, som jeg ikke har prioriteret i lang tid eller ikke kan geare ned på kommando.

”Jeg skal bare lige igennem januar/over convention/have afviklet de her 4 kurser, så bliver det bedre.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at sige det. Jeg tror ikke engang selv på det mere. Når jeg er færdig én ting, påtager jeg mig to nye. Og jeg finder stor tilfredsstillelse i at strege dem på listen. Jeg føler mig effektiv og målrettet. Jeg føler, at der er brug for mig. At jeg gør en forskel. Jeg slipper for at forholde mig til mig selv, når min hjerne er optaget af noget praktisk og konkret, og det kan være rart, når man er en af dem, der aldrig har ro i hovedet. Mere, større, højere, hurtigere.

I mine mørkeste øjeblikke tænker jeg på, om jeg i virkeligheden først bliver tilfreds, når jeg kan vinge livet af på to-do listen.

lørdag den 6. december 2008

Lørdagsfri december, tak.

Nu har jeg de sidste par uger af flere omgange lovprist julen og dens komme her på bloggen. Det viser sig at være fordi, jeg ikke tidligere har sat mine ben i Århus C. om lørdagen.

Har haft besøg af mødrene ophav og havde derfor planlagt brunch i midtbyen med efterfølgende strøgtur, fordi jeg gerne ville prale af vores fine julelys. Big mistake. Big. Huge. Var fandeme lige ved at få sorte briller og hugtænder. 17 millioner bønder fra oplandet, der bevægede sig som skildpadder på valium. Fucking FLYT JER!!! *hysterisk-Råd-&-Dåd-Brøler-smiley*.

Men nej. Rulletrappen stopper nemlig bag mig, når jeg er kommet op, så jeg bliver bare stående lige her og læser ønskesedler. Andre synes med garanti at mit hylende, is-bestukne barn er ligeså charmerende, som jeg gør, så de er ligeglade med at få tøjet smurt ind i snot og sur mælk. Min mobil ringer? Helt, helt uoverskueligt at bevæge benene, samtidig med at jeg taler. Meget bedre at blive stående her, midt i det hele. Mine kæmpeposer, som giver mig et vingefang på 4 meter, har ikke betydning for, hvor jeg kan mase mig igennem. Hvor er det dejligt vejr. Jeg tror, at vi alle tager vores øko-huer i uld på, og går en laaaangsom tur på strøget med ungerne i hver sin KÆMPE Christiania trailer.

I Bruuns galleri så jeg en lille dreng, der var stukket af fra sine forældre. Med vanterne hængende ud af ærmegabene og armene flagrende til alle sider, løb han med panikslagent udtryk i ansigtet igennem det hele, mens han råbte: ”AAAARRRGGGGGHHHH!!!!!”

Jeg ved præcis, hvordan han havde det.

torsdag den 4. december 2008

Kære Søren Ryge.

Jeg har købt juletræ idag, som jeg har fragtet hjem på min cykel
(*I LOVE it!!-Ole-Henriksen-smiley*). Da jeg skulle afmontere det, udviklede det sig til lidt af en kamp. Sådan nogle grantræer er nogle små, kompakte sataner med MANGE grene, og de her klamrede sig alle indædt til bagagebæreren.

Mens jeg stod der og bandede, kom jeg til at spekulere på noget: Er det egentlig ikke mærkeligt, at man aldrig har set en fugl flyve ind i en gren?

tirsdag den 2. december 2008

www.ohnoyoudidn't.com

Kan vi ikke godt blive enige om, at der er nogen ting, som kvinder ikke gør - og SLET ikke, når andre kigger/lytter? Hvorfor er der så mange andre kvinder, der ikke har fået den mail? Og hvorfor træner de allesammen i mit fitnesscenter?

Tillad mig at genopfriske Emma Gad, fitnessappendixet:

  • Vi tager som minimum trusser på, inden vi stiller os i omvendt-U-stilling og tørrer hår.
  • Vi ifører os ikke tampax, når vi står blandt andre mennesker og klæder om.
  • Vi intimbarberer os ikke offentligt. (Hvor klamt er det at slentre barfodet rundt i andres nedfaldne pubeshår?!)
  • Vi snyder ikke næse mellem fingrene, når vi bader med andre.
  • Vi hiver ikke brugte tampax ud og smider på sæbedispenserne i bruserummet. (For satan!!)
  • Vi efterlader ikke vores svedige spinningbukser på gulvet med vrangen udaf, mens vi går i bad, så andre er i fare for at blive bidt i foden af ildelugtende, mis-befængt vaskeskind.
  • Og endelig sidder vi ikke på bænken eller i saunaen i bar røv.

Nu sagde vi, at vi strammede vi op og kun var klamme derhjemme. Ikke?

She's back.

Nabo Med Indre Jytte anno 2008

mandag den 1. december 2008

Glade jul, dejlige jul. Engle styrter ned i skjul.

1. december. Jeg er ret vild med jul, så jeg er allerede nu ved at gå i panik over, at det næsten er ovre. Der er tusind juleting, jeg ikke har nået! Gåture i snepudrede skovlandskaber. Julemarkeder i gamle møller. Optænding af brændeovne. Konfektfremstilling. Reparation af tidsmaskinen, så jeg kan komme hjem til 1952.

Måske jeg i virkeligheden bare er ret vild med ideen om jul. Julebegrebet. Tanken om, at vi skal være gode ved hinanden, mens vi går rundt i hjemmestrikkede sokker og pynter op og drikker gløgg (ok, en del af det er i det mindste på plads). Ideen om at sidde inde med tændte stearinlys, mens sneen drysser ned udenfor og gør alting blødere i kanten.

Desværre lade det til, at det der med at kommandohygge har den modsatte effekt end den tilsigtede. Alle, jeg snakker med, er stressede, snottede og betrukkede med dårlig samvittighed eller uindfriede forventninger, fordi det er et helvedes mas at få sit liv til at ligne et glansbillede overnight. De fleste er hverken mere eller mindre syge/stressede/sammen nu, end de er fra januar til november – det er bare nu, vi præsenteres for ét idealbillede af Det Lykkelige Liv, som vi kan sammenholde med vores eget, hvor end vi vender os hen.

Personligt har jeg tænkt mig at prøve at holde fast i min juleglæde. Det er muligt, at vi ikke får sne, at julegaver bare er en avanceret form for bytte-bytte købmand, og at alting kan købes til halv pris i januar. Men jeg får lov at bruge penge på dem, jeg holder af, jeg bliver glad af at cykle rundt i en julepyntet by og Netto har fantastiske pebernødder til 8 kroner. Og hvis alt andet kikser, har vi stadig Blomberg.

PS: Vil nogen forklare mig ideen med blå lyskæder på juletræer?

søndag den 30. november 2008

lørdag den 29. november 2008

Vi voksne kan også være bange.

I forlængelse af mit forrige indlæg har Citygirl spurgt mig, hvordan jeg egentlig har det med at være blevet officielt voksen. Svært at svare på, synes jeg. I det store og hele er jeg ret godt tilfreds. Jeg har somme tider en fornemmelse af, at jeg først nu er ved at vokse ind i den alder, det er meningen, jeg skal have. Jeg har langt mere ro i både hoved og røv nu, end da jeg var 18. Jeg kender mig selv på godt og ondt, hvilket giver en helt andet tilgang på min omverden, fordi jeg har et punkt at pejle ud fra og ikke bare triller rundt, som en kugle på et bræt. Jeg har det som en mand, der bor i et hus, han selv har bygget. Det er muligt, at gulvet hælder en smule, at vinduerne ikke slutter helt tæt og at et par af hylderne hænger skævt, men det er mit. Jeg har skabt det, hver eneste detalje har sin egen historie, og her er ro.

Somme tider bliver jeg dog også grebet af en følelse af uvirkelighed, når jeg tænker over min alder. Når jeg ser den på tryk, har jeg det som om, det er en anden, de skriver om. Når jeg tolker meget alvorlige ting, kan jeg stadig være led ved, at de har fået mig og ikke en Ægte Voksentolk. Jeg kan stadig blive grebet af panik, når det går op for mig, at det er mig selv, der skal finde ud af, om pensionsopsparing er en god ide, vurdere om jeg er så syg, at jeg skal til vagtlæge og løse situationen, hvis jeg bliver fyret.

8 ud af 10 dage passer voksentøjet. Den niende tager jeg det på alligevel og leger klæd-ud i håb om, at indholdet lader sig narre af emballagen. Den tiende trækker jeg bare dynen op over hovedet og håber, at Bjarne Jes Hansen havde ret.

torsdag den 27. november 2008

Er nu officielt voksen.

Kan lægge Vita Vrap på i ét helt stykke, uden at det klistrer sammen.

onsdag den 26. november 2008

Don't let me get me.

På et tidspunkt i mit liv, hvor jeg synes, at tingene var ret svære, læste jeg et sted, at summen af problemer er konstant. På det tidspunkt var jeg ikke enig.. Jeg mente, at hvis bare den lodrette bjergside, jeg stod overfor, ville gøre mig den tjeneste at implodere og synke i grus, ville mit liv forvandle sig til en dans på (støvede) roser. Det er mange år siden, så jeg vil give min unge alder skylden for mit relativt naive verdenssyn.

I dag har jeg for længst bekendt mig til den religion, at jeg et langt stykke hen af vejen selv bestemmer, om jeg er glad for og i mit liv. Ved at holde fokus på det positive, er jeg selv med til at sørge for, at det negative får mindre plads at boltre sig på, og derfor ikke trækker så meget opmærksomhed. Når det er sagt, må jeg indrømme, at det nogle dage er lettere end andre, men jeg holder fast ved min overbevisning om, at intet svært bliver nemmere af at dvæle ved det eller dyrke det. Men jeg tænker stadig på citatet om den konstante sum, og jeg er ved at nå frem til, at jeg tror det passer. Lige meget hvor godt det går, synes der altid at være skygger i udkanten af billedet, der forhindrer det i at være perfekt.

Det er som om en bestemt procentdel af hjernen altid er reserveret til bekymring og forsøg på at løse problemer; virkelige såvel som imaginære, små såvel som store.

Altid den samme mængde af problemer, uanset om den udgøres af et eller ti af slagsen. Hvorfor? Hvordan? Skyldes det, at når al fokus går til de store ting, har man ikke overskud til at beskæftige sig med de små, og glemmer derfor, at de er der? Skyldes det manglen på relevans i øjeblikket? Svært at sige. Men det som virkelig interesser mig, er vores evne til at finde problemer, hvor der reelt ikke er nogen. Hvorfor gør vi det? For vi gør det. Jeg kan se det hos mig selv, og jeg kan se det hos min omverden.

Der findes ikke rigtige og forkerte valg, siges det. Kun konsekvenser. I de perioder, hvor vi har det svært, synes jeg ofte, at vi træffer flere af de negative, konsekvenstunge valg, end i de perioder, hvor det går godt. Er det for at flytte opmærksomheden til et problem, vi kender og kan forholde os til? For at skabe en illusion om, at jeg KAN løse i hvert fald nogle af de problemer, jeg står i – hvis jeg virkelig ville? Og hvorfor ser vi spøgelser, når tingene går godt? Måske er det fordi vi ubevidst tror, at vi kan holde de virkelige problemer væk, hvis vi bare sørger for at bekymre os om et eller andet. Eller fordi hjernen klør og bliver rastløs, når tingene går for godt. Måske tror vi, at det hjælper. At hvis vi bekymrer os om et potentielt problem, så har vi optjent retten til at slippe for det. Er lykke så fremmed for os, at vi ikke har værktøjer til at takle den eller ro i røven til at nyde den?

Hjernen er en sælsom indretning og mennesket sin egen værste fjende.

tirsdag den 25. november 2008

Warning: Psycho bitch ahead.

Bliver man mere følsom overfor kemisk påvirkninger, når man passerer 30, eller er jeg bare særlig heldig? Har måtte skifte fra p-piller til minipiller, fordi min krop pludselig – efter 15 år – blev enig med sig selv om, at den ikke længere kunne tåle hormonerne. Man skulle så mene, at den ville udvise taknemmelighed over at få nedsat mængden af giftstoffer, og skrue lidt ned for hysteri og PMS som tak.

Det har desværre vist sig ikke at være tilfældet.

Min cyklus er nu indstillet på random, jeg hvæser som aldrig før af narkomaner og medtrafikanter, og de sidste 48 timer er jeg begyndt at spontan-tude hele 6 gange. Kan jo for fanden ikke omgås normale mennesker, når jeg hele tiden, uden påviselig grund, er i fare for at bryde sammen i krampgråd.

Ville være fint om man af hensyn til omverdenen fik udleveret badge sammen med den første pakke: ”Ny i mini-pille”.

mandag den 24. november 2008

So you think you can dance?

Så er fitnessjulefrokosten vel afviklet og endnu engang kan jeg med stor glæde konstatere, at jeg kan blive i mit liv, som jeg kender det. Takket være God Opførsel slipper jeg igen i år for at skulle forholde mig til begreber som ’vidnebeskyttelsesprogram’, ’eksil’ og ’harikiri’. En del af mig hvisker, at jeg burde begræde, at jeg er blevet så voksen og fornuftig(-ish), men lige meget hvor hårdt jeg klemmer øjnene i og forsøger at mærke efter, finder jeg ingen ærgrelse. Kun ren og skær lettelse. Jeg ønsker ikke at bytte plads med dem, der dansede på bordene med frit udsyn til g-strengen kl. 19 eller chefen, der måtte bæres ud af vagterne, og i dag lignede en, der ville ønske, at nogen ville skynde sig at opfinde en burka til mænd.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg måske er blevet udstyret med en kontrolknap, der drejer liiiige stramt nok – men engang i mellem bliver jeg så glad for den, at jeg har lyst til at male den pink og gifte mig med den. Særligt når det kommer til dans.

Jeg danser ikke ret tit; mest fordi jeg er virkelig dårlig til det. Og fordi jeg altid bliver budt op af mænd, der er et hoved mindre end mig, og som med ansigtet presset imod mine bryster forsøget at tvinge mig til at danse standartdans. ”Kunne du gå en lille smule ned i knæ?”, ”Er du ikke sød at lade være med at føre?” og ”Uh! Jeg havde godt nok ikke set, at du var så høj, da jeg spurgte om du ville danse!” er sætninger, jeg har hørt flere gange, end jeg gider snakke om. Dans er ikke for mig. Derfor kan jeg ikke tillade mig at gøre nar af andre, der danser. Så det gør jeg.

Julefrokosten blev igen i år afholdt i Turbinehallerne, som har valgt at udstyre deres dansegulv med en scene. Og når man ser, hvem der frivilligt springer derop for at berige verden med deres talent, forstår man hvorfor. Free fun. Lørdag aften blev scenen indtaget af et par, som dansede så fælt, at man ikke kunne andet end at se til i rædselsfyldt fascination. Man havde det, som når man passerer et færdselsuheld: Opfyldt af gru, men ude af stand til at kigge væk. Han lignede Steffen Brandts storebror. Sidst i 40’erne, iført hvid skjorte, vandrestøvler og en læderbuks med uforsvarlig høj talje. Hun var … altså .. ikke tynd, men havde ikke desto mindre valgt at iføre sig bh, gennemsigtig chiffon top, bukser med smalle ben og slangeskindsstøvler med en hæl lavet af klaverben. Dette ubegribelige tøjinferno til trods var det ikke det, der tiltrak sig opmærksomhed. Det var deres dans. Eller hvad man kan kalde det. Hun gjorde brug af noget AOF salsa, tilsat arme, som jeg forestiller mig, at hun har tænk som ’mystiske slangearme’. Hun lignede en, der forsøgte at undgår at falde baglæns ned i en vulkan. Han dansede en slags tysk trampetechno, hvor vandrestøvlerne rytmisk gik frem-frem-tilbage-tilbage-frem-frem-tilbage-tilbage, samtidig med at han - med sine knyttede hænder solidt plantet i siden - lavede tør-knep bevægelser med underlivet. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var som at se den menneskelige evolution afspillet baglæns.

Der ER nu ikke noget som julefrokost!

lørdag den 22. november 2008

Med ondt skal ondt fordrives.

Som alle andre er jeg syg i disse dage. Som for alle andre passer det ad helvede til. Denne weekend består i dag af 3 timers combatmarathon og julefrokost i aften. I morgen skal jeg undervise i København fra 10 til 17. Inden nogen lægger velmenende ’alle-kan-undværes’ og ’er-man-syg-er-man-syg’ kommentarer, så skal jeg skynde mig at sige, at det ved jeg godt (as if!). Men sidste gang der var combat-tamtam, meldte jeg afbud fordi min far blev indlagt. Sidste gang der var fitnesstamtam gik jeg tidligt hjem, fordi jeg var syg. Og sidst jeg skulle afholde kursus i Langtbortistan, måtte jeg melde fra dagen før, fordi jeg fik nyrebækkenbetændelse. Så jeg synes ligesom, at jeg skylder.

Året er 1971. Min krop er Nordvietnam. Medicinskabet er USA. Tror sådan set kun at jeg mangler at bade i Agent Orange for at fuldende metaforen. Jeg synes, at det har hjulpet, og jeg har det meget bedre *løgn-hoste*. Men det er godt nok nogle lange nætter, når man sover i en rede af kemikalier og antibiotika.

I nat har jeg været ude at flyve med en flok terrorister. Da noget (som ingen gad uddybe hvad var) var min skyld (det var også unødvendigt. Jeg vidste det jo godt(???)), skulle jeg forlade flyet. Det flyvende fly. Uden brug af rare hjælpemidler som fx faldskærm. Her ringede min telefon. I virkeligheden. Angst. Min telefon skal ikke ringe kl. 3 om natten. Det viste sig at være én, der skulle have fat i Jesper. Om han sov? Jeg bad ham ringe til Jesper selv og spørge. Op, flere piller, pudse næse, smøre snuden ind i mentholatum, strepsil i munden, pudse næse, hoste af, godnat Vol. II.

Det næste der skete var, at jeg befandt mig i et kæmpecirkus med flere hundrede maneger, hvor jeg blev forfulgt af en ulv. (Hader cirkus. Var sgu nærmest mere bange for dét end for ulven.) Da jeg endelig slap ud, ventede min chef og 5 kolleger på mig. Vi skulle først løbe om kap i et orkanramt Vesterhav (vi taler vand til brystet, understrøm og kæmpebølger), derefter finde vej gennem en skovlabyrint for til sidst at løbe mere om kap, tage al tøjet af og hoppe i Esbjerg havn.

Er faktisk en lille smule lettet over, at det er morgen nu.

fredag den 21. november 2008

Det var ham, der startede!

Min cykel og jeg har nu kendt hinanden i en måneds tid. Jeg er superglad for den. Ud over at være lyserød og køre godt, passer den også meget bedre til den person, jeg er i dag, end den gamle gjorde. Min gamle cykel var købt af mit gamle jeg. Mit vrede jeg. Den hed Brutalis. Man sad på en aggressiv, fremadrettet måde og så ned på verden under sine rynkede bryn. På den nye føler jeg mig overskudsagtig og økologisk. Tror, at det er pga. cykelkurven. Den er som SKABT til at transportere porrer hjem i. Jeg sidder med rank ryg og løftet ansigt; alle smiler til mig og jeg smiler tilbage til dem. Eller… altså.. til de fleste af dem...

Som alle ved, er færdselsloven vejledende og tænkt som en hjælp til de mennesker, der ikke selv har idéer til, hvordan man kommer rundt i trafikken. Jeg fortolker den rimeligt liberalt, og mine road rage udbrud (verbale såvel som kropslige) er derfor primært rettet imod Pæne Mennesker *vrængende-trodsig-anarkist-smiley*, der dytter nidkært og forurettet, når man cykler over fodgængerfeltet i stedet for at trække. De vil nemlig hellere sidde og vente i tyve minutter på, at vi g-å-r over, end at lade passere, at de har opdaget En Fejl.

Men selv jeg kan presses og falde mine egne i ryggen. Var i dag nær kørt ind i et vejskilt, fordi jeg havde så travlt med at skændes og udveksle langefingre og fornærmelser med narkoman, som højlydt brokkede sig over, at jeg kørte over for gult. Mens han selv, iført stjålet indkøbsvogn og bjørnebryg, gik over for rødt. Jeg kunne næsten mærke, hvordan min pinligt berørte cykel forsøgte at signalere til mig, at sådan kører vi ikke. Når den skal til to måneders tjek, skulle jeg måske lige høre, om jeg kan få udleveret en mere passende, voksen og ladylike trafikpersonlighed.

torsdag den 20. november 2008

Må vi bede om en trøje med ekstra lange ærmer?

Da jeg skulle beslutte mig for en uddannelse, overvejede jeg medicin og psykologi. I dag er jeg utrolig glad for, at jeg ikke endte der: Disse studier ville have udløst permanent opholdstilladelse på hhv. hospital og Psyk. Hver eneste gang jeg tolker noget om sygdomme, kan jeg praktisk talt mærke symptomerne bryde ud i takt med, at vi gennemgår listen. Når der bliver talt om personlighedstyper og -forstyrrelser, kan jeg genkende mig selv i dem ALLE. Og selvom jeg kan være både påståelig, dobbeltmoralsk og barnlig; selvom jeg har kolde fødder, ondt i nakken og er kronisk tørstig, så skulle det være mærkeligt, om det viste sig, at jeg var Danmarks eneste udiagnosticerede meningitispatient med sukkersyge og tvangsfikseret, narcissistisk borderline. (Ikke..?)

Måske der alligevel er noget om snakken. Jeg er i hvert fald udstyret med et ualmindelig stærkt fornægtelsesfilter; en gudbenådet evne til ikke at føle mig truffet, når jeg læser klamme historier som den her.

Det er muligt, at salt på cafeborde og fast håndsæbe nærmest er levende af bakterier. Det kommer ikke fra mig. Jeg er renskuret og antibakteriel. Det er muligt, at andres tandbørster er mere bakteriebefængte end offentlige toiletsæder (det er rigtigt. Det står der *grøn-kvalme-smiley-der-støtter-sig-til-bordkanten*), men min er ikke. Den er ren. HELT ren. Blev der sagt. Nu hvor jeg gennem denne artikel er blevet opmærksom på, at toilettet, når man skyller ud, udspyr ”en usynlig sky af vandstøv (Mmmhmm... ’Vand’støv. Så siger vi det…), som lægger sig på tandbørsten” synes jeg faktisk også, at andre mennesker lugter ud af munden. AF TIS! Men igen: Ikke mig. Mit badeværelse er en slags autoklave, der steriliserer sig selv, hver gang jeg lukker døren.

Tror egentlig bare, at mig og mine andre bakteriefri personligheder skal glæde os over, at vi har hinanden.

mandag den 17. november 2008

Alle mand til tasterne:

Ind i mellem er jeg så overbevist om, hvad der er Det Rigtige at gøre, at jeg bliver overrasket, ja nærmest rystet, når jeg finder ud af, at andre mener noget andet.

”Giv os et eksempel!” hører jeg jer råbe. Ok. (Før I læser det, bliver jeg nødt til at slå en fed streg under, at der er tale om et tænkt eksempel. Virkelig. Amager halshug. LOV mig, at I ikke begynder at gro en paranoia! Ok?) Godt. Here goes:

Du er startet til kor, og I er et par stykker, som hurtigt finder sammen. En aften efter at I har øvet, går I ud. Der drikkes kaffe og sladres, og det er sindssygt hyggeligt – indtil du ud fra beskrivelsen begynder at få en fæl fornemmelse af at genkende manden, den ene af pigerne har en affære med. Og ganske rigtigt: Det viser sig at være din venindes mand.

Hvad gør du?

Jeg ville aldrig overveje IKKE at sige det til min veninde. Hvis jeg satte mig selv i hendes sted, ville jeg føle mig dobbelt forrådt, hvis jeg senere fik kendskab til affæren, og det gik op for mig, at jeg var den eneste, der ikke vidste noget. Rædselsscenarier af mig, der sidder til bords med kæreste og venner og som den eneste tror, at alt er i skønneste orden *ydmyget-smiley*.

Nu er jeg imidlertid blevet præsenteret for det argument, at det ikke har noget med mig at gøre. At det faktisk ikke rager mig. At jeg risikerer at gøre langt mere skade end gavn ved at sige det; ikke mindst fordi min veninde muligvis bliver så vred på budbringeren, at hun slår hånden af mig, hvilket efterlader hende med et (i bedste fald) skåret forhold OG et ødelagt venskab.

Jeg kan godt forstå argumentet med min fornuft – men det føles forkert i min mave.

Hvad mener I?

søndag den 16. november 2008

Er du skidt, skat?

I dag kunne jeg læse i avisen, at vi danskere bliver mere og mere syge. I hvert fald på papiret. Vi er åbenbart stille og roligt ved at forvandle os til en nation af ofre, der jagter læger og diagnoser som febrile paparazzier på coke.

Vi får flere og flere elastikdiagnoser, som kan dække over alt fra mildt ubehag til ophold på gravens rand. Vi insisterer på at få papirer på vores skavanker, og de fleste af os har allerede en færdig diagnose med, når vi stiller i lægens venteværelse. Hvorfor går udviklingen i den retning?

Jeg tror, det skyldes, at vi efterhånden har fået os selv parkeret i tilværelser, der stiller så store krav, at vi ikke længere kan præstere tilfredsstillende på alle områder. Der er ikke timer nok i døgnet. Dovenskab og At Lave Ingenting er vor tids dødssynder. Kvalitetstid og afslapning kræver så meget planlægning, at vi er ude af stand til at geare ned, når vi endelig lander. At holde fri i weekenden forudsætter, at vi klemmer 48 timers indsats ind i de allerede pakkede hverdage.

Min påstand er, at sygdom er blevet eneste accepterede undskyldning for at yde mindre end 100 %. Lægeerklæringer fungerer som både skjold og sværd. Jeg er ikke selv læge, men jeg har svært ved at tro, at piskesmæld, museskader og tennisalbuer kan forekomme med den frekvens, man møder det i. Voksne med ADHD? Der er ganske givet en gruppe af voksne, som falder i den kategori, og som har svære mén af at gå udiagnosticerede rundt i årevis, men jeg tror, at de fleste selverklærede ADHD-voksne blot er produkter af en tilværelse bygget op omkring computer og mobil. Muren imellem os og resten af verden omkring os er kun en sms tyk. Vi er nødt til hele tiden at være på mental stand by, fordi et enkelt bip kan kræve, at vi går i fuldt alarmberedskab NU! OFF er sooo last decade. Personligt har jeg ikke problemer med koncentrationen, fordi jeg har damp. Jeg har et alt for højt aktivitetsniveau i alt for mange timer med alt for meget sukker og koffein og en million siders spam at forholde mig til, hvilket fremelsker nødvendigheden af kun at skimlæse hvad jeg får i hænderne. Hurtigt.

Vores fokus på sundhed har på en bagvendt måde sat fokus på sygdom. Jeg tror, at de fleste af os mener, at vi ved at knokle som vi gør, tænke over, hvad vi spiser, træne og undgå rygning og solarier mener, at vi har fortjent en rask krop som belønning. Sygdom er en fejl; et minor set-back og skal fikses ASAP, så vi kan komme videre. Vi har ikke tid til at ligge der og glo. Vi har specialbutikker, vi skal nå at handle i, så vi kan lave økologisk slowfood, som helst skal være færdig senest kl. 17, så vi kan nå den tidlige spinningtime, så vi kan nå hjem til noget pædagogisk forsvarligt og motorisk udfordrende samvær med ungerne, inden de skal i seng, så vi kan nå at forberede arbejdet til i morgen inden vi skal pleje parforholdet ved at prøve et par af de tricks af på kæresten, som Joan Ørting har beskrevet i selvhjælpsbøgerne.

Det er lidt ironisk, at samfundet er blevet så sundt, at vi bliver syge af det.

fredag den 14. november 2008

Oplysning fra Borgeren til Samfundet.

Våde kantstene er glatte. De bør angribes frontalt og ikke som tidligere antaget i skæv 45 graders vinkel *ned-og-røre-med-hånden-
-lynhurtigt-op-igen-børster-hånd-og-lader-som-ingenting.*

torsdag den 13. november 2008

Jeg tror, at de kom ind gennem altandøren, Hr. Betjent.

Jeg ved ikke, om det er mit temperament, der er lidt i overload, når det kommer til computere, men er der andre end mig, der har lyst til at kaste computeren hårdt ind i væggen akkompagneret af en byge af eder og forbandelser, når det tager 40 år at åbne en side? Nej? Hmm. Må prøve at arbejde lidt med det så.

Måske jeg kunne udnytte, at jeg er mere lyshåret, end jeg har lyst til at indrømme, når det kommer til computere? Facebooksiden er særlig slem, men måske det hjælper, hvis jeg forestiller mig facebook som en slags forfængelig kæmpejulekalender, som gerne vil åbne alle mine vennelåger, før jeg *ta-daah* må se den? Jeg kunne investere i det her for at fuldende billedet?

(Eller jeg kunne give efter for raseriet og HAMRE lortet ind i væggen, mens jeg råbte: "DØ! DØ! DØ! LORTEPISMØGFUCKINGRÅDNESPASSERCOMPUTER" og derefter melde det som hærværk *ho-mininote-st*....)

onsdag den 12. november 2008

Mor er ikke skuffet. Mor er meget, meget irriteret.

Mennesker, der fremhæver indlysende moralske sandheder, som noget de – modsat mig – holder i hævd, skulle have et drag prygl med gloende pigtråd! Lad være med at sidde der på din høje hest og belære mig om ting, vi begge udmærket ved, for at du i andres påsyn kan pudse glorien. Lad være med at opføre dig som om du er lærer, og jeg er din elev. Jeg får kvalme af arrigskab over at se dig forsøge at score billige point hos de tilstedeværende ved at fremstille dig selv som etikkens vogter og mig som en doven idiot, der ikke kan tænke selv og hopper over, hvor gærdet er lavest. Det er for nemt, og det er hvinende uprofessionelt.

(Skinhellige so!)

tirsdag den 11. november 2008

Efterår i 5. gear.

Dagene er lidt pakkede på blogsbjerg i tiden. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed og når man bare er en lille, efterårspåvirket heks, betyder det, at man nærmest går i koma, når det bliver mørkt. Dvs. kl. 15.

Efterår. På minussiden bliver jeg gennemblødt 5 gange dagligt. Jeg har ikke sådan rigtig ro i hovedet på noget tidspunkt, så længe jeg er i lod, fordi den ene opgave lapper over den næste. Jeg når aldrig rigtigt at vågne, for nogen har pillet solen ned og installeret en 15 watt sparepære i stedet. På plussiden kører den nye cykel helt formidabelt. Jeg er i godt humør, får afviklet ting fra to-do listen i en hastighed, der bryder lydmuren, gløgg er nærmest obligatorisk og jeg har fået varmepenge tilbage. Life is good.

Finnen har også travlt. En del endda. Vi gaber om kap i sofaen, men når vi springer i skrinet, skiftes vi til at spille rollen som hhv. Den Søvnløse og Komapatienten. Forleden var jeg sidstnævnte. Var allerede på savlestadiet, da Finnen lavede klassikeren:

Ham: ”Kan du heller ikke sove?”
Mig: ”Mmmmmmnnn?”
Ham: ”Det er faktisk vildt så mange mulige kombinationer der er, hvis man har en talrække fra 0 til 10 og man må sætte hvert tal sammen med 3 andre.”
Mig: ”Mmn???!”
Ham: ”Hvordan er det nu den er, den formel? Hvad er det nu man ganger med?”
Mig: ”Du får en 10’er, hvis du prøver at lægge dig ned og sove.”
Ham: ”Aj, men Linda, ved du det? Kan du huske det?”

Tror lige, at han kortvarigt havde glemt, at jeg var tolk. Som i: Sproglig. Anti-tal-begavet. Men efter ti minutters spændende snak om primtal og tværsumme fik vi fred nok i sindet til at lukke Hej Matematik ned og kalde det en dag.

Nå. Jeg har en spinningcykel, der kører 6.15, så jeg må hellere sætte monitoren på ”Flatline”. Godnat derude. Hvor end I er.

søndag den 9. november 2008

Igen! Igen! Igen!

Har haft besøg af ældsteveninden og hendes kæreste, og det har været latterligt hyggeligt. Startede med pillemad og lyserøde bobler, fortsatte med mere pillemad og rødvin så god, at jeg overvejede at adoptere den og sluttede i byen med forsinket J-dag.

Elsker at bruge tid med de to. De er så kloge. Og vi kender hinanden så godt, at intet er tabu, og hvis nogen taber ansigt, hjælper vi hinanden med at finde det igen. På grund af vores lange historie sammen får man også altid nye vinkler på tingene og ærlige svar, når man spørger.

Vi nåede over mange forskellige emner. Om det er ok, at man snakker med sine veninder om forholds-issues, eller om det er at udlevere kæresten. Om det gør en forskel, at han jo også hører om venindernes op- og nedture. At det er vigtigt at huske stadig at blotte sig for veninderne, når man får en kæreste, fordi man ellers stille og roligt lukker ned for intimiteten og fortroligheden i venskabet; Ingen vil åbne sig for én, der aldrig selv lukker op. At jeg kunne gøre mit eget liv markant mindre turbulent, hvis ikke jeg følte så stærkt behov for ærlighed og rene linjer, men at spørgsmålet er, om ikke det samtidig er det, jeg henter styrke i, og som definerer min person. At folk, der har mange penge og konstant taler om det, er nogle ting-svin. At panik-sult er et vedtaget begreb. At Tom Collins på Rar Bar smager af toiletvand. At vejskilte og huller i jorden kraftedeme er tarveligt, når det er mørkt. Og at fællesveninden, der engang sagde, at man ligeså godt kan prøve at tro på det bedste i folk, havde ret, for hvis man tror det værste, og det viser sig at være forkert, sidder man der med en surhedsrest og ikke noget at bruge den til.

I dag var der dømt kaffe, pinex og timelang brunch. Er der noget så fedt som god tid, behagelig tavshed og gloen på mennesker? Det har været en fantastisk weekend.

fredag den 7. november 2008

Læs eller jeg river dine øjenlåg af med tænderne!

I Politiken i dag anmeldes bogen ”Jeg er bevæbnet og har tømmermænd”, som er en samling trusselbreve fra Rigspolitiets arkiv fra de sidste 25 år. Ud fra artiklen at dømme er der nogle gode nogen imellem.

Målene er mange og varierede. Nogen vil have penge, andre vil have brune S-tog renoverede og én vil have Pia tilbage i 9. A. Der trues med nyslebne søm, ødelæggelse af det norske telefonnet og voldtægt af mandlige bankdirektører. Nogle breve starter med ’Hejsa’ og slutter med ’Knus’ (dog ikke med ’z’ *skælver-af-ubehag*), andre indledes ’Edvard, dit fede svin’ og slutter med ’Pikfjæs!’. Det er med andre ord en bred vifte af uforskammetheder, som alle har to ting til fælles: 1) Utroligt mange stavefejl. 2) Anonyme afsendere, der forsøger at opnå noget mere eller mindre usandsynligt.

Jeg trak på smilebåndet flere steder. Ikke fordi jeg tror, at de mennesker, der har modtaget brevene har synes, at det var særlig sjovt, da de fik dem. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvor traumatiserende det må være at blive udsat for røveri. Jeg ved ikke, hvordan det føles, hvis folk truer med at brænde dit hus ned eller siger, at de ved, hvor dine børn går i skole. Efter at have blogget i 1½ år ved jeg dog, at uanset hvor lille, ubetydelig og latterlig en trussel synes, så bliver man altid utilpas ved tanken om, at nogen derude – som ikke vil give sig til kende – har et horn i siden på én.

Under artiklen findes en boks, hvor læsere kan kommentere på artiklen. De fleste skriver, at de skal have fat i bogen, når den kommer. Men Ulla; skriver, at hun ikke synes, at det er spor morsomt. Hun har ”selv været udsat for røveri og fået forelagt et sådant brev, og jeg synes ikke, at der var noget komisk over det. Psykisk var det en skræmmende oplevelse, men jeg oplever gang på gang at folk laver grin med sådanne ting. Men der ER ikke noget at grine af.”

Bogens forfattere latterliggør ikke de mennesker, der er blevet udsat for truslerne men derimod de mennesker, som har fremsat dem. Og jeg synes måske nok, at man selv er med til at holde liv i sine dårlige minder, hvis man tager det personligt hver eneste gang emnet perifert berøres. Jeg ved godt, at de fleste af os har en enkelt ting eller to, som vi ikke kan grine af og aldrig kommer til at synes er sjovt. Men det bliver sgu et langt liv, hvis vi skal have alle andre til at holde op med at grine af det også. Vi bestemmer ikke selv, om ondsindede mennesker aflægger besøg i vores liv. Men vi bestemmer, om vi vil give dem magten over resten af det.

(Hvis man synes, at bogen er sjov og gerne vil læse mere af samme slags, kan jeg anbefale bogen Kokostapir.)

torsdag den 6. november 2008

Kære TV stationer.

Jeg skriver til jer, fordi jeg har hørt, at det står lidt sløjt til med økonomien for tiden. Her på blogsbjerg ved vi, at den ene tjeneste er den anden værd, så jeg har et forslag, som måske vil kunne hjælpe jer.

Hvad ville I sige, hvis jeg fortalte, at I kunne skrotte Paradise Hotel, Robinson, Sandhedens Time, De Unge Mødre og diverse andre realityshows, men stadig få samme mængde og kombination af stupiditet, løgn, intriger, catfight og knuste hjerter?

Løsningen er ligeså enkel, som den er smuk: Kameraer op i alle fitnesscentre.

Det eneste problem er, at verden udenfor ville tro, at det var noget, man havde iscenesat. Ingen andre steder møder man så mange mænd, der twotimer SÅ vildt og så åbenlyst. Ingen andre steder finder man så mange mænd, der er så himmelråbende naive i deres tro på, at dem de knalder, ikke taler sammen – og som giver den ALT, hvad den kan trække som sårede, misforståede martyrer, når de bliver taget med hånden på dåsen. (Flere fitnesscentre har faktisk været nødt til at renovere dørkarmene og gøre dem bredere, så disse skæbnens yndlingsofre kan rulle uhindrede ind på deres kors.) Ingen andre steder finder man så mange kvinder, der slås så indædt og beskidt om den samme mand – og samtidig fikserer hinanden i falske venskaber, for keep your friends close but your enemies closer. Og ingen andre steder finder man så mange kvinder, der kender alle historierne – og alligevel lukker øjnene så hermetisk.

Jeg er lige ved at tro, at hvis man forsøgte at entrere et fitnesscenter med en løgndetektor under armen, ville man i bedste hegn-med-højspændingsstil blive kastet 7 meter tilbage.

Det er børnehave tilsat hormoner. Det er sved, nøgen hud og endorfiner. Der er ingen binding. Kommer du, betaler de. Det er så uendelig meget mere end træning.

Ærbødigst

blogsbjerg

onsdag den 5. november 2008

Undskyld Hella.

Tror måske, at jeg har set for meget amerikansk valgtv. Og at korrekturlæseren på min indre ordbog enten er ligeglad med politisk korrekte termer eller er på ferie. Afstedkom i hvert fald et langt, tavst øjeblik, da der i går på mit job blev sagt: "Vi har taget en lærer med" og jeg hørte - og tolkede - "Vi har taget en neger med."

For satan, altså.

tirsdag den 4. november 2008

Lavere luftfugtighed ønskes.

Er frisuremæssigt gået fra Ulla Terkelsen til Alfons Åberg.

Kun en tåbe frygter ikke haven.

Var i dyrehaven forleden. Ved godt, at det er sådan lidt klichéagtigt, men der er simpelthen så pænt, når solen vælter ned, træerne står i flammer og himlen er så blå, at det næsten gør ondt i øjnene. Efter at have cyklet om kap på udvalgte strækninger (taber altid. Finnen er kamikazerytter. Trapper? Mudder? Åer? Han er ligeglad.) (- men jeg har den pæneste cykel, ha!), nåede vi frem til skoven, hvor vi kunne læse, at vi skulle passe på dyrene, som var i brunst.

(Når man iagttager dyrenes adfærd, lige fra hannernes gevirfikserede adfærd og territoriale brøl til hunnernes kælne brægen og venden-røven-til (mens de løfter halerne så højt, at man nærmest kan se dem op i halsen. Skøger.) kunne man godt få den mistanke, at det er dem og ikke aberne vi nedstammer fra. ToTAL Kupé fredag aften.)

De venlige skovmennesker har gjort meget ud af at forklare, at man ikkeikkeikke skal gå for tæt på dyrene, men tværtimod lægge æbler/gulerødder/spaghetti på jorden og derefter ’træde tilbage og nyde synet’. Kan ikke rigtigt finde ud af, om de mennesker, der bogstaveligt talt paparazzijagtede de stakkels dyr med telelinser så store som bropiller er meget dumme, læser dårligt eller har lyster, der ikke egner sig til beskrivelse her. Kan heller ikke helt afgøre, om det er ok at fryde sig, når dyrene så angriber. Men det så fandme sjovt ud.

mandag den 3. november 2008

I LOVE it!

Hvor er det heldigt, at vi på dage som i dag har Ole Henriksen. Hvis ikke det havde været for ham, havde min mandag indtil videre taget sig således ud:

* En lortesituation, som jeg absolut ufrivilligt er havnet midt i, og som intet har med mig at gøre, er kulmineret med, at jeg er blevet uvenner med en veninde.
* Jeg har overtråd en regel på arbejde, jeg ikke vidste eksisterede. Fik ikke ligefrem fik en medalje af chefen – og præsterede i samme ombæring at stille en kollega dårligere.
* Ringede igen igen igen igen til lægen for at få svar på nogle prøver, som er blevet væk og forsinkede af hundrede omgange. Blev udsat for 10 minutters båndsløjfe af ”Save the best for last” for så at få at vide, at svarene var kommet – men at sekretæren ikke forstod, hvad der stod. Ring igen. Suk.
* Endelig kom i Ikea efter dims, som jeg har manglet i 6 måneder. Dimseafdelingen lukket pga. ombygning.

Men takket være den lille mand med det store smil, ser den i stedet sådan her ud:

* Jeg er glad for at opdage, at jeg følger mit hjerte og gør, hvad jeg oprigtigt mener, er det rigtige at gøre – også selvom jeg ved, at det får ubehagelige konsekvenser.
* Jeg har lært min arbejdsplads bedre at kende, og har nu mulighed for at undgå at lave samme fejl igen *ånder på glorien og pudser den*
* Jeg får audiens hos snedronningen in persona og får således mulighed for høfligt at foreslå, at de skifter det 8 – otte – år gamle, slidte kassettebånd med pausemusik ud.
* Jeg har en undskyldning for at tage i Ikea igen – hvor de er begyndt at pynte op til jul…

(- men derfor må det alligevel godt snart blive tirsdag.)

fredag den 31. oktober 2008

Re: Hej alle.

Ved I, hvad jeg virkelig hader? Skæld-ud mails, møntet på få men sendt til alle. De værste er dem, hvor nogen ikke selv tør tage konfrontationen, men har henvendt sig til chefen, som så skælder ud i 2. person. Så sidder man der og forsøger at ransage sin adfærd med tilbagevirkende kraft.

Jeg begriber ikke, at man ikke kan tage fat i dem, det drejer sig om. På en tidligere arbejdsplads, hvor jeg var ansat, fik vi hver eneste måned en mail, der drejede sig om det samme. ”Om folk ikke godt kunne være søde at bla bla bla.” Tag dog fat i de 3 det drejer sig om!! For tilsyneladende er det de eneste 3, der ikke føler sig ramt af den bebrejdende tone i mailen. *Grrr!*

Den slags mails bidrager ikke med noget som helst positivt. Hvis man tager det nævnte problem op med dem, der ifølge mailen føler sig ramte, bakker de ALTID ud og påstår, at det ikke er dig, de mener. Så er man da sikker på at den åbne dialog, som kunne have løst problemet, bliver kvalt i fødslen. Der kunne jo meget vel være en god grund til, at nogen handler på en bestemt måde, men hvis man ikke ved, hvem vi snakker om, kommer begrundelserne og andre mulige vinkler på problemstillingerne aldrig frem. På den måde holder man firmaet fast i kun at tage hensyn til dem eller det, som Anonyme Utilfredse har fokus på.

PH værdien i arbejdsmiljøet bliver stille og roligt mere og mere sur. Hvem har lyst til at smile og være venlige overfor mennesker, som måske/måske-ikke har klaget over dig/måske-ikke-dig til chefen? Resultater er at man i stedet for én, stor dynamisk personalegruppe, får små paranoide enklaver og en virksomhed så smidig som stivnet cement.

Ved I hvad? Jeg tror sgu lige, at jeg copypaster ovenstående og sender det ud i en fællesmail.

onsdag den 29. oktober 2008

Honor among thieves.

I går drak jeg kaffe med en kammerat, som for nyligt har valgt at cutte forbindelsen til en fælles bekendt. Grunden til bruddet er, at det er kommet min ven for øre, at han er blevet systematisk bagtalt og udnyttet i årevis. Han har ikke konfronteret ex-vennen med sin viden, men blot vendt ham ryggen uden yderligere forklaring.

Da vi sidder og snakker, fortæller han, at ex-vennen, (som ikke aner, hvad der er sket), har slettet ham på MSN. Min kommentar er, at det vel i og for sig er ligegyldigt? Min ven vil ikke have mere med ham at gøre, og nu har han fået det, som han vil have det. Så er alt vel godt?

Det er det bare ikke. For nu viser det sig, at min ven sidder med en uforløst trang til at fortælle vendekåben, at han er afsløret. På en eller anden måde er det for let, at han bare får lov at slippe med tavshed.

Det sjove er, at min ven de sidste par år har set ex-vennen udnytte piger og lyve for dem i et omfang, man næsten må beundre. Det er i hvert fald løgn, når man siger, at mænd ikke kan multitaske. Han har set ham hustle sig igennem hverdagen og prøve at få det hele for det halve. Han har set ham bo med kæresten, have 3 parallelle forhold kørende og udnytte mennesker med følelser i klemme.

Jeg ved godt, at de fleste mænd og kvinder har forskellige opfattelser af sex og one-night stands, men med denne fyr synes jeg, at der i årevis er udvist så bundrådden opførsel, at jeg ikke begriber, at det kan komme som en overraskelse, at man ikke kan stole på ham. Jeg skal være den første til at medgive, at kvinder hurtigere får følelser i klemme end mænd, men selv among the guys må der være en grænse for, hvor langt det er i orden at gå for sex? Der er vel stadig en form for kodeks, der ikke bifalder usportslig opførsel?

Hvis man er uhæderlig nok på ét område, finder jeg det svært at tro, at man ellers er et godt og ærligt menneske, der vil sin omverden det bedste. Bare træls for min ven at ende med at være ham, der skulle tjene som bevis for dén mistanke.

tirsdag den 28. oktober 2008

Vi er løbet tør for kinder på blogsbjerg.

I Danmark brændte man officielt den sidste heks på bålet i 1693. I dag – 315 år senere – kan man læse følgende i Politiken:

En gruppe ålborgensiske præster fra både folke- og frikirker advarede forgæves forældre imod at tage deres børn til et halloweenarrangement i Aalborg Zoo i weekenden, hvor en erklæret heks, Dannie Druehyld, optrådte.

»At lade sine børn komme under indflydelse af en erklæret heks og lade dem udstyre med heksebryg og amuletter er efter vores mening ikke ansvarligt. Vi taler ikke om en skuespiller eller en, der i dagens anledning har klædt sig ud, men om en person, som i en lang årrække har praktiseret heksekunst, og som tager disse ting alvorligt«, siger sognepræsten ved Vor Frelsers Kirke, Vagn Folkerman, til Nordjyske Stiftstidende.

Mener han det alvorligt?! Skal vi prøve at lave en hurtig sammentælling på, hvor mange menneskeliv kristendom har på samvittigheden? Og derefter gøre det samme med wicca? Jeg ved godt, hvilken religion, jeg synes er mest farlig! Jeg har aldrig hørt om grupper af hekse, der forfulgte præster og dømte dem til bålet. Jeg har aldrig hørt hekse lange ud efter andre trosretninger. Tværtimod er det en udbredt holdning blandt hekse, at vi alle tror på det samme – vi kalder det bare noget forskelligt. Noget mere næstekærlig end at jagte folk, der tror noget andet end jeg, synes jeg.

Når jeg får børn, vil jeg gerne lære dem om vigtigheden af respekt for andre, og andres ret til at tro, hvad de vil, så længe de ikke bruger troen til at påføre andre smerte og skade. Jeg håber, at uanset hvad mine børn vælger at tro, så er det noget, der giver det mening for dem, lige meget hvor de er, fordi de kan mærke det indeni – og ikke noget, de kun kan føle i kirken søndag mellem 10 og 12. Jeg vil gøre meget ud af at forklare dem, at jeg ikke har købt en korsfæstelse på afbetaling; at synd, skyld og skam ikke har noget at gøre med krop og kærlighed og at den, der lever på forventet efterbevilling, lever fattigt.

Jeg ville – alene på baggrund af kirkens udmelding - have slæbt dem med i Aalborg Zoo.

315 år. Tænk, at vi ikke er kommet længere.

mandag den 27. oktober 2008

Taa-Daahhh!!

Vi er kørende igen!

søndag den 26. oktober 2008

SIR YES SIR!!!

Hvert andet år afvikler DGI Idrættens Dag, og i år havde jeg sagt ja til at undervise, så jeg har brugt weekenden i Messecenter Herning.

Jeg har aldrig været i Messecentret før, men min for-en-gang-skyld normale taxamand fortalte mig, at det er Skandinaviens største halkompleks. Når man er ude som underviser, får man som regel et hotelværelse stillet til rådighed, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Det appellerer den 4årige pige i mig, der elsker at lege ’så sagde vi, at jeg var voksen og boede her’ og store var mine forventninger til det til Skandinaviens-største-halkompleks-hørende hotel.

….

For satan. Må man godt kalde et affældigt sommerhus indrettet af nogens samlermaniske, farveblinde mormor for ’hotel’?! Vi snakker røvballegardiner, grønt plastikarmatur og billeder så grimme, at man næsten græd blod. Men prikken over i’et var, da jeg vågnede i nat, FORDI DET FUCKING REGNEDE PÅ MIG!!! Tror nok liiiiige mor var stram i masken, da hun stillede i receptionen i morges!!

Men bortset fra denne ubetydelige detalje, var det en super weekend. Jeg har sammen med en kollega undervist i Bootcamp, og vi har revet 200 mennesker rundt i 4 timer. Sjovt nok flest mænd. Jeg finder en særlig tilfredsstillelse i at tvinge tatoverede drengerøve med strikhuer i knæ (kærlig hilsen Hun-ulven Ilse), men jeg må give dem, at de åd det, lavede kampråb og råbte på mere. Og når jeg er i iført stopur, fløjte og t-shirt med påskriften When I say jump – you ask ’How high?’ - så er der ingen smalle steder. Tårnhøjt energiniveau. Det var fedt!

Nu sidder jeg så træt men glad og tilfreds i min velsignede stille lejlighed og plejer min skam-råbte hals med et glas gløgg (uden klamme rosiner). Alle ure viser noget forskelligt, alt hvad jeg ejer af træningstøj kører rundt i maskinen og i morgen starter en ny uge. Jeg er klar. Er I?

JEG SPURGTE: ER I?!!!!!!

(Sorry. Skal lige akklimatiseres)

fredag den 24. oktober 2008

Star wars - as it should be.

Tom Cruise - nu som sjov...

Bekendte-to-go.

Kommer man for meget på Baresso, hvis man er på 'hej' med over-baristaens mand, når man møder ham - selv - ude i byen?

torsdag den 23. oktober 2008

Det, der er mit.

I går cyklede jeg forbi en mand på min fars alder, som efter en jævnaldrende mand af anden etnisk herkomst råbte: "Danmark er for danskere!"

Lidt senere blev jeg overhalet af en bus med en reklame for et advokatfirma på siden. En forslået pige med Se & Hør mimik og stabiliseringskrave ledsages af teksten: "Krav på erstatning?"

Frygt, grådighed og hver mand for sig.

Er det mig, eller har nogen sat den menneskelige evolution i bakgear?

onsdag den 22. oktober 2008

"... - and world peace."

Efter i går at have været udsat for Terminator forklædt som 2 meter høj, norsk massør, der kvaste knogler, nev i muskler og redefinerede begrebet ’smerte’, sidder jeg i dag herhjemme iført resterne af min skrøbelige psyke og sørger over min visne, ubrugelige højre arm. Jeg ved det godt. Det er long overdue at få gjort noget ved den skulder, men altså... Lige nu har jeg bare lyst til at klamre mig til dørkarmen og tude-råbe: ”Jeg går ALDRIG derhen igen!!” Desværre er jeg røget på A-listen, hvilket betyder, at jeg skal se en hel del til min nye ven de næste mange uger *smiley-der-overvejer-at-gå-under-jorden*.

Men jeg skal have købt et eller andet ind. Med mindre, selvfølgelig, at jeg kan lave en spændende frokost af hvidvin og neglelak, som er de eneste ombordværende astronauter i rumskibet Køleskab. Og nu er det så, at jeg ikke helt synes, at man kan ligge og flandre rundt ude i byen, når man er sygemeldt, men samtidig ved, at jeg kommer hjem med en liter mælk, to æbler og en lang, uindfriet indkøbsseddel, der er klam af fortvivlelsens sved, hvis jeg skal købe ind Det Falske Sted. Hvor rugbrødet ligger helt forkert i forhold til pålæg og toiletpapir. Og hvor jeg hver gang tror, at jeg godt kan huske at tage det med, når jeg kommer forbi det – hvor end der er! – men efter at have gået i ring i 20 minutter begynder at føle mig som alzheimer patient, der har glemt, hvad jeg hedder, hvor jeg bor, og hvad jeg spiser. Hvorfor kan alle forretninger ikke bare være indrettet som Min Føtex, hvor varerne ligger helt pænt og logisk placeret, så jeg husker det hele?

Det er store problemer, vi har her på matriklen.

mandag den 20. oktober 2008

RIP Brutalis.

Min cykel er gået ind i den terminale fase. Var ved cykelsmed for at få den gjort vinterklar – en handling afstedkommet af, at den på det seneste har forsøgt at afstøde sine enkeltdele stykke for stykke, og har fået a nasty habit med at sætte sig fast i 7. gear, når jeg skal køre op af bakke. Virker meget lidt professionelt at entrere job iført skjolder og sved moustache.

I fredags fik jeg uventet tidligt fri, og da jeg havde forestillet mig, at den kunne fikses ambulant, smuttede jeg ind forbi cykelstuen på vej hjem. Startede med at remse op, hvad vi skulle have genmonteret, efter at cykel har opført sig som Hans og Grethe og trukket et spor af skærme, baglygter, bremseklodser og reflekser gennem Århus. Cykelhandler skrev og skrev og gjorde sit bedste for ikke at savle ved tanken om alt det ekstra udstyr, han kunne købe i T Hansen for mine penge.

Da jeg nærmede mig vejs ende, sagde jeg, at det somme tider føles, som om baghjulet er ved at falde af. Bekymret rynke på den anden side af disken. Frem med stetoskop, lytte, trykke og teste reflekser. Og så faldt den. Dødsdommen. Åbenbart er sygdommen gået i kranken, og så er alt håb ude. Det eneste jeg kan gøre nu, er at køre den i bund og acceptere, at de vitale organer sætter ud, et efter et.

Nedslået købte jeg en baglygte for at føle, at jeg havde gjort bare ET eller andet. Men min cykel har truffet sin beslutning. Den vil ikke mere. Den er metaltræt. Måske har den haft forhjulet stukket i et Vagttårnet, for den vil i hvert fald ikke modtage transplantationer: Efter én aften i byen var den nye lygte også væk.

Farvel lygte.
Farvel cykel.
Farvel mininote.

fredag den 17. oktober 2008

Kom så piger, kom så drenge...

Jeg har syet. Jeg har sgu syet. Iturevet foer i en taske OG en defekt handske OG en knap, der forsøgte at undvige. Kinder-syning. Hele 3 ting.

For at forstå præcist hvor stort det er, må man vide, at jeg håndarbejdsmæssigt er at sammenligne med musen fra Askepot, der sutter på tråden, lukker det ene øje for omhyggeligt at tage sigte - og derefter stikker hele armen igennem nåleøjet.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg har en mistanke om, at mit arbejde ikke ville gå igennem syn, men jeg har stadig to hele øjne (tak til de nye briller som nu har bevist deres eksistensberettigelse) og jeg bløder (næsten) ikke.

Jeg har syet. Sgu.

Er det bare mig, eller ser den flov ud?


torsdag den 16. oktober 2008

Top 5

- over ting, der ikke klæder mænd 30+:

1) At træne med strikhue. Først bukserne ned om røven og nu hue. Du er ikke – gentager IKKE – en farlig pusher på dødsgangen.

2) At tage hjørner på to hjul, lave katastrofeopbremsninger og prøve at gå fra 0 – 100 på 5 sekunder – i en stationcar. Face it, man. It’s over.

3) ’Sjove’ armbånd med perler, knyttet sejlgarn og strandskaller. Nej, blev der sagt! Eneste undtagelse er, hvis Malte og Silje har lavet dem i børnehaven.

4) At tygge tyggegummi med åben mund på den skævkæbede 80’er-måde. Gælder faktisk for alle køn og aldersgrupper. World wide forbud. Fra-nu-af!

5) At suge så inderligt på en næsten-tom børnejuicebrik, at du er i fare for at få folien suget med op. For det første: SINDSsygt irriterende lyd! For det andet: Virker pisse nærigt. For det tredje: Du er voksen nu. Du må gerne få to.

onsdag den 15. oktober 2008

If you know what I mean....

På job. Kollega finder lille æske lakridser frem. Mig, glædestrålende og med (unødvendig) høj stemme:

"Aj! Du har altid sådan nogen spændende gajoler!!"

Fnis.

tirsdag den 14. oktober 2008

Er det Lundin, de har i køkkenet??

Hvis jeg på et tidspunkt skulle gå hen og blive arbejdsløs, har jeg fundet min kommende niche: Jeg vil lave flyers for spisesteder. KÆMPE potentielt marked! Jeg modtager - Reklamer Nej Tak skilt til trods - minimum en flyer pr uge, som alle er indbegrebet af Alle Dansklæreres Mareridt.

Teksten er forfattet af ordblind praktikant, bogstaverne står så skævt, at det flere steder ser ud som om, de er ved at komme op at slås, farver og skrifttyper er valgt uden nogen form for logik eller systematik og så er alle flyers tilsyneladende skrevet på pc'ere, hvor caps lock med jævne mellemrum sætter sig fast.

Men man kunne somme tider godt have lyst til at bestille noget, bare for at se, hvad der gemmer sig bag de eksotiske navne. Spørgsmålet er så, om man skal vælge en pIzza MED øksekød eller et fLUts med kælliNg og bAkon?

mandag den 13. oktober 2008

The public has a right to know.

I toget er tiden din egen, og der er nok af den, når man skal til Esbjerg, som jeg skulle i weekenden. Da jeg ved et uheld var kommet til at sluge min bog i et hug, så jeg mig nødsaget til at købe et blad at fordrive evigheden med.

Når jeg står der og ser på udbuddet, kan jeg godt se, at jeg livsstilsmæssigt er in between magazines. Der er ingen af bladene, som jeg synes, rammer mit segment, men i mangel af bedre endte jeg med Woman.

Oktobernummeret indeholder en artikel med overskriften: ”Gør dit one night stand til en succes”. Et par kvinder på min alder, der ”har nedlagt mere end 125 mænd – hver!” giver trin for trin opskriften på at score en mand.

Underlægningsmusikken til hele artiklen er forsøgt som kæk, maneater-agtig ’jeg-vil-OGSÅ-være-Samantha-fra SATC!’. Vi har også behov, så så man lige mig som vamp i stiletter og You Go, Girl!

Alt det har jeg ikke det fjerneste imod. Vi skal kun stå til ansvar over for os selv, og så længe man er glad og ingen kommer til skade, må man for min skyld gøre, som man vil. Mit problem med artiklen er imidlertid, at den flere steder indeholder udsagn, som jeg synes viser, at de fleste kvinder ikke er skabt til at skifte sovedyr hver weekend, og at vi – den insisterende ligestillingstone til trods – stadig ligger under for, hvad samfundet mener om kvinder, der jager som mænd:

”Bevar dit gode ry. Gå lidt stille med dørene. Du gider jo ikke blive kaldt Villige Viola bag din ryg, vel?”

”Det er en god ide at vende oplevelsen med en veninde bagefter. Ved at holde samtalen på sex, fjerner du fokus fra en eventuel forelskelse.”

”Det kan være en fordel at I ender hos dig. Så slipper du for at gå the walk of shame i festtøj, når han skubber dig ud af sengen næste morgen.”

Jeg synes, at artiklen indirekte fordømmer, hvad den angiveligt forsøger at promovere, og på den måde bliver det for mig utrolig ligegyldig læsning; plus og minus udligner hinanden.

Jeg ville hellere have læst en artikel om, hvorvidt det er ligestilling, når vi kvinder efterstræber at kunne kopiere mænd på alle områder – også der, hvor vores køn er så forskellige, at det føles som at gøre vold på sig selv. Eller om tiden måske er kommet til at indrømme, at ligestilling ind i mellem er et spørgsmål om acceptere, at mænd og kvinder må gå to forskellige veje for at nå det samme mål, uanset om målet er bekræftelse, succesfuld ledelse eller livskvalitet.

Eller en artikel om hvorfor vi stadig i 2008 stempler kvinders sexdrive som billigt og mænds som naturligt. Om det er sandt, at kvinder giver sex for at få kærlighed og mænd giver kærlighed for at få sex – og om det ene er mere rigtigt end det andet. Om ur-drifter kan styres og om de bør. Om mænds trang til at jage og sprede deres sæd forsvinder, hvis vi pisker den med moral og etik, eller om den bare bliver bedre til at skjule sig. Om kvinders yngelplejeinstinkt er en hæmsko eller en naturlig forudsætning for artens overlevelse.

- men heldigvis indeholdte bladet også en fotoreportage om, hvad der sker, hvis man går i byen med et stykke toiletpapir hængende ud af bukserne. Så det gik næsten lige op.

søndag den 12. oktober 2008

Det havde jeg så ikke forventet...

Min bedstemor på næsten 80, som mener, at der aldrig er nogen, der har taget skade af at arbejde, og at kvinder ikke bør lide af pyntesyge, synes at Keith Richards er - og jeg citerer - 'så festlig'.

fredag den 10. oktober 2008

Bliver mininoten mere eller mindre tydelig, når jeg skruer her?

Er orn'lig blevet voksen. Har accepteret, at det ikke længere er holdbart at rave stæreblind gennem livet med biografture og kørsel på motorveje som eneste bebrillede undtagelser. I længden bliver det træls at ende de falske steder, fordi man ikke kan se bussens nummer og destination, og det er ikke rart, at folk tror, man er vred på dem, fordi man aldrig hilser.

For et par år tilbage troede jeg, at jeg var kontaktlinsetypen. Det var jeg ikke. Havde fornemmelsen af at have alufælge monteret på øjeæblerne, hvilket resulterede i, at jeg gned mig så meget i øjnene, at jeg dagligt forliste den ene linse, og lignede en træt, grådophovnet Alice Cooper.

I dag var jeg derfor ved optiker, hvor jeg fik lavet synsprøve og bestilt nye briller. Hele setup'et gør mig utryg. Jeg har det som om, jeg er til eksamen, og ikke kan gennemskue, hvornår de stiller the trickquestion. Tænk, hvis man siger: "Nu blev det værre", og de i virkeligheden bare har givet dig vinduesglas?

Når den mundlige eksamination så er afviklet, venter helvedet med at prøve stel. ÅH!! Synes hele tiden, at jeg ligner en, der desperat forsøger at være 17/kunstner/intellektuel/frisk, men jeg endte med at vælge et par, som ekspedienten svor ved sit liv ikke var for store/gav mig ballonkinder/fik mig til at ligne Ulla Terkelsen (for meget).

5250 kr. OG JEG VILLE MEGET HELLERE HAVE HAFT EN MINENOTE!!! HADER nogen gange at være voksen!!

torsdag den 9. oktober 2008

Nej, nu må jeg bede om mine himmelblå!

Kender I det med at tage sig selv i pludselig at tale utrolig jysk? Og - beklageligvis - ikke for sjov? Sker ofte for mig, når jeg taler med lidt ældre folk eller lærere på teknisk skole. I don't know why. Finnens bud (- for han gør det nemlig også) er, at man gør det, når man taler med folk, som man er bange for kunne synes, at man er højrøvet eller spiller Kong Klog.

Men der er sket yderligere udvikling og desværre til det værre. Jeg bliver nu med jævne mellemrum besat af 52-årig klæbeånd fra 1948. Ud af min mund kommer ord, jeg nærmest ikke vidste, jeg havde i mit ordforråd. Eksempel? Here you go: Talte med min mor idag, og da jeg skulle fortælle om vennepar, som ikke har opdaget, at vejen til Århus ikke er ensrettet, og at togene faktisk kører begge veje, kommer følgende ud:

"Ja, de er desværre ikke så flinke til at komme på besøg."

'Så flinke'?!! Hvad er det?!?! *Smiley-der-stiller-sig-helt-uforstående-overfor-nyerhvervet-efterkrigssprog*

onsdag den 8. oktober 2008

What are you doing right now?

Jeg har efterhånden bøjet mig og erkendt, at også jeg er Facebookfan. Jeg gider ikke alle de obskure grupper og tests, og jeg forstår ikke de der dyr, man åbenbart kan have. Trods alt er flertallet derude liiige gamle nok til at stadig at lege med Tamagotchier (når andre kigger) - men når det er sagt, så kan jeg godt lide, at folk skriver lidt om, hvad de render og laver. Det giver en rar fornemmelse af stadig at kunne følge lidt med i deres liv, selvom tiden er knap og der mest er tid til cyberkaffe.

Jeg synes imidlertid, at der trænger til at blive strammet op på reglerne for, hvad vi skriver som newsfeed. Har f.eks. flere gange siddet tilbage med dårlig samvittighed og skulet til min kaffekop, når jeg rammer "Hvornår har du sidst fået målt dit blodtryk?" Gider heller ikke rigtigt, når folk plastrer for meget ynk på skærmen. Trods alt er nogle af 'vennerne' derude mennesker, jeg kender fra professionelle sammenhænge, og da det samme må gælde modsat, kan jeg undre mig over, at de vælger at være SÅ private. Jeg bliver nærmest lidt forlegen på deres vegne. Meget interne meldinger duer heller ikke. "X tæller ned." Jamen, så skriv dog til hvad! For det er vel en slags uskrevet regel, at man ikke spørger for meget ind til det derude? Eller hvad? De kunne jo lade være med at skrive det, hvis man ikke måtte vide noget om det....

Er der flere?

tirsdag den 7. oktober 2008

Lavt tyngdepunkt og ikke-eksisterende selvironi.

Nå, men hvor meget tror I, jeg hader at sætte mig på stole, der braser sammen? Ret meget, faktisk. Havde det ikke været for mine muskuløse (men dog så slanke) lår, havde jeg ligget på gulvet og rodet rundt sammen med Pindebrænde Formerly Known As Chair. Så kunne jeg selvfølgelig ved samme lejlighed have samlet min værdighed med op.

Må hårde straffe ramme:
- folk, der griner, når man står der i ufrivillig squat.
- Ikeas fabrikanter i østlandene.
- folk, der kommer med fat-jokes, når man med røde kinder
står og kigger på resultatet af Røv vs Stol.
- folk, der ikke samler lortet ordentligt! (-og jeg ved, hvem I er....)

Det er kun sjovt, når det sker for andre. Hvor tit skal jeg sige det?

mandag den 6. oktober 2008

Udtrykker jeg mig uklart?!

Sidste efterår fik jeg, efter i to år at have rodet rundt i noget, der hverken var fugl eller fisk, nok. Efter i ubegribeligt lang tid at have accepteret dårlig indflydelse, dårlig opførsel og dårlige undskyldninger, kom jeg til sidst i tanke om, at man ikke kan bevæge sig væk fra noget, så længe man har fødderne sømmet fast på korset. Jeg lånte en knibtang, did what I had to do og gik min vej.

Jeg tog ikke selv kontakt. Jeg frabad mig kontakt. Jeg undlod at respondere, når den alligevel blev taget. Jeg kom videre og blev glad igen. Alt var sådan set som det skulle være - indtil hans kæreste tog kontakt. Til mig. På det tidspunkt var jeg så meget et andet sted i mit liv, at det faktisk føltes som en film, jeg havde set, når jeg så tilbage. Efter at have bedt dem om selv at løse deres issues, fulgte først kaos, mails og sms'er med bønner om ikke at afsløre noget og derefter velsignet stilhed.

Nu er de flyttet langt, langt væk, og jeg tænker sjældent på ham. Han er et kapitel i min historie; det kan jeg ikke ændre på. Og det er ok. Bogen kan rumme historien om ham. Han er en del af min fortid, og det er der, han hører til.

Derfor bliver jeg meget, meget træt, når jeg tænder min computer her til morgen, og der er mail fra ham.

Nogen mennesker giver fandme bare aldrig op!

søndag den 5. oktober 2008

Av.

Når du stikker snuden frem, risikerer du, at nogen slår dig over den. Når du skriver et sted, hvor andre kan læse det, og du ikke kan lade være med at mene noget om alt, hvad du ser, føler, hører og oplever, så må du forvente, at andre forholder sig til det.

Det troede jeg egentlig, at jeg havde tænkt igennem. Det troede jeg, at jeg var ok med.

Et sted herude i cyber har jeg skrevet et indlæg, som jeg selv synes er holdt i en sober og humoristisk tone. En anonym læser har lagt en kommentar. En meget vred, hånlig og ret personlig kommentar.

Det var jeg så ikke helt.

lørdag den 4. oktober 2008