søndag den 30. december 2007

(2)007 - Med licens til at skride.

Så er de sidste 07-sandkorn ved at finde nødudgangen, og hvis man har læst med her på bloggen, ved man, at jeg hepper dem igennem med opmuntrende tilråb og klapsalver. Desværre slog det mig forleden, at på førstepladsen over Mest Sagte Sætninger, December 2006, stod: "2007, Kom ind!" Det er jo ikke specielt tilfredsstillende, at jeg allerede for et år siden var medium utilfreds med tingenes tilstand i mit liv - og så bare har ladet stå til. Jeg må nok med skam melde, at jeg har gået og ventet på, at der ville komme en voksen og løse mine problemer. (Må man kalde dem det? Eller er det ligesom at sige 'skraldemænd' og 'handikappede'? Risikerer man at blive retsforfulgt af Dansk Sprognævn, til man lærer at kalde det 'udfordringer'?).

Definitionen på dumhed er jo som bekendt at gentage samme handling og forvente nyt resultat. Hvis jeg vil have forandring, må jeg træffe nye valg. Og det er jeg klar til. Det har været et lorteår. Ikke mindst fordi processen med at finde ud af, at man har valgt forkert, faktisk er temmelig hård. Når man ved, at man skal vælge om, åbner der sig en verden af muligheder, og når jeg sidder der, med kortene bredt ud på bordet foran mig, så er jeg smerteligt klar over, at et hvert tilvalg også er et fravalg. Tænk hvis jeg vælger forkert igen? Men jeg mener ikke, at der er nogen vej udenom. Ikke at vælge er også at vælge.

Ind imellem kan det være omstændighederne der gør, at man må vælge noget til eller fra. Der kan gå lang tid, før man opdager, at man bruger så uhørte mængder af ressourcer på noget, at man ikke kan forsvare over for sig selv at blive ved. Erkendelsen forpligter, og man tvinges til at blande kortene og brede dem ud, selvom man ikke har lyst. Hvor det er dejligt med masser af muligheder, når man er klar til det (aka: 'omstillingsparat'), så er det stygt at skulle vælge noget nyt, når man egentlig ikke har lyst til at give slip på det gamle.

Den gode nyhed er, at når først valget er truffet, bliver det nemmere. I hvert fald for mig. Vejen er udstukket og det er et spørgsmål om at sætte den ene fod foran den anden og holde øjnene på bolden. 2007 har været året, hvor tæppet blev revet væk under fødderne på mig af flere omgange, og hvor kortene blev spyttet ud med en kraft, der gav mig snitsår på hænderne, når jeg forsøgte at gribe dem. Men nød lærer nøgen kvinde at montere sugekopper under skoene, og trække de jernbeslåede arbejdshandsker på, og efter mange og lange overvejelser ved jeg nu, hvor jeg er på vej hen. Føles som at have gjort hovedrent i sit liv, og det er blevet nemmere at trække vejret.

Nytårsaften må man gerne være lidt højtidelig, synes jeg, og uden af der skal gå Søens Folk og Gud I Vold (fandt vi egentlig nogensinde ud af, hvad det betød?) i den, så har forandringens vinde blæst, og jeg glæder mig til at se, hvad de bragte med sig. Jeg vil lade David Gilmour få det sidste ord for i år, og lukke 2007 med et citat:

Lost in thought and lost in time
While the seeds of life and the seeds of change were planted
Outside the rain fell dark and slow
While I pondered on this dangerous but irresistible pastime

I took a heavenly ride through our silence
I knew the moment had arrived
For killing the past and coming back to life.

Godt nytår.

lørdag den 29. december 2007

Heksen, klemmen og terningen.

Højt placeret på listen over trælse følelser, ligger følelsen af at komme i klemme imellem sine venner. Der er ikke meget, der er mere ubehageligt end at vide, at ligemeget hvad man gør, så ender nogen med at blive kede af det eller (oh gru!) skuffede. Jeg er ikke meget i tvivl om, at det er en udpræget pigeting; På legepladsen spillede drengene vist bare bold med dem, der var tilstede. Hos pigerne herskede der allerede dengang et meget avanceret straf/belønning system i forhold til, hvem der måtte være med, og hvilke roller de fik. Når dem man legede med rottede sig sammen, så man fik tildelt rollen som barn i Far, Mor & Børn, havde man enten overtrådt en eller anden obskur børneregel, eller teamet op med den forkerte. Det lyder ondt, men sådan var det, og vi gjorde det allesammen.

Sådan foregår tingene jo heldigvis ikke mere, men man kan stadig opleve situationer, hvor man føler, at man tvinges til at vælge side. Det er sindsygt ubehageligt, for de mennesker man har i sit liv nu, er folk, man har valgt at have der, fordi man holder af dem. Det er ikke længere nogen man bruger tid med, fordi vores respektive forældre har valgt at købe hus på samme vej.

For mit eget vedkommende er mine venner meget forskellige. De er stået på toget på mange forskellige stationer i mit liv, og en del af dem går mange år tilbage. Derfor er det også meget forskelligt, hvilke typer af venskaber jeg har med de forskellige, men jeg ville ikke være nogen af dem foruden. Jeg tænker på personligheden som en form for terning: Den har mange forskellige sider, men man kan kun vise en af gangen. Der er ikke nogen af siderne, der er mere rigtige eller ægte end andre, men der er selvfølgelig nogen der ligner hinanden, og nogen der ikke gør. Derfor kan det være en udfordring, at være sammen med folk, som man bruger to helt forskellige dele af sin personlighed med. Det er svært ikke at føle at man vælger side, når man vælger hviken side af terningen, der skal smides i vinduet. Og så er vi tilbage på legepladsen, og der er jeg ærlig talt lidt træt af at befinde mig. Det var ikke engang sjovt dengang.

Der findes mange afarter af Klemmen. Somme tider bliver man sat i den uden at være i rum med nogen af de involverede parter. For eksempel når én veninden spørger, om hun må kigge forbi til en fest man selv skal til hos en anden veninde - og man ved, at veninde nummer to ikke rigtigt hopper i stolen af begejstring. Eller når man anbefaler en veninde til et job, fordi hun som veninde er pålidelig og trofast - og hun viser sig at være slatten og løs i betrækket som medarbejder. Eller når man sætter en veninde op med en andens bror/fætter/kollega - og hun viser sig at have en sticky-needy side på terningen.

Heldigvis sker det sjældent, og det meste af tiden kan man rafle og slå uden problemer. Måske man skulle dedikere 2008 til at finde en multiside til sin terning? Gerne en, der er lidt rund i kanterne, så den ikke kan klemmes uden at smutte.

torsdag den 27. december 2007

What's your definition of dirty, baby?

Jeg er tilbøjelig til at være enig med Groucho Marx i hans påstand om, at sex er kommet for at blive. Men selvom alle ved, at alle har det, så er det alligevel somme tider nogle underligt tyndbenede samtaler, vi har om det. Der kan selvfølgelig være grænser for, hvor meget man gider vide om sine veninder (og ikke mindst deres kærester..), men man skal kende hinanden ret godt, før der kommer detaljer på bordet. Måske hænger det sammen med, at man kun har sig selv og sin egen track record at sammenligne med. Der er vel ingen, der har lyst til at fremstå som hverken snerpet eller overdrevet frisk. Derfor bliver det tit ved skrækhistorier, man har hørt om andre. Måske for - uden at udlevere sig selv - at få bekræftet, at den grænse man har, er relativt normal.

Og der er mange gode historier at tage af. Der var ham, som scorede en tilfældig aften udenbys. Som godt nok undrede sig over, at hun havde latexlagen på, og også spekulerede på, hvorfor hun hev en kæde med kugler op af skuffen og deponerede dem i ham, en af gangen, et meget privat sted, mens de var igang. Han fik svaret på begge spørgsmål, da hun, lige på toppen, trak til og skabte undertryk. Et rimeligt spørgsmål undervejs ville have været "Undskyld, men hvad fanden laver du?!", men tilsyneladende sidder ens grænser i tøjet, og når først det er røget, så tror jeg faktisk, at det er meget almindeligt, at man forsøger at spille med.

Vi har i omgangskredsen snakket om, at det værste må være, hvis man finder en kæreste, man er glad for, som efter et år smider en fantasi på bordet, som man bare synes er klam. Én ting er at møde en fyr, som allerede første aften løfter sløret for, at han synes det ville være super med et golden shower, mens han rusker sit oppustelige får. Accio tøj, lumos og spektral transferens. Væk. Men hvis nu det er en, man virkelig er glad for? Kommer det ikke til at påvirke ens syn på ham, sådan helt genrelt?

Det er måske derfor, at det kræver lidt mod at flashe en fantasi eller forsøge at indfri én, man tror, at partneren har. Venindes generte veninde tog mod til sig og overraskede kæresten på 'velkommen hjem, skat'-måden i nyt, småt, rødt lingeri. Hans kommentar: "Rød er godt nok ikke lige din farve, hva?" Eller min veninde, som midt i et one-night stand blev udsat for et stripnummer så avanceret, at fyren endte med at blive viklet ind og sidde fast i sit eget bælte. Svært at komme overbevisende igen som erfaren førsteelsker ovenpå dén.

Der er signalværdi i mange ting. Jeg læste igår, at man kan købe dildoer formet som delfiner og hestehoveder (virker pludselig knap så truende at skulle finde et hestehoved i sin seng). Hvordan skulle man kunne hive sådan en frem, uden at han kommer til at grine?? Og tror, at han er endt i sengen med Sussi fra 4B. Er der ikke sådan lidt My Little Pony over at åbne skuffen, og der ligger Svipper og Penny?

Det må sgu da være svært, hvis man har en eller anden bizar tilbøjelighed i sengen. Man ved jo formentlig godt selv, hvis det er lidt uldent i kanten og selvom der idag er klubber og selvhjælpsgrupper til alt, må det da være træls, hvis man ikke kan få lov at gøre det, man helst vil, med den man holder mest af. Men når det er sagt, så har vi bare alle sammen vores grænser et sted. Ligemeget hvor meget jeg holdte af min kommende mand, så ville jeg fx aldrig indvillige i at blive niflet på. Jeg synes, at det må være klamt (!) og fornedrende. Og jeg vil utrolig gerne være fri for at skulle sove i seng, hvor den våde plet måler 1 x 1 meter.

tirsdag den 25. december 2007

Kutter Nyt, 3. del.

Jeg ved, at jeg er klar til at tage hjem, når:

- jeg ikke kan lade være med at blive en lille smule irriteret, når jeg henter mine bedsteforældre, og min bedstefar siger: "Du må kun køre 50 km/t her."

- jeg spinner til L'Amour Toujours, og tager mig selv i at nynne med.

- jeg alvorligt overvejer at bede min far brænde en kopi af Rod Stewards den nye.

- jeg ser en flaske rødvin og tænker: "Aj, jeg springer over".

- jeg begynder at opføre mig, som om jeg er 15. Trådte i vand og fik våde strømper. Uden at jeg helt ved, hvordan det skete, kom min mor og jeg næsten op at skændes om det. Min mor insisterede på at låne mig et par nye, mens mine tørrede. I starten takkede jeg bare nej, fordi jeg synes, at det var ligemeget. Til sidst havde det udviklet sig til Ungeren om igen, og jeg var nærmest nervøs for, at hun ville gennemføre et lynangreb og tvinge nye på mig, hvis jeg blinkede for langsomt med øjnene. Jeg behøver vel ikke sige, at om jeg så havde fået forfrysninger og koldbrand i foden, så ville jeg hårdnakket have hævdet, at jeg ikke kunne mærke det?

- mit hår ser normalt ud igen.

mandag den 24. december 2007

Kutter Nyt, 2. del.

Inden jeg tog i SFO'en idag, pålagde jeg strengt mig selv at opføre mig ordenligt. De kører timerne hernede, som de mener, at de skal køres, og det skal jeg bare holde min kæft og rette ind efter. Skik følge eller land fly, som de siger i Dansk Folkeparti. Tørrede således omhyggeligt alle udtryk af ansigtet, inden jeg entrerede salen.

Startede med at konstatere, at nogen havde glemt at sende mig den mail, hvor der stod, at vi skulle stille i nissehuer. Utrolig ærgeligt. Riggede an, timen startede og altså ... Jeg prøvede. Det gjorde jeg virkelig. Men efter ti minutter var jeg iført, hvad Lene har døbt 'mit Esbjerglook'. Det består af to lodrette rynker fra hårkanten til nederst på næsen, og en kæbe så stam, at min mund (helt undtagelsesvist) ikke ville kunne tvinges op med et brækjern. Man kan selvfølgelig indvende, at det er ligemeget, at cd'en er fuld af ridser og hopper, når man snakker og synger ind over, nonstop.

I går skrev jeg, at man i Esbjerg har fået super-evnen at kunne rejse i tid. I eventyrerne er det altid sådan, at helten i bytte for til at kunne gøre sig usynlig/flyve må afgive evnen til at føle kærlighed/græde. I Esbjerg har man valgt kollektivt at ofre sin rytmesans. Vi kørte de samme programmer, som vi gør i Århus, men i en underlig off-beat hybridudgave, hvor man ikke var forpliget af takter overhovedet. Havde stillet mig helt ned i det ene hjørne med det resultat, at man i spejlet kunne se en 17 forskellige versioner af programmet, og helt bagerst, en hestehale springe op og ned, pinball-style.

Og nu vi snakker om mit hår: Jeg ligner en, der har redt hår med et pindsvin. Mit hår lider forfærdeligt af hydro-jetlag. Manglen på kalk i vandet kombineret med den sindsyge, saltinficerede blæst, (som man ikke har fantasi til at forestille sig, hvis ikke man har boet hernede), har forvandlet mit hår til ståluld. Har lyst til at gemme elendigheden under en hat. Bliver nok temmelig svært at finde en hue, jeg kan tvinge ned over dén afro. Tjekker lige i morgen, om der en af de andre børn, der har en (stor) nissehue, jeg må låne.

søndag den 23. december 2007

Kutter Nyt.

I anledning af julen er jeg for en kort bemærkning tilbage i hjemstavnen. Det er en lidt besynderlig oplevelse. Føler mig hensat til parallelunivers, hvor jeg har mulighed for at se mit liv, som det ville have formet sig, hvis jeg havde valgt at blive boende i Esbjerg. I Århus er jeg omgivet af folk, som lever liv, der i store træk minder om mit. Hernede er alle mine jævnaldrende igang med deres anden barsel. De har indkørsler med to biler og bunker af fliser, der skal bruges til terrassen, de er ved at anlægge i 70'er huset, de går og renoverer. Det er en surrealistisk oplevelse. Jeg tror, at vi på begge sider står og spekulerer på, hvem af os, det er synd for.

Således momentant løftet ud af mit liv som jeg kender det, skal det øgede rødvinsindtag jo gerne suppleres af en passende form for aktivitet. Jeg har en rimelig høj grundspænding, og hvis ikke jeg får fysisk afløb for lidt af min energi, ender jeg hurtigt med at kradse tapetet af væggene. Heldigvis har børnehaven også to stuer hernede, så valgte idag at tage toppen af rastløsheden ved at skamride spinningcykel. Det viser sig, at man i Esbjerg endelig har løst gåden om, hvordan man rejser i tid. Jeg trådte gennem en portal forklædt som dør, og vips! Tilbage i 1992 med Lasgo og Best of Eurotrance. Vi startede dog med at varme op til julemusik. En glimrende idé, synes jeg. Man mangler lige det sidste for at føle, at man har hørt helt nok. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ville have sat større pris på det, hvis jeg havde vidst, hvad der fulgte. Det er med stolthed i stemmen, at jeg kan fortælle, at jeg idag røg hele 10 taktslag over min normale maxpuls. Jeg peakede lige imellem det 10 minutter lange remix af 'Lamada' og den udødelige klassiker 'Blow my whistle'. Raseri eller fysisk anstrengelse; maxpuls er maxpuls. I spidsen for herlighederne stod Krestena, som udtalte alle ord med intonation som lotterisælger fra tysk B-pornofilm. "Trehhhdve sækunder meeehhre!", "Bliv veeehhhd!" "Fæhhhm.... Feire...... Trætoeeeehhhn!" og favoritten "Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!!" Alt sammen med mikrofon skruet alt, alt for højt op, og skærebrænderstemme. Lægevidenskaben har vidst det længe, men derfor er det vel rart at høre fra menigmand: Man kan godt skære hjernen i skiver med lydbølger alene.

Det er med en vis spænding, jeg imødeser dobbeltholdet, jeg har booket mig på i morgen. Hvis jeg skal combatte til Last Xmas, så er der nogen, der kommer til at indtage ris a la mande gennem sonde.

lørdag den 22. december 2007

Alderen, nettet og detaljerne.

Min bedstefar er 78 år, et utrolig venligt menneske og fuldstændig frygtløs, når det kommer til internet og computere. Det er 4 år siden, han tog pc kørekort, og efterfølgende har han insisteret på at bruge netbank, maile sine fødselsdagshilsner og bruge Skype, når han skal tale med min fætter Kong Paul (28-årig infant prodigy, der jævnligt opholder sig udenlands).

Min bedstefar betjener teknik med den myndighed, der kommer af at have ledet byggepladser i 50 år. Når han vil have vedhæftet en fil, så har programmet bare at vedhæfte, uanset hvad han trykker på. Hvis man forsigtigt antyder, at det kunne skyldes en fejl 40, at man ikke modtager de lovede billeder, bliver han nærmest forbløffet. Han er urokkelig i sin overbevisning om, at det enten må skyldes en virus eller at han har fået installeret en besudlet bastardudgave af Outlook.
Men lykken står den kække bi, og i 8 ud af 10 tilfælde, lykkes det ham faktisk at overføre penge, skrive hilsner og komme i telefonisk audiens. Måske er det fordi han ikke bruger tid på ligegyldige detaljer:

"Hej Smukke
jeg prøver det nye nr,flot du huskede PAULS FØDSELSDAG, DET HAVDE JEG GLEMT, så for pokker nu fik jeg trykket over til store bogstaver. Nå det er alderen der gør sig gældende.Vi ses
Bedstefar"


Jeg forstår jo godt, hvad han mener.

fredag den 21. december 2007

De kaldte, Dr. Freud?

I perioder rager jeg uklar med fænomenet søvn. Mit speciale er at pletsove frem til kl. 04.00, kun afbrudt af drømme fra Mordor, hvorefter jeg forsøger at mumificere mig selv i mit lagen, indtil jeg skal op. Når det har stået på længe nok, skal jeg indrømme, at det lige tager spidsen af mit overskud i hverdagen.

I nat brugte jeg en del tid på at kravle rundt på en strand af aske. Jeg ikke kunne gå, fordi mine fødder var skåret i stykker af havbunden, som var lavet af glasskår. Det blev efterhånden rimelig problematisk, fordi jeg ikke kunne slippe væk og min hud stille og roligt brændte væk under solen.

Efter en kort vandpause og nattevandring på matriklen, skiftede vi film, og jeg var nu død og taget til fange; en ikke specielt attraktiv kombination. Jeg forstår pludselig lidt bedre, hvorfor kristne er så bange for Helvede. Mit fængsel var et værelse på et gammelt slot, støvet og fyldt til randen med ragelse. Her blev jeg hjemsøgt at revl og krat fra samtlige gyserfilm, jeg nogensinde har begået den fejl at se - hvilket jeg ikke forstår: Hvor sjovt er det at spøge for en, der bare sidder fuldstændig paralyseret af rædsel, og ikke engang byder på en kop kaffe?

Jeg tror, at jeg har regnet ud, hvad min underbevidsthed forsøger at fortælle mig. Jeg ville bare ønske, at den var knap så grafisk og måske bare fabrikerede et OBS indslag, hvor man ser en dør, der smækker, eller viste et stillbillede af en bro, der brænder. På den anden side kunne drømmene også blot være et produkt af for meget sukker og dårligt fjernsyn. Sometimes a cigar is just a cigar.

onsdag den 19. december 2007

De voksne kan også blive bange.

"Jeg er simpelthen så bange for at få tæsk", sagde utrolig sød og høflig veninde til mig forleden. Jeg må med skam melde, at jeg kom til at fnise. Tanken om, at nogen - overhovedet - skulle have lyst til at tæske min tålmodige, godhjertede veninde, forekom mig absurd. Jeg ville uden problemer kunne liste 5 af mine nærmeste veninder, som har så meget kant, at det kunne ende med en kindhest, hvis noget kørte af sporet. Personligt har jeg to gange fået et par på hovedet, og jeg har selverkendelse nok til at indrømme, at det er mærkeligt, at det er blevet ved det. Men lige præcis denne veninde er sådan én, som alle holder af, og som strækker sig langt for folk omkring sig. Under ingen omstændigheder typen, man slår på. (Jeg ved ikke, om jeg ramte hende på en dårlig aften, for senere, da vi så nyheder, mumlede hun under et særlig fælt indslag: "Sådan er jeg bange for at dø!" (Hvilket ikke umiddelbart burde være svært at undgå, med mindre hun planlægger at emigrere til sydamerika, bliver latinamerikansk ghetto-ho og medlem af en bande. Men man ved selvfølgelig aldrig..))

Jeg er ikke bange for at få tæsk. Ikke at jeg ville nyde det, hvis det skete; den angstfantasi har jeg bare ikke. De fleste jeg kender, lider af den tyske Grund-Angst for livet generelt. Alt det der med ikke at slå til, at der aldrigaldrigaldrig må ske noget med dem, jeg holder af, og at jeg helst ikke vil dø i ensomhed, uden nogen opdager det, og ende som schæferføde. Den type Angst er, så vidt jeg kan forstå, en del af standardpakken, og man kan ikke afmelde den uden at opsige hele abonnementet. De fleste af os supplerer den bare med en hysteriangst eller to on the side. Disse karakteriseres ved at være nærmest latterligt usandsynlige - og vi ved det. Det til trods, har de så godt fat i fantasien, at vi bøjer os og tager vores forholdsregler.

Jeg har to.

1: Jeg ender altid med de små, plettede bananer (indsæt selv joke, Red.), som ligger øverst i kassen, og som alle har gramset på. Hvorfor? Jeg VED bare, at der sidder en fugleedderkop på lur dernede i dybet. Helt skeløjet af sult, efter at have siddet fastklemt i en bananklase hele vejen fra Guatemala, sidder den bare med blottede tandhalse og venter på min hånd.

2: Jeg lufter altid ud om morgenen, men de dage, hvor jeg arbejder på Sjælland, åbner jeg aldrig min altandør, før efter jeg har været i bad. Alle ved, at øksemordere bare står på tilfældige græsplæner rundt omkring i Århus, og venter på alle dem, som åbner altandøre kl 3.30. Så snart man trækker bruseforhænget for, er det sket. Jeg vil ikke udelukke, at han medbringer ghettoblaster, så man kan blive slagtet til soundtracket fra Psycho.

En korrekturlæsning senere:

Jeg bør nok afstå fra at latterliggøre andres skrækscenarier.

tirsdag den 18. december 2007

Lumos!!

Det er med sorg i sindet, at jeg må erkende, at endnu en af De Gode har skiftet side og sluttet sig til Lord Voldemort.

I de fleste tilfælde er det relativt gennemskueligt, hvilke mænd der er shady anlagte. De er tit lidt katteagtige at se på, og oozer sex på den tilbagelænede måde, der kommer af at vide, at der venter en varm kurv et sted derude, hvis ikke der er nogle nye, spændende killinger at lege med.

Hvis man som heks påflyver en mand af den type, vil det med stor sandsynlighed skyldes, at man har tunet kosten og overskredet hastighedsbegrænsningen, så man ikke når at se advarselstavlerne. Når politiet efterfølgende optager rapport, må man forvente at blive pålagt 40 - 50 % af skylden, fordi man ikke fløj efter forholdene.

Men denne weekend fandt jeg ud af, at en af dem, som på overfladen ligner en god, samvittighedsfuld og trofast kæreste, blot er en lækat med styr på fremstilling af polyjuice-eliksir. Og så bliver jeg sgu en lille smule træt. Ham her troede jeg virkelig på. Vi har fremhævet ham som det gode eksempel, og nu viser det sig, at han - ikke en, men flere gange - har anvendt tryllestaven til sort magi. Øv.

En illusion fattigere. Endnu en grund til at huske, at hvis noget ikke tåler dagens lys, så er det ikke lyset, den er gal med.

(Og Rowling, hvad skal du have for at skrive en 8'er?)

mandag den 17. december 2007

Botanisk hattrick.

Nabo Med Indre Jytte har nu ydmyget endnu et stykke tørret natur. Udover granbefængt kælk og lyngfad, skæmmes matriklen nu også af dørkrans med små guldsprayede knolde. Kunne være grankogler. Kunne også være kærestens testikler.

søndag den 16. december 2007

Paparazzi!

Hvad er det, der sker med folk til en julefrokost? Snaps? Noget sker der i hvert fald. Måske er det den højlydte raslen fra de tilstedeværende skeletter, der minder os om, at vi engang skal dø; i hvert fald festes der, som var det Den Sidste Nat På Jord: Alle løfter om troskab anses for værende ugyldige, ingen sandhed må forblive usagt, og kroppen forsøges konserveret i ren sprit.

Men sjovt, det er det. Specielt hvis det lykkes én at navigere igennem natten uden at blive castet til hverken hoved- eller birolle i filmen, der vises den efterfølgende uge: 'Godt, Det Ikke Var Mig!'.

Jeg havde i år fornøjelsen af at kunne deltage, uden at have noget i klemme - hvilket gjorde det muligt at nyde forestillingen så meget desto mere. Og genkendelsens glæde var stor. Alle de sædvanlige roller blev besatte.

Vi havde overskudselskerinden, som kl 23 forvandlede sig til Den Arrige Guldkugle, og brugte resten af aftenen på at marinere i indestængt vrede. Vi havde klassens pæne dreng, som aflagde sine hæmninger med en hastighed, der nærmest brød lydmuren, dansede som en frø i en blender og endte med tungen i halsen på den forkerte kæreste. Vi havde de to alfahanner, der røg i totterne på hinanden. Vi hørte de samme kommentarer, hvor kolleger på tværs af afdelinger hvæser ting som: "Du er højrøvet af helvede til, og vi synes allesammen, at du er en kælling!". Vi havde hende med det hele i klemme og hjertet uden på tøjet, som udsat for venlighed begyndte at tude. De samme biseksuelle, som forsigtigt stak snuden ud af skabet. Vi så de samme snigere, som fik sig hustlet sig til sex på de samme, velkendte og gennemskuelige undskyldninger.

Jeg er glad for, at det var en god aften. Specielt fordi det lyder som om, at jeg til næste år skal feste alene. Har mødt de første fem som med dommedagsrøst har proklameret, at de under ingen omstændigheder skal med i 2008. Det synes jeg er ærgeligt. Men så må jeg jo bare glæde mig over de gode billeder fra i år...

Glædelig jul.

torsdag den 13. december 2007

Afsked med året der gik..

(...eller slæbte sig afsted som en skildpadde på valium.)

Hvert år når champagnen i køleskabet begynder at råbe: "Luk mig ud eller det bliver sagt!!" og alle flyver under radar, mens de håber, at andre melder sig til at lægge hus til konfetti og bordbomber (og folk, der laver røde læbeaftryk på silkeduge fra Vietnam *smiley-der-rødmer*), overvejer jeg, om jeg burde have mig et nytårsforsæt. Lemming som jeg er, synes jeg, at det virker forkert ikke at have et, når nu alle andre har. Føler også, at jeg er kommet afsted i Michael Carøes selvtillid, når jeg på den måde indikerer, at der skam ikke er noget ved mig, der trænger til at blive ændret på. Jeg vælger dog at tro, at det er fordi, jeg opdaterer personligheden løbende.

Jeg forstår godt idéen. Nyt år, ny tavle. Tid til at kigge tilbage, tage ved lære og rette blikket frem. I skrivende stund er der således kun 17 dage tilbage af 2007. Thank God. 2007 har, uden sammenligning, været det værste år, jeg nogensinde har haft. Jeg skal afstå fra at opremse elendighederne alfabetisk, da jeg ikke vil risikere at skubbe læsere med suicidale tilbøjeligheder ud over kanten. Bare tag mit ord for, at det har været et fucking møgår, og at helvede (som en sur franskmand har sagt) er andre mennesker.

Men Linda. Kan du så ikke lave et nytårsforsæt eller to? Bare for at sikre lidt mere medgang i 2008? Noget med at strække dig endnu længere og smile endnu bredere, når urinen siler ned af ryggen på dig? Måske det kunne hjælpe?

Du. Kan. Tro. Nej! Hell no! Tværtimod, faktisk. No more Miss Nice Witch. Slut. Til næste år har jeg tænkt mig at lægge come-rain-come-shine attituden fra mig. Jeg opruster. Jeg forvandler mig til Den Brændende Bus(h)k. Jeg anlægger angressiv, you're-either-with-us-or-against-us stil.

Jeg laver en nytårstrussel.

2008 må fandme bare hellere have noget bedre i posen, ellers er der røvfuld! Nul-tolerance politik overfor folk, der lyver, snyder eller tager uden at give, både privat og i jobregi. Hvis 2008, på noget tidspunkt, så meget som nævner ord som 'uheld', 'nedskæring' eller 'inkubationstid', så detonerer jeg bomben og hopper direkte videre til 2009. FN kommer ikke på tale. Skyldig til det modsatte er bevist. Amnesty International? Ikke på Guantanamo, baby.

2007 har i den grad maxet kassekrediten ud. Regningen ligger klar til 2008.

onsdag den 12. december 2007

Don't hate the player. Hate the game.

"Piger skal have sexappeal - ikke hjerne", kunne jeg læse i Urban idag. Artiklen tager sit udgangspunkt i en bog skrevet af Carol Platt Liebau, og handler om, at samfundet idag, efter sigende, er så sexfikseret, at piger lærer, at anerkendelse opnåes ved at være sexet og ikke ved at være klog eller have personlighed. Forfatteren selv er politisk analytiker og redaktør på Harvard Law Review.

"I en kultur, der hylder Paris Hilton, g-strengstrusser og sange som "My Humps", er der ikke meget plads til anerkendelse og respekt for kvindelig beskedenhed."

Øh undskyld, hvad?? Hvis vi tager afstand fra at objektificere kvinden, er det så ikke ligeså slemt at tilbede idealet af madonnaen, som der er at hylde skøgen? Jeg synes bestemt, at en vis portion beskedenhed kan være klædeligt, men ligefrem at fremhæve det, som et specielt (og ønskværdigt) kvindelig karaktertræk - det synes jeg er at stramme den. Og det skulle undre mig en del, om man ender som redaktør på Harvard Law Review ved hjælp af kvindelig beskedenhed alene.

En mistanke slog ned i mig. Google - Carol Platt Liebau - Billeder - Søg....

Jep. Hun er en semi-øgle. Kæmpegarn og rullekrave. Hvilket jo unægtelig forurener kildematerialet en del. Det er hverken første eller sidste gang, vi hører, at det offentlige rum bliver mere og mere sexfikseret, og at piger bruger alt for meget tid på deres udseende, og alt for lidt energi på deres uddannelse. Men hvor mange af De Smukke Piger - dem, som efter sigende skulle lide under fænomenet - beklager sig? Det er da tankevækkende, at det altid er Hjernerne, der brokker sig på vegne af Modellerne og aldrig omvendt. Det er også svært ikke at gro den mistanke, at det skyldes irritation over, at man selv har en hjerne som en ragekniv og kan slagte sin modstander i retten, og alligevel er den mandlige kollega stadig mere interesseret i den 22-årige blonde receptionist med c-skål og stramme jeans.

Dybest set handler det vel om, hvordan man vælger at investere sin tid og energi. Uddannelse og ambitioner koster blod, sved og tårer. Det gør den perfekte krop også. Vi har allesammen 24 timer i døgnet, og tid er ikke noget du får, men noget du tager dig. Om du bruger tiden på at forskønne din hjerne eller din krop: Hvis bare du føler, at du udnytter dit rå-materiale optimalt, og du er glad, når du går i seng om aftenen, har du så ikke opfyldt betingelserne for Det Gode Liv?

Hvis De Smukke Piger begyndte at skrive bøger om, hvordan kvindelige dommere og politikere får undertrykt deres kvindelighed af at arbejde i et maskulint miljø, ville de fleste trække på smilebåndet, og det ville formentlig ikke blive taget seriøst. Hvorfor? Fordi karrierekvinderne har defineret, hvad der er gangbar, kvindelig valuta i forretningsverdnen. Har de gjort det selv? Nej. De har kopieret mændenes adfærd og accepteret succeskriterierne på alfahannernes territorium. De kvinder, der har valgt den vej i livet, har gjort det, fordi det giver dem en tilfredsstillelse at bruge deres evner på et område, hvor de kan udfolde sig, og lade deres kvalifikationer kommer til ret.

Det ville klæde dem, at lade deres medsøstre gøre det samme.

søndag den 9. december 2007

Mens vi venter.

Har lige læst i Politikken, at nogle mennesker er genetisk disponerede for gavmildhed. Umiddelbart lyder det som en fantastisk og plausibel undskyldning for de røde tal på bogen, men inden du glædestrålende løber i banken med en lægeerklæring, så brug lige to minutter på at overveje konsekvenserne af den argumentationsform.

Den slags artikler er bad moon rising. Det er bare at læne sig tilbage og vente. Du kan være sikker på, at bolden med det samme bliver grebet i luften af kreative personer med ussel opførsel og mangel på nogen at give skylden.

Om ti minutter står Carl Mar højlydt og læsper, at det er pga. gavmildheds-genet (AVPR1a) og det dertilhørende behov for at dele ud, at nogle mænd er nødt til at knalde til højre og venstre. Ansvar bliver et allergifremkaldende stof, og Løgn bliver næste års Tourette.

Nærighed, som er et af de mest usympatiske karaktertræk overhovedet, er sikkert også bare en membrans-bredde fra at blive klassificeret som sygdom. At Nærig-Peter ikke liiiiige har kontanter på caféen, at der uheldigvis er noget i vejen med hans netbank, så det han skylder ikke bliver overført til dig, at han altid skal hjem, lige inden det er hans omgang, at alt, hvad han lægger ud, bliver krævet ind på øren, mens alt, hvad du lægger ud, bliver opfattet som gave, der skal tjene til at vise, i hvor høj grad du værdsætter hans selskab - det er ikke længere dårlig stil, men et handikap. Og lur mig om ikke det i givet fald lykkes Peter og vennerne at tiltuske sig revalideringsydelse og ret til handikap-parkering oveni.

Genmanipulation får pludselig en helt ny betydning.

The Return Of The King.

Jeg har genfundet manden i mit liv. Fandt ham for fire år siden, da han, mørk og beskidt, red rundt og var mystisk, mens han hjalp pygmælignende væsner, som ikke kunne passe på deres smykker. Mistede ham sidste år, da han skiftede kappe og harnisk ud med onkelfrisure og skovmandsskjorte. Genfandt ham igår. Med tegninger over hele kroppen, James Dean hår, og russisk accent. Frygtindgydende lækker. Viggo. Velkommen hjem.

(Update på sidste uges indlæg om naboer: Jeg havde ret. Nabo Med Indre Jytte har nu parkeret kæmpekælk i opgang. Mederne klamrer sig til de spinkle træsider, mens de tappert forsøger at holde kælken oprejst: Den er læsset til med så meget gran, at man i første omgang lige hurtigt kigger sig over skulderen for at tjekke, om man ved en fejl er kommet til at gå i skoven i stedet for hjem. Men så griner man lidt overbærende af sig selv. Man har trods alt aldrig i live-skoven oplevet, at nogen har spraymalet træerne med nisser.)

torsdag den 6. december 2007

Styrken sidder i håret. Eller det der...

"Er du så sådan en rigtig aerobics-pige?", spurgte kedeldragtbeklædt mand. Med ekstra 's' und alles. Er jeg? Umiddelbar reaktion: Forhåbentlig ikke! Ikke mange store personligheder, man associerer begrebet med. Charlotte Bircow. Jane Fonda. Hende fra Stryhns. Kiggede på ham og svarede, at det afhang af, om han gav mig en kompliment eller forsøgte at fornærme mig. Hvilket udløste semi-pinlig situation, da det på samme tid gik op for os begge, at jeg gav ham valget imellem: a) at indrømme, at han havde gloet på min krop eller b) at tilkendegive at han synes, at jeg på den blonde måde opfyldte hjernedødskriteriet. Han endte med at forsikre sine sko om, at det skam var positivt ment. (Og sådan kan man, med en enkelt sætning, fravriste folk lysten til at sige pæne ting til andre resten af livet.)

Lettere foruroliget brugte jeg den næste halve time på at spekulere over min hårfarve. Fact er, at jeg, efter at have fået langt, blond hår, får tilbudt markant mere hjælp i Føtex, bliver holdt mere tilbage for i trafikken og generelt bare oplever bedre service, end da jeg var kort- og rødhåret. Overvejede om det er prostitution, når man beholder frisure med den bevæggrund?

En time efter befandt jeg mig i selskab med et par unge, virkelig street fyre med anden etnisk baggrund end dansk. Der var stikhuer nok til et mellemstort hold forskere, udstationeret på indlandsisen, og et testosteronniveau så højt, at det potentielt kunne fremkalde skægvækst ved indånding. Og det er så her, at dagens andet spørgsmål til mig og min fysik falder: "Hey hallo mand - er du bodybuilder?"

Proteinpulver sælges. Byttes eventuelt til mørk skyllefarve.

onsdag den 5. december 2007

Heksen, holdningerne og hungersnøden.

Velkommen til mit blogindlæg # 100. I mit allerførste indlæg, skrev jeg, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at bruge bloggen eller ej. Det spørgsmål tror jeg, at vi har fået besvaret. Det er fantastisk at have et sted, hvor man kan hælde noget af det, der foregår i hovedet, ud over sagesløse læsere, der er vanvare er snublet over siden.

I mange år troede jeg faktisk, at jeg skulle være journalist. I et anfald af forbløffende mangel på selvindsigt, fravalgte jeg den karriere, fordi jeg ikke mente, at jeg var ambitiøs nok. Det til trods har jeg aldrig fortrudt, at det ikke blev den vej, jeg gik; Hvor jeg idag arbejder med sprog og kommunikation (som var det, jeg gerne ville), så synes jeg godt nok, at mange journalister er stuck i et lammende intetsigende erhverv.

Jeg ved godt, at man ikke kan stå op med udsigt til sager som Watergate og afsløringer af den napolianske mafia hver dag, men somme tider må man altså føle sig lidt som en af dem med flise-kontor på 30 x 30 cm, når man igen bliver bedt om at skrive en tandløs historie om en bortløben hund, eller en anmeldelse af smørrebrød. Der være tidspunkter, hvor man spekulerer på, hvorfor man henslæbte 4 år i en brun cigaræske fra 70'erne for dét. (Insiderviden: Som plaster på såret har de herregod kage i kantinen deroppe.)

Indenfor journalistiken er der en særlig genre, jeg har det ekstra svært med: Skam-journalistik. Artikler, der kun skrives med det formål at få læseren til at sidde tilbage med den fade smag af skyld i munden. Jeg har ladet mig fortælle, at det er en almindelig tommelfingerregel indenfor journalistik, at hvis en historie skal have substans, skal den indeholde en sag eller et tema, som man kan argumentere både for og imod. En god journalist sørger for, at begge typer af argumenter er til stede. Når de nu lærer det på journalisthøjskolen, hvorfor skrives der så artikler, som den jeg så i Urban idag?

Historien handler om en lille, sulten afrikansk dreng. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er mere synd for dem til jul end på alle andre tider af året. Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at se noget statistik på, om der op til jul bliver adopteret ligeså mange afrikanske sponsorbørn i lande med religiøse traditioner for aflad, skrifte osv. som i Danmark, hvor vi selv står for at skaffe os af med den dårlige samvittighed. Det er svært at være uenig i, at verdens goder er ulige fordelt. Det er også svært ikke at få ondt i hjertet over det liv, som børn bydes derude. Men hvis jeg var chef for pågældende journalist, ville jeg føle mig svært snydt over at skulle betale hendes tur til Congo, når hun kvitterer med en historie, hun kunne have udtænkt hjemme foran Mac'en eller copy-pastet fra et tilfældigt års decemberarkiv. Det, jeg i særdeleshed brækker mig over ved artiklen, er den selvretfærdighed, som siver op igennem papiret. Det er Se og Hør om igen og emotionel pornografi af allerværste skuffe:

»Jeg glæder mig til jul,« siger Yenga Sumaili og smiler ved tanken om den kommende højtid. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at den 25. december er årets bedste dag. For som den ni-årige skoledreng forklarer med et forventningsfuldt udtryk i de mørke øjne:»Den dag får vi kød til maden.« [...] »Og så kunne jeg godt tænke mig lidt penge til min mor, så hun kunne købe ekstra mad og trækul,« siger Yenga. Han vil nu helst glemme alt om det, han ikke kan få og i stedet glæde sig over julens kommende festmåltid – selvom der også er klare begrænsninger for, hvor meget hvert medlem af familien må spise den dag. Men det gør ikke noget – for som han siger:»Hvis jeg fik lov til at fylde maven, så ville jeg få ondt, fordi jeg ikke er vant til det.«

Hvad godt skal den historie gøre Yenga? Eller læseren? Hvor bliver vi klogere? Hvor er baggrundshistorien? Hvor er perspektivet? Hvor fladt og endimensionelt kan det blive?

Måske er det blottet for substans med vilje, fordi journalisten kender fornemmelsen fra sig selv: Hvis hun fik lov at fylde hovedet, ville hun få ondt, for hun er ikke vant til det.

tirsdag den 4. december 2007

Bloggers Anonymous.

Idag ville jeg ønske, at jeg havde valgt at være anonym, da jeg oprettede min blog. Idag har været den lorteste skoddag i måneder, og jeg kan ikke skrive om det. Jeg føler den vildeste trang til at fortælle detaljeret om en dag, fyldt til bristepunktet med dårlige oplevelser, afstumpede kommentarer og uhyrlige spørgsmål. Jeg har lyst til at lange hårdt og direkte ud efter dem, der i sandhed fortjener det - men hvis jeg gør, rammer jeg de forkerte, de uskyldige og dem, der vil mig det bedste.

Nogen et sted derude skylder mig fandme en 12-trins undskyldning!

mandag den 3. december 2007

Har du en knibtang, jeg må låne?

Idag modtog jeg en invitation på Facebook. "XX added you as a friend. To confirm bla bla bla." Da jeg så navnet, var min første tanke: "Det mener du fandme ikke alvorligt?!" Vi taler her om en person, der brugte det meste af sin folkeskoletid på aktivt at forpeste min. Og nu, hvor det tilsyneladende rater din coolness, hvor mange venner du har, så føjer vi bare ukritisk folk til listen eller hvad??

Da den røde arrigskabs-tåge lettede, og jeg genvandt mit normalsyn, kom jeg til at tænke over, at vi, et langt stykke hen af vejen, selv vælger de roller vi har, i de relationer vi indgår i. Jeg er ikke længere den, jeg var for 20 år siden, og det er XX givetvis heller ikke. Vores indbyrdes forhold er ikke støbt i cement. Det kan kun forblive som det var, hvis jeg igen accepterer den rolle, som jeg fik og tog dengang. Hvilket jeg under ingen omstændigheder har tænkt mig.

Jeg tror, at man lærer folk, hvordan de skal behandle én. Jeg læste et sted, at der ikke findes ofre - kun frivillige. Det er måske at oversimplificere tingene lidt, men hvis man definerer sig selv ud fra, hvad man spejler sig i, så jeg tror godt, at det kan betale sig at være bevidst om, hvordan man responderer på omverdenens krav, ønsker og forventninger.

Sætninger som: 'Jeg vil heller ikke være kærester', 'det kan jeg godt gøre', 'det gør ikke noget' og 'det var så lidt' er tveæggede sværd. Sagt og ment bogstaveligt er de brugbare og harmløse. Sagt for at få modtageren til bedre at kunne lide mig, forvandler de sig derimod til cyanid på tungen.

Jeg ikke er så god til at sige, at jeg holder af folk. Jeg hjælper dem i stedet, og så skal de selv oversætte det. Da jeg også fortolker efter denne skabelon den anden vej, betyder det, at jeg ind imellem kujonagtigt undlader at bede andre om hjælp; hvis de siger nej, betyder det, at de ikke kan lide mig. (Er der en læge til stede?) Det betyder, at jeg somme tider får lært folk, at jeg er en form for serviceorgan. Når jeg så føler mig pisset på, ved jeg egentlig godt, at jeg kan sende takkekortet til mig selv. Hvilket ikke gør mig i bedre humør.

Jeg har også flere gange oplevet pludselig at være blevet storesøster for én, jeg egentlig troede var en veninde. På et tidspunkt opdager jeg, at jeg har fået tildelt en kombineret aflaste/støttefunktion, men har beklageligvis glemt at få indført i kontrakten, at denne service går begge veje. Det betyder, at når mit eget liv byder på bid-i-gulvtæppet-perioder, har jeg ringet op i sikker forvisning om, at jeg har masser af øre-point på kontoen. Og målløs lagt på efter at have konstateret, at det tog hende under fem minutter at dreje samtalen tilbage til hendes liv og hendes problemer, pinagtig bevidst om, at jeg selv har været med til at indrette venskabet sådan.

Måske jeg skulle melde mig ind i sådan en rollespilsklub? Så jeg kunne udvide repertoiret lidt? Jeg vil gerne være ham, der kaster med syntetisk sne og råber "Iskrystaller! Iskrystaller!" Bliver sgu så træt i armene af at hænge her på korset.

søndag den 2. december 2007

Ajjjjll be there for juuuuuu!

Igår var jeg til årets første julefrokost, hvor vi musikalsk såvel som madmæssigt havde valgt sammenskudsmodellen. Imellem forret og hovedret lød tonerne fra Rembrandts "I'll be there for you" fra anlægget, og pludselig kunne man se, at alle de tilstedeværende var generation Friends. Klar til at klappe og på fornavn med Monica, Ross, Chandler, Joey, Phoebe og Rachel.

Jeg har brugt mangt en tømmermændsbefængt søndag på at ønske, at mine naboer var bare en kvart del så sjove og sympatiske som de 6 venner. Beklageligvis har jeg endnu ikke haft mulighed for at nominere nogen i kategorien "Bedste Nabo", men om det skyldes mig eller dem, på den anden side af døren, ved jeg ikke. (Løgn. Helt klart deres skyld. Red.)

I min første lejlighed i Esbjerg, boede jeg ved siden af 80-årig dame, der behandlede mit hennafarvede, anorak-iførte 19-årige jeg med mistro fra første dag. Når jeg holdt døren for hende, skulede hun til mig, som om hun kunne se, at jeg havde lyst til at hamre den i nakken på hende. Hele dagen var manglen på lyd fra hendes lejlighed så markant, at jeg jævnligt overvejede, om hun lå død derinde, i færd med at blive fortæret af sine katte. Denne klamhedsfrygt blev dog manet i jorden hver dag kl. 18: I starten strøg jeg nærmest ned af sofaen af skræk, når kendingsmelodien fra Lykkehjulet BRØLEDE ind gennem væggen, med en lydstyrke, der ville have blæst en seismograf omkuld. Det mest fantastiske var, at hun til dato er den eneste nabo, der har indsendt en officiel klage over mig til bestyrelsen: Hun følte sig meget generet af, at jeg spillede saxofon... Efter klagen sørgede jeg omhyggeligt for at øve hver dag præcis kl 18, i håb om at kunne irritere den anden vej. Forgæves. Om jeg så havde rigget til med mikrofon og forstærker, havde jeg ikke kunne overdøve lydinfernoet derindefra.

Da jeg flyttede til Århus, delte jeg i første omgang en fremlejet lejlighed med Henrik. Henriks største drøm var at blive ansat i Intern Revision i Dansk Supermarked. Min var at blive tegnsprogstolk. Vi synes begge to, at det den anden havde valgt, uden sammenligning, lød som det mest røvsyge erhverv i hele verden. Henrik og hans venner elskede at spille spuash på værelset, og alt - ALT - hvad de lavede af mad, blev overdænget med cayennepeber og bearnaisesauce. Det var den største dag i Henriks liv, da hans søster kom i lære som kok og kunne skaffe disse kulinariske fortræffeligheder til indkøbspris.

Lejligheden vi boede i, var ejet af en pige, Mette, som arbejde i Bruxelles. Lige ved siden af os boede hendes mor, Supersnuseren. (Forståeligt nok, at Mette havde valgt at flygte til udlandet, faktisk.) Supersnuseren aflagde jævnligt inspektionsbesøg, hvor hun under let gennemskuelige påskud gik rundt og tjekkede, om vi brugte Mettes ting. Jeg ved ikke, hvad hun tror vi lavede, men når hun kom, uanset om det var kl 10 om formiddagen eller kl 15 om eftermiddagen, så bankede hun altid på, og råbte: "Er I ... anstændige?", inden hun låste sig ind.

Efter et halvt år flyttede jeg igen, og fik ny sambo, der stadig går under alias'et Sambo-Lene. Den opgang vi boede i, husede en gammel kone, der hed Eleonora. Hun var boede i stuen, var bindegal og temmelig ensom. Eleonora have et udstoppet egern, som hun med jævne mellemrum vaskede, og hængte til tørre i haven. Hun stod på lur, når man kom hjem, klar til at overfalde dig med snak om ligemeget-hvad-bare-vi-snakker. Som modtræk lærte vi hurtigt at låseopogsprinteopaftrappenisikkerhedpåførstesalphiew!! Hatten af for Eleonora: Da hun fandt ud af det, var hendes modtræk at begynde at vaske trapper så ofte, at man uden fare for bakterieangreb og infektion, kunne have udført en hjertetransplantation på rapo'et. Når jeg kom hjem og forsøgte at skræve over det gamle skrog, tog hun fat om mit ben, med en styrke man ikke ville have tiltroet en gammel vissen pind som hende. Man skal altså være lidt af en hård nyser for at ryste en gammel dame af, som klamrer sig til dit ben.

På Stjernepladsen overtog vi en lejlighed efter et lettere suspekt element, hvilket den første tid medførte mange spændende opkald og besøg fra politi, advokater og fogeder. Et af højdepunkterne var, da jeg blev ringet op af en pige, som bare lige ville advare mig. "Din nye kæreste er psykopat! Det sys' jeg bare lige du ska' vide, når du er flyttet ind til ham og holder hånden over ham!"

Det var også på Stjernepladsen, vi havde fornøjelsen af naboen Sure Maj, som i ramme alvor mente, at vi stjal hendes lagener. Der hang jævnligt sedler i opgangen, hvor hendes forvaskede bomuldslagner blev efterlyst, og i vaskekælderen hængte hun små sedler på sit tøj: 'Tilhører 2. tv., Lad det venligst hænge!!!!" (Bødestraf til folk, der overdoserer udråbstegn). Hende savner jeg ikke.

Der hvor jeg bor nu, har jeg fået mig en nabo, som fysisk er jævnaldrende med mig, men som indeni er en dame på 45, der hedder Jytte, med nedsunket underliv og Fjâllräven. For et par uger siden, kom jeg hjem til tørret, botanisk angreb på min dør. Et helvede af lyng, stråbamser og mos fordelt på fad og placeret på skammel. Har nu i 2 uger forgæves forsøgt at tabe en glød på det, eller åbne min dør så hurtigt, at vindpustet får lortet til at forstøve. Jeg har en fornemmelse af, at det trækket op til stråkranse på døren, og at det udløser instant "shhh!!"- stemning, hvis man skulle komme til at holde en fest. Til gengæld tror jeg ikke, at jeg behøver frygte semipornografisk lydspor til hed, løssluppen sex.

Aj, måske man lige skulle åbne en flaske vin og nappe et afsnit Venner eller to?