fredag den 30. november 2007

Testosteron-poker.

Nogle diskussioner er tabt på forhånd. Ligegyldigt hvilke argumenter man smider på bordet, så ved man, allerede inden man hiver dem frem, at man ligeså godt kan lægge sine kort og trække sig.

Jeg har læst en "En helt almindelig han". Da jeg ikke mener, at jeg vil yde bogen retfærdighed, hvis jeg forsøger at gengive handlingen, har jeg valgt at copy-paste fra saxo.com (eventuelle sarte sjæle bør undlade at læse videre):

"Hvad foregår der i hovedet på en helt almindelig han? Jeg siger: "Jeg gider ikke være kærester." Casey siger: "Jamen, så kan vi bare være venner og begynde at være kærester, når du føler dig tryg ved det igen?" Caseys mor siger: "Han fortjener dig ikke, Casey. Giv nu bare slip, han er ikke det værd." Jeg er så træt af Caseys plageri og hendes lorteso af en mor, så jeg beslutter mig for at køre den helt ud: "Okay, vil du vide, hvad det er jeg vil?" Hun siger: "Ja, klart." Jeg siger: "Okay. Jeg vil kneppe minimum to gange om dagen eller i det mindste have suttet pik. Jeg vil have, at du sluger. Jeg vil kneppe dig i røven en gang imellem, og du skal kunne lide det ."

I 80'erne var han en amerikansk psykopat, i dag er han en helt almindelig han. Velkommen til et portræt af dagens mand, der med garanti vil bringe pis kog på både herre- og dameafdelingen. Nynne, Bridget og alverdens chick-lit-tøser kan godt gå hjem og tage en pille, for efter En helt almindelig han vil de slet ikke have lyst til at møde flere fyre."

Jeg er ikke helt klar over, om bogens formål er at provokere eller at give Det Sande Billede af, hvad der foregår i hovedet på mænd. Jeg håber sådan på det første. Jeg kan ikke holde ud, hvis mænd virkelig er så afstumpede og simple. Samtidig er det næsten for let købt, hvis man hidser sig op og forarges - det underbygger bare forfatterens påstand om, hvordan kvinder er.

Jeg har tvunget bogen ned i halsen på et par almindelig han'er, jeg selv kender. Mit håb var, at de grinende ville returnere den med en bemærkning, der sluttede med ".. - godt nok langt ude!". Beklageligvis er det ikke sket. Om end overdrevet, har de ladet mig forstå, at essensen er god nok. Mine illusioner opfører sig som balloner efter en lang børnefødselsdag: Slatne og runkne glider de ned af væggen, for at stedes til evig hvile bag en støvet sofa.

Jeg synes, at det var en forfærdelig bog. Jeg grinede nogle steder undervejs, men grundlæggende er jeg deprimeret ved tanken om, at det er sådan halvdelen af racen tænker. Det kan bare ikke rigtigt betale sig at anfægte forfatterens fremstilling af sandheden: Alt hvad jeg har af indvendinger til bogen, kan tilbagevises med påstanden om, at jeg er sippet.

I fold.

onsdag den 28. november 2007

Silent night

(- eller i hvert fald bare lidt mere afdæmpet night.)

December ånder os tungt i nakken, og jeg begynder at indstille mig på de uundgåelige minefelter: Julefrokosterne. Det er risky business med den slags arrangementer, og jeg har taget min del af "ok, hvad skal jeg så lave fremover, når jeg nu aldrig kan vise mig der igen?"-turene.

Sidste år meldte jeg, i et anfald af voksen ansvarlighed, afbud til en julefrokost, fordi jeg på forhånd vidste, at der ville være personer til stede, som placerede mig i højrisikogruppen for at udvikle kamikazepersonlighed. Da jeg ikke kunne overskue at bruge det efterfølgende år på at klinke skår, eller genopbygge nyt liv under politiets vidnebeskyttelsesprogram, valgte jeg at lave strudsen i stedet.

I år har jeg dog besluttet, at nu må det være nok. Selvfølgelig kan jeg, ligesom alle andre, deltage i julefrokoster og stadig være hel, rask og bekendt at vise mig offentligt, når vi rammer januar. Det kræver bare lidt forholdsregler. Jeg er nået frem til følgende:

* Skal have investeret i diktafon. Alt, hvad jeg føler akut behov for at sige, indtales på denne. Hvis det stadig er en god ide dagen efter, er der grønt lys.

* Skal have investeret i lommeudgave af elektronisk væg-øre. Tjekkes en gang i timen, og når det lyser rødt, så fletter jeg næbbet eller går hjem.

* Skal huske, at det rigtige svar er: "Nej tak. Jeg bryder mig ikke om sild." - og ikke mere. Det giver sådan en mærkelig stemning, når jeg uopfordret tilføjer, at jeg får myrekryb af fornemmelsen af at tygge i sild, fordi jeg er sikker på, at det er sådan det føles at tygge i menneskekød.

* Må drikke vin, champagne, ren sprit og øl. Må under ingen omstændigheder nærme mig snaps eller shots. Heller ikke når jeg begynder at kalde dem for Bly Gajol og synes, jeg er skideskæg.

* Sæt cyklen tilbage, ræk hænderne op og bak langsomt. Så er der ingen, der kommer til skade. Er rigeligt motorisk udfordret uden snefygning og isslag på cykelstien. Hvilket leder videre til næste punkt:

* Skal have fundet kedeldragt, der kan foldes sammen på schweizer-måden. Orker ikke rigtigt at starte 2008 med dobbeltsidet lungebetændelse, fordi jeg ligger under for selvudstedt cykelfatwa og skal vente 4 timer på mit yndlingstransportsmiddel taxaen, iført tynde støvler og ingenting.

Jeg er klar, hvis I er. Forberedt til fingerspidserne. December. Bring it on.

tirsdag den 27. november 2007

Heksen, håndbogen og hæmoridecremen.

Jeg har en ret lav tolerancetærskel, når det kommer til selvhjælpslitteratur. Jeg vil gerne medgive, at man kan blive klogere på sig selv af at læse gode bøger, men jeg mener også, at man bør stoppe, inden man får lagt sit liv i hænderne på 56-årig forfatter i flagrende gevandter af naturmateriale, med eget keramikværksted i haven.

Men hvad så med os, der ikke kan finde rundt i livet, Linda? Skal vi bare famle rundt i blinde, GPS-løse og uden kompas?

Naturligvis ikke. Jeg iler til undsætning: Næste gang du står ved selvhjælpshylden i Bog & Idé, så sig højt for dig selv: "Jeg skal lære at sige fra." Det er essensen i 8 ud af 10 bøger. Du har lige sparet 600 kr.

Min aversion imod selvhjælpslitteratur bunder i forfatternes tendens til at udtale selvfølgeligheder, som var de Sandheden. Jeg finder det særligt usmageligt, fordi målgruppen er mennesker, der står med ryggen mod muren. Hvis man lever et tilfredsstillende og fyldestgørende liv, ender man ikke med en bog i hånden, der hedder "PowerQvinder", "Du er også værd at elske" eller "Giv slip på din mentale bagage og tab dig - for altid!"

Men på samme måde som en sang kan sætte sig fast i hjernebarken, (jeg nævner de 3 seneste eksempler: Lille føl Ved Du Hvad, Boing Boing og Total Eclipse Of The Heart - og selv tak), kan selvhjælpsudsagn også gå i loop deroppe. De sidste par dage har jeg ikke kunne slippe af med 'Husk At Nyde Processen'. Hvis man ser bort fra det faktum, at Oprah og Susanne Power (købt navn? Oh, I would say so..) nærmest har patenteret udsagnet, er jeg jo nødt til at indrømme, at der kan være noget om det.

Lige nu står jeg et sted i mit liv, hvor jeg skal afvikle noget, som jeg egentlig ikke har lyst til at give slip på. Det kan ikke rigtig hjælpe, for det suger energien ud af mig i et omfang, jeg ikke kan forsvare, og jeg har trukket den så længe, at der burde dømmes for nøl. Men nu er der pludselig dukket noget op, som gør, at jeg har lyst til at flytte mig. Meget endda. Jeg er designet sådan, at når der er noget, jeg gerne vil have, så skal det være igår. Hit med alting nu. Men selvom jeg er utålmodig og spændt, så slog det mig idag, at det her nok er det nemmeste sted i forløbet at befinde sig. Jeg har stadig trygheden i Det Gamle, og kan omkostningsfrit fantasere om, hvor fantastisk Det Nye kan blive (hvis det bliver), helt uden at virkeligheden belaster fantasien. Når der endelig skal gives slip, vil jeg helt sikkert tude øjnene ud. Hvis Det Nye bliver en realitet, vil jeg den første tid gå rundt med konstant rædselskvalme af frygt for ikke at slå til. Så det er nok i virkeligheden nu, jeg skal huske at læne mig tilbage og nyde det. Det kan jeg godt gøre, uden at det er selvhjælps-knæfald. Ikke?

(Helt uden sammenhæng i øvrigt: Er der nogen, der på egen krop har prøvet, om hæmoridecreme fjerner sorte rander under øjnene? Har haft panda på tålt ophold i spejlet i en måned nu; en udvisning er på sin plads. Har bare ikke lyst at skifte rander ud med åbne kødsår. Eller til at sætte værdigheden over styr ved at spørge efter det på apoteket, hvis ikke det virker. Er det sygt, hvis det er det sidste, man frygter mest?)

mandag den 26. november 2007

Who're you gonna call?

I lang tid har jeg stirret olmt på alt, hvad jeg har modtaget fra Fullrate. Jeg venter tålmodigt på, at nag bliver en OL-disciplin, og jeg har ikke tænkt mig at slække på formen, bare fordi det ikke er på det officielle program endnu. Jeg har ikke glemt vores hvedebrødsdage, og det var derfor benzin på et i forvejen frådende Sankt Hansbål, da jeg fik en mail om, at den router, jeg har lånt (relativ liberal fortolkning af ordet 'lån' - har betalt 600 kr for den), skulle returneres, nu hvor jeg på 600-kr's-måden har lånt en trådløs router. Hvis jeg ikke reagerede på mailen, "vil vi på din næste regning fakturere kr. 599,-, og du kan betragte udstyret som dit eget". Tak af helvede til.

Nu står jeg imidlertid i lidt af et dilemma, fordi jeg ikke er klar over, hvordan nag reagerer, hvis man breder det ud. Fortyndes det, eller er det ligesom, når man har givet blod, hvor kroppen selv gendanner den mistede mængde? For jeg har trods alt arbejdet hårdt og vedholdende på mit Fullrate nag, og er ikke interesseret i at smide det hele væk.

Fullrate har fået en konkurrent på irritationsbanen: Bikebuster.

For to måneder siden købte jeg et par nye spinningsko over nettet hos Bikebuster. Da jeg modtog sko og klamper, havde de valgt at sende to skruer med. Ikke 6, som man skal bruge. Ikke fire, som man måske kan nøjes med. Men 2. Jeg finder lige 4 ekstra i min velassorterede værktøjskasse. Af nød måtte jeg vifte med mit blonde hår, indtil mandlig spinninginstruktør forbarmede sig over mig, tog skoene med hjem og lavede dem.

I forbindelse med mit køb, skulle jeg oprette mig som bruger på hjemmesiden. Det synes jeg for så vidt er ok - de skal jo trods alt vide, hvor de skal sende skidtet hen. Når man indtaster sine oplysninger, forsøger firmaer altid lige at liste et nyhedsbrev med ind, når man kigger væk. Derfor var jeg hyper opmærksom på at få af-afvinget den lille kasse, hvor der stod: "Ja tak! Jeg vil gerne modtage 2000 mails i ugen om cykeltøjs fortræffeligheder!"

Hjalp det? Nix. Har nu i to måneder modtaget nyhedsmails om heldragter og vinterdæk. I starten slettede jeg dem bare. Så begyndte de at irritere mig, for de kommer altså med virkelig høj frekvens. Ind og lede efter "Jeg ønsker ikke længere at modtage nyhedsbrev". Findes ikke?? Hmm. Ind på hjemmesiden. "Kontakt". Lyder rigtigt. Mail afsted.

En time senere modtog jeg en meget lang mail, som jeg også havde mulighed for at få på engelsk. Heraf fremgik det, at da Bikebuster "modtager mange 100 mails hver dag", kan du ikke bare sådan skrive til dem, næh, du skal udfylde med kundenummer og password, skrive emne i Re: feltet, sætte mailen op på en bestemt måde, osv.

Ok. Om igen. Kundenummer og password på. Afsted med den. Og tænk engang: Så får man bare samme mail én gang til, om at man har udfyldt sin mail forkert. Nu har jeg 4 gange prøvet at slippe for deres forpulede nyhedsbrev, og det bliver bare ved med at dukke op. Hvordan kan man som firma synes, at det er god reklame?!

Da indbyggerne i New York var plaget af spøgleser, ringede de til Ghostbusters. Hvem ringer man til, når man er plaget af Bikebusters?

fredag den 23. november 2007

Vær sød at "stoppe".

Ud over at have en drøm (som Lene nu har fundet forklaringen på - tak!), så har jeg også en lille bøn: Kan vi ikke godt blive enige om, at overdrevet brug af citationstegn bør medføre hård, konsekvent straf, uanset om misbruget foregår på skrift eller med fingrene, mens man taler?

Jeg får sådan lidt "spat" af, at folk ikke kan sige, hvad de "mener" mere præcist, end at de er "nødt til" at kyle citationstegn ind til "højre og venstre".

Endnu mere utåleligt er det, hvis de bruger den version, hvor de holder en .... "kunstpause" .... før og efter, så man rigtig har tid til at nyde den sproglige ... "voldtægt" ...

Sprognazist? Hvem, mig?

torsdag den 22. november 2007

I have a dream.

Da jeg var meget ung, farvede jeg mit hår med henna, gik i Doc Martins og batikskjorter og var medlem af Greenpeace og Amnesty International. Jeg hang ud med folk, der spillede utrolig meget guitar, og vi drak i litervis af billig hvidvin og the. Det alternative interesserede os en del, og vi brugte meget tid på at analysere drømme og læse horoskoper. Jeg kan stadig huske, at hvis man drømmer, at man har ondt i tænderne, så betyder det, at man trænger til fornyelse. Hvis man drømmer, at man taber sine tænder, så er forandringen sket. Hvis man drømmer, at man falder, mangler man fodfæste et sted i sit liv. Opholder man sig en del i fly om natten, trænger man til at være mere konkret med noget.

Jeg tager emnet op, fordi jeg har en tilbagevendende drøm, som jeg ikke forstår: Hvad fanden betyder det, hvis man bliver ved med at drømme om Joakim Boldsen?? Jeg har drømt om ham mindst en gang om ugen den sidste måned. Og nej. Jeg synes ikke, han er lækker. Andre mennesker drømmer om seje kendte. Jeg trækker en håndboldnitte, der går under øgenavnet Traktoren.

Jeg har tænkt længe over det, og er nået frem til følgende mulige fortolkninger:

* Jeg trænger til at tabe mig.
* Jeg kan ikke danse.
* Jeg skal øjblikkeligt holde op med at skrive, for alle kan se, at jeg er blottet for talent.
* Jeg bliver lilla i hovedet, når jeg træner.
* Jeg skal få meldt mig til noget aftenskole, så jeg kan lære at kaste og gribe.
* Jeg skal flytte til Tyskland.


De stinker da allesammen! Men jeg bliver nødt til snart at gennemskue, hvad min underbevidsthed forsøger at fortælle mig, for jeg er ved at blive lidt småsær omkring det. Så hans klumme og billede i Metro idag, og nåede faktisk at tænke "Hey! Ham kender jeg!", inden jeg kom i tanke om, hvordan det hang sammen.

Hjælp.

onsdag den 21. november 2007

When pigs fly.

En af fordelene ved at have fået sig en blog er, at situationer som man før i tiden ville være blevet sur og indebrændt over, nu forvandler sig til blogmateriale. I hvert fald når man er blevet god igen.

Jeg ved ikke, om det altid fremgår tydeligt, men jeg har mit eget etiske mini-regelsæt, jeg følger, når jeg skriver herude:

1) Jeg forsøger ikke at hænge folk ud ud mere end højest nødvendigt (med mindre de virkelig har fortjent det..), og ændrer derfor ind imellem navne eller steder.
2) Jeg forsøger at tøjle min semi-ekshibitionistiske karakter, så jeg ikke får skrevet noget om mig selv, jeg senere fortryder.
3) Og endelig er tidsbegrebet lidt elastisk herude. Af hensyn til privatlivet venter jeg somme tider et par dage eller uger, før jeg fortæller om dette eller hint.

Tiden er nu moden til at fortælle om endnu en date.

For noget tid siden blev jeg inviteret på date af en perifær kollega. Han var så usansynlig en kandidat til noget som helst, at jeg var nysgerrig nok til at sige ja. Nu er nysgerrighed måske ikke det mest intense drive, og da der samtidig foregik en hel masse andet på andre fronter af mit liv, var jeg ikke særlig opsøgende: Han spurgte, jeg sagde ja, og lovede at vende tilbage. Inden jeg nåede så langt, overhalede han mig indenom, og kom med et udspil. (Vi kan godt lide mænd med initiativ.) Jeg gav ham et mentalt point, og sagde ja til at mødes med ham midt i den efterfølgende uge.

Weekenden gik, tirsdag oprandt og afsted med mig. Til min store overraskelse var det faktisk rigtig hyggeligt. Efter at have hængt over maden i 3 timer, betalte han og spurgte, om jeg havde lyst til at drikke en kop kaffe. Vi fortsatte samtalen, og på et tidspunkt siger han: "Hvis man nu gerne ville invitere dig ud til et spil pool på fredag, skulle man så spørge direkte og humoristisk eller lidt mere romatisk og forsigtigt?" En halv times tid senere når vi også omkring emnet ekskærester og -dates, og han fortæller om horrerdate, hvor hun hele tiden ville holde i hånd. Denne historie illustrerede han ved at tage min hånd, så jeg ligesom vidste, hvad 'holde i hånd' betyder. Rart at få afklaret.

Herefter knækker filmen. For da jeg efterfølgende fortæller, at nogle af vores fælleskolleger holder fest den kommende lørdag, og at han er velkommen til at tage med, hvis han har lyst, bliver han pludselig lidt ulden i mælet. Udslag på luskometret. Og det var så her, jeg fandt ud af, at jeg var på date med Mogens Camre. Han havde i weekenden imellem hans invitation og vores date mødt en pige. Absolut fair. Men for fanden, hvor bliver jeg irriteret over at finde ud af, at jeg har brugt en aften på, at han lige skulle være sikker på at have valgt rigtigt.

Man tænker så, at når han nu har meddelt, at han ikke stiller op alligevel, så er det vel tak for i aften? Oh no. Nu hvor jeg pludselig var røget i En Af Gutterne-kategorien, kunne jeg lige få historien med om, hvordan han den efterfølgende aften havde endnu en date med en helt tredje pige. Men, som han sagde, den regnede han med at afslutte lidt tidligt, så han kunne tage hjem til pige nr.1. Tænk at en gevinst som ham stadig er single.

Nu har jeg imidlertid en fornemmelse af, at både pige nr 1. og 3. er forsvundet igen (helt, helt uforståeligt...), så gæt hvad: Nu skriver han til mig igen. I stedet for at sende et fnys retur, tror jeg egentlig bare, at jeg sender ham et venligt afslag. Og et link til min blog.

mandag den 19. november 2007

Is that your ego in your pocket or are you just happy to see me?

I de kredste, jeg færdes findes en særlig konstellation af mænd, der jager parvis. Nogle (fx Myggen Og Møghåret) jager for at fortære byttet sammen, mens andre jager sammen, men spiser selv. Over det sidste år, har jeg haft mulighed for at studere sidstnævnte metode helt tæt på. Lad os kalde vores observationsobjekter for Ibbe og Agge...

Der er tale om to veluddannede, nydelige fyre på ca 35 år. De er begge semi-single, og går en del i byen. Agge har uheldig tendens til at forgribe sig på en af min veninder, når han er stiv (if you'll pardon my french..), men trækker i i nødbremsen i sidste sekund. Ibbe og en anden veninde tog en kort prøvetur sidste år. Således placeret på 1. parket, har jeg haft rig mulighed for at kigge nærmere på deres modus operanti. Jeg må modvilligt erkende, at den er forfinet til perfektion.

Ibbe er Good Cop. Ham, som spørger interesseret til dit job, din familie og dit generelle velbefindende uden på noget tidspunkt at blive taget i at stirre på dine bryster. Han virker som indbegrebet af fornuft, og man stoler på ham fra første øjeblik. Agge er foruroligende talentfuld i rollen som Bad Cop. Han tager, hvad han vil have, siger hvad der passer ham og lægger ikke skjul på, hvad han tænker. Hitraten er 100 ud af 100 mulige. Når piger går i byen sammen, er der altid Hende, De Flokkes Om og Veninden. Hende, De Flokkes Om (HDFO) opfatter Agge som spændende trofæ-scoring, fordi han udstråler lige mængder af sex og ligegyldighed. Veninden bliver glad over at opdage Ibbe, som tilsyneladende har samme rolle i forhold til Agge, som hun har i forhold til HDFO. Alle vinder.

I starten hoppede jeg også på den. Jeg troede, at Ibbe var vandbæreren. At han af praktiske årsager var med i byen, fordi ego'et i længden blev for tungt for Agge at slæbe rundt på selv. Jeg har siden revideret mit syn på sagen. Idag hælder jeg til den opfattelse, at de har supporter-vagten i hhv lige og ulige uger.

Agge tror tilsyneladende, at der jævnligt indkaldes til møde, hvor vi udveksler alle de spændende oplysninger, vi har om ham: Han var sikker på, at det var jungletrommerne, der havde bibragt mig informationen om, at han ikke skal med til julefrokost i år. Han virkede skuffet over at blive mindet om, at han selv har fortalt mig det. Et år (1 år!) efter, at min veninde og Ibbe havde set lidt til hinanden, blev jeg spurgt, om jeg videregav oplysninger om, hvornår Ibbe var i byen? Han synes, at han påfaldende ofte mødte min veninde derinde. Jeg grinede i en uge.

Jeg tænker somme tider på, om de ved, at de er afslørede? Eller om det ikke gør nogen forskel, når bare der stadig er gevinst? Alt andet lige, skulle man da synes, at det stiver egoet mere af, hvis man kan fange et kid, der er smart nok til at undgå de andre hyæner, end et som er halt og blevet væk fra flokken? På den anden side: Måske er det netop derfor. Når man jager, løber man hurtigere, hvis man skiller sig af med overskydende vægt. Hvis egoet bliver større, skal det jo nærmest have eget personnummer.

fredag den 16. november 2007

Let me entertain you.

Jeg har svært ved at finde tid til at blogge for tiden. Dels har vi hvinende travlt på arbejde, og dels har jeg fundet mig en mand hinsidan (på alle måder); Stieg Larsson. Når det kommer til god underholdning, har jeg ingen stopknap. Jeg læser i vildskab. Flår siderne fra højre mod venstre i et tempo, der er en asperger værdig. Som en kæmpepackman på speed, har jeg ædt Pigen Der Legede Med Ilden, front til bagside, 500 sider på 3 dage. Ved siden af job, træning og alt det andet, forståes.

Det er ikke kun bøger, der får det frem i mig. Jeg ved ikke, hvor mange der har stiftet bekendtskab med tv-serien Lost? Var så heldig at få neglene i både første og anden sæson i samlet dvd-sæt. Jeg så 14 afsnit på en dag. Følte nærmest, at jeg havde fået nye venner. Og savnede dem inderligt, da sidste skive var pillet ud af maskinen.

På et tidspunkt, hvor jeg havde lidt økologiske tilbøjeligheder, synes jeg, at det var rasende skægt at strikke. Jeg strikkede 3 tasker i uld på en weekend, og måtte sygemeldes 4 dage pga seneskedehindebetændelse i underarmene.

Nu har jeg fået fingrene i den sidste bog i Stieg Larssons krimitriologi. Den ligger liiiiige her... Dilemma. Jeg burde rationere den, tage et kapitel om dagen eller noget, for jeg ved, at hvis jeg slår op på første side, er løbet kørt. Jeg vil, ør i hovedet, kigge op igen søndag aften, og være trist over, at jeg er igennem. Der er ikke flere. Snøft. Hvilket også er grunden til at jeg udsætter læsningen af den sidste Harry Potter. Jeg er ikke klar til, at det er slut! Kan man ikke sende ham på magisk gymnasium af en slags? Please?

Man må glæde sig over de små ting i livet: Godt, at jeg i det mindste ikke blev grebet af Vild Med Dans før for 3 afsnit siden. Har været nervøs på Roberts vegne hele dagen og har, for at det ikke skal være løgn, sendt en stemme-sms (*smiley-der-rødmer*). Det kan da ikke være det, de mener, når de siger 'få dig en hobby', vel?

onsdag den 14. november 2007

Geographic Plastic Surgery

Hvis forældre idag får et døvt barn, får de tilbudt, at barnet kan få indopereret et Cochlear Implant. CI er en form for avanceret høreapperat, der blandt andet består af 22 bittesmå elektroder, som placeres i sneglen. Elektroderne omsætter frekvenser fra tale og lyd til elektriske impulser, som hørenerven opfanger. På den måde skaber man en form for kunstig hørelse.

Grunden til denne lille, faglige indledning er, at jeg bønfalder eventuelle kittelklædte læsere om at begynde at forske i, om man kan gøre det samme med en GPS. Det er sket igen.

Skulle tolke i Randers idag. Havde fuldstændig styr på togtid. Sporændring? No problem. Ind i tog. Afsted. Hinnerup - tjek, Hadsten - tjek, Langå - plejer den at være der? (Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er decideret geografisk analfabet. Jeg kommer somme tider til at sige 'derned', når jeg har været i Randers. Jeg kigger på tider og ikke destinationer, når jeg skal finde ud af, hvilket tog jeg skal med.) Langå... Jo, synes jeg har hørt det før, har jeg ikke? Aj, ved du hvad? Tjekker sgu lige skiltet for en sikkerheds skyld.

FÅÅÅÅÅÅKKKKK!! AF!AF!AF!AF!AF!!

Ok, ro på nu. Der er god tid. Spørger lige en medarbejder. Hvilket bringer mig til mit næste spørgsmål: Hvis jeg absolut skal blive ved med at fare vild på det danske spornet, kan jeg så ikke godt få lov at stige forkert af på civiliserede steder? Med kaffeautomat, varme eller i det mindste bare personale? Efter 10 minutters intensiv jagt på skilte og køreplaner viste det sig, at jeg skulle vente en hel time på næste afgang.

Bed i det sure æble og ringede først og udstillede min ubegribelige dumhed for arbejdsgiver, og derefter til Langå Taxa. Som havde lukket. Ringede til Randers Taxa. De ville komme med det samme. Efter en halv time i permafrost, fik jeg nærmest glædestårer i øjnene, da taxa materialiserede sig.

Kan I huske mit indlæg om taxareformen? Om hvordan jeg altid trækker de underlige?

Hvis der sidder enkelte læsere derude og spekulerer på, hvad 1989 gjorde af restpartiet af den type selvbruner, man blev orange af, kan de nu betragte mysteriet som værende opklaret: Det er opkøbt af randersiansk taxachauffør. Steg ind i vogn til de sprøde toner af Cliff Richard, og opgav adresse. Det var det eneste, jeg sagde. Håbede til det sidste, at man godt kunne være gulerod med dårlig musiksmag og samtidig tavst anlagt, men nej. Han synes, at det måtte være dejligt at skulle møde så sent i skole sådan en onsdag. Vejstrækningen Langå/Randers fik mange hårde ord med på vejen. Alt for mange fuldt optrukne striber - hvilket er helt, helt unødvendigt, hvis bare man kører lidt raskt til. Han led så frygteligt at astma, staklen. Og var kommet hjemmefra uden sin 'spaj'. Efter enetale i 20 minutter, kigger han på mig og siger (jeg sværger: Det er ikke noget jeg finder på): "Hvorfor stjal du egentlig ikke bare en cykel?" Sig det så: Hvad er det ved mig, der får folk til at foreslå den slags? Hva? For det er ikke første gang, det sker. Har været på date med en fyr, der pludselig udbrød: "Skal vi ikke stjæle en bil?!" Flygtede ud af taxa, mens jaffaappelsin gik i selvsving ved tanken om mig, politi og fængsel.

Jeg ved ikke, om mit liv ville have været lettere, hvis jeg var blevet screenet som spæd og de udover gulsot og kolik havde fundet bermudatrekant i min hjernes geograficenter. Men jeg vil gerne tilbyde videnskaben at lægge krop til, hvis de får lyst til at undersøge muligheden for direkte forbindelse mellem hjerne og satellit.

mandag den 12. november 2007

Klask cykelmyggen!

Der findes en bestemt type af cyklister, som jeg nærer et indædt, nærmest religiøst had til: Amatørrytteren. Ham, der cykler 25 km til og fra job hver dag på sin SCO cykel og har fat forneden i gedebukkestyret. (Jo, det hedder. 'Rytterstyr' er ligesom at kalde træsko for 'clogs'. Vi kan stadig godt se, hvad det er.) Han er kendetegnet ved at have cykeltasker/flag/refleksslikkepind monteret på bagagebæreren, og er altid iført cykelhjelm. Det kan jeg godt forstå, for han kører råddent dårligt cykel. Han opfatter livet som en lang tour-etape, og sig selv som wildcartet, der ved modig og fræk kørsel trækker sejren hjem til holdet. Man ser ham flandre rundt ude i krydset, fordi han 'lige kan nå med over', når lyset for længst er skiftet, hvilket medfører livstruende situationer for alle andre trafikkanter, som ikke havde forventet midaldrende galning på havelåge midt i motor/trafikvejskryds. Men hvad betyder det for en dare-devil som ham? Andre cyklister og fodgængere forventes at udvise hav-adfærd, når Moses kommer drønende, ellers bliver der ringet hysterisk med oversizeringeklokken og gestikuleret truende (altid med knyttet hånd - måske har han cyklet rundt derude så længe og hurtigt, at det er forbigået hans opmærksomhed, at alle andre bruger fingeren?). Jeg får sådan lyst til at stikke en cykelpumpe i hjulet på ham, når han kommer halsende forbi i sit skidne, forvaskede fjeldräven outfit. Men en meget stor fluesmækker ville også kunne gøre det.

lørdag den 10. november 2007

Støvler, ost og andre småting.

Led idag af den forbigående vildfarelse, at jeg er typen, der handler i Mad & Vin i Magasin. Så meget tydeligt for mig, hvordan jeg slentrede rundt med mine Claus Meyer toppings og designerchokolader, mens jeg sludrede med vinmanden.

Modsat mit fantasi-jeg, var mit real-life-jeg desværre meget lidt afslappet, da jeg travede ind i M & V manegen. Jeg ved ikke, hvornår jeg lærer, at jeg forvandler mig til The Angry Bat, når jeg forsøger at købe ind lige efter træning. Jeg sveder, jeg er sulten, alle mennesker i hele verden er pisseirriterende og står i vejen, min taske er for tung, jeg kan ikke overskue forretningen og får akut amnesi, når jeg forsøger at komme i tanke om, hvad jeg skal have. Meget lidt fordrende for laid-back specialitets-shopping.

Real-life me også er markant mindre tolerant end fantasy-me. Det første jeg så, da jeg trådte ind, var dame 60+ iført knælang pels, og pelspølse om håret. (Som jeg ikke forstår. Hvad gør den? Den ligger nærmest oven på håret som en tung, lodden glorie, så den varmer vel ikke ørerne?) Hun gik hen til kassen, gik lige ind foran en mand på ca 40, kiggede på ham og sagde: "Det gør ikke noget, at jeg lige stiller mig her, vel?" !!???!!! Jo, gu fanden gør det da, din gamle kost! Du stiller dig bare lige bag i køen, ligesom alle andre! Desværre var det ikke mig, der skrev replikkerne i dagens stykke, så han svarede bare: "øhh, nå ok?".

I osteafdelingen blev jeg ekspederet af meget ung pige, som - da jeg spurgte, hvad hun kunne anbefale til brunch - svarede: "mmmaltså... jeg spiser ikke selv ost." Jamen så er det da den oplagte afdeling, du står i. Udbad mig to stykker ost, som størrelsesmæssigt ligner to pakker smør. Pris? 130 kr. Hvis ikke det havde været mig selv, der skulle betale, havde det næsten været skægt.

I kø ved kassen er der noget, der høfligt siger: "Undskyld mig." Jeg vender mig, kigger ned, og der står et barn på ca 10 år, iført grå sixpencehue kækt på sned, samt en uldblazer med læderlapper på ærmerne. Hvis fordomme kunne omsættes til penge...

Det slår mig lige, at det måske er alt det Vild Med Dans, der får mig til at føle samhørighed med det bedre borgerskab? I så fald er det godt, at det snart er slut, så jeg kan komme hjem til Føtex. Hvor man ikke ved en frygtelig uheld kommer til at bestillle et par støvler på vej ud.

torsdag den 8. november 2007

Lay your hands on me.

Kan vi ikke lige snakke lidt om, præcis hvor mange tatoveringer man må få, før man skal tvinges til Big Fat Ugly Stupid Nasty Snake koncert? Har været nede og blive tegnet op, og kan - meget mod min vilje - godt mærke, at jeg har lyst til at få én mere. Bare en lille bitte en. Men altså. Gider jo ikke være truckertøs. Og ved også godt, at fysisk går det ned af bakke herfra: Jeg kunne godt tænke mig en (lille!) stjerneregn, men magter heller ikke, hvis tegning og virkelighed ender med størrelsesmæssigt at matche 1:1.

Jeg er på den anden side glad for de to, jeg har. Jeg fik dem lavet, fordi jeg ikke magtede at gå med mit pentagram mere. Det bliver relativt hurtigt træls at skulle besvare følgende: "Aj, er du satanist?!" "Nej." "Er du så jøde?" (Er lidt i tvivl om, hvem der kan sagsøge hvem for vildledende brug af symbol?). Mit pentagram var ment som en påmindelse til mig selv. Et forsøg på at huske, at livet og meningen med det, er et kæmpe lærred, som jeg står så tæt på, at jeg kun kan se aftrykket af et hår fra penslen. Derfor forekom det mig at være en fin løsning at skifte smykket ud med et par små tegninger. De hjælper mig stadig med at huske, at alt er et resultat af samspillet imellem maskulint og feminint, og at det kræver balance imellem de to, hvis der skal være harmoni - men uden alle de belastende spørgsmål fra omverdenen.

Jeg kan med andre ord sagtens argumentere mig selv ud i endnu en tur på briksen, omgivet af sammenbidte mænd, som stirrer stift ud i luften, mens tatovør synger "Jeg ringer på fredag", og hans heavy-posse brummer: "Hold nu kæft med den sang, Claus". Jeg tror også godt, at jeg en gang til kan messe 'deterikkesåslemtdeterikkesåslemt', så jeg ikke kommer til at råbe "AAAAV!!!"; det virker uværdigt, når jeg er den eneste i biksen, der ikke skal have tøjet helt af for at blive tegnet på. Og som ikke bløder. Jeg vil bare så nødigt udsættes for rød skyllefarve og Bonsoir Madame.

Tæller det, hvis man får lavet en mere, og går til Bon Jovi koncert?

onsdag den 7. november 2007

Heksen, hånen og håndtasken.

Indtil nu har denne blog være Valg-fri zone, men når man ser de forskellige partiers kampagner, ved man, at nogle ting her i livet vil hånes; Jeg giver mig...

De fem partier, som anstrenger sig mest for at blive kommenteret, er Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF og Ny Alliance.

Jeg synes, at det er stort af Venstre, at de takker ja til at lade praktikant på trykkeriet udforme deres valgplakater. De må være meget sikre på sejr. Når praktikanten til sin tid skal vejledes, synes jeg måske godt, at man lige kunne påtale, at photoshop og retouchering er fint - men som med alt godt i livet, kan det blive for meget. Når alle politikkerne ligner ferske, rougebefængte plastikdukker, har den måske fået lige rigeligt med den digitale børste.

Konservative har i Randers valgt at ophænge plakater, hvor kandidaten står med sit spædbarn. Hvem af dem er der, der stiller op? Jeg mener ikke, at det er et urimeligt spørgsmål. Hvis de vælgere hun appelerer til er så dumme, at de ikke føler sig talt ned til ved så indlysende et manipulationsforsøg, så tror jeg også, at vi skal passe på med at antage, at det er logisk for dem, hvem på billedet, de stemmer på. Desuden har Konservative i samtlige aviser trykt en række udsagn, om hvad 'konservativt' vil sige. Den første sætning lyder noget i retning af "At give skolerne et løft - det er mega-konservativt." Mega?? Lige lovlig street sprogbrug for et parti, som med deres navn signalerer, at de finder det vigtigt at holde fast i gamle dyder, synes jeg.

Prøv at stille dig foran en lygtepæl. Ræk højre arm lige frem, og hæv den så til en vinkel på ca. 120 grader. Er det tilfældigt, at Dansk Folkeparti's flødefarvede slipsefolk hænger i lige præcis den højde? Og at der i partiet er en overvægt af folk med tyskklingende navne?

SF skal krediteres for at have lavet plakater, som stemmer utrolig godt overens med deres politik. Det ligner en collage, lavet af børn på økologisk lejrskole. "Det kunne være så godt", kunne sagtens være omkvædet i en sang om de onde kapitalister, børnene i Afrika, og atomkraftens forbandelser.

Er der nogen, der ville blive overrasket, hvis Vild Med Dans kørte en temaaften med hele Ny Alliance på gulvet? På valgdagen tror jeg også, at vi kommer til at se mange NA-vælgere løbe forvirret rundt og lede efter Urnen og Jacob Kjeldbjerg, når de skal aflevere stemmesedlen.

Jeg vil have Håndtasken tilbage på forreste række i dansk politik.

mandag den 5. november 2007

Sådan må det føles at score Oliver Bjerrehus.

På under en uge, har jeg mødt to mennesker, som begge har jaget noget, de ikke ville have - blot for at se, om de kunne.

Første historie kom fra en pige, der havde søgt ind på en uddannelse, som er temmelig svær at komme ind på. Hun fortalte stolt, at de havde rost hende stolper op og vægge ned, og nærmest havde tigget hende om at starte. Da jeg spurgte, om hun så havde sagt ja, hån-fnøs hun nærmest, og svarede, at det gad hun sgu ikke. Hun skulle bare se, om det kunne lade sig gøre.

Anden historie blev fortalt af en fyr, som havde søgt et job, hvor han havde været indkaldt til samtaler af flere omgange og deltaget i ca. hundrede forskellige tests. Også han berettede om, hvor benovede cheferne havde været, og hvor meget respekt det havde aftvunget, når han nogle steder undervejs havde stillet krav og nægtet at gøre, hvad de bad ham om. Han fik jobbet tilbudt, og afslog. Jeg kunne høre, at han nærmest synes, at de var lidt ynkelige med deres latterlige procedurer, og han var tydeligt stolt af at have taget dem ved næsen, og bevist sin overlegenhed ved at slå dem i deres eget spil.

Jeg forstår det ikke. En ting er at gå efter noget man gerne vil have, for så undervejs at finde ud af, at man ikke er kompatibel med slutproduktet. Noget andet er sgu at gøre det, vel vidende at man hellere vil brække armen tre steder end sige ja, hvis man får det tilbudt. At man vælger at spilde sin egen tid for at få masseret sit ego, må man selv om, men jeg synes, at det er respektløst at man bevidst spilder andres.

I begges historier fyldte det meget, at de havde fået ros for nærmest at være overkvalificerede. Ros er godt. Meget ros er meget godt. Men vel kun, hvis man får det af folk, som man har respekt for? Eller er det bare mig?

Jeg har selv et veludviklet konkurrence-gen. Det slår tydeligst igennem, hvis den person, jeg står overfor, lider af samme sygdom. Hvis jeg spiller TP med en, som ikke kan tåle at tabe, bliver det mig meget magtpålæggende at vinde, men den person jeg ubetinget konkurrer mest med, er mig mig selv. De ting, jeg brænder for, vil jeg være bedre til, fordi det betyder noget for mig. Man bliver sjældent bedre af stilstand, og for mig, er det udfordringen i hele tiden at blive bedre end jeg var sidst, som driver mig. På den måde ender kampen mod mig selv med hele tiden at flytte mig til et nyt sted, hvor jeg hellere vil være.

Jeg forstår bare ikke, at det udløser point og øget selvværd at få førstepladsen, hvis man synes, at både konkurrencen og præmien er latterlig?

lørdag den 3. november 2007

Jo, jeg må ej.

Vi er alle enige om, at når en veninde får en kæreste, forvandler han sig for alle andre piger i omgangskredsen til intetkøn. Vi synes maksimalt, at han er 'en pæn fyr' eller 'virker utrolig rar'. Sproget bliver luget for gloser, der kunne indikere, at man stadig ser ham som et seksuelt væsen.

Når en kvinde spørger sin kærester, hvem af hendes veninder han synes er fræk, er der tale om en fælde. Vi er under ingen omstændigheder, nogensinde, på noget tidspunkt interesseret i et reelt svar. Det eneste formål spørgsmålet tjener, er bekræftelse. Et sikkert svar vil være: "De ligner allesammen øgler i mine øjne, for det er dig, jeg vil have!" Hvis han er uforsigtig nok til at svare ærligt, så er det tusind procent sikkert, at den pågældende veninde landsforvises. Hvilket vel er naturligt nok, for Det Handler Om At Være Tryg.

På den måde skabes sandheder, som udelukkende opfattes som sande, fordi vi ønsker at de skal være det. 'Jeg er ikke tiltrukket af din kæreste' er en illusion, som er forholdsvis svær at opretholde, fordi de fleste af os selv har prøvet at være det. Det gør det også pænt besværligt at italesætte (lover hermed aldrig at bruge det ord igen), hvis man synes, at en veninde går over stregen og flirter med kæresten, for vi er jo enige om, at det gør vi ikke. Ikke?

Hvad så, hvis de går fra hinanden? Og man intet har med det at gøre? Jeg skal starte med at sige, at jeg ville blive arrig og indebrændt, hvis nogle af mine veninder fandt sammen med mænd fra min fortid. Det ville være skidesvært at argumentere for, hvorfor jeg ikke vil have det - det vil jeg bare ikke! Men hvor går grænsen? Skal man have været kærester-kærester? Hvor længe? Hvem er omfattet af 'veninde'-betegnelsen? Er der grønt lys for hende, man har gået i folkeskolen med, men ikke set i 7 år? Skal man holde fingrene væk, hvis man træner med hende, men ikke ser hende privat?

Spørgsmålet kan vel koges ned til, hvor lang karenstid der er på veninders ekskærester? Hvornår må de udlånes igen, og af hvem? Hvis nu man ikke snakker med hende mere, fordi hun er flyttet til en anden by og han stadig er sød - må man så godt låne ham? Eller svigter man hende med tilbagevirkende kraft? Føler mig som en af dem, der gerne vil have ny nyre, men ikke selv vil være organdonor. Jeg hader at være uenig med mig selv.

fredag den 2. november 2007

Tanker fra de seneste 24 timer i punktform:

*Er Rikke Hørlykke Sanne Salomonsens hemmelige fætter?

*Først Aqua og nu Ace of Base. Lærte de ingenting af Jurassic Park? Når racen er uddød, skaber det kun skam og ulykke at bringe den kunstigt tilbage.

*Hvor glad er det lige man bliver, når man kører forbi Emmery's om aftenen og der er snelyskæder i alle vinduer?

*Et sted i Hellerup står et ensomt skab og venter på, at Jens Werner kommer hjem.

*Jeg vil være Marianne Jelved, når jeg bliver stor. Berthel H. siger, at det "bare er så typisk Marianne, at børn skal være glade. Det er ikke nok. De skal også lære at læse." Marianne kigger på ham, og svarer helt, helt roligt: "Berthel. Det er svært at lære at læse, når man er ked af det."

*Allan Tornsberg. Rart endelig at have fundet ud af, hvem der var inden i Limahl.

*Hvornår gik Robert Hansen hen og blev cute?

*Vin i aften. Juleøl i morgen, når premierehysteriet over gratis øl, nissehuer med lys i og "Last x-mas" på repeat har fået sidestik af overanstrengelse.