onsdag den 31. oktober 2007

Penge, tapas og perleplader.

Vi er ikke altid lige søde ved Alderen her på bloggen, så når den bidrager med noget positivt, skal vi huske at skrive det. Ud over at man får foræret carte blanche til at slå opgivende ud med armene, hver gang man får moderne teknik stukket op snuden, bliver man heldigvis også klogere på sig selv efterhånden som man bliver ældre. Somme tider bliver man skuffet. Somme tider bliver man lettet. Og ind i mellem bliver man overrasket.

Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle skrive en kontaktannonce (hvad mener du med 'profil'?), skulle der et sted i teksten flettes følgende sætning ind: "Penge ingen hindring." Sjovere at græde på bagsædet af en limosine og alt det der. Stor er min forbløffelse over at opdage, at jeg ikke fungerer godt sammen med mænd med alt for mange penge. "Hvad er problemet?!", hører jeg flere (heriblandt min bankrådgiver) råbe. I målløs undren. Det har vist sig, at der er flere.

For det første er der hele problemet omkring boligsituationen. Når jeg sidder i Arne Jacobsen stolen med PH lampen tændt og kaffe på Georg Jensen kanden, bliver jeg så utrolig anspændt. Min motorik er ikke altid min ven, og jeg er meget bevidst om, at jeg vil være gældsat for livet, hvis jeg skal betale for rensning af det ægte tæppe, som jeg helt sikkert på et tidspunkt kommer til at vande med årgangsvin eller økologisk, selvristet kaffe.

For det andet er det i længden uholdbart at skulle stall'e ham med historier om vandskader og håndværkere, overnattende voldsramte veninder og politiafspærret gerningssted for at undgå at skulle være hos mig. Hvor alt design omfattes af sætningen 'Ikea, 2002-2007'.

For det tredje føler jeg mig som et barn i selskab med en voksen, hvor den voksne betaler for indgang og turpas i tivoli, jeg får alt det slik, jeg kan spise og lige præcis legetøj, jeg peger på i BR - og jeg kan kvittere med en hjemmelavet vissenlilla perleplade fra børnehaven.

For det fjerde begynder jeg at svede ved tanken om at møde hans venner. Som smider deres Pradafrakker i Audien, inden de kommer ind til cosmopolitans og tapas. Og mener en hel masse om EU og medicinalbranchen.

Man skal ikke have svunget sig op over meget mere end 6 i snit (den gamle skala. Den nye er kun tilgængelig på nettet. Jeg er over 30. Beklager.) på Psykologi for at gennemskue, at det handler om selvværd i underskudsversionen: Mindreværd. Det er bare desværre umuligt for mig at være i et forhold, hvor magtbalancen er skæv. Jeg forvandler mig enten til Det Høflige Barn eller udvikler defensiv foragt for alt med kapitalistiske tendenser. Exit Abildgren.

Efter at have lært og accepteret at det er sådan det forholder sig, indstiller jeg mig nu på et liv i relativ fattigdom. Det er egentlig ok. Er skidebange for at parallelparkere store biler, og har uheldig tendens til at snuble ned af trapper, hvilket unægtelig gør det temmelig spændende at leve i et 3-etagers hus.

Så slipper jeg også for at skulle lære at lave tapas.

tirsdag den 30. oktober 2007

Hi! My name is - my name is - my name is...

Jeg undskylder på forhånd, hvis nedenstående indlæg fornærmer læsere, deres kærester, forældre eller børn. Men dagens overvejelse (så er kvoten opbrugt) går på navne. Det er jo faktisk en form for varedeklaration, vi der får klæbet i nakken.

Det virker ikke altid, som om forældre gør så meget ud af fodarbejdet, når de vælger navne. Nogle navne er historisk set så behæftede med fejl, at de udelukker sig selv. Jeg har for eksempel ikke mødt mange fyre, der hed Adolf. Men der kan være andre ting, der taler imod brugen af bestemte navne. Lad mig tage udgangspunkt i mit eget navn. Jeg har aldrig set en film, hvor heltinden hed Linda. Det navn gemmer de altid til prostituerede og/eller overvægtige. Hvis man lytter til "Smukke Linda" med Gasolin, som er udsendt et par år, inden jeg blev født, kan man høre, at sangens titelperson er det, vi kalder 'en frisk pige'. Det er derfor, jeg er så snerpet. Davids kamp mod Goliath. Mit forsøg på at rense navnet.

Så findes der forældre, der glemmer at spørge folk med navne, der er stavet anderledes a lá 'Christophpher', hvordan det er at hedde noget, man ALTID skal stave. Når man bestiller bord, skal have noget tilsendt eller skal meldes ind i en klub; "Jeg hedder Joergen med o-e." Hvad er pointen, hvis ikke man kan høre forskel??

Nogle navne kan man stole på. Jeg har aldrig mødt ubehagelige mennesker, der hed Mads, Christian eller Laura. Andre navne virker som en dom i sig selv. Suzette. Jean (udtalt på dansk). Ronni. Hvis man skal gætte på mulige karriereveje, så tænker man ikke umiddelbart mellemleder hos Maersk. Spørgsmålet er så, om det er personen, der vokser ind i navnet, eller om det hænger sammen med, at forældre i de kredse, hvor den type navne er populære, typisk ikke pacer deres børn igennem skolen på rekordtid?

Endelig er der de navne, der bare ikke passer på alle aldre. Prøv at visualisere en knagerække på rød stue, hvor navneskiltene forkynder, at her har Henning, Mogens og Ruth deres jakker hængende. Eller tre gamle bingospillende damer, der hedder Iben, Pernille og Line. Førstnævnte kan skyldes den høje frekvens af forældre, man i tidens løb har mødt med netop de navne. Sidstnævnte kan hænge sammen med, at det er min egen generations navne, og så er vi tilbage ved Frygten For Alderen. (Altså den rynkede af slagsen. Gad so not at være 16 igen).

Hvis man er blevet udstyret med Et Af De Uheldige Navne, er der nogen, der forsøger at rette op på fejlen ved at gå til nummerolog. Her får de at vide, at alt bliver anderledes, hvis bare de tilføjer deres navn et stumt h. Jeg siger ikke, at det er forkert. Jeg vil bare spørge ud i rummet, hvor mange der ville finde Jonni Hansen nemmere at holde af, hvis han pludselig stavede sit fornavn Johnni?

Man skal tænke sig godt om, når man navngiver sine børn. De hænger trods alt på resultatet resten af livet. Ville være rarest for alle, hvis der var overenstemmelse imellem navn og person. Måske man ved døbefonden lige kunne hænge et lille skilt? En slags advarsel til forældrene. "Falsk varedeklaration medfører politianmeldelse og indberetning til Forbrugerklagenævnet."

mandag den 29. oktober 2007

Lonely Planet Bilka

Hvis du sidder med denne bog i hånden, har du formentlig valgt at planlægge en tur til Bilka. Måske er du allerede på vej? Der venter dig en oplevelse.

Bilka bærer stadig præg sin kommunistiske fortid. Ligesom i både Korea og det gamle Østtyskland gøres stor brug af udsendelse af farvestrålende propaganda, som desværre ikke altid stemmer helt overens med virkeligheden. Særlig ofte ses, at hvis noget fremhæves som et ekstra godt tilbud, så er der ofte tale om, at regeringen har været i besiddelse af et enkelt eksemplar af pågældende varetype, men stadig vælger at trykke billeder af varen i deres pamfletter, da man mener, at det giver anerkendelse og respekt for landet og dets styreform.

I forhold til lokalbefolkningen er der forskellige ting, som man som turist anbefales at være opmærksom på. Landets eget udbud af beklædning har sat sit tydelige præg på indbyggerne, og det anses som brud på lokal etikette, hvis man ifører sig noget med pasform. Der næres stor forkærlighed for kunstigt materiale, og særligt gamacher, fleecejakker, træsko (med eller uden hælekap) og discountudgaven af træningstøj; joggintøj ses overalt i gadebilledet.

Første gang man rejser i Bilka, opleves befolkningen ofte som passivt-aggressive. Dette skyldes formentlig den særlige type kæmperollatorer som alle, mod 20 kr's depositum, kan trække ved grænsen. Lokal skik foreskriver, at man lægger hele kropsvægten på styret og undgår øjenkontakt. Så længe man kigger ned, har man ift landets lovgivning forkørselsret, og dermed ret til at køre ind i alle, der ikke flytter sig.

I Bilka er det lyst 18 af døgnets 24 timer. Det skarpe lys kombineret med reklamefaunaen i ualmindelig stærke farver kan give forbigående hovedpine og kvalme den første tid, man opholder sig i landet.

Hvis man har lyst til at prøve en af de kulinariske specialiteter, kan et besøg i Quickfooden anbefales. Både det store udbud af film-indpakkede kager, og den særlige spise "En Handies" (plural uanset mængde, Red.) vil være en oplevelse ud over det sædvanlige.

Efter første besøg i Bilka bliver man ved hjemrejsen lidt overrasket over det imponerende opbud af grænsevagter. Det gør et vist stilistisk indtryk at se så mange vagter, side om side, uniformeret i koboltblå one-size polyester, men det letter turen gennem tolden en del, da mange besøgende ofte overraskes over mængden af souvenirs, de har fået samlet sammen i løbet af ferien.

Bilka er helt sikkert et besøg værd. Du vil forbløffes og forundres under hele din rejse. For den eventyrlystne er det bare at smide muleposen i bagagerummet og komme afsted.

søndag den 28. oktober 2007

What is wrong with you people?!!

*Display blinker* "Privat nummer ringer" *Display blinker*. "Det er Linda." "Hej, jeg hedder Cecilie. Jeg har prøvet at træffe dig hjemme et par gange, men du har ikke været der, så nu prøver jeg at ringe. Jeg arbejder som frivillig oplysningsmedarbejder ved Jehovas Vidner."

Hvis man nu kravler op på skødet af Bin Laden, og hiver ham lidt i skægget, kan man så give ham en seddel med ønsker til terrormål?

fredag den 26. oktober 2007

Funeral Blues.

Jeg skal til begravelse i morgen, og det bliver slemt. Vi skal begrave en af mine forældres venner, som jeg har kendt hele mit liv. Hendes ældste datter er på alder med mig, min far skal være med til at bære kisten og der er bestilt solosang til kirken. Jeg forventer at kunne se ud af mine øjne igen omkring onsdag i næste uge.

Det er svært at se sine forældre være så kede af. Ligemeget hvor gammel jeg bliver, så bliver jeg 4 år indeni, når mine forældre er triste, bliver syge eller mister overblikket. Det må de helst ikke, for når jeg er sammen med dem, så er det dem, der er de voksne, og jeg vil gerne bevare illusionen om, at der er et voksenstadie mere. Det er der, hvor man får styr på sin økonomi, og lærer at fjerne pletter på tøj. Der, hvor man rent faktisk føler sig kompetent til at bestride sit job i modsætning til nu, hvor man føler sig som et barn, der leger klæd-ud, og går rundt i evig frygt for at blive afsløret.

Men selvfølgelig er mine forældre kede af, for de har mistet en ven, som de begge har kendt i næsten 40 år. Jeg kan godt mærke, at den tanke udløser en snigende panik. Jeg får lyst til at løbe rundt til alle mine venner, gribe hårdt fat i armen på dem og true dem fra nogensinde at turde blive syge. Jeg holder så meget af dem, og jeg går ikke af med dem. Det er sådan døden virker, ikke? Vi bliver pinefuldt klar over, at vi ikke er blevet lovet noget, og for hvert eneste menneske vi elsker, køber vi endnu et lod i lotteriet, hvor ingen vil udtrækkes.

Den sidste uge har været trist, men jeg er blevet glad over at blive mindet om, at tragedie også får det bedste frem i folk. Jeg har tydeligt kunne mærke, hvordan alle vennerne er trådt et skridt tættere på, klar til at gribe, hvis det bliver nødvendigt. Selv folk, som jeg ikke kender så godt, har gjort små ting, som har rørt mig. En sendte en besked, en anden gav et knus og en tredje kom med en lille prøve på en parfume. Små ting, men det hjælper. Jeg finder tanken om, at mennesket af natur er godt, hjælpsomt og empatisk, betryggende.

Jeg læste et sted, at døden alene fra døden gør fri. Det er jo svært at argumentere imod, men det skulle helst ikke betyde, at livet reduceres til et ophold i en ventesal, fordi vi paralyseres af angst for endestationen. For nogen viser det sig, at rejsen var kortere end forventet. Søde Birgit: Jeg lover at prøve at se igennem fingrene med forsinkelserne og huske at nyde udsigten. Også selvom jeg ikke kender udløbsdatoen på min billet.

onsdag den 24. oktober 2007

Taxi!!

Så er der udskrevet valg. Tvangsindlagt til de næste 20 dage, at se dem kaste mudder efter hinanden, og jeg har allerede kvalme over ordet "Velfærdsreform". Jeg synes efterhånden, at Christiansborg er viklet ind i noget blå-og rødternet patchwork, hvor man ikke kan se, hvor den ene farve stopper og den anden begynder. Derfor vil jeg sætte min stemme på højkant: Jeg er villig til at stemme på det parti, som giver os den længe tiltrængte taxareform. Reformen, der tager hårdt fat i kraven på taxaselskaberne, og tvinger dem til at opdatere deres viden omkring begrebet service.

Indledningsvist vil jeg gerne vide, hvordan de med usvigelig sikkerhed kan forudsige, hvor jeg er, når jeg virkelig har brug for dem - og undgår netop det område. Ikke skyggen af hyrevogn så langt øjet rækker. Dernæst undrer det mig såre, at man idag, med en fejlmargin på 2-3 sekunder, kan beregne, hvornår en opsendt raket lander på månen. Når man bestiller en taxa, 'kommer den inden for en time'. På de gode dage. Er vi ikke enige om, at taxaers primære funktion er at transportere os, når vi ikke selv kan, ofte fordi vi er under indflydelse af alkohol? Det kunne være i forbindelse med julefrokoster, store koncerter osv. Hvorfor er det så netop de dage, man spises af med, at de "pga travlhed ikke kan sige, hvornår de kommer"? Vidste I, at julen var på vej? Hvor man kan tjekke den slags? Kunne det så være en idé - det er bare et forslag - at sætte nogle flere på vagt? Sidste juleaften sad mine bedsteforældre i fuld overtøjsornat i halvanden time og ventede, fordi de havde fået besked på, at hvis ikke de var klar, når vognen kom, så kørte den igen. Hvordan kan man leve af at levere den form for service??

I weekenden afholdte jeg kursus på Fuglsøcentret i Ebeltoft. Det er ikke muligt at komme derud med offentlig transport, så man er mere eller mindre tvunget til at bestille en taxa de sidste 6-7 km. Så er det bare en skam, at den ene taxachauffør, der arbejder derude, holder fri den weekend. "Prøv Kalø Taxa". Ok... "Nej. Vi kan ikke komme kl to. Vi kan komme kvart i et eller kvart over tre." Super. Så venter jeg bare 3 timer på den næste bus, når I sætter mig af i Knebel kl halv fire.

Taxaer er tydeligvis undtaget færdselslove og alment hensyn. De kører over for rødt, kører 100 km/t i byen og i morges, hvor 3 biler holdte tilbage i et kryds, så den 20 meter lange kø i modsatte vejbane kunne dreje fra - ja, så kommer der lige en taxa, som partout skal holde helt oppe i røven på bilen foran, så han blokker alt.

Chaufførerne er et kapitel for sig selv. Jeg gider ikke snakke, når jeg kører i taxa. Sådan er jeg beklageligvis ofte ret alene om at have det. Og jeg trækker altid de klamme eller nazisterne. Der var ham, som fortalte mig unødvendig detaljeret om sit parforhold, deres forsøg på at få børn og sin uddannelse til zoneterapeut. Ham, som blev ved med at kommentere min kjole og min kæde, spurgte, om jeg var bange for/havde oplevet at blive voldtaget? Ham, som mente, at alt fra dårlig ånde til regnvejr var indvandrernes skyld. I alle tre situationer, havde jeg sat mig ind, givet adressen og ikke sagt yderligere.

Hvis en taxareform er for omfattende - immervæk en hel del elendighed, der skal rettes op på, og det er jo ikke gået godt med eksperimentet DSB - er jeg villig til at lade mig spise af med ministerbil. For en politiker må jeg være drømme-delebilisten. Der er mulighed for enetale fra start til slut. Vi skal bare have sat kvote på brugen af ordet 'Velfærdsreform'.

tirsdag den 23. oktober 2007

Silence, s'il vous plait!

Hvor tager man hen, når man trænger til ferie fra sig selv? 9 ud af 10 dage trives jeg med, at al gang foregår i løb, og at mit hoved føles som den samlede amerikanske børs på speed, men på tiendedagen ville jeg sådan ønske, at nogen ville trykke på mute. Jeg ville give hvad som helst for ti minutters fuldstændig ro i hovedet. Jeg mister min humor, mit overblik og mit perspektiv, hvilket kun øger omdrejningshastigheden, hvormed skruen arbejder sig ned.

Motormunden, som i reglen har en kommentar til det hele, bliver noget stille, når den - afbilledet på gult papir - ville kunne lukke en restaurant. Normalt hygger jeg mig med humormæssigt at være en af gutterne, men når det mentale øre lyser rødt, så er jeg rigtig meget pige og tilmed en ikke så gammel en af slagsen. Jeg bliver irriteret på mig selv, når jeg tager alting så nært, specielt fordi jeg ved, at jeg selv har været med til at slå tonen an. Jo mere arrig jeg bliver, jo højere op på decibelskalaen kravler jeg.

Det er da forbandet, at det ene område, hvor det ville være brugbart at køre på de billige røde og sorte batterier fra Fakta, er det område, hvor man har fået udleveret Super Mega 3rd Generation Quicksilver Duracell. Føles somme tider som om Lotte Heise og Johannes Møllehave battler på udholdenhed derinde.

Måske man skulle tjekke Lene's bestyrelse? Det kunne være, at der i en krog, bag den obligatoriske kontorpalme, sad en ledig tennis-off-season official, der mod overtidbetaling ville komme og skære igennem.

mandag den 22. oktober 2007

Når gode dyr er rådne.

Jeg er ikke helt sikker på, hvornår det skete, men lige pludselig vil alle omkring mig gerne have hund. Der er jo ikke forfærdelig længe til jul, så for en god ordens skyld vil jeg gerne slå fast, at det gælder ikke mig. Jeg er ikke god i natur, heller ikke når vi henter den ind, giver den tøj på og pynter den. Juletræer undtaget.

Da jeg besøgte mine forældre sidst, stod der et kæmpe bur på mit ex-værelse. (Er man besidderisk, når man stadig en lille smule synes, at de skulle ringe og spørge om lov?) Det viste sig, at min mor og far var blevet plejeforældre til marsvinet Musse. De fleste tænker vel nu, at det da er pænt af mine forældre sådan at ville hjælpe børnene på vejen. Musse bor så bare hos Niels og Birthe, som er et ægtepar på 55+... Hvad fanden vil man med et marsvin i den alder?? Det kan jo ingenting?! Det står bare der, tykt og pæreformet, og siger en underlig lyd. Ikke meget bevendt som vagtdyr. Skal være meget små pinde man kaster, hvis man tager det med til stranden. Det trimmer græsplænen 2 cm2, når man har det med i haven, så dårlig erstatning for plæneklipper. Hvad er marsvins eksistensberettigelse egentlig? (Og hvor er min skrårem og mine lange støvler?)

Endnu et eksempel på helt uforståelig valg og anvendelse af kæledyr så jeg i tv igår. I timen op til Forbrydelsen, sendte DR en udsendelse om Nogen Af Dem Det Er Synd For. Efter historierne om gælden og den sygdomsrelaterede arbejdsløshed, havde journalisten, som stemningsbillede, valgt at vise lidt fra lokalsamfundet: Bevæbnet til tænderne med termokander og campingstole, mødtes de indfødte på en mark for at se en kalv vakle rundt på sine tændstikkeben og skide.
Kan det være DR's måde at retfærdiggøre deres licenstakster på? Sådan lidt: "Se hvad alternativet til tv underholdning er!" Ligesom når man tvinger børn til at spise ulækker mad, ved at stoppe det ned i halsen på dem med dårlig samvittighed over De Sultne Børn I Afrika.

Hvis jeg skal have et dyr, så vil jeg have et cool et. Jeg er efter lange overvejelser nået frem til, at det reducerer valget til to muligheder: Enten vil jeg have en haj, som ingen knogler har, og som dør, hvis den falder i søvn, eller også vil jeg have en pingvin, som - uden tilløb - kan hoppe to meter lige op i luften.

Burde være til at overskue at lede efter sin julegave i år, når gemmestederne er reduceret til badekaret eller fryseren.

torsdag den 18. oktober 2007

Heksen, troen og arrigskabet.

Jeg synes at snuble over emnet religion, hvad jeg end løfter mit åsyn på i disse dage. Uanset om det er Faderhuset rolle i urolighederne på Nørrebro eller Enhedslistens Asmaa Abdol Hamid udtalelser om drengene i Irak, så trækkes kanterne skarpt op, når vi snakker om tro, og mangel på samme.

Jeg er ikke kristen. Der er for mange ting i den religion, der ikke passer til min opfattelse af livet. Hele konceptet med at være bagud fra starten, fordi jeg er født som synder, at jeg betaler af på en gæld, fordi andre har købt en korsfæstelse på afbetaling, at Gud skulle have designet en fantastisk kompleks maskine med hjerne og bredspektret følelsesregister for derefter at insistere på, at kun 10% må bruges (ellers kommer du ikke med ind af de store porte, blev der sagt!), at ligge inde med et arsenal af regler og historier om den anden kind og fortabte sønner, som alle sammen kun finder anvendelse, hvis du ender med at mene det samme som os - det lyder usansynligt i mine ører. Jeg nægter at tro, at en kraft, der har været involveret i jordens skabelse og evolutionen, går op i, hvem der dyrker sex før ægteskabet. Og at den arbejder som dørmand i fritiden.

Jeg synes, at de kristnes paradis lyder som et urolig kedeligt sted. Fyldt med mennesker, som mente, at de havde patent på sandheden, da de levede, og som nu kan løbe rundt og synge: "Hvad sagde vi?"

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke tror. Jeg ved ikke, om det er et udslag af dovenskab eller egoisme, at min tro er eklektisk indrettet, men jeg tror på det, der føles rigtigt. Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg tror, at vi her i livet bliver givet muligheder for at udvikle os og blive bedre og klogere mennesker. Om vi tager imod eller ej, er op til os selv og vores egen frie vilje. Hvis man bliver ved med at støde ind i de samme problemer, så mener jeg, at det er fordi, man ikke har udnyttet muligheden for at lære noget - og fuldstændig ligesom i et computerspil først kan komme videre til næste bane, når man har gennemført den nuværende.

Jeg tror, at man får hvad man giver. At man selv vælger de briller, man ser verden igennem. At man skal behandle både sin omverden og sig selv med respekt. Jeg tror, at sjælen er en energiform, som følger fysikkens love; når vi dør, nedbrydes den ikke, men skifter form. Til hvad aner jeg ikke, hvilket bare gør det endnu vigtigere at udnytte den ene chance, jeg har fået i dette (høje, bredhoftede) hylster.

Jeg mener, at vi alle tror på det samme, vi kalder det bare noget forskelligt. For nogen er det Gud, for andre Allah og for andre igen Sig Selv. Jeg har ikke behov for, at folk synes, at det jeg tror giver mening. Jeg forsøger ikke at tvinge min tro ned i halsen på andre. Den tjeneste ser jeg gerne gengældt. Stop så med det Vagttårn. Med at ringe og fortælle mig om biblen. Indtil videre er jeg ikke nogen steder i historiebøgerne faldet over beretninger om hekse, der har slået kristne ihjel pga deres tro. Let's keep it that way, shall we?

onsdag den 17. oktober 2007

Top 5 - Spørgsmål jeg ikke nåede at stille

- da Big Fat Ugly Stupid Nasty Filthy Snake besvarede sms'er fra Urbans læsere:

1) Hvordan føles det at sove med det ene øje åbent hver nat, af frygt for at blive overfaldet af øksemorder, der synger "Bonne nuit Monsieur!", mens han rytmisk hakker dig i stykker?

2) Udløser det mængderabat, og i givet fald hvor meget, at købe nye copy-paste knapper til mixerpulten 4 gange om året?

3) Kunne I videregive en besked til jeres kvindelige fans? Den røde skyllefarve, de elsker så højt, gik af mode i '82.

4) Ved I, at hvis I har brug for hjælp, eller for at snakke med kolleger og ligesindede, så findes der et sted, der hedder Reden? Man må gerne være anonym.

5) Hvad skal I have for at stoppe?

tirsdag den 16. oktober 2007

Fuld tilfredshed eller hjernen tilbage.

Et sted derude går en gruppe af forbrugere rundt, som jeg utrolig gerne vil møde; dem som VIL snydes. Ikke pyntelyves for, som os andre, men virkelig væg-til-væg lyves for.

Jeg medgiver, at det ikke altid er lige gennemskueligt, hvad man køber. Man skal f.eks. vide lidt om, hvordan madvarer er skruet sammen for at kunne gennemskue, at man kan presse fedtenergiprocenten ned ved at øge indholdet af kalorier, så energimængden i den mad man spiser bliver højere. Væsentligt, fordi det ikke hjælper at skære ned på fedtet, hvis man samtidig skruer helt op for kalorierne, når man gerne vil tabe sig. Derfor er der ikke noget at sige til, at varedeklarationer bliver til narredeklarationer, og at mange bliver snydt.

Et andet eksempel er mobilabonnementer, som er fuldstændig pløkumulige at sammenligne. Det kræver tilbundsgående kendskab til, hvad begreber som 'håndjern' og 'supershaker' dækker over, og hvordan man indexregulerer disse, hvis man skal holde dem op imod hinanden.

Dem, der hopper i ovenstående fælder interesserer mig ikke ret meget. Skulle interessen - mod forventning - opstå, kan jeg bare kigge i spejlet.

Nej, jeg vil gerne møde de forbrugere, der er begavede nok til at oversætte og forstå udsagnet: "Caution! Hot!", men som ikke selv kan regne ud, at kaffen er varm. Som ikke fatter spor mistanke til lånetyper med renter, der ifølge reklamerne kun kan falde, og aldrig stige (alle ved jo, at ejendomsmæglere er filantropiske underskudsvirksomheder, som bare vil dig det bedste). Som helt alvorligt mener, hvis der står Light på et produkt, så feder det ikke, heller ikke selvom det er chips. Folk, som mener, at den eneste grund til, at slankesåler(!) ikke udskrives på recept, er fordi det ved en forfærdelig fejl er undsluppet sundhedssektorens opmærksomhed, at problemet Fedme er løst, en gang for alle.

Hvem er disse mennesker? Har nogen set dem og har de særlige kendetegn? De må findes. Hvordan forklarer man ellers TV shop?

mandag den 15. oktober 2007

Re-SPÆÆÆKT

"Jeg har meget respekt for Nik og Jay - de scorer kassen!" sagde Økonomen forleden aften. Sådan havde jeg det slet ikke, kunne jeg mærke. Overhovedet. Hvordan kan evnen til tjene penge på at appellere til laveste fællesnævner udløse respekt? Alfoneser med 13-årige russiske ansatte tjener også bunkevis af penge, og dem er vi da rimelig enige om at hade, er vi ikke?

Jeg bryder mig ikke om Nik og Jay, økonomisk begavede eller ej. Og det hænger lige præcis sammen med respekt og mangel på samme, at jeg har det sådan.

Der findes mange mennesker i denne verden, som jeg har respekt for, og fælles for disse er, at de står ved, hvad de er og gør. Det er ikke givet, at jeg er enige i deres holdninger eller kan lide deres produkt, hvad enten det drejer sig om en sang, en film eller et politisk standpunkt. Men jeg har væsentlig mere respekt for folk, der stiller sig til skue og siger lige ud, hvad de er og vil, end jeg har for dem, som forsøger at få en del af kagen ved at låne andres livsstil og -historier.

Pop bliver - modsat hvad mange bands i 80'erne troede - ikke til rock, fordi man har langt hår. FUBU tøj og store kæder forvandler ikke Vanløse til Bronx, og fordi man en gang har fået en bøde for at køre på cykel uden lys, er man ikke gansta med hele den samlede politistyrke imod sig. De mennesker, som er vokset op, og mod alle odds har brudt den sociale arv ved hjælp af vilje og talent - de har noget at have det i. De mennesker, som har ar på sjæl og krop efter ophold i fængsel eller livet på gaden, og som vælger kreativitet som bearbejdningsproces - de fortjener al den respekt, man overhovedet kan stampe op. De andre, som pynter sig med lånte fjer og copy-past'er alt fra sprog til attitude, fortjener at blive afsløret som det fupnummer de er.

Så når Nik og Jay, Niarn og Jokeren er færdige med at lege klæd-ud, kan de bare ringe. Så skal jeg med glæde fortælle dem, at jeg synes, at de er dygtige håndværkere, som forstår at skrue en ørehænger af et popnummer sammen. Og det har jeg stor respekt for.

søndag den 14. oktober 2007

Er juryen nået frem til en kendelse?

Vi har før været inde omkring, at jeg som barn havde nogle helt forrygende historier på bånd. Mågeknud er og bliver en klassiker, sangene fra Trylleskoven kan jeg endnu (er det en lille smule sygt? Ærligt?), og endelig var der Mussebakkeby. I spidsen for Mussebakkeby stod Borgmester Tandhøjser, som altid fik lyst til at holde tale på de mest ubelejlige tidspunkter. Han var den hyggeligste mus på hele bakken, og det var Jesper Klein, der lagde stemme til ham.

I lørdags så jeg Jesper Klein, og jeg blev så trist. Krumbøjet, klamrende sig til sin stok og helt hvid og gennemsigtig. Jeg ved godt, at det ikke er mere synd for ham, end det er for alle mulige andre gamle, men fordi han er en offentlig person, så ved man, hvad han har været, har haft og har mistet.

Gad vide, om det er værre at forfalde, når verdens øjne hviler på en? Føler man sig ældre, når man permanent har publikum installeret i sit liv, end man gør, når man bare kan gå og ældes i al ubemærkethed? Sker der med tiden noget med ens perspektiv, der gør, at det ikke virker så forfærdeligt at miste alt, en ting af gangen?

Jeg vil gerne på forhånd anke min alderdom.

fredag den 12. oktober 2007

Stands ulykken!

Jeg kan ikke lide førstehjælpskurser. Overhovedet. Jeg synes, at det er kedeligt. Jeg hader at sidde på knæ i et lokale i en bygning, hvor det er tydeligt for enhver, at der kun bør være aktivitet om dagen. Lyset er for stærkt, der er alt for stille, og så skal man sidde der og puste i en plastikdukke, mens man ser billeder af brækkede knogler og 3. gradsforbrændinger.

Imidlertid har min indboks de seneste par måneder udøvet en form for elektronisk stalking. Hver gang jeg åbner mit mailprogram, ligger der 5 mails og råber: "FØRSTEHJÆLPSKURSUS!!!" For 3 uger siden bukkede jeg under for presset og meldte mig til, i håb om at jeg så får fred, både i boksen og samvittigheden.

Desværre viste det sig, at tidspunktet for kurset faldt sammen med noget, der i mine øjne rangerer på højde med lønningsdag og juleaften: Frisørtid. Hjemme ved mig har vi den regel, at man ikke må lyve mere end højest nødvendigt. Men altså. Man kan jo ikke så godt ringe ud og sige, at man prioriterer lyse striber over hjertemassage, vel? Så fik muligvis antydet, at jeg var på job.. (Hvad jeg jo teknisk set også var. Sladderdatabasen opdaterer ikke sig selv, vel?).

Ilede ind af døren, en halv time for sent, med fortravlet karrieremimik, der var så autentisk, at jeg næsten selv troede på det. Forsøgte samtidig ved tankens kraft at tvinge mit hår til at holde op med at dufte så fantastisk af svinedyr hårkur. Og hvordan var det så? På nedturssiden er der kommet rollespil med i førstehjælp, siden jeg var omkring fænomenet sidst. Man sidder rent faktisk og råber "Hjælp!" og "Ring 1-1-2!", mens man pakker hinanden ind i aflåste sidelejer og sølvpapir. På opturssiden var min makker i aften frisør, og kunne beundre min investering, mens vi forbandt hinanden og lavede Heimlich's manøvrer.

Nu er det overstået, og jeg kan med sindsro slette mails, når jeg næste gang bliver indkaldt til session. Føler mig lidt spejderagtig på 'vær-beredt!'-måden, og kan næsten ikke se noget for genskinnet i min glorie. Nej, vent. Det er vist bare mine nye striber.

Videre!Videre!Videre!!

Min far er VVS'er. Det har han altid været, og jeg gætter på, at det er det, han stadig er, den dag han går på pension. Min ene onkel er elektriker, den anden er specialpædagog og min tante er lægesekretær. De skifter firma fra tid til anden, men de bliver i deres fag. Hvorfor er vores generation ude af stand til at finde det karrieremæssige koblingspunkt?

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om én eneste jeg kender, som udtrykker ønske om at være det, de er idag, resten af livet. Ingen er rigtigt længere tilfredse med den vognbane, de kører i - så snart man er flettet ind, er man igang med at taste den næste adresse på GPS'en.

I weekenden blev jeg betjent af en bartender, som helt åbenlyst stadig kørte efter det kort, han printede ud fra Krak for 10 år siden. Han var 5 år for gammel til sine sko og 10 år for gammel til sin attitude. Gætter på, at han i en profil på nettet ville beskrive sig selv som "fresh og med et frækt glimt i øjet." Jeg synes mest, at han lignede en prostitueret, der på 15. år forsøgte at udstråle: 'You're very special, baby'
. Hvis man på den måde er rustet fast i sit fag, så synes jeg, at det eneste rigtige er at forsøge at komme videre. Det kræver selvfølgelig bare lige at man selv har opdaget det.

Jeg kender en del, der sidder i rimelig fede jobs. Udefra kan man selvfølgelig ikke se, hvis chefen er nazist, kollegerne uudholdelige eller udfordringerne, man stilles overfor i hverdagen, er begrænset til, hvad man skal hælde kaffen i, når nogen har 'glemt' at tømme opvaskemaskinen. Der kan være en million grunde til, at man ikke er tilpas, hvor man er. Og bliver man glad af at søge nye udfordringer, så er det også bare om at springe i struben på dem. Jeg kan bare ikke lade være med at spekulere på, hvorfor vi søger omskiftelighed og variation i det omfang, vi gør? Vi virker ikke lykkeligere end genereationen før os - ind imellem snarere tværtimod. Jeg kan ikke forestille mig, at menneskeheden generelt er hoppet et niveau op af mensastigen på 20 år, så jeg tror heller ikke, at det er fordi vi er klogere og lærer det hele på den halve tid.

Men hvorfor så? Er vi tilbage ved kedsomhedsfobien? For mange stimuli og muligheder som børn? For vante til, at så snart noget var prøvet, så var der noget sjovere/vildere/mere udfordrende et andet sted? For så tegner det skidt. Vi havde bip-bippere og packman. Forestil jer den næste generation. Fri for at skulle på hospitalet, når sygeplejersken med den højeste anciennitet lige har haft 6 måneders jubilæum.

Havde mine forældre alligevel fat i noget, når de hævdede, at det var sundt at kede sig? Og lød jeg lige gammel der?

onsdag den 10. oktober 2007

Undskyld..eller..altså..hvis du synes?

Jeg kan godt leve med, at nogen synes, at jeg er en kælling. Jeg er helt på det rene med, at man ikke kan være gode venner med alle, og jeg mener meget om mange ting. Jeg har højtaleren tændt det meste af tiden, og ved godt, at det somme tider får mig til at fremstå som krakilsk og dominerende. Jeg ved, at det forholder sig sådan, men jeg har det egentlig fint nok med at melde klart ud. På den måde ved folk, hvad de siger ja til, hvis de vælger at omgåes mig.

Jeg har det bare så svært, så svært med Dem, Der Finder Mig Irriterende, og det forstår jeg simpelthen ikke engang selv. DDFMI er en gruppe af mennesker, som gør mig skide usikker. Jeg har talt i telefon med en af dem idag, og det var rædselsfuldt. Jeg bliver totalt behagesyg og hensynsbetændt, og forsøger at regne ud: a) Hvorfor de synes, at jeg er irriterende, og b) Hvad jeg skal gøre, for at få dem til at kunne lide mig. Den adfærd klæder mig meget dårligt, og gør mig egentlig bare mere irriterende. Jeg kan høre mig selv begynde at modficere alle mine udtalelser for ikke at fremstå som bedrevidende eller arrogant. Jeg mister min evne til at producere sammenhængende sætninger, og min argumentation kan sønderskydes af et barn i 3. klasse. Det værste er, at DDFMI ikke gør noget som helst for at få mig til at føle sådan. De er tværtimod alle sammen søde og høflige. Hvilket bare øger min usikkerhed til et niveau, hvor jeg nærmest kan optræde med det.

Beklageligvis foregår operationen uden narkose, så jeg kan med al uønskelig tydelighed se min personlighed forvandle sig til en vattet, beige substans.

Hvorfor er det stadig sådan, når man nu er blevet voksen(-ish)? Hvornår bliver man gammel nok til at være ligeglad? Og vigtigst af alt: Kan man få det der hvileisigselv som kosttilskud?

tirsdag den 9. oktober 2007

You Tarzan. Me like.

Jeg har idag tilbragt 7 timer i tog, bl.a. sammen med en kvinde med en stemme så skinger, at den kunne skære igennem glas. Nu er det jo desværre sådan, at ens egen stemme lyder meget anderledes ude i rummet i forhold til inde i hovedet. Kvinden i toget holdt nærmest enetale fra Århus til Odense; jeg holdt ud i 30 min, tørrede derefter det værste blod af ørerne og søgte ly i min IPod.

Mens jeg sad der, slog det mig, at jeg somme tider godt forstår, at mænd får spat af os. Hvis vi lyder tilnærmelsesvis som denne kvinde, og bare kører nonstop, så forstår jeg faktisk godt behovet for et værksted, hvor man(d) kan søge eksil. Bedst som jeg havde tænkt det, kørte vi forbi en kæmpereklame. Den viste et billede af en lille popo i tennisskørt med et olieret håndaftryk og teksten: "Aldrig mere værksted". Det ikke er mange år siden, at et firma (JBS, tror jeg?), lavede en reklame, der viste et billede af en sygeplejerske, som de fleste mænd ville takke ja til at blive undersøgt af. Tryksværten var ikke engang tør, da Dansk Sygeplejeråd indigneret gik til angreb og fik den trukket tilbage. Hvis Dansk Metal pludselig kom farende og pegede på automekanikerne, mens de forpustet råbte: "Diskrimination!", tror jeg, at de fleste ville trække lidt på smilebåndet. Og så er det ikke ligestilling, når kvinder gør det. Så er det hysteri.

Dér sad jeg og kom til at tænke på, hvor meget jeg holder af konceptet "mænd". Jeg finder det befriende, at den ene halvdel af menneskeracen er født uden misdannelsen Fnidder. Somme tider er det, selv som kvinde, svært at gennemskue kvinder, og vi er dog immervæk udstyret med originalmanualen. Vi vil gerne roses, når vi synes, at vi er dygtige, men vi kan ikke finde ud af at vise det. Vi forsøger at telepatere det, og bliver indebrændte, hvis transmissionen mislykkes. Det er sgu da befriende, at man tydeligt kan se på en mand, hvornår han har lyst til at hive t-shirten over hovedet og løbe en sejrsrunde til "We are the champions". I har en særlig evne til ikke at gøre tingene mere komplicerede, end de behøves at være, og der findes ikke noget, som ikke kan forklares/besvares ved hjælp af fodbold:

(Citat fra Woman. Spørgsmålet til drengene lød: "Hvad synes du om missionæren?")

"Missionærstillingen er sexlivets svar på en 4-4-2 opstilling. Selvom den er meget brugt og måske lidt uoriginal, har den vundet rigtig mange kampe".

Gad vide, hvad off-side svarer til?

mandag den 8. oktober 2007

Top 5 - Tanker fra min frokostpause.

1) Hvilket bogstav får man tildelt, når man både er frygtindgydende dårlig til at stå op om morgenen og samtidig bliver meget træt 22.03?
2) Genlukningsmekanismer i slikposer. Why bother?
3) Optræder muslimske dragqueens egentlig i burka? (Så så man lige 4 spøgelser opføre 'We are family').
4) Hvilken type piger synes, at det er lækkert at vågne med en mand med langt hår?
5) Er det snyd, når man dumper 3 teoriprøver på nettet og stadig har kørekort? Helt hypotetisk spurgt, selvfølgelig.

søndag den 7. oktober 2007

Så STOPPER det!!!

Bedst som jeg tror, at nu har jeg fundet alt, hvad der er at hade i forbindelse med Ungdomshuset og G-13 demonstrationer, dukker nye begreber op, som giver mig lyst til at ringe til politiet og spørge, om de mangler en hånd. Seneste skud på stammen er foreningen:

"Forældre mod politibrutalitet."

Pludselig giver det mere mening, at der findes unge, som oprigtigt mener, at det fremmer deres sag at brænde fremmede menneskers biler af og kaste med cykler. Hvis jeg var betjent i Kbh, ville jeg tage initiativ til at danne foreningen "Politi for forældreansvar for deres rådne, forkælede ungers opdragelse." Der skulle være rig mulighed for at lave en række aftenforedrag om emner, som i de kredse aldrig tidligere er blevet belyst.

1) "Dit og Mit." En aften med fokus på, hvordan man skelner, samt hvordan man udvikler respekt for andres ting.
2) "At have et skøde - hvad betyder det i praksis?"
3) "Arbejdsmarkedet og at søge et job." Hvordan fungerer er det, og hvad vil det sige at tjene penge selv?
4) "Sæbens mange muligheder."
5) "Dit inkompetente barn."

Er det ikke muligt at deponere hele flokken på Cristiania, stikke dem et telt og give lortet tilbage til Norge?

lørdag den 6. oktober 2007

Vedr: Kampagne.

Kære Sundhedsstyrelse.

At skrive en blog er lidt som at lave radio: Man aner ikke, om der er nogen derude. Derfor overrasker det mig naturligvis glædeligt at opdage, at I læser med.

Jeg kan godt se, hvordan I hen over den seneste måned har kunne få opfattelsen af, at jeg har et alkoholproblem. Det er ikke tilfældet. Jeg omgåes rødvin afslappet og kærligt, men der er ingen grund til bekymring, det lover jeg.

Netop derfor retter jeg henvendelse til Jer. I kan roligt indstille skydningen. Jeg har hørt jer. Det skaber sådan en dårlig stemning, at I plastrer alle busskure til med plakater, og skriver side op og spalte ned i alle aviser om, at "veluddannede kvinder drikker mere end deres dårligere uddannede medsøstre". Jeg synes da nok, at vi plejer at kunne snakke om tingene? Det sårer mig ærlig talt lidt, at I ikke henvender Jer direkte.

Selvom I ikke bifalder min adfærd 100 %, så synes jeg stadig at det er vigtigt, at vi udviser empati og forståelse over for hinanden. Jeg har for eksempel ladet det passere, at I har overset detaljen med, at '14/21 genstande om ugen' bygger på en engelsk undersøgelse, hvor en genstand er 8 gram alkohol, mod de 12 gram vi bruger i Danmark. En helt forståelig fejl. Alle ved jo, at englændere bruger præcis de samme måleangivelser, som vi gør i Danmark - bare se på sko og vejskilte. No hard feelings.

Jeg foreslår, at I afslutter kampagnen. Pengene kunne i stedet bruges på en målrettet indsats for at få folk til at drikke kvalitetsvin ved at ansætte nogle ordenlige vinanmeldere. Den første jeg foreslår, vi skifter ud, er ham, der anmelder i JPaarhus. Når man som positivt karakteristika fremhæver, at smagen i en afrikansk vin "har et strejf af våd pels", så mener jeg ærlig talt ikke, at man er sin opgave voksen. Den slags pubertære sjofelheder hører ingen steder hjemme.

Jeg ser frem til at høre fra Jer, og står naturligvis til rådighed, hvis I har uddybende spørgsmål til mine forslag.

Med venlig hilsen

Linda Abildgren

torsdag den 4. oktober 2007

Ønskeseddel.

De tre korte:

1) Ingen edderkopper i mit hjem.
Jeg får rædselsspasmer. Først løber jeg panikslagent 4 gange rundt om mig selv. Så pakker jeg armen ind i papir fra håndled til skulder, hvorefter jeg betrækker den med en pose. Derefter laver jeg en lyd, der er så høj, at det primært er hunde, der kan høre den, lukker øjnene og angriber. Når jeg mærker "splat", besvimer jeg nærmest af væmmelse, råber: "AD!!AD!!AD!!AD!!AD!!" hele vejen ud til toilettet, og slutter seancen med en hysteridans. Meget lidt fordrende for mit billede af mig selv som cool, laid back gør-det-selv-kvinde.

2) Ingen flødeskum på min kakao -
- blev der sagt! Når man på café bestiller varm kakao u-d-e-n f-l-ø-d-e-s-k-u-m, så er det mig en gåde, hvordan det havner der alligevel? Jeg kan ikke lide det. Man bliver fed af det, ligner en unge på 3, når man sidder der med mælkeskæg, og endelig giver det sygt dårlig ånde.

3) Træningstøj uden velcro.
Både wristbands og cykelsko lukkes med velcro. Behæftet med al for stor risiko for værdighedstab, hvis du spørger mig. Har nu to gange præsteret at fare ind i salen med mine ting, for så - foran ALLE - at opdage, at der sidder et par g-strengstrusser fast i velcroet.

- Og så det lange:

4) Karls Motorservice flyttet til Harald Jensens Plads.
Min cykel har i lang tid trængt svært til at blive indlagt til observation. Den har afstødt sin forlygte, lagt begge bremser på is, (hvilket forvandler en tur ned af Ringgaden til russisk roulette på hjul), forsøgt at delete sin egen kæde ved hjælp af rust og drejet sadlen i en obskøn vinkel for at få opmærksomhed. Endelig gav jeg mig og henvendte mig på skadestuen i det nye lokalområde. Tog plads ved skranken og informerede 12-årig reservelæge om, at jeg havde parkeret patienten udenfor. Fuld af blind tillid til egen hukommelse, lyttede han til min beskrivelse af symptomerne, alt imens jeg tænkte: "Skriv det nu NED, mand!". Men nej. Undervejs kom han med beklagende lyde og udsagn som: "Ja.... Altså.. Vi renser ikke kæder." Nej?? Hvad gør I så? "Hvad mener du?" "......!! Når. I. Nu. Ikke. Renser. Kæder. Hvad. Foreslår. Du. Så?" (Hvad fanden lærer de på det der Teknisk Skole?!!). Da vi efter 10 minutter nåede til vejs ende, bad han mig gå med ind. Hvor han tog en blok. Og sagde: "Så det var sadlen?" Den bliver kørt på opvågningsstuen i morgen kl 14. Det vil ikke forbløffe mig, hvis jeg kommer derover, og de har amputeret et hjul, eller der er gået koldbrand i stellet. Er det muligt at få cykelservice som take-away?

onsdag den 3. oktober 2007

Knife on the side.

Da jeg var barn, gik de seje drenge rundt og spurgte: "Hvad vil du helst skæres med, en skarp eller en sløv kniv?" Fordi man dengang ikke havde den tankegang, man har idag, overvejede man det konkrete spørgsmål, hvorefter de fleste af os svarede: "En sløv". Det lød mindst smertefuldt. 23 års omgang med køkkenknive har lært mig, at dér tog vi fejl.

Idag spurgte en af de seje piger mig: "Vil man egentlig helst være kæresten eller hende, han har ved siden af?" Der hvor jeg står nu, vil jeg sige det sidste, men måske det også ser anderledes ud om 23 år?

Det er ikke optimalt at være hende på siden. I starten tilføjer det forholdet et vist element af spænding, at det hele er så fordækt, men efter et stykke tid bliver det svært at holde tingene adskilt. Det bliver sværere at huske at opføre sig som bekendte, når der er andre til stede. Det er bare ærgeligt, hvis du skal have fat i ham, for det er udelukket at ringe - tænk hvis kæresten er i nærheden. Det bliver træls, at han altid skal afsted på et bestemt tidspunkt, fordi 'jobmøder' trods alt ikke varer til kl 03.00. Hvis det står på længe nok, begynder tanken om, at han står lige ud af din seng for at gå hjem og lægge sig hos hende, også at genere.

Men i det mindste kender man spillets regler. Hvor jeg til enhver tid kan vælge at trække mig, når jeg har fået nok af at dele, så deler kæresten sin mand uden at vide det. Og derfor vil jeg hellere vil være hende ved siden af. For det er muligt, at kæresten "har ham". I mine øjne rangerer mænd med elastisk moral bare ikke ret højt på listen over ønskværdige kærester.

De fleste af de piger jeg kender, har haft kortere eller længere karrierer som girl on the side. Det ville være nobelt, hvis vi afstod i søstersolidaritetens navn. Det kender jeg ingen, der har gjort. Derfor må jeg vel også indkalkulere muligheden for, at det en dag bliver mig, der finder ud af, at min kæreste har noget kørende ved siden af. Vil det gøre en forskel for mig, om der er tale om en enkeltstående smutter, eller om det har stået på over en længere periode? Om det er en kollega eller en tilfældig fremmed i byen? Om andre ved det? Jeg tror det næppe. Mit bud vil være, at man ikke kan bruge omstændigheder som strygestål: Det vil stadig føles som at få hjertet skåret ud med en meget sløv kniv.

tirsdag den 2. oktober 2007

Lå lå lå lå lålålå!

Jeg har den store kabelpakke (havde været en klam, klam sætning, hvis jeg havde været en mand), og ikke desto mindre kan jeg ikke finde noget som helst at se. En helt almindelig tirsdag aften står valget imellem:

Q-TV.
Pernille Ålund, der laver en 1:1 identifikation med Oprah, og taler om emner, der cementerer alle fordomme, man kan have om kvinder. Gider nogen få hende til at stoppe med at stå og slå ud til højre og venstre med armene, mens hun kæfter op om sit eget sexliv?

2900 Happiness.
Serien, der er blevet slået stort op, fordi det er den første store danske serie af sin slags. Er jeg den eneste, der undrer mig over, at man så har valgt en engelsk titel? Det viser sig også, at der er en grund til, at ingen før har lavet den slags serier: Det er så kunstigt og karikeret, at det hviner i tænderne. Lidt ligesom dansk rap om gangsta-livet på blok 13.

1 - 100.
Så forkert. Så utrolig forkert. En i alle ordets betydninger stor målmand reduceret til habitklædt, dansende abe.

Bonde søger brud.
Mine negle sidder fast i hælene, så meget krummer jeg tæer. TV DK har specialiseret sig i "helt almindelige mennesker"-tv, og jeg kan ikke finde ud af, hvornår jeg synes, at det er mest pinagtigt at se med: I starten, hvor de unge mødre/de hjemløse/bønderne er så kamerasky, at de rødmer, og lyder som om de læser op, hver gang de taler. Eller efter nogle uger, når de er begyndt at synes, at de er lidt celebreties, og smider om sig med bemærkninger som: "Hvordan synes du selv, det går?"

MTV.
Kan I huske, da der var musik på MTV? Nu er der bare det ene realityshow efter det andet. Hvordan stjernerne bor, hvordan de bliver gift, driller hinanden og opdrager deres børn. Der må vel også være et show lige på trapperne om, hvordan man mister forældremyndigheden over sine børn? Hvilket formentlig afstedkommer en programrække on-air psykolog-sessions med Britney på briksen og Dr. Phil på den høje hest.

Champions League:
Og det var her jeg endte i behageligt selskab med Ryan Giggs. Selvom jeg stadig ikke forstår den møg offside regel. Eller hvad det betyder, når linievogteren (liniedommeren?) gør noget bestemt med flaget. Men med det tv program, efteråret byder på, så burde der være mulighed for at nå at lære det.

mandag den 1. oktober 2007

Will the real slim date-y please stand up?

På side 1 i Den Store Bog Om Spørgsmål, Man Ikke Gider Svare På står: "Hvorfor har du dog ikke en kæreste?". Uanset om man er single af valg eller af nød, så er det meget, meget svært at komme med et passende svar, der ikke enten signalerer alarmerende lavt selvværd eller laver frostskader på stemningen. De mennesker, der stiller det, er altid i forhold, så det kommer let til at føles som en meget ulige samtale, hvor man forventes at udstille sine formodede kvaler over for én, som har sit på det tørre. Det er sikkert ikke tænkt sådan. Men det er sådan, det føles. De mennesker, der stiller det er sjældent heller folk, man kender særlig godt, og så synes jeg egentlig, at det er temmelig uforskammet at spørge til noget så privat.

Jeg kan anbefale den kreative, uforskammede respons. Det snører snuden effektivt sammen på folk, hvis man spørger, om det er rigtigt, at sexlivet bliver trist og ensformigt efter x antal år? At fortælle om en undersøgelse man har læst, som viser, at 7 ud af 10 mennesker er deres partner utro. Eller at svare, at det hænger sammen med, at man er til utrolig avanceret sex.

Man kunne selvfølgelig også prøve at fortælle om nogle af de mænd, man har mødt og datet. Det ville forklare meget. Der var ham på 30, som viste sig at bo i sine forældres kælder. Ham, der på første date fortalte, at han boede på kollegie, fordi han ikke lige havde "fået taget sig sammen til at skrive sit speciale færdigt. Det er jo også svært at flytte, når man ingen indkomst har, og skylder så mange penge i banken." Ham, der i byen forsøgte at imponere ved at sige: "Jeg arbejder på et slagteri. Men primært er jeg bjergbestiger." Dem, der viste sig at bo med kæresten. Ham, der ville det så meget, at han stillede til frokost i uldhabit. I august. Ham, der var utrolig sød og på - og som forsvandt lige så pludselig, som han var kommet.

Og endelig kunne jeg vælge at fortælle om dengang, jeg havde sagt ja til en blind date med min venindes kollega Anders. Ti minutter forsinket småløber jeg ind på Baresso. Ved døren sidder Anders og venter. Jeg rækker hånden frem, smiler og affyrer: "Hejjeghedderlindaundskyldjegkommerforsent!" Han ser meget forbløffet ud, rækker tøvende hånden frem og siger: "Hi. I'm Ian"....