onsdag den 29. august 2007

I did it myyyyyyy way.

Så er det slut. Stjernepladsen er historie. Afslutningen i tal, kommenteret:

Antal flyttekasser mit liv kan være i: 12
Svært at afgøre, hvad der er passende. Hvor få er Feng Shui og hvor mange tingsfikseret? Lidt ligesom de undersøgelser i Woman, hvor de spørger, hvor mange man har haft sex med.

Antal sætninger, der røg i censuren under syn af lejlighed: Uendeligt.
Blev ved med tavst at gentage "depositum tilbage, depositum tilbage" for mig selv.

Antal løgne fortalt af udlejer: 1
"Men Linda, du ved jo, at jeg ikke er typen, som vil krejle folk for penge".

Antal sætninger, der undslap censuren: 1
Har stuevinduer, der er så utætte, at måger kan flyve ind, når de er lukkede. Søde far Orla har tætnet med dobbelte lister. Udlejer ville gerne have haft hvide lister. "Det kunne du jo passende have lagt vejen forbi og sat op, da du underskrev Fejl- og Manglerlisten, hvor der står, at de er utætte." (Depositumtilbagedepositumtilbage!)

Antal vingummier indtaget under pakning: 3
Målt i kilo for overskuelighedens skyld.

Antal fysiske skader som resultat af afmontering af hjem: 1
Hænder ligner birketræstammer af at opholde sig i brun sæbe, salmiakspiritus og ajax. Er ellers sluppet forbløffende helskindet fra lemfældig omgang med værktøj, el og stiger.

Antal medaljer, der skal uddeles: 12
Til de søde mennesker, der hjælper og har hjulpet.

Antal dage til nyt indlæg på bloggen: (Forhåbentlig kun) 5.
Skifter udbyder, hvilket jo altid tilfører livet et spændende element af usikkerhed. Håber på at kunne rapportere live fra Ground Zero onsdag.

Jeg bevæger mig om på månens mørke side. Houston. I will see you on the other side..

tirsdag den 28. august 2007

Jeg holder med Herbie.

Det viser sig, at jeg ikke er færdig med at mene noget om gårsdagens emne. Jeg har idag tænkt mig at spekulere videre over eventuelle fordele ved at skære lidt i timeantallet, vi spenderer på briksen.

Jyske Bank folkene er i deres iver for at skille sig ud, begyndt at uddele vandflasker, når de er ude på skoler. På flaskerne har de trykt forskellige graffitiudsagn. (Man kan næsten se marketingfolkene sidde og brainstorme på, hvordan de får fat i de unge...). Jeg bed mærke i "Livet er en tegning, du tegner - men du har ikke noget viskelæder!" Det er før blevet sagt væsentlig mere elegant, men essensen er jo sådan set god nok: At vi har den her ene chance, og at tiden kun kan bruges én gang. Ironisk nok, så tror jeg faktisk at det er den erkendelse, der handlingslammer os. Vi vil så gerne træffe de rigtige valg i første hug, men i vores jagt på Den Rigtige Fremtid, bruger vi så lang tid på at snakke om det, der forestår, at vi ender med at sidde fast i proces og klæg fortid.

De store sår på sjælen skal man naturligvis bruge alle tilrådighedstående midler for at hele. Men hvis vi opsøger hjælp, hver gang vi bliver stillet over for noget, der er svært, ender vi så ikke med at stække egne vinger? 'Diagnoser' kan let forvandle sig til skjold, vi gemmer os bag, og holder op, når andre forventer noget af os. Måske har vi været udsat for noget, som har påvirket vores selvværd. Måske var vi Den Oversete Lillesøster, fordi storesøster led af epilepsi. Måske blev vi mobbet i skolen. Alt sammen svært, smertefuldt - og fortid. Ikke forstået sådan, at man skal svinge sin forpinte psyke over skulderen, fare ud i verden og opsøge nederlagene. Men alle har haft en barndom, og ingen bliver voksne uden at få nogle over snuden på vejen. Tænk hvis vi går glip af livet, fordi vi har travlt med at sidde og analysere det? Hvis jeg skal ud af et forhold, fordi min kæreste ikke er sød ved mig, så gør det ondt. Det er ikke, fordi jeg lider af passiv-aggressiv seperationsangst. Det er bare sådan, det er at være forelsket på den ensrettede måde. Risikerer man ikke at skabe en falsk følelse af handling ved at sidde og snakke om det hos en psykolog? Man skal naturligvis gøre, hvad man føler er rigtigt i situationen, men selvom tandlægen forklarer hele indgrebet, inden han fjerner din visdomstand, gør det stadig ondt. Det er jo ikke, fordi man er syg. Det er bare endnu en side af livet.

Jeg tror, at man går glip af meget, hvis man venter på, at styrken skal indfinde sig af sig selv eller gennem andre. Det er bare så let at komme til at forvente guddommelig indgriben, fordi det skete for den sidste, der hang på korset. Jeg tror, at man får langt mere med sig herfra, hvis man hiver sømmene ud af hænderne og kravler ned. Hvis man falder og slår sig på vejen, er det, at Freud og vennerne kan komme til undsætning. Tænk, hvis man som barn havde givet op efter to forsøg, og erklæret sig ude af stand til at lære at gå? Nogle ting i livet må vi gøre selv. Andre kan ikke få nok på vores vegne. Andre kan ikke fortælle os alle konsekvenser af at gøre noget eller lade være. Andre kan ikke garantere, at det ender godt. Men handling skaber forvandling. Og det er sgu da bedre at rulle lidt skrammet i mål, end at stå skinnende tilbage, fordi man aldrig passerede "Start".

mandag den 27. august 2007

We all need somebody to leeean on.

"Vi vil have vores venner tilbage." Det var overskriften på Urban idag. Troede først, at det var en artikel om ledelsen på DR, men den viste sig at omhandle coaching. Ifølge flere livsstilseksperter, er coaching på vej tilbage, og det personlige netværk - venner og familie - går frem i meningsmålingerne.

Jeg nægter at tro, at nogen vælger deres venner til igen, fordi det er trendy. Måske var der bare alligevel en grænse for, hvor meget coaching markedet kunne bære? Ligesom IT-båden også forvandlede sig til Titanic, da alle hoppede om bord på én gang. Måske fik vi nok af kun at tale om os selv?

De coachingforedrag jeg har hørt, har gjort meget ud af, at man skal hjælpe folk med at finde de svar, de selv ligger inde med. Det mener jeg egentlig ikke, at der er noget galt med. Men efter at både coaches og psykologer er blevet allemandseje og -behov, så tror jeg, at vores opførsel har ændret sig. Der er så afgjort tidspunkter i livet, hvor det kan være en stor hjælp at sparre med en professionel. En, som bliver betalt for at lytte, hvilket gør det muligt at snakke om sig selv, uden at føle sig selvoptaget og egoistisk. En, som ikke har noget i klemme, hvilket muliggør en ærlighed, som ellers kunne ødelægge et venskab. Jeg synes, at begrænsningen ligger i, at der udelukkende fokuseres på individet. Selvom Hugh Grant påstår, at han er Ibiza, så er ingen mand som bekendt en ø. Naturligvis er det vigtigt, at man kan gøre opmærksom på, hvad man har brug for. Måske bare ikke hver gang? Det er i hvert fald min oplevelse, at det skaber flere konflikter end det løser. Det må vel være logik, at alle ikke hver gang kan få det, præcis som de vil have det? I al den snak om migmigmig, er det som om kompromiset er visnet bort. Det opfattes som et nederlag, hvis man ikke er stærk nok til at stå fast på egne ønsker og krav.

Jeg vil gerne understrege, at jeg synes, at det i nogle situationer giver det bedste resultat, at komme med et klokkerent udspil. Det kan give et langt bedre grundlag for forhandling og mulighed for at nå en løsning, som begge parter kan stå inde for. Men det er sgu hård kost, hvis venskaber forvandler sig til benhård business, hvor man kun giver, hvis man får, og hvor man påpeger fejl og mangler, hver gang man spotter dem. Hvor omskrivninger og små hvide løgne må vige pladsen for brutal ærlighed, og hvor det er tilladt, uden omsvøb, at sige, hvad man tænker. Hver gang.

Men Abildgren, hvad er det så, du vil? Først skriver du indlæg, hvor du prygler løgn og løgnere, og nu må vi pludselig ikke være ærlige alligevel!? Eller hvad?

Jeg vil bare gerne slå et slag for det gammeldags venskab, hvor man ikke altid er venner på grund af, men også på trods af. At vi bevarer et sted i livet, hvor vi kan lægge paraderne og være lidt urimelige. Hvor vi godt må vente med at tage ansvar for egne handlinger, til vi lige har genvundet fodfæstet - også uden at nogen x-ray'er os, og øjeblikkeligt fortæller alt, hvad de ser. Det er muligt, at andre 'vil have deres venner igen'. De må finde deres egne. Jeg går ikke af med mine.

søndag den 26. august 2007

Home sweet home.

Det lakker mod enden. Jeg har nu 5 dage tilbage på Stjernepladsen, hvor jeg har boet i snart 8 år. Mental tilstandsrapport:

Kommer til at savne:
1) Mine søde kioskmænd. Som kan huske mit efternavn, hvad jeg laver og bekymret spørger til mig, når jeg er syg.
2) Min cykelhandler. Som ser det, at holde mig kørende på to velsmurte hjul, som A mission From God.
3) Navnet. "Stjernepladsen". Det lyder så pænt.
4) Opfølgningen på historien om, hvorvidt min underbos datter får det job, hun har søgt eller ej. Hun ringer hver søndag aften, og jeg tror måske, at hun bor i Kazakhstan. Man skal i hvert fald råbe MEGET højt, når man taler med hende...

Kommer absolut ikke til at savne:
1) Beliggenheden. Jeg kan ikke komme på en eneste positiv ting at sige om lokalområdet.
2) At skulle vælge imellem samtale eller ilt. Åbent vindue til Randersvej = rødt lys på øret på væggen.
3) Min udlejer. Han er uden sammenligning det mest belastende menneske i verden. Han ligner Anders Frandsen, og man skal ikke holde vejret, mens man venter på store opfindelser fra ham. Han lider af den tvangstanke, at han er håndværker, og insisterer på at lave alt vvs og el selv - hvilket øger risikoen for stød og vandskader markant. Derudover føler han sig truet af sætninger med lixtal over 4, og har råbt ind i hovedet af mig, at jeg "sgu bare kunne melde ham til Lejernes LO! Det ville ikke være 1. gang!!".
4) Min anden underbo. Som stadig - efter 8 år - elsker sin Maria Carey Unplugged cd inderligt. Jeg kan den også udenad nu. Den er ikke lang. Men det er repeatknappen på anlægget heldigvis ligeglad med.

Glæder mig som en sindsyg til:
1) At komme down town.
2) At få altan og vaskemaskine(!)
3) Ikke at skulle cykle over Ringgadebroen, når nogen har drukket mig stiv i hvidvin.
4) At have en undskyldning for at gå amok i Ikea.

Det bliver godt. Det bliver pænt. Der er vin. Kigger I forbi?

fredag den 24. august 2007

Have a cigar.

Er vi ikke enige om, at det er usportslig adfærd at true? Udskriv så det valg eller flet næbet! Er allerede nu meget, meget træt af at høre om skattelettelser og velfærd - og det er ikke engang begyndt. Hvad nu, hvis man ikke rigtigt holder med nogen af dem? Fogh, der lyder som en mandlig udgave af Andrea, er liiiige stiv nok i blikket på den truende måde og flasher medmenneskelighed ved at fortælle, hvordan "jeg ligger på gulvet og spiser pizza med min ven, som er læge". (Gad vide, hvordan han ser ud, når han slapper af? Ligger han så der, i netundertrøje og joggingbukser med rib ved anklerne?) Helle T., som virker som om hun er coated med teflon og har freon i årerne. Nasar, som aldrig udtaler sig om noget og er underlig anonym.

Jeg kunne faktisk rigtig godt lide Clinton. Er det ikke muligt at give ham tjansen som statsminister? Ligesom efterlønnere bliver ansat i genbrugsforretninger og som havemænd? Må være let og overkommelig opgave for tidligere leader of the free world. Han kunne tage Hillary med. Har hørt at Betty Nansen sætter Snedronningen op. Med mindre, selvfølgelig, at Helle har lagt billet ind på rollen.

Måske tiden er inde til at lave en Haugaard? (MINUS sang, for satan!). Jeg er klar. Partiprogram som følger:

Forbud imod:

  • Stavgang.
  • Pigegarder.
  • Cirkus.
  • Voksenspejdere.
Påbud:

  • Turbotime i alle supermarkeder, hvor folk med for god tid formenes adgang.
  • Afgiftsnedsættelser på kaffe, vin og slik.
  • Statscensur på ALT, Johnson udgiver.
  • Lattergas ved tandlæge, ligemeget hvad.
Finansieres ved at udstede bøder til:

  • Folk med solbriller på indendørs.
  • Folk der ligger på hjul, når man cykler.
  • Folk der siger "toTAL fedt!"
  • Kvinder 20+ med rottehaler (it's OVER!).

Måske good old Bill og jeg kunne lave joint venture? Vi har jo faktisk flere ting til fælles: Vi kan begge godt lide at bestemme. Andet bogstav i vores fornavne er 'i'. Vi har begge spillet saxofon. Og så har vi begge erfaring som praktikvejledere.

torsdag den 23. august 2007

Top 5

Over fænomener, jeg har undret mig over i trafikken:

1) Firmabil fra kurerfirmaet TNT. Har man en bestemt målgruppe for øje, når man opkalder sit firma efter sprængstof? (Indsæt selv al-qaida-joke, Red.)

2) Folk, der cykler hurtigt i alt for lavt gear. Ofte midaldrende mænd i smalle bukser, der stumper. Ud over at se utrolig latterligt ud, så må det da gøre nas?

3) Firmabil fra kurerfirmaet UPS. Hvor meget tillid kan man have til et firma, der har fundet sit navn på http://www.detmåduundskylde.dk/?

4) Lystavle med påskriften: "Hjemmeværnstræf". Jeg ville have forventet, at den slags meddelelser blev skrevet på store NO TRESPASSING skilte med billeder af rifler. Hvad får egentlig også en by til at sige ja til det? Står sgu sløjt til med turismen, hvis hjemmeværnstræf virker som brugbart alternativ.

5) Motorcyklist, der rakte hånden ud, når han skiftede bane. Hvor born to be wild kan man føle sig, når man kører som en 7-årig pige på cykel? Komplet med hestehale und alles?

'Cause I'm worth it.

"Hvad sparer du op til?", spørger Unibank. Meget lidt. Når jeg hører, hvor målrettet mine forældre sparede op, inden de købte hus og bil, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor den adfærd er mig så fremmed? Jeg skal ikke trække nogen med mig i faldet, men jeg tilhører generation Instant Gratification. Hvis jeg vil have noget, så vil jeg have det nu. Opsparing? So last year. Afbetaling is the new black. Jeg spilder ikke tid på at regne ud, hvor meget pc'en i sidste ende kommer til at koste, jeg betaler bare glad og gerne 500 kr pr måned. Ipod, ferier og træningstøj? Bare på beløbet, tak.

Impulskontrol og tålmodighed er tilsyneladende mangelvarer these days. Børn og unge bliver federe og federe. Vold som kommunikationsform bliver mere og mere udbredt. Selvhjælpsbøger sælges i metermål. Hvis jeg gerne vil tabe mig/finde en kæreste (ikke et ord om mænd vs kvinder...)/lære at meditere osv., så må det ikke kræve mere end to timer med en bog, hvor fremgangsmåden er sat op i punktform.

Hvor mange kender du, der er stoppet på mindst én uddannelse for at starte på en anden? Jeg kan komme i tanke om et par stykker. Jeg argumenterer ikke for, at man skal fortsætte på en uddannelse, man ikke bryder sig om, men jeg kunne have en mistanke om, at et enkelt skift eller to kunne undgåes, hvis man satte sig ind i, hvad en uddannelse indeholder. Eller nedjusterede sin forventning om, at det skulle være fedt HELE tiden. (Svært at skrive det her, uden at komme til at lyde som 48-årig, desillusioneret førtidspensionist.)

Hvor mange kan fra deres barndom huske, at det var slikaften én gang om ugen? Den samme aften, hvor de voksne også fik et glas vin? Man stod i kiosken og skulle have for 1 krone labre larver, en krone piratos osv. Idag har Føtex hjul under kurvene for at hjælpe folk som mig, der ellers skulle have brugt en sækkevogn til at fragte Hariboposer og grønne flasker rundt i butikken.

I et anfald af cyber-dødsforagt vil jeg også vove at foreslå, at det måske er det, der ligger bag, når vi (begge køn. Jeg langer ikke ud..) ikke vil forpligte os i et forhold? Det vi to har her er fint nok, men hvis der pludselig er noget andet, som ser interessant ud, så skal jeg ikke være mere bundet, end at jeg kan gå efter det. Den dybe fornemmelse af sammenhørighed er unægtelig lidt svær at skabe i svingdørsatmosfære.

Vores forældre har udstyret os med en tro på, at vi fortjener det hele og kan klare det meste; det er bare at gribe ud efter det. Alle muligheder ligger åbne. Det tragiske er bare den rastløse tvivl, der følger med. Livet 30+ synes i sorte øjeblikke forvandlet til én lang nytårsaften, hvor man hele tiden sidder med fornemmelse af, at den RIGTIG fede fest foregår et andet sted. Ville man blive lykkelig, hvis man tog øjnene af telefonen, besluttede sig for at blive og kamikazefestede hele natten? Man kunne vel altid tage hjem og begynde at spare op i morgen...

onsdag den 22. august 2007

Lad vand blive til vin.

Jeg er i gang med marathonudgaven af jægerkorpsets Hell week: Hell month. Har overstået 11 dage. Mangler 24. Status so far:

Har allerede nu oparbejdet så meget utilstrækkelighedsfølelse, at det kommer til at kræve lastbil fra 3 x 34, hvis jeg skal have det flyttet ned på kommende matrikel. Er konsekvent 4 svar-sms'er bagud, løber alt, hvad jeg kan og kommer alligevel i sidste øjeblik til det hele. Jeg er igang 19 af døgnets 24 timer og det rækker stadig ikke. (Vil i den forbindelse gerne vide, hvor forårets søvnløshed er gået hen? Nu hvor de ekstra vågne timer ville gavne, flatliner jeg i det sekund, jeg lægger mig.). Svært at være overbevisende i rollen som ny, engageret medarbejder, når man aldrig tager ekstra opgaver, og samtidig sidder med stresssved på overlæben og et øje på uret til møderne. Al transport foregår i fast forward. Når jeg cykler på job, er det sammenkrummet over styret med vilde øje og fråde om munden. (Burde egentlig få epo udleveret på recept. Eller skal man over belgisk massør for at få det sat i stand? For er tidsmæssigt out of the question at rejse længere væk end til Viby.) Holdte kursus i Haderslev igår. Jeg vil tro, at man havde fået brandvabler, hvis man havde rørt ved bilen, da jeg nåede frem.

På boligsiden befinder jeg mig nu i Sarajevo, 1994. Har pludselig craving efter asketisk livstil med kaffekop og bærbar som eneste materielle indhold. Helt, helt uoverskueligt at få 70 m2 krigszone pakket pænt ned i kasser. Da min værktøjskasse består af 3 af min fars aflagte skruetrækkere, er det også lidt af en opgave at afmontere diverse hylder og skabe. Fik hysterisk anfald i 3 etaper, da jeg skulle skrue gardiner ned, monteret med verdens mindste skruer. Som tydeligvis havde forventet permanent opholdstilladelse.

Tålmodigheden og overblikket er altid de første til at tjekke ud, når jeg er presset. Kom under kursistfremlæggelse igår til at hamas-hvæse: "Det der er jo ikke tap-free step?!!" For fanden. Konen kan jo ikke gøre for, at 80'erne nægter at forlade Sønderjylland. Brølede: "Få røven med dig, kælling!!" flere gange, end jeg bryder mig om at tænke på på motorvejen. Smed røret på i arrigskab, da jeg ringede til DSB. Måtte i morges på cyklen lige mærke efter, om jeg havde husket at fjerne håndklædeturban. Kørte med forskellig vægt på højre og venstre side til pump. Jeg antager, at jeg om 24 dage sidder med vissen venstrearm, og blodtryk højt nok til at kunne befinde sig over Azorerne.

Kaffen har spillet fallit. Jeg er koffeinresistent. Jeg tror sgu, at tiden er kommet til at ophæve alko-fatwa.

tirsdag den 21. august 2007

Er det dig, Darth?

Lad mig starte dagens indlæg med en tak. Tak til Leander for kommentaren, som lige præcis bekræfter mit udspil om, at nogle mænd tror, at kvinder bare sidder på lur bag busken og venter på, at en intetanende mand går i fælden. Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv.

Det glæder mig meget at høre, at det skyldes et utrolig uheldigt sammenfald af omstændigheder, at mine veninder og jeg alle undervejs er stødt på nogle af De Usynlige Mænd. Og da jeg fornemmer moderat utilfredshed med generaliseringer, kan vi jo passende bruge mig selv og min omgangskreds som eksempler i det følgende.

Jeg tror ikke, at jeg nogen steder i mit indlæg kaldte mænd for uansvarlige svin? Jeg ved, at jeg ikke argumenterede for at vente med sex til efter ægteskabet. Jeg bad vist bare om en klar udmelding. For jeg er meget enig i, at man ikke skal sige ja til noget, som man ikke synes er nok. Hellere undvære end nøjes. Jeg har prøvet at indvillige i den løse model. Fordi jeg var desperat og mit biologiske ur tikkede? Nej. Fordi jeg bare ville tage til takke med hvad som helst? Nej. Men fordi juryen i mit hovede ikke afsiger dom med det samme. Da domsmanden læste kendelsen op, var det pludselig for sent, og jeg havde følelser ud over det hele.

Definitionen på dumhed er at gentage den samme handling, men forvente nyt resultat. Hvis man bliver ved med at løbe ind i kvinder, som forsøger at snigløbe én, så skal man måske til at se lidt på egne signaler? Måske siger man én ting med ord og noget andet med handling? Hvis man går ture på stranden, spiser sushi i skoven, går i biografen, møder forældre, laver mad og sover sammen flere gange om ugen, så kan man måske ikke sige så meget til, at den anden tillægger dette ligeså stor eller større værdi end det sagte? Og bare for at der ikke sidder nogen mænd derude og laver 1:1 identifikation med eksemplet, så vil jeg skynde mig at sige, at det bygger på er en veninde, jeg har. Som ikke vil være kærester med ham, hun ser. Så nu sidder han her bag busken sammen med os andre.

Jeg mener, at kærester er noget man er i gerning og ikke i ord. Jeg kender heldigvis ingen - hverken kvinder eller mænd - som har en gameplan med overskriften "Kæreste!". Møder man en, man kan lide, så er det vel naturligt, at man gerne vil bruge tid med ham/hende? Hvori består problemet? Strander det hele pga et ord? For mit eget vedkommende vil jeg bare ikke lægges beslag på af en, som holder andre muligheder åbne. Hvis der er udslag på luskometeret, så beder jeg om en udmelding. Jeg mener, at jeg har ret til at vide, hvad det er, jeg deltager i. Så har jeg også mulighed for at sige fra, hvis det ikke er det samme, jeg vil. Lige så lidt, som jeg kan tvinge mig selv til at elske en, jeg ikke har følelser for, lige så lidt kan jeg erase mine følelser, når de er der. Jeg vil gerne selv have lov at bestemme, om jeg tør invistere dem i projektet. For den glade, naive mand, må det vel også være rarest at blive spurgt direkte, om der er appelsiner eller franske hotdogs til aften? Måske er det pga hjelmen, at Darth hører det som "blablablaBRYLLUP".

Jeg tror, at den der vil have alt, ender med intet. Hvis man vil holde alle døre åbne, så ender man med at leve sit liv i mellemgangen i løb. I rummet, hvor jeg bor, står mit motto på skiltet: "Du skal ikke banke på en dør, du ikke vil ind af".

mandag den 20. august 2007

Jeg har min hest, jeg har min lasso.

Coco Chanel sagde: "Det er ikke så meget et spørgsmål om at finde en, jeg kan elske, som en, der kan elske mig". Brigitte Bardot, at den perfekte mand er et ubekræftet rygte. Mænd fascinerer og frustrerer os kvinder. Hvis mænd vidste, hvor meget tid vi bruger på at snakke om dem, analysere deres handlinger og prøve at forstå, ville racen uddø. Måske er vores cost/benefit analyse mere langsigtet end mændenes. Vi smider sjældent en fyr på porten pga en enkelt bemærkning, hvis vi har besluttet, at vi kan lide ham. Det er ikke mit indtryk, at det fungerer helt på samme måde den anden vej. Jeg kender mænd, som frygter diagnosen 'kærester' mere end 'ebola'. Derfor er den indledende fase i et forhold et verbalt minefelt. Ord som "børn", "mine forældre" og netop "kærester" udløser instant GAME OVER. Og ikke nok med, at nogle samtaleemner er forbudte. I bogen "Tusind og én måde at forblive single på" findes også et afsnit, der omhandler conduite. Her finder man bl.a. reglerne om, hvor meget man må sms'e/ringe, og hvilke signaler man sender hvordan. På den måde kan man vurdere, om man er interesseret i at dyrke sex på første date, og om man er så meget cowgirl, at man er den, der tager initiativet. For 3 måneder siden læste jeg resultatet af en undersøgelse, der så på, hvad mænd synes om kvinder, der dyrkede sex på første date. 40% (!) svarede: "Frisk pige - men ikke kæreste-potentiale".

Når det så går galt, er der nogle forhold, der glider ud af sig selv, og andre, som kræver aktiv og målrettet indsats at lukke ned. I denne fase får alle pludselig muslimske tendenser i forhold til begreberne Ære og Skam. Kan være pokkers svært at finde ansigtet igen, hvis først man har tabt det. Det kan resultere i nogle ret fantastiske afskedsreplikker. Jeg bringer her et lille udvalg af closers, jeg selv har været udsat for:

"Var jeg for dårlig i sengen?" Hvem spørger om det?? Tænk, hvis jeg havde svaret ja?! Jeg greb i denne situation til den udødelige klassiker: "Det er ikke dig. Det er mig". Hvilket udløste: "Så bare spred rygtet ude i byen"...

"Er du ok?" Umiddelbart et tilforladeligt spørgsmål. Bortset fra, at det blev stillet 20 gange. Af en, som jeg var gået fra. Vidner om ret misundelsesværdigt selvbillede, synes jeg.

"Jeg kan ikke love noget nu, da jeg er for meget egoist. Men don't change - du er en super kvinde." WhatwhatWHAT?!!? Måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at ringe op til manden og råbe: "DET HAR JEG KRAFTEDEME HELLER IKKE TÆNKT MIG, DIN NARRØV!!". Mest fordi jeg sad i et tog. (Den opmærksomme læser vil bemærke, at jeg responderer dårligt på afslutninger, der indikerer, at jeg nu vil rejse på noget højskole og bruge de næste måneder af mit liv på at regne ud, hvordan jeg kan leve uden pågældende mand og/eller hvordan jeg kan forvandle mig til noget, han kan være interesseret i.)

Modsat Rocky, så synes jeg, at man når et punkt, hvor it is over. Really. Og jeg vil altid hævde, at det er et spørgsmål om kemi. Døden skal have en årsag, men hvis man kratter lidt i overfladen, så bunder alle forklaringer i, at kemien ikke var der. Derfor synes jeg ikke, at der er grund til at blive sur over manglen på følelser. Vi ved alle fra os selv, at man ikke kan tvinge følelser frem, der ikke er der. Hvad jeg derimod KAN blive sur over, er at blive talt ned til eller at blive holdt hen, hvis beslutningen er truffet. Specielt det sidste, synes jeg, er en mandlig specialitet.

Jeg er vild med mange af de måder mænd adskiller sig fra os på. Jeg vil aldrig komme til at sige, at jeg hader mænd. Jeg synes ikke, at "fordi du er en mand!" er et argument (bortset fra - naturligvis - når jeg selv griber til det i afmagt.). Men jeg synes ikke, at det er rimeligt, at det så ofte skal hedde sig, at kvinder vil et forhold for enhver pris, bare fordi vi giver jer the benefit of the doubt. Vi er ligeså kritiske som jer, men når vi har valgt, så følger vi beslutningen til dørs med det samme. Derfor bruger vi lidt længere tid på selve vurderingen. Laver en quickpoll blandt veninderne. Vejer for og imod. Vi ridder med andre ord ikke samme dag, som vi sadler. Ville det egentlig kategorisere os som 'friske piger', hvis vi gjorde?

Jonni, han var li' ve' at bli' sindsyg.

Det spændende sociale eksperiment Jonni Hansen, mener ikke, at politiet har forsvaret ham godt nok, kan jeg se i dagens avis. Jeg kan ikke udelukke, at min tolerancetærskel er påvirket af, at jeg igår snublede i en hel masse vin; nogen havde i morges foret min mund med sandpapir. Muligvis ville jeg på dage, der var startet anderledes, kunne se hans pointe. Men jeg prøver lige at skitsere situationen, som jeg ser den:

Orkerne fra 9.A og 9.C har sat et arrangement i stand, hvor formålet er at råbe på hinanden. De inviterer hele skolen til at komme og kigge. De lokker med, at det 'ikke vil forløbe uden drama'. Da de - på trods af voldsom usympatisk adfærd - stadig er elever, og dermed skolens ansvar, tvinges inspektøren til at sende et par gårdvagter. Og nu klager en af drengene så over, at gårdvagten ikke passer så godt på ham, at han kan stå i sikkerhed bag ham og råbe af de andre...

Man kan da ikke selv invitere til slagsmål og så tude over, at man får en på låget?! Jeg kan finde på mange andre og sjovere ting at bruge mine skattekroner på, end at finansiere politiovervågning af Satans yngel. Jonni Hansen (Jonni. Hvorfor staves det sådan? Numerologi eller hvad??) er på dagpenge, så han freeloader i forvejen. Og jeg skal forsøge ikke at snuble i mine egne fordomme her, men lur mig, om ikke der også er en enkelt eller to af de autonome, der får lommepenge af staten?

Jeg så gerne en rask slåskamp med masser af vold fordelt ligeligt på de to grupper. Jeg tror ikke, at jeg er alene. Så betjent stå og slå sin stav taktfast imod sit lår. Jeg genkendte rytmen fra min barndom: "Det-har-du-rigtig-godt-af.." Jeg er enig. Hvis man redder op i et tidselbed, må man indkalkulere muligheden for, at det stikker, når man lægger sig.

lørdag den 18. august 2007

When I'm 64..

Jeg har ikke lyst til at blive gammel. Jeg medgiver, at alternativet kan forekomme værre, men ikke meget. I bygningen ved siden af min, bor en gammel mand i stue-etagen. Uanset hvornår jeg går forbi, sidder han ved sit spisebord ved vinduet og læser avis eller kigger ud. Hele døgnet. De to beskæftigelser må være nogenlunde lige kedelige. (Avisoverskrift idag: "Vores hund myrdet".) Håber næsten for ham, at styrken er sevet ud af glassene på hornbrillen. Han er altid pæn i tøjet på bedstefarmåden: Skjorte, seler og en strikcardigan.

For mig er han blevet en slags mental påklædningsdukke. Jeg har opfundet et helt liv til ham: Han er gammel murerformand, som er vant til at stå tidligt op. Den vane kan han ikke slippe, selvom han har haft ansvar for sit sidste byggeri. Han har mistet sin kone, som er den, der har indrettet lejligheden (i en stilart, som jeg desværre ikke har haft mulighed for at påvirke: Grønt, aggressivt blomstret tapet i stuen, laksefarvede lamper og lyserød entre. Det kan hun ikke være bekendt.). På sine gamle dage har han fået svært ved at sove. Børnene ser han aldrig, fordi de bor i Malmø. Så nu sidder han dér, og stikker forfærdeligt i mit hjerte.

Når man når dertil, så er det vel bare ned af bakke? Næste stop er et plejehjem, hvor han skal passes af børn, som ikke tror, at de nogensinde selv bliver gamle. Jeg var selv ansat på plejehjem som 18-årig, og jeg ville betakke mig for at blive passet af mit 18-årige jeg. Hell, jeg ville nødigt passes af mit 30-årige jeg. Ikke desto mindre satte jeg glasøjne i, skiftede bleer og forsøgte ikke at hvæse, når de gamle tissede på den støttestrømpe, jeg lige havde brugt tyve minutter på at bakse på. Den eneste trøst for dem, må have været tanken om, at det på et tidspunkt bliver mig, der kommer til at stå der, med urin sivende ned af hudfarvet, stram sok.

Så hvad kan jeg lære af det? Er ikke sikker. Men noget med at vride alt det gode ud af livet. At skifte mælk ud med fløde, når jeg fylder 60, så hjertet giver op inden man visner helt. Og endelig: At købe gardiner, når jeg om 14 dage selv flytter i stuelejlighed.

fredag den 17. august 2007

Ryd forsiden!

Hvis du savner spænding i hverdagen, så læs avisen på nettet. Fire overskrifter fra Politiken.dk idag:

"Pengene retur for larmende trusser".

En kvinde har købt vibrerende trusser på nettet. Da de larmede for meget, ville hun have pengene tilbage. Det kunne hun ikke få, fordi hun havde taget varen i brug. Hun gik til Forbrugerklagenævnet, hvor hun fik medhold, fordi sælger ikke havde gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gælder, når varen er brugt. Flere spørgsmål melder sig: Larmen er vel ikke et problem, hvis trussen er til hjemmebrug (tager selvfølgelig spidsen af den erotiske stemning, hvis man skal sidde med høreværn). Så jeg vil gerne vide, om der sidder folk rundt omkring på arbejdspladserne i vibrerende trusser?? Når jeg taler med dem?! Og mener Forbrugerstyrelsen alvorligt, at vi er interesserede i fuld tilfredshed eller pengene tilbage i forbindelse med sexlegetøj? For vi ved jo godt, hvad butikker gør med varer, de får retur: Tilbage på hylden med dem...

"Rockerkrig i Sverige optrappes".
Hvor bange kan man svinge sig op til at blive for en blond fyr med hockeyhår, der indleder en samtale med "Hej då"? Selvom der står Hells Mooses på ryggen af ham? Gad vide, om det er møbelstoffer de pusher deroppe i Ikea-land?

"Dramaet om Ungdomshuset opføres som teater".
Det er meningen, at stykket skal vise alle vinkler i sagen. Det lyder sandsynligt. Måske skuespillerne er iført 'Bevar Christiania' t-shirts, men med støtteerklæringer til Bush trykt på ryggen? Stykket er "et ordløst stykke med elementer af nycirkus, dans og mimekunst". Personligt glæder jeg mig meget til at se den klassiske bemærkning: "Bare fordi man har skødet på et hus, betyder det jo ikke, at man ejer det!" udtrykt gennem moderne dans.

"Forbrugerrådet vil have farlig ispind forbudt".
Tilsyneladende er der ikke meget at kaste sig over i Forbrugerrådet, nu hvor trussesagen er afviklet. Frisko har lavet en is, som indeholder en "affyringsmekanisme", som FR vil have forbudt. Jeg tænker: I et samfund, der nu er så sexuelt frigjort, at det tilsyneladende er meningen, at vi skal kunne købe brugt sexlegetøj, kunne Frisko måske vælge den pædagogiske vinkel i deres markedsføring af isen? Det er vel aldrig for tidligt at lære, præcis hvornår det er klogt at lukke af til svælget?

torsdag den 16. august 2007

Kan man skue Ulla på håret?

Jeg har været ude og købe et økologisk kosttilskud. "Velsmagende, flydende jern". Jeg ved ikke, hvem Matas har til at testsmage produkter. Mit gæt ville være vampyrer med halvsidet lammelse i smagsløgene. Oveni at skidtet har konsistens som koaguleret blod, så har man valgt at tilsætte noget, som (efter tegningen på flasken at dømme) skal smage af solbær. Det gør det ikke. Havde lyst til at cykle tilbage og tvinge ekspedienten til at drikke 2 liter, for derefter at deltage i paneldebat om definition af ordet "Velsmagende".

Den form for afstraffelse ville i det hele taget forbedre vores samfund. Når Århus Kommune har asfalteret en cykelsti, ville det være fint, om drengene i overalls lige cyklede frem og tilbage 150 gange, inden de erklærede underlaget for 'jævnt'. Og det ville være mig en sand glæde at slå følge med en DSB medarbejder, hvor vi starter dagen med at vente på vores forsinkede tog. Holder stille på strækningen, God knows why. Skal vente 40 minutter på Vester Nebel Station, fordi vi ikke når toget, vi skal skifte til (det direkte er pillet af planen). Vi kunne passende slå ventetiden ihjel med en hyggesludder om, hvorvidt 'det er ligetil'.

Men heldigvis er der også produkter, der holder, hvad de lover. Tandafblegning? Ja, det skal jeg love for. Her viger Ipodhvid pladsen for Neonhvid. Jeg er sikker på, at fans til Bon Jovi koncerter får udleveret solbriller ved indgangen - de har vel også en fiks lille lomme på rolatoren, brillerne kan ligge i.

Og endelig: Er der nogen, der har undret sig over, at man aldrig kan huske, hvor Ulla Terkelsen rapporterer fra? Det er fordi, man ikke kan se baggrundstæppet med Disneyworld/ Eiffeltårnet/Frihedsgudinden. Jeg vil mene, at skeptikerne er sat til vægs: Den virker. Shampooen med ekstra volumen.

onsdag den 15. august 2007

Top 5

Karrierevalg, jeg ikke forstår:

1. Parkeringsvagter. Kræver meget anal personlighed at gå op i, hvor andre mennesker stiller deres bil. Hvordan er det psykiske arbejdsmiljø hos en personalegruppe, som - uden selv at få andet end fast løn for det - udelukkende skal genere folk? Hvis de var provisionslønnede, så forstod jeg måske den nidkærhed, hvormed de kravler rundt med deres små, fedtede målebånd.

2. Gynækologer. But why? Hvem vågner og tænker, at det må være en drøm at sidde og stirre ind i missen på kvinder, der primært kommer, når reperation er påkrævet? Nogle er endda så vilde med deres job, at de stikker dig et spejl, Femø-style, når du ligger der. Gad vide om der procentvis er ligeså mange kvindelige urologer som mandlige gynækologer?

3. Gadesælger for Unicef/Amnesty/Greenpeace osv. Der kan ikke være meget fornøjelse i, at folk 8 timer om dagen flygter fra dig, som var du inficeret med Ebola? Når jeg ser nogen, der lader sig stoppe, er det primært folk med stive, ublinkende øjne, der taler med usynlige venner. Jeg er begyndt at eksperimentere med svar, som lammer Facerne længe nok til, at jeg kan slippe væk. Når de skinhelligt spørger, om jeg vil bruge et minut af min tid på at hjælpe et udrydningstruet dyr, så svarer jeg smilende, at det strider imod min religiøse overbevising, at dyret selv har fortjent det, eller at vi satanister ikke begiver os af med den slags.

4. Kassedame. Har været der. At klemme folks krydderboller, mase deres cornflakes og køre poserne fast i båndet er ikke hævn nok til at tåle alt det pis, de udsætter dig for: "Må mit barn prøve at sidde på båndet?" "Den står til 10 kr og ikke 10,25." "Jeg købte de her høretelefoner til 20 kr for 2 år siden. Nu virker de ikke. Kan jeg få et par nye?". Samtidig er øverste chef altid en selvhøjtidelig slipsefyr, der somme tider går rundt og sætter varer på plads - bare for at bevise, at han sandelig nok kan huske sine rødder og ikke har fået fine fornemmelser. ALDRIG mere!

5. Folk, der designer arbejdstøj. Der må da være nogle dage, hvor det er svært at svinge sig op til at hade mennesker, man aldrig har mødt? Men hvorfor ellers tvinge uskyldige ansatte til at ekspedere i flæser og latterlige stofhatte? Rende rundt i Clogs (den grimmeste sko EVER. Får mig til at ønske Buffalostøvlen tilbage.) på hospitaler? Og det må have udløst en Månedens Medarbejder Pris til ham, der udtænkte teksten til Burger King caps. Har I set, hvad der står i nakken på dem? "World of Whopper Inside"...

tirsdag den 14. august 2007

Det PASSER!!

- siger Johnson. Men det gør det bare ikke altid, vel? Løgne kommer i all shapes and sizes. Bruger du den rigtige?

Small:
Løgnene, som vi alle rundhåndet drysser ud. Alle, undtagen dem, som har læst for mange selvhjælpsbøger om at være ægte og autentisk, og som finder nærmest pervers nydelse i at melde afbud til sociale sammenkomster, fordi de "ikke rigtig orker". Resten af os smiler og siger, at vi glæder os til at komme til fætter/kusine frokost, dagen efter vi har været til slatfest. At vi desværre er nødt til at gå lidt før, fordi vi skal til begravelse (en særlig pigevariant af Undvigerløgnen er at sige til mænd, at vi skal til læge. De får helt særligt bønfaldene 'please-don't-share' udtryk i øjnene).
Alle ved, at i tøjbutikken er det ok at sige, at et stykke tøj ikke klæder en veninde - fordi der er noget i vejen med tøjet, forståes - men stiller hun i det og spørger, så må man gribe til den Modificerede Udgave Af Sandheden. Samme gælder for nye frisurer. Det er jo ingen hjælp at få bekræftet sin mistanke om, at man ligner Poul Erik Skammelsens mikrofon, så længe man ikke kan gøre noget ved det.

Medium:
Herunder falder løgn, man fortæller sine forældre, som ellers ville være blevet kategoriseret som small-løgn. Det kan også være løgne om veninders kærester. Et svært område, som bør betrædes med forsigtighed og diplomati. På den ene side, så har man lyst til at agere eyeopener for hende, der ikke selv har opdaget, at hun dater Hitlers søn. På den anden side ved man godt, hvem der bliver stemt af øen, hvis man tvinger hende til at vælge. Under Medium-løgne findes også den slags, som man fortæller sig selv, for at retfærdiggøre handlinger, som man inderst inde godt ved, ikke kan forsvares.

Large:
Her finder vi den helt særlige type-løgn, der hedder Fortielsen. Man ser den meget brugt hos de utro. Den har en fætter: Kalkulationsfortielsen. Det er den slags tavshed, man benytter, når man vurderer, at man får mere ud af at tie end af at tale. Grunden til at den placeres under Large og ikke Medium er, at den bruges overfor folk, der stoler på én. Under Large placeres også løgne, som man tages i - og stadig benægter. Det er ikke i orden, og de eneste, der kan påråbe sig en diagnose, der forklarer det, er psykopater.

Alle eksempler er produkter af forfatterens fri fantasi, og eventuelle sammentræf med virkeligheden er tilfældige. Det passer...

mandag den 13. august 2007

Kodenavn: Roadrunner. Miiip miiip!

Hold. Nu. Kæft. Har tilbagelagt 14 timer i spurt. Løb på et tidspunkt så hurtigt, at jeg loopede og overhalede mig selv indenom. Føler mig lige nu som noget, Jørgen Ege har test-opereret.

Er startet på nyt job, og da jeg er ansat tidsbegrænset frem til jul, handler det jo nu om at bevise præcis, hvor uundværlig jeg er. At demonstrere mit overlegne overblik ved hele tiden at være på forkant med alting. Det er sgu hårdt og omfattende arbejde! Jeg har også idag fået udleveret ny, rød telefon. Blev glad. Indtil jeg skulle indstille den. Har nu lagt den i sin æske, hvor den kan ligge og tænke over tingene. Den kommer ud igen, når den er klar til at samarbejde.

Jeg har hele dagen haft besøg af ukristelig hovedpine. Jeg vil ikke udelukke, at der er tale om abstinenser, nu hvor min promille igen er ved at være under spærregrænsen efter Skanderborg. Har aflagt alkohol-kyskhedsløfte til mig selv (tør det hånlige grin af!). Man kan godt fungere uden alkohol. Ikke?

Men dagen har også budt på en dejlig overraskelse: Åbnede mail, da jeg kom hjem fra job. Og behold my eyes: Mail fra min tidligere chef. Det viser sig, at hendes hund slet ikke var syg. Den har nu fået hvalpe, og alle har det godt. Kunne jeg se på de vedhæftede billeder. Det glæder mig meget. Usikkerheden om, hvad hunden fejlede, var næsten det værste ved at blive fyret. Jeg tror, at jeg vil sende en lille blomst. Med et tæskehold. Måske jeg kan købe Jørgens Eges aflagte?

søndag den 12. august 2007

Reality bites.

Så. Tilbage i civilisationen. Hvor det man drikker - som udgangspunkt - er uden alkohol, hvor offentlig sang og dans bør begrænses til et minimum, og hvor man ikke vågner til lyden af 3 fyre, der flerstemmigt synger en sang, der hedder: "Store patter betyder undskyld".

Det er med stor glæde, at jeg kan meddele, at jeg ikke (off stage) har set en eneste guitar eller didgeridoo. Til gengæld er der, siden min sidste tur i festivalarenaen, kommet et nyt nummer på plakaten: Unge mennesker i hættetrøjer, som tager afsindige mængder af svampe og piller, hvorefter de tror, at de er Niarn. Jeg undlod at realitetskorrigere: Deres version af "Dobbelt A" lød bedre end originalen.

På musiksiden var der afbud fra Amy Winehouse. Bliver nødt til at spørge, om vi er sikre på, at hun findes? Er der nogen, der har set hende i virkeligheden? Til gengæld var det en positiv overraskelser at se Rock Hard Power Spray. Og her mener jeg virkelig se (sagde hunulven, mens hun filede sin hjørnetand.).

Kender I de mennesker, som går i alles nervebaner? Sådan et eksemplar mødte vi også. Han lignede det fjerde medlem af Scooter, høj, tynd og med den helt særlige tyske hårfarve. Vi opdagede ikke, at han var en Klæber, før det var for sent, og vi hang på ham.
Jeg har tænkt meget over, hvad det er, der får nogen til at falde ind under denne kategori, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Jeg kan remse flere af kendetegnene op: De står for tæt på, når de snakker, de fortæller om ting, der er så kedelige, at det giver dig lyst til at stikke en gaffel i dit ene øje og rode rundt i hjernen for afvekslings skyld, de er lidt for ivrige og snakker lidt for højt, men stadig: Det er symptomer på noget, der stikker dybere end som så. Det stresser mig. Jeg udvikler vekselstrømspersonlighed sammen med den slags mennesker. Det ene øjeblik synes jeg, at det er synd for dem, for det er jo for fanden en form for handicap. Det næste øjeblik har jeg lyst til at messe: "gåvækgåvækgåVÆK!!" Så får jeg dårlig samvittighed, fordi jeg ved, at vi alle har det sådan, og jeg synes, at der er at sparke til folk, der ligger ned. Irritation. Medlidenhed. Irritation. Medlidenhed. Det hjælper heller ikke, at de er lavet af en form for magnetisk materiale, som betyder, at du kan flygte, men hver gang du vender dig om: ZIIIING!, så står de der igen. Heeelt tæt på, klar med en historie.

Lige nu er virkeligheden gjort lidt af samme stof: Den forfølger mig og bliver ved med at kæfte op om ting, jeg ikke har lyst til at høre om. I første omgang skal jeg for eksempel regne ud, hvordan jeg kommer til at se normal ud og holder op med at lugte som De Danske Spritfabrikker, inden i morgen kl. 8. Skal starte på nyt job og går jo fandme ikke at sende teenageudgave af sig selv, der for længst har overskredet sidste salgsdato. Efter jobstart venter flytning, 5 forskellige kurser med DGI i fem forskellige hjørner af dk, et nyt combatprogram og en rystesammentur med det nye job (guitar, jeg kan låne? Anyone?). Alt sammen på 3 uger. Game on!

torsdag den 9. august 2007

Jeg eeeeeer fæææærdig!

Endelig! Igennem. Har i nat haft til opgave at tjekke armbånd ved en af specialindgangene. Til alle vagter, som jeg mødt som almindelig koncertgænger: Undskyld, at jeg forsøgte at være sjov, og prøvede at argumentere. At jeg spurgte, hvor jeg kunne lægge mit rygmærke. At jeg troede, at charme virkede. Jeg har nu på den hårde måde lært, at det ikke engang er sjovt og underholdende første gang. Efter gang nr 17893 har man lyst til at nærlæse straffelovens voldsparagraf, så man ved, præcis hvor meget amok man kan gå, uden at komme i fængsel.
Jeg har grebet tre granvoksne mænd, da deres kroppe glemte at stoppe med at bevæge sig frem, da benene gjorde. Har tålmodigt fundet mig i at blive krammet og kindkysset. Har takket pænt nej til at få målt min kavalergang med tommestok. Og endnu engang har jeg anet omfanget af mit store, pædagogiske potentiale: Anders Matthesen og hans posse skulle eskorteres over pladsen. Jeg fik dem til at gå på række, 2 og 2 med hinanden i hånden, mens de sang Jamiaca, Jamaica af deres lungers fulde kraft. Vil vædde med, at det ikke ser nær så sjovt ud på blå stue. Vil til gengæld også vædde med, at pædagogerne ikke bliver trykket i hånden af drengene, 4 minutter efter at knægtene har tisset i en busk...

Jeg har et telt, en skov og en masse musik, der kræver min udelte opmærksomhed de næste 4 dage. Vi ses igen på mandag:)

onsdag den 8. august 2007

Achtung! Achtung!

Så kan endnu en nat i skovens dybe, stille uro vinges af på to-do-listen. Det er nogle pænt lange vagter, vi har: Kl. 21.20 - 08.30. (Skal her tage mig selv i ikke at skrive 'zulutid'. Er ved at være meget nede med militærjargonen). Det begynder så småt at kunne ses, høres og mærkes.

Vi har i nat haft vagt ved mexi-området. Spejdede flere gange ud over vandet efter bådflygtninge, men forgæves. Til gengæld har vi haft besøg af utrolig mange elektrikere, da der var "trikkerfest" i området lige bag os. Vi har hele natten haft fornøjelsen af en sælsom musikalsk blanding af Dr. Alban, Dolly Parton og AC/DC. Hørt Boten Ana i Super Extended Disco Version 8 gange. Vi har haft besøg af Jens, som medbragte pisk, lavet af kinesisk silkelæder, som tilbød at leve sit liv i min baglomme og være den, der lavede 'k-tchhh!!'-lyden, når jeg får verbalt ram på folk. Vi har grinet højt og længe af lærling, som i desperation over, at hans 20-årige charme ikke slog benene væk under os, spurgte, om vi var 'tve-trunter'? Vi har ligget på tequila-baren og gået på gelænderet. Fordi vi kunne. Vi har fungeret som myggebuffet. Og i ramme alvor besvaret spørgsmål over walkien med "Negativ" og "10-4".

Det sniger sig ind på os. Vi er ved at amorfe til blege skyggeeksistenser, der taler som BS Christiansen og ligner Tollundmandens døtre. Vi bruger lang tid på at spekulere over ting, som: Bruger kvinder, der arbejder om natten, natcreme om dagen? (Lene). Sover fisk? (Gitte). Er ribs et specielt mexicansk bær, siden det står side om side med fajitas og salsa? (Linda). Prøv at udtale det på engelsk. Det hjælper en del på forståelsen...

Nu mangler vi bare en enkelt vagt, inden vi kan høste belønningen: Festival og billige sjusser. Håber, at jeg når igennem den sidste nat, inden forvandlingen er komplet, og jeg, paranoid og bevæbnet, sniger mig rundt i buskadset som personificeret hybrid af Hjemmeværnet og RAF.

tirsdag den 7. august 2007

Langt ud' i skoven lå et lille bjerg...

Så har jeg haft min første nat på lur i buskene. 1 down, 2 to go. Inde i mig bor en politimand, der hedder Bjarne. Han havde sådan glædet sig til knibetangsmanøvrer og civilanholdelser med masser af benlås. Det var der for lidt af. Det var meget udramatisk, grænsende til det kedelige. På optursiden har jeg nu helt autentisk hjemmeværnssvip i armen (bruges til at vinke biler med tilladelse i ruden videre) og en lånevest, hvor der står 'Security'. Vi har walkie (havde håbet på kravemodel, CIA style, men desværre..), hvori vi siger ting som: "Ronnie, kom ind. Backstage her" og "Det er modtaget". Det trækker alt sammen op.

Hvad vi derimod ikke har, er netforbindelse. Derfor skal vi i nat ikke medbringe modemagasiner og andet tøsegejl, for tilsidst var vi helt sammenbidte over alle de ting, som vi ikke havde mulighed for at gå on line og købe.

Til gengæld har vi nu definitivt bevist tesen om, at grimt tøj fremmaner eks'er. Der stod vi, Lene og jeg, kl 01.30 i meget mørk skov. Iført så meget tøj, at armene stod ud i let 45 graders vinkel, med uglet hår og reflekser. Manglede sådan set bare vanter, der hang i snor ud af ærmegab for at fuldende illusionen om, at vi var fugitives fra rød stue i skovbørnehaven. Og frem af skovbunden vokser gammel sommerfling. Why? How? Svaret ligger laaaaaangt ud' i skoven.

mandag den 6. august 2007

Top 5

Over naboer, jeg ikke håber vi får på Skanderborg:

1) De langhårede surferdrenge, der efter gymnasiet har været udvekslingsstudenter i Australien i 10 minutter. Som nu lider af den vrangforestilling, at de er aboriginals med dertilhørende didgeridoo. Og som siger: "Chill", hvis man beder dem stoppe.

2) De senede, tatoverede drenge, der råber "fiSSEEE!!" efter én, HVER gang man går forbi. Som, når man vender sig, og høfligt siger: "Nej tak. Jeg har.", enten stikker dig et par på hovedet eller bliver helt tomme i blikket. For så bare at råbe det igen.

3) Gruppen af 40+ere, der hedder Jonna og Bente, som synes Big Fat Snake er vildt, og Lars Lilholdt er noget, man kan forelske sig i. Giver unødvendig klart billede af, hvordan dem på 20 ser os...

4) De depressive, sortklædte unge med metal i hele ansigtet. Som stirrer stift på ghettoblaster, der spiller noget, der lyder som The Great Hulk akkompagneret af trykluftbor. Meget, meget højt.

5) Folk, der har backpacket sig vej igennem Sydamerika, og som synes, at den eneste sande hyldest til de gode minder, er et slidt kassettebånd med Gypsy Kings og/eller utrolige mængder af guitar og fællessang.

Sol, søvn og sommer

Solarfobia: Angsten for ikke at udnytte solen, når den er her. Har prøvet at slå det efter i medicinske fagbøger, men uden held. Gør ingen forskel; jeg ved det findes, for jeg lider af det. Når solen skinner bliver jeg glad. Undtagelsestilstand i hele DK, alle opgaver kan udskydes med henvisning til vejret, og kold hvidvin ad libitum er nærmest et krav. Men min glæde fortyndes af rastløshedsrelateret stress. Jeg føler mig forpligtet til at være ude nonstop. Og der er trods alt grænser for, hvor meget sol en rødblond, blåøjet skandinav kan opsuge, inden man forvandler sig til det ukendte appendix til børnesangen "Solen er så rød, mor" : "Det er jeg så også nu".

Det resulterer i, at jeg ikke kan koncentrere mig om noget. Hver gang jeg sætter mig, bliver jeg ramt af akut anfald af solarfobia. Har prøvet at behandle det ved at sætte mig ned i gården i skyggen. Det virker bare lidt formålsløst at ... sidde. Så bliver jeg rastløs. Kommer i tanke om tusind ting, jeg kan lave. Går op. Og får nyt udbrud. Når vi når september, har jeg meget spændstig booty af alle de trapper og et olympisk efterslæb af uløste opgaver.

Problemet er større nu end ellers. Jeg starter i aften med den første af tre nattevagter på Skanderborgfestival. Det betyder, at jeg i morgen formentlig har lidt underskud på søvnkontoen. Og vejrudsigten siger sol, sol, sol. What to do? Mulighed #1: Gå i seng, og vælge at kalde min arrige skulen ud af vinduet for søvn. Mulighed #2: Lægge mig ud på stranden. 2'eren virker umiddelbart som den bedste løsning, men jeg har to søvnstilarter, jeg veksler imellem: Jeg sover enten som en, der er død, eller som en sæk lopper på speed til raveparty. Ingen af delene er særlig velegnede til offentligt brug.

Er der nogen, der ved, om der er kaffe på tilbud et sted?

søndag den 5. august 2007

Ungdomshuset eller overtræk?

På listen over Ting, Der Ikke Bliver Nemmere Med Alderen (feel free til at lægge kommentarer med andre ting fra listen..) er det evige problem med, hvad man skal tage på, når man skal i byen. Jeg vil gerne vide, hvor tøj forsvinder hen, når man har haft det på én gang? For jeg har problemet hver gang. Jeg ender med at gå ud og købe noget nyt hver gang. Og når jeg så åbner mit skab næste gang, jeg skal i byen, så har jeg absolut intet at tage på. Hvor er det?? Mit skab må være en slags møbelpendant til Bermudatrekanten.

Efterhånden har jeg lært at åbne og tjekke for forsvundne beklædningsgenstande i god tid. Har ikke rigtig selvtillid nok til at stille i bar røv på Train, selvom min bank sender breve, jeg kun kan læse som en opfordring til det. Men at finde nyt tøj, kan være temmelig tricky: Jeg har stadig ikke fået udleveret manualen, som forklarer, hvordan man i et prøverum kan ligne überhip Jackie O, og derhjemme - iført selvsammen kjole - forvandler sig til underbetalt rengøringsdame ved navn Swetlana?

Igår stirrede jeg så længe og insisterende ind i mit skab, at det til sidst spyttede en kjole ud på mig. Da jeg hoppede i den, havde den været i puberteten siden sidst og var blevet meget lang. Blev besat af klæbeånd fra 50'erne, og tænkte, at jeg bare kunne lægge den op. Jeg nåede så langt som til at tjekke sømme, inden jeg igen var tilbage i min egen håndarbejdsforskrækkede krop. Og fandt en saks. En løsning, som nu har fået mig til at tænke på, om autonome i virkeligheden bare er mennesker, der har gået så meget i byen, at de har klippet i alt deres tøj? Hvis det er tilfældet, så vil jeg gerne have, at gårdvagten kommer og tager min saks. Nu. Vil så nødig ende ved åen, iført fedtet hår og natbukser, sammen med folk, der synes, at rotter er elskelige, misforståede dyr. Det virker anstrengende at skulle råbe alting med meget vred rebel-stemme.

Fik jeg lige argumenteret mig selv ud i yderligere overtræk der?

fredag den 3. august 2007

Top 5

Over ting, man som heteromand skal overveje signalværdien i:

1) Bæreseler på maven med indbyggede gravhunde.
2) Hårbånd (Lars Krogh Jeppesen som eneste undtagelse)
3) Sko, der klikker meget højt, når man går.
4) At bruge en børste, når man føntørrer sit hår.
5) At sige "Hejsa", når man kommer og underskrive sine sms'er med "Smil".

Dolly, Dolly, hvor er du?

Jeg tænker jævnligt, at livet ville være lettere, hvis jeg havde en tvillingesøster. En jeg kunne give skylden for mine forskellige indfald og udfald. Det tidligste eksempel jeg husker på behov for genetisk redningskrans, er fra min tid i børnehaven. Jeg har altid haft meget let ved at få blå mærker. (Ligner f.eks. lige nu - uden påviselig grund - en fodboldspillende dreng på 5, der hedder Malthe, fra knæene og ned.) I min børnehave havde en pædagog med bekymring noteret sig, at jeg ofte påmønstrede blåprikket . Hun trak mig til side og spurgte, hvordan jeg havde fået alle de mærker. Hvortil jeg med klar stemme svarede: "Mine forældre slår mig". Jeg skal skynde mig at tilføje, at mine samtaleindkaldte forældre aldrig har lagt hånd på hverken min søster eller jeg. De er fredelige mennesker med hippietendenser og meget bevidst Nul-voldspolitik. Følte mig som meget ondt barn, da vi tog "Ikke vred. Skuffet"-samtalen.

I de senere år har der jævnligt været alkohol involveret, når min tvillingesøster er på besøg. For et par år tilbage var jeg lige startet som tolk et nyt sted, hvor jeg tolkede i klasse med 45 fyre og 4 piger. Jeg mødte en af drengene i byen. Han kom hen for at konversere venligt, og min indledningsreplik bestod af skeløjet pegning og et slingrende "Jeg kan kan faktisk godt huske, at du hedder Jacob!". Han viste sig at hedde Thomas, og være fodboldspiller på højt plan (=drikker ikke alkohol), og jeg skulle have praktikant med i klassen om mandagen...

Vi har snakket om at lægge alkohol på hylden, min tvilling og jeg. Specielt efter, at hun har bragt skam over os begge, så vi nu ikke længere kan vise os på Waxies.

Ind imellem er jeg også bare underlig uden påviselig grund. Var til morgenspinning, da jeg stadig kunne komme op til den slags. Stod sammen med 9 andre ved vandhanen og ventede på, at det blev min tur til at fylde flasker. Ingen sagde noget, og i stedet for bare at nyde freden i den slags situationer, så tror jeg, at det er min hellige pligt at sørge for at bryde tavsheden. Tog min fortællerstemme på. "Det er morgen på savannen. Dyrene flokkes ved vandhullet". INGEN respons. Andet end fælles tankebobbel over hovedet på de andre, hvor der stod "Nu må de fandme snart få styr på det distrikspsykiatri!"

Løbet er nok kørt i forhold til at få en tvillingesøster. Spørgsmålet er, om man kan overskue en klon?

torsdag den 2. august 2007

The building is leaving Elvis.

Jeg har været min lejlighed utro. Ikke bare har jeg været ude og se, hvad der ellers er derude - jeg har fundet en ny, som jeg flytter i om en måned. Det har stået på i 2 måneder. Jeg har formået at holde det hemmeligt, men i sidste uge var jeg nede i den nye lejlighed, og lugten må have siddet i mit hår, da jeg kom hjem. Sandheden er ude og på en måde et jeg lettet. Det har været svært ikke at komme til at tale over sig. At huske at gemme IKEA kataloget. At planlægge flytning fra mobiltelefon, stående i snuskede gyder. Jeg har løjet. Jo, jeg har. Jeg påstod, at flyttemappen bare var en, jeg holdte for en ven. Jeg har svigtet den lejlighed, som har lagt vægge til mig i 7 år.

Men jeg synes ikke, at skylden er min alene. Da jeg mødte min lejlighed, synes jeg, at det var chamerende, at den lå på toppen af en bakke. Jeg sagde til mig selv, at det var den udsigt, jeg altid havde ledt efter. Men når hverdagen sætter ind, så bliver det surt slid at skulle slæbe nettoposerne op af Randersvej, og aldrig blive mødt på halvvejen. I starten gjorde den noget ud af sig selv. Nu er væggene nussede, gulvet trænger til en afhøvling og det knirker ad helvede til overalt. Kan man gøre for, at man bliver fristet af nye, hvide vægge og et pandekagelignende lokalområde?

Det bliver grimt herfra. Den sidste måned bliver lang. Jeg er omgivet af isnende forsmåethed. Om natten kan man høre rummene mumle: "Efter alt, hvad jeg har gjort for dig!" Og nu er den gået ind i hævnfasen. Pærerne springer hurtigere, end jeg kan nå at skifte dem. Jeg har hældt 200 liter afløbsrens i min stoppede køkkenvask. Uden resultat. I går morges døde min ene persienne i soveværelset. Meget lyst. Føles lidt som at sove på operationsbord. (Skulle man gribe til Gellerupmodellen og knalde et lagen op?). Jeg tror, at vi begge glæder os til den dag, hvor jeg lukker døren bag mig for sidste gang, så vi kan komme videre. Jeg håber bare, at vi stadig kan være venner.

onsdag den 1. august 2007

Da ikke mig?!

Jeg er nødt til at indrømme, at jeg altid bliver en liiiille smule stødt, når jeg opdager, at regler også gælder for mig. Og jeg taler om alle typer af regler. Regler for god opførsel, adgangsbetingelser, adfærd=konsekvens, færdselsloven, you name it. Når jeg f.eks. vågner med tømmermænd, så er elendigheden altid blandet med en lille smule vantro: Bliver jeg OGSÅ dårlig af at nedsvælge 2 liter hospitalssprit?! Hvad mener du med at JEG ikke må cykle på strøget?! Ja, ja. Jeg ved godt, at man skal være medlem for at komme ind. Men kan jeg ikke bare lige få lov i aften? Udsolgt?? Du må da have bare lige en tilbage? Eller kunne skaffe en? Listen er uendelig.

Det værste er, når jeg kommer bagpå migselv. Når jeg bliver meget stresset eller ked af det, er min umiddelbare reaktion at blive arrig og sammenbidt. Den reaktion, som jeg ville forvente hos andre i samme situation, tror jeg, at jeg får lov at slippe for. Det har resulteret i nogle lidt uheldige episoder, hvor jeg er begyndt at spontantude i meget upraktiske situationer. Skræmte engang livet af en bankdame, som stillede helt almindeligt spørgsmål, og pludselig stod ansigt til ansigt med Tsunami.. Har tudet på Mørkets Fyrste -som skal roses for at tage det i stiv arm - på venindes mor osv. Til alle, det er gået ud over, som læser med: Min uforbeholdte undskyldning.

Jeg er desværre ikke hævet over at blive voldsomt irriteret på andre, som udviser samme "Regler? Ikke mig"-adfærd. De skal komme til tiden, fatte, at de ikke må snakke i mobiltelefon her, og i det hele taget bare rette ind. Men hvorfor føler jeg mig så som Undtagelsen? Jeg er nået frem til, at det er fordi, jeg kender mine egne bevæggrunde og motiver. Jeg ved, hvorfor jeg skal skynde mig så meget, at det er NØDVENDIGT, at jeg cykler på strøget. At jeg har lovet at sørge for noget, så det må ikke være udsolgt, please! Jeg har STYR på det, blev der sagt, så det kan ikke hjælpe at begynde at hyle(...!). Hver gang jeg sender en regel hjem og skamme sig, er det fordi, det stiller mig i dårligt lys, hvis jeg skal følge den. Med indsigt følger ansvar, så nu er udfordringen så at huske, at mine problemer er de vigtigste, fordi de er mine - og sådan har vi det alle sammen. Til alle, det er gået ud over, som læser med: Jeg lover at prøve!