søndag den 9. december 2007

Mens vi venter.

Har lige læst i Politikken, at nogle mennesker er genetisk disponerede for gavmildhed. Umiddelbart lyder det som en fantastisk og plausibel undskyldning for de røde tal på bogen, men inden du glædestrålende løber i banken med en lægeerklæring, så brug lige to minutter på at overveje konsekvenserne af den argumentationsform.

Den slags artikler er bad moon rising. Det er bare at læne sig tilbage og vente. Du kan være sikker på, at bolden med det samme bliver grebet i luften af kreative personer med ussel opførsel og mangel på nogen at give skylden.

Om ti minutter står Carl Mar højlydt og læsper, at det er pga. gavmildheds-genet (AVPR1a) og det dertilhørende behov for at dele ud, at nogle mænd er nødt til at knalde til højre og venstre. Ansvar bliver et allergifremkaldende stof, og Løgn bliver næste års Tourette.

Nærighed, som er et af de mest usympatiske karaktertræk overhovedet, er sikkert også bare en membrans-bredde fra at blive klassificeret som sygdom. At Nærig-Peter ikke liiiiige har kontanter på caféen, at der uheldigvis er noget i vejen med hans netbank, så det han skylder ikke bliver overført til dig, at han altid skal hjem, lige inden det er hans omgang, at alt, hvad han lægger ud, bliver krævet ind på øren, mens alt, hvad du lægger ud, bliver opfattet som gave, der skal tjene til at vise, i hvor høj grad du værdsætter hans selskab - det er ikke længere dårlig stil, men et handikap. Og lur mig om ikke det i givet fald lykkes Peter og vennerne at tiltuske sig revalideringsydelse og ret til handikap-parkering oveni.

Genmanipulation får pludselig en helt ny betydning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar