lørdag den 29. december 2007

Heksen, klemmen og terningen.

Højt placeret på listen over trælse følelser, ligger følelsen af at komme i klemme imellem sine venner. Der er ikke meget, der er mere ubehageligt end at vide, at ligemeget hvad man gør, så ender nogen med at blive kede af det eller (oh gru!) skuffede. Jeg er ikke meget i tvivl om, at det er en udpræget pigeting; På legepladsen spillede drengene vist bare bold med dem, der var tilstede. Hos pigerne herskede der allerede dengang et meget avanceret straf/belønning system i forhold til, hvem der måtte være med, og hvilke roller de fik. Når dem man legede med rottede sig sammen, så man fik tildelt rollen som barn i Far, Mor & Børn, havde man enten overtrådt en eller anden obskur børneregel, eller teamet op med den forkerte. Det lyder ondt, men sådan var det, og vi gjorde det allesammen.

Sådan foregår tingene jo heldigvis ikke mere, men man kan stadig opleve situationer, hvor man føler, at man tvinges til at vælge side. Det er sindsygt ubehageligt, for de mennesker man har i sit liv nu, er folk, man har valgt at have der, fordi man holder af dem. Det er ikke længere nogen man bruger tid med, fordi vores respektive forældre har valgt at købe hus på samme vej.

For mit eget vedkommende er mine venner meget forskellige. De er stået på toget på mange forskellige stationer i mit liv, og en del af dem går mange år tilbage. Derfor er det også meget forskelligt, hvilke typer af venskaber jeg har med de forskellige, men jeg ville ikke være nogen af dem foruden. Jeg tænker på personligheden som en form for terning: Den har mange forskellige sider, men man kan kun vise en af gangen. Der er ikke nogen af siderne, der er mere rigtige eller ægte end andre, men der er selvfølgelig nogen der ligner hinanden, og nogen der ikke gør. Derfor kan det være en udfordring, at være sammen med folk, som man bruger to helt forskellige dele af sin personlighed med. Det er svært ikke at føle at man vælger side, når man vælger hviken side af terningen, der skal smides i vinduet. Og så er vi tilbage på legepladsen, og der er jeg ærlig talt lidt træt af at befinde mig. Det var ikke engang sjovt dengang.

Der findes mange afarter af Klemmen. Somme tider bliver man sat i den uden at være i rum med nogen af de involverede parter. For eksempel når én veninden spørger, om hun må kigge forbi til en fest man selv skal til hos en anden veninde - og man ved, at veninde nummer to ikke rigtigt hopper i stolen af begejstring. Eller når man anbefaler en veninde til et job, fordi hun som veninde er pålidelig og trofast - og hun viser sig at være slatten og løs i betrækket som medarbejder. Eller når man sætter en veninde op med en andens bror/fætter/kollega - og hun viser sig at have en sticky-needy side på terningen.

Heldigvis sker det sjældent, og det meste af tiden kan man rafle og slå uden problemer. Måske man skulle dedikere 2008 til at finde en multiside til sin terning? Gerne en, der er lidt rund i kanterne, så den ikke kan klemmes uden at smutte.

1 kommentar:

  1. Det er en særlig udfordring at bringe forskellige grupper af bekendte sammen til een fest af samme grund. For hvad nu, hvis de ikke kan med hinanden? Det er ligesom en identitetskrise udsat for det hvide lærred.
    Jeg kender en, der havde hjertet i halsen og alle terningens sider i spin, da hun gjorde det - og det gik supergodt, for trods det, at hver bekendt kendte en bestemt side af terningen særligt godt, så var terningen den samme.

    Måske man bare skal tro og håbe på, at vi er vokset fra boldbanerne. Selvom det er svært, når man står i en interessekonflikt og stadig har aftrykket af møgungernes plastikbold i panden.

    SvarSlet