onsdag den 5. december 2007

Heksen, holdningerne og hungersnøden.

Velkommen til mit blogindlæg # 100. I mit allerførste indlæg, skrev jeg, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at bruge bloggen eller ej. Det spørgsmål tror jeg, at vi har fået besvaret. Det er fantastisk at have et sted, hvor man kan hælde noget af det, der foregår i hovedet, ud over sagesløse læsere, der er vanvare er snublet over siden.

I mange år troede jeg faktisk, at jeg skulle være journalist. I et anfald af forbløffende mangel på selvindsigt, fravalgte jeg den karriere, fordi jeg ikke mente, at jeg var ambitiøs nok. Det til trods har jeg aldrig fortrudt, at det ikke blev den vej, jeg gik; Hvor jeg idag arbejder med sprog og kommunikation (som var det, jeg gerne ville), så synes jeg godt nok, at mange journalister er stuck i et lammende intetsigende erhverv.

Jeg ved godt, at man ikke kan stå op med udsigt til sager som Watergate og afsløringer af den napolianske mafia hver dag, men somme tider må man altså føle sig lidt som en af dem med flise-kontor på 30 x 30 cm, når man igen bliver bedt om at skrive en tandløs historie om en bortløben hund, eller en anmeldelse af smørrebrød. Der være tidspunkter, hvor man spekulerer på, hvorfor man henslæbte 4 år i en brun cigaræske fra 70'erne for dét. (Insiderviden: Som plaster på såret har de herregod kage i kantinen deroppe.)

Indenfor journalistiken er der en særlig genre, jeg har det ekstra svært med: Skam-journalistik. Artikler, der kun skrives med det formål at få læseren til at sidde tilbage med den fade smag af skyld i munden. Jeg har ladet mig fortælle, at det er en almindelig tommelfingerregel indenfor journalistik, at hvis en historie skal have substans, skal den indeholde en sag eller et tema, som man kan argumentere både for og imod. En god journalist sørger for, at begge typer af argumenter er til stede. Når de nu lærer det på journalisthøjskolen, hvorfor skrives der så artikler, som den jeg så i Urban idag?

Historien handler om en lille, sulten afrikansk dreng. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er mere synd for dem til jul end på alle andre tider af året. Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at se noget statistik på, om der op til jul bliver adopteret ligeså mange afrikanske sponsorbørn i lande med religiøse traditioner for aflad, skrifte osv. som i Danmark, hvor vi selv står for at skaffe os af med den dårlige samvittighed. Det er svært at være uenig i, at verdens goder er ulige fordelt. Det er også svært ikke at få ondt i hjertet over det liv, som børn bydes derude. Men hvis jeg var chef for pågældende journalist, ville jeg føle mig svært snydt over at skulle betale hendes tur til Congo, når hun kvitterer med en historie, hun kunne have udtænkt hjemme foran Mac'en eller copy-pastet fra et tilfældigt års decemberarkiv. Det, jeg i særdeleshed brækker mig over ved artiklen, er den selvretfærdighed, som siver op igennem papiret. Det er Se og Hør om igen og emotionel pornografi af allerværste skuffe:

»Jeg glæder mig til jul,« siger Yenga Sumaili og smiler ved tanken om den kommende højtid. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at den 25. december er årets bedste dag. For som den ni-årige skoledreng forklarer med et forventningsfuldt udtryk i de mørke øjne:»Den dag får vi kød til maden.« [...] »Og så kunne jeg godt tænke mig lidt penge til min mor, så hun kunne købe ekstra mad og trækul,« siger Yenga. Han vil nu helst glemme alt om det, han ikke kan få og i stedet glæde sig over julens kommende festmåltid – selvom der også er klare begrænsninger for, hvor meget hvert medlem af familien må spise den dag. Men det gør ikke noget – for som han siger:»Hvis jeg fik lov til at fylde maven, så ville jeg få ondt, fordi jeg ikke er vant til det.«

Hvad godt skal den historie gøre Yenga? Eller læseren? Hvor bliver vi klogere? Hvor er baggrundshistorien? Hvor er perspektivet? Hvor fladt og endimensionelt kan det blive?

Måske er det blottet for substans med vilje, fordi journalisten kender fornemmelsen fra sig selv: Hvis hun fik lov at fylde hovedet, ville hun få ondt, for hun er ikke vant til det.

2 kommentarer:

  1. Tak. Af hjertet tak for at du lige mindede mig om hvorfor jeg går på arbejde som informationsmedarbejder slash journalist-ish hver dag. Jeg er sikker på at jeg jodler på vej på arbejde i morgen i fuld fortrøstning over, at jeg virkelig gør en forskel.

    SvarSlet
  2. Og tillykke med jubilæet! Også til os som læsere som er så heldige at måtte læse med :)

    SvarSlet