søndag den 2. december 2007

Ajjjjll be there for juuuuuu!

Igår var jeg til årets første julefrokost, hvor vi musikalsk såvel som madmæssigt havde valgt sammenskudsmodellen. Imellem forret og hovedret lød tonerne fra Rembrandts "I'll be there for you" fra anlægget, og pludselig kunne man se, at alle de tilstedeværende var generation Friends. Klar til at klappe og på fornavn med Monica, Ross, Chandler, Joey, Phoebe og Rachel.

Jeg har brugt mangt en tømmermændsbefængt søndag på at ønske, at mine naboer var bare en kvart del så sjove og sympatiske som de 6 venner. Beklageligvis har jeg endnu ikke haft mulighed for at nominere nogen i kategorien "Bedste Nabo", men om det skyldes mig eller dem, på den anden side af døren, ved jeg ikke. (Løgn. Helt klart deres skyld. Red.)

I min første lejlighed i Esbjerg, boede jeg ved siden af 80-årig dame, der behandlede mit hennafarvede, anorak-iførte 19-årige jeg med mistro fra første dag. Når jeg holdt døren for hende, skulede hun til mig, som om hun kunne se, at jeg havde lyst til at hamre den i nakken på hende. Hele dagen var manglen på lyd fra hendes lejlighed så markant, at jeg jævnligt overvejede, om hun lå død derinde, i færd med at blive fortæret af sine katte. Denne klamhedsfrygt blev dog manet i jorden hver dag kl. 18: I starten strøg jeg nærmest ned af sofaen af skræk, når kendingsmelodien fra Lykkehjulet BRØLEDE ind gennem væggen, med en lydstyrke, der ville have blæst en seismograf omkuld. Det mest fantastiske var, at hun til dato er den eneste nabo, der har indsendt en officiel klage over mig til bestyrelsen: Hun følte sig meget generet af, at jeg spillede saxofon... Efter klagen sørgede jeg omhyggeligt for at øve hver dag præcis kl 18, i håb om at kunne irritere den anden vej. Forgæves. Om jeg så havde rigget til med mikrofon og forstærker, havde jeg ikke kunne overdøve lydinfernoet derindefra.

Da jeg flyttede til Århus, delte jeg i første omgang en fremlejet lejlighed med Henrik. Henriks største drøm var at blive ansat i Intern Revision i Dansk Supermarked. Min var at blive tegnsprogstolk. Vi synes begge to, at det den anden havde valgt, uden sammenligning, lød som det mest røvsyge erhverv i hele verden. Henrik og hans venner elskede at spille spuash på værelset, og alt - ALT - hvad de lavede af mad, blev overdænget med cayennepeber og bearnaisesauce. Det var den største dag i Henriks liv, da hans søster kom i lære som kok og kunne skaffe disse kulinariske fortræffeligheder til indkøbspris.

Lejligheden vi boede i, var ejet af en pige, Mette, som arbejde i Bruxelles. Lige ved siden af os boede hendes mor, Supersnuseren. (Forståeligt nok, at Mette havde valgt at flygte til udlandet, faktisk.) Supersnuseren aflagde jævnligt inspektionsbesøg, hvor hun under let gennemskuelige påskud gik rundt og tjekkede, om vi brugte Mettes ting. Jeg ved ikke, hvad hun tror vi lavede, men når hun kom, uanset om det var kl 10 om formiddagen eller kl 15 om eftermiddagen, så bankede hun altid på, og råbte: "Er I ... anstændige?", inden hun låste sig ind.

Efter et halvt år flyttede jeg igen, og fik ny sambo, der stadig går under alias'et Sambo-Lene. Den opgang vi boede i, husede en gammel kone, der hed Eleonora. Hun var boede i stuen, var bindegal og temmelig ensom. Eleonora have et udstoppet egern, som hun med jævne mellemrum vaskede, og hængte til tørre i haven. Hun stod på lur, når man kom hjem, klar til at overfalde dig med snak om ligemeget-hvad-bare-vi-snakker. Som modtræk lærte vi hurtigt at låseopogsprinteopaftrappenisikkerhedpåførstesalphiew!! Hatten af for Eleonora: Da hun fandt ud af det, var hendes modtræk at begynde at vaske trapper så ofte, at man uden fare for bakterieangreb og infektion, kunne have udført en hjertetransplantation på rapo'et. Når jeg kom hjem og forsøgte at skræve over det gamle skrog, tog hun fat om mit ben, med en styrke man ikke ville have tiltroet en gammel vissen pind som hende. Man skal altså være lidt af en hård nyser for at ryste en gammel dame af, som klamrer sig til dit ben.

På Stjernepladsen overtog vi en lejlighed efter et lettere suspekt element, hvilket den første tid medførte mange spændende opkald og besøg fra politi, advokater og fogeder. Et af højdepunkterne var, da jeg blev ringet op af en pige, som bare lige ville advare mig. "Din nye kæreste er psykopat! Det sys' jeg bare lige du ska' vide, når du er flyttet ind til ham og holder hånden over ham!"

Det var også på Stjernepladsen, vi havde fornøjelsen af naboen Sure Maj, som i ramme alvor mente, at vi stjal hendes lagener. Der hang jævnligt sedler i opgangen, hvor hendes forvaskede bomuldslagner blev efterlyst, og i vaskekælderen hængte hun små sedler på sit tøj: 'Tilhører 2. tv., Lad det venligst hænge!!!!" (Bødestraf til folk, der overdoserer udråbstegn). Hende savner jeg ikke.

Der hvor jeg bor nu, har jeg fået mig en nabo, som fysisk er jævnaldrende med mig, men som indeni er en dame på 45, der hedder Jytte, med nedsunket underliv og Fjâllräven. For et par uger siden, kom jeg hjem til tørret, botanisk angreb på min dør. Et helvede af lyng, stråbamser og mos fordelt på fad og placeret på skammel. Har nu i 2 uger forgæves forsøgt at tabe en glød på det, eller åbne min dør så hurtigt, at vindpustet får lortet til at forstøve. Jeg har en fornemmelse af, at det trækket op til stråkranse på døren, og at det udløser instant "shhh!!"- stemning, hvis man skulle komme til at holde en fest. Til gengæld tror jeg ikke, at jeg behøver frygte semipornografisk lydspor til hed, løssluppen sex.

Aj, måske man lige skulle åbne en flaske vin og nappe et afsnit Venner eller to?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar