lørdag den 10. november 2007

Støvler, ost og andre småting.

Led idag af den forbigående vildfarelse, at jeg er typen, der handler i Mad & Vin i Magasin. Så meget tydeligt for mig, hvordan jeg slentrede rundt med mine Claus Meyer toppings og designerchokolader, mens jeg sludrede med vinmanden.

Modsat mit fantasi-jeg, var mit real-life-jeg desværre meget lidt afslappet, da jeg travede ind i M & V manegen. Jeg ved ikke, hvornår jeg lærer, at jeg forvandler mig til The Angry Bat, når jeg forsøger at købe ind lige efter træning. Jeg sveder, jeg er sulten, alle mennesker i hele verden er pisseirriterende og står i vejen, min taske er for tung, jeg kan ikke overskue forretningen og får akut amnesi, når jeg forsøger at komme i tanke om, hvad jeg skal have. Meget lidt fordrende for laid-back specialitets-shopping.

Real-life me også er markant mindre tolerant end fantasy-me. Det første jeg så, da jeg trådte ind, var dame 60+ iført knælang pels, og pelspølse om håret. (Som jeg ikke forstår. Hvad gør den? Den ligger nærmest oven på håret som en tung, lodden glorie, så den varmer vel ikke ørerne?) Hun gik hen til kassen, gik lige ind foran en mand på ca 40, kiggede på ham og sagde: "Det gør ikke noget, at jeg lige stiller mig her, vel?" !!???!!! Jo, gu fanden gør det da, din gamle kost! Du stiller dig bare lige bag i køen, ligesom alle andre! Desværre var det ikke mig, der skrev replikkerne i dagens stykke, så han svarede bare: "øhh, nå ok?".

I osteafdelingen blev jeg ekspederet af meget ung pige, som - da jeg spurgte, hvad hun kunne anbefale til brunch - svarede: "mmmaltså... jeg spiser ikke selv ost." Jamen så er det da den oplagte afdeling, du står i. Udbad mig to stykker ost, som størrelsesmæssigt ligner to pakker smør. Pris? 130 kr. Hvis ikke det havde været mig selv, der skulle betale, havde det næsten været skægt.

I kø ved kassen er der noget, der høfligt siger: "Undskyld mig." Jeg vender mig, kigger ned, og der står et barn på ca 10 år, iført grå sixpencehue kækt på sned, samt en uldblazer med læderlapper på ærmerne. Hvis fordomme kunne omsættes til penge...

Det slår mig lige, at det måske er alt det Vild Med Dans, der får mig til at føle samhørighed med det bedre borgerskab? I så fald er det godt, at det snart er slut, så jeg kan komme hjem til Føtex. Hvor man ikke ved en frygtelig uheld kommer til at bestillle et par støvler på vej ud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar