mandag den 5. november 2007

Sådan må det føles at score Oliver Bjerrehus.

På under en uge, har jeg mødt to mennesker, som begge har jaget noget, de ikke ville have - blot for at se, om de kunne.

Første historie kom fra en pige, der havde søgt ind på en uddannelse, som er temmelig svær at komme ind på. Hun fortalte stolt, at de havde rost hende stolper op og vægge ned, og nærmest havde tigget hende om at starte. Da jeg spurgte, om hun så havde sagt ja, hån-fnøs hun nærmest, og svarede, at det gad hun sgu ikke. Hun skulle bare se, om det kunne lade sig gøre.

Anden historie blev fortalt af en fyr, som havde søgt et job, hvor han havde været indkaldt til samtaler af flere omgange og deltaget i ca. hundrede forskellige tests. Også han berettede om, hvor benovede cheferne havde været, og hvor meget respekt det havde aftvunget, når han nogle steder undervejs havde stillet krav og nægtet at gøre, hvad de bad ham om. Han fik jobbet tilbudt, og afslog. Jeg kunne høre, at han nærmest synes, at de var lidt ynkelige med deres latterlige procedurer, og han var tydeligt stolt af at have taget dem ved næsen, og bevist sin overlegenhed ved at slå dem i deres eget spil.

Jeg forstår det ikke. En ting er at gå efter noget man gerne vil have, for så undervejs at finde ud af, at man ikke er kompatibel med slutproduktet. Noget andet er sgu at gøre det, vel vidende at man hellere vil brække armen tre steder end sige ja, hvis man får det tilbudt. At man vælger at spilde sin egen tid for at få masseret sit ego, må man selv om, men jeg synes, at det er respektløst at man bevidst spilder andres.

I begges historier fyldte det meget, at de havde fået ros for nærmest at være overkvalificerede. Ros er godt. Meget ros er meget godt. Men vel kun, hvis man får det af folk, som man har respekt for? Eller er det bare mig?

Jeg har selv et veludviklet konkurrence-gen. Det slår tydeligst igennem, hvis den person, jeg står overfor, lider af samme sygdom. Hvis jeg spiller TP med en, som ikke kan tåle at tabe, bliver det mig meget magtpålæggende at vinde, men den person jeg ubetinget konkurrer mest med, er mig mig selv. De ting, jeg brænder for, vil jeg være bedre til, fordi det betyder noget for mig. Man bliver sjældent bedre af stilstand, og for mig, er det udfordringen i hele tiden at blive bedre end jeg var sidst, som driver mig. På den måde ender kampen mod mig selv med hele tiden at flytte mig til et nyt sted, hvor jeg hellere vil være.

Jeg forstår bare ikke, at det udløser point og øget selvværd at få førstepladsen, hvis man synes, at både konkurrencen og præmien er latterlig?

1 kommentar:

  1. Tjaa... Det giver jo ikke umiddelbart nogen mening... men så alligevel :-o

    For mange mennesker genereres selvværd ikke af dem selv. Det genereres af, at de får at vide af andre, at de er gode til det de gør!

    Og dét... er jo et klasseeksempel på DÅRLIGT selvværd, ikke?

    Vi spejler os vel alle i andre mennesker, for at definere om vi er dårlige, normale, eller supergode.
    Men er man supergod og omgiver sig med ligeså supergode mennesker, så vil resultatet vel komme tilbage som værende: almindelig?

    Hvis man er almindelig i forhold til omgangskredsen, så udebliver den positive feedback, og så må den jo søges andre steder. Hvor trist det så end er, at nogen har brug for den slags selvbekræftene rygklapperi:-(

    SvarSlet