onsdag den 24. oktober 2007

Taxi!!

Så er der udskrevet valg. Tvangsindlagt til de næste 20 dage, at se dem kaste mudder efter hinanden, og jeg har allerede kvalme over ordet "Velfærdsreform". Jeg synes efterhånden, at Christiansborg er viklet ind i noget blå-og rødternet patchwork, hvor man ikke kan se, hvor den ene farve stopper og den anden begynder. Derfor vil jeg sætte min stemme på højkant: Jeg er villig til at stemme på det parti, som giver os den længe tiltrængte taxareform. Reformen, der tager hårdt fat i kraven på taxaselskaberne, og tvinger dem til at opdatere deres viden omkring begrebet service.

Indledningsvist vil jeg gerne vide, hvordan de med usvigelig sikkerhed kan forudsige, hvor jeg er, når jeg virkelig har brug for dem - og undgår netop det område. Ikke skyggen af hyrevogn så langt øjet rækker. Dernæst undrer det mig såre, at man idag, med en fejlmargin på 2-3 sekunder, kan beregne, hvornår en opsendt raket lander på månen. Når man bestiller en taxa, 'kommer den inden for en time'. På de gode dage. Er vi ikke enige om, at taxaers primære funktion er at transportere os, når vi ikke selv kan, ofte fordi vi er under indflydelse af alkohol? Det kunne være i forbindelse med julefrokoster, store koncerter osv. Hvorfor er det så netop de dage, man spises af med, at de "pga travlhed ikke kan sige, hvornår de kommer"? Vidste I, at julen var på vej? Hvor man kan tjekke den slags? Kunne det så være en idé - det er bare et forslag - at sætte nogle flere på vagt? Sidste juleaften sad mine bedsteforældre i fuld overtøjsornat i halvanden time og ventede, fordi de havde fået besked på, at hvis ikke de var klar, når vognen kom, så kørte den igen. Hvordan kan man leve af at levere den form for service??

I weekenden afholdte jeg kursus på Fuglsøcentret i Ebeltoft. Det er ikke muligt at komme derud med offentlig transport, så man er mere eller mindre tvunget til at bestille en taxa de sidste 6-7 km. Så er det bare en skam, at den ene taxachauffør, der arbejder derude, holder fri den weekend. "Prøv Kalø Taxa". Ok... "Nej. Vi kan ikke komme kl to. Vi kan komme kvart i et eller kvart over tre." Super. Så venter jeg bare 3 timer på den næste bus, når I sætter mig af i Knebel kl halv fire.

Taxaer er tydeligvis undtaget færdselslove og alment hensyn. De kører over for rødt, kører 100 km/t i byen og i morges, hvor 3 biler holdte tilbage i et kryds, så den 20 meter lange kø i modsatte vejbane kunne dreje fra - ja, så kommer der lige en taxa, som partout skal holde helt oppe i røven på bilen foran, så han blokker alt.

Chaufførerne er et kapitel for sig selv. Jeg gider ikke snakke, når jeg kører i taxa. Sådan er jeg beklageligvis ofte ret alene om at have det. Og jeg trækker altid de klamme eller nazisterne. Der var ham, som fortalte mig unødvendig detaljeret om sit parforhold, deres forsøg på at få børn og sin uddannelse til zoneterapeut. Ham, som blev ved med at kommentere min kjole og min kæde, spurgte, om jeg var bange for/havde oplevet at blive voldtaget? Ham, som mente, at alt fra dårlig ånde til regnvejr var indvandrernes skyld. I alle tre situationer, havde jeg sat mig ind, givet adressen og ikke sagt yderligere.

Hvis en taxareform er for omfattende - immervæk en hel del elendighed, der skal rettes op på, og det er jo ikke gået godt med eksperimentet DSB - er jeg villig til at lade mig spise af med ministerbil. For en politiker må jeg være drømme-delebilisten. Der er mulighed for enetale fra start til slut. Vi skal bare have sat kvote på brugen af ordet 'Velfærdsreform'.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar