onsdag den 3. oktober 2007

Knife on the side.

Da jeg var barn, gik de seje drenge rundt og spurgte: "Hvad vil du helst skæres med, en skarp eller en sløv kniv?" Fordi man dengang ikke havde den tankegang, man har idag, overvejede man det konkrete spørgsmål, hvorefter de fleste af os svarede: "En sløv". Det lød mindst smertefuldt. 23 års omgang med køkkenknive har lært mig, at dér tog vi fejl.

Idag spurgte en af de seje piger mig: "Vil man egentlig helst være kæresten eller hende, han har ved siden af?" Der hvor jeg står nu, vil jeg sige det sidste, men måske det også ser anderledes ud om 23 år?

Det er ikke optimalt at være hende på siden. I starten tilføjer det forholdet et vist element af spænding, at det hele er så fordækt, men efter et stykke tid bliver det svært at holde tingene adskilt. Det bliver sværere at huske at opføre sig som bekendte, når der er andre til stede. Det er bare ærgeligt, hvis du skal have fat i ham, for det er udelukket at ringe - tænk hvis kæresten er i nærheden. Det bliver træls, at han altid skal afsted på et bestemt tidspunkt, fordi 'jobmøder' trods alt ikke varer til kl 03.00. Hvis det står på længe nok, begynder tanken om, at han står lige ud af din seng for at gå hjem og lægge sig hos hende, også at genere.

Men i det mindste kender man spillets regler. Hvor jeg til enhver tid kan vælge at trække mig, når jeg har fået nok af at dele, så deler kæresten sin mand uden at vide det. Og derfor vil jeg hellere vil være hende ved siden af. For det er muligt, at kæresten "har ham". I mine øjne rangerer mænd med elastisk moral bare ikke ret højt på listen over ønskværdige kærester.

De fleste af de piger jeg kender, har haft kortere eller længere karrierer som girl on the side. Det ville være nobelt, hvis vi afstod i søstersolidaritetens navn. Det kender jeg ingen, der har gjort. Derfor må jeg vel også indkalkulere muligheden for, at det en dag bliver mig, der finder ud af, at min kæreste har noget kørende ved siden af. Vil det gøre en forskel for mig, om der er tale om en enkeltstående smutter, eller om det har stået på over en længere periode? Om det er en kollega eller en tilfældig fremmed i byen? Om andre ved det? Jeg tror det næppe. Mit bud vil være, at man ikke kan bruge omstændigheder som strygestål: Det vil stadig føles som at få hjertet skåret ud med en meget sløv kniv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar