søndag den 9. september 2007

Vi bringer en efterlysning.

- fra De Netløses Land: Hvor er Den Galante Mand? Jeg ved godt, at der rundt omkring i hjemmene kravler røde strømper op af skuffen, når jeg skriver den slags, men jeg savner ham. Manden, som træder hjælpende til, fordi jeg er kvinde, og som har lyst til at hjælpe, fordi han kan.

Talrige er de døre, jeg har fået i hovedet (bogstaveligt og i overført betydning), fordi jeg fejlagtigt troede, at herren foran mig holdte den. Mængden af kaffe, jeg har hældt ned af tøjet, fordi en mand har skubbet sig først igennem døren, jeg var på vej ind ad, skal efterhånden måles i liter. Jeg har set mænd sætte i med spurten for at nå først til kassen i Føtex. Jeg har tabt pallevis af papir, uden at de tilstedeværende mænd har løftet en finger for at hjælpe. Jeg har nærmest flået ledbånd over i forsøget på at løsne en møtrik i spinning, og det var ikke, før jeg hvæsede: "Bliv ENDELIG siddende!!", at en af de 20 mænd i lokalet stod af cyklen for at hjælpe. Jeg er blevet slået 3 gange i mit liv, og kun af mænd. Senest i fredags, hvor jeg trillede på min cykel op af strøget, og en mand slog mig, mens han bjæffede: "Du må ikke cykle her!" Må man godt slå på piger nu?? Når man er en tyk, 55-årig mand?

Jeg skal være den første til at indrømme, at kvinder kan være dårlige til at give udtryk for, hvad vi mener, sådan helt nede på bunden. Jeg skal også med det samme sige, at jeg godt ved, at vi kan være noget så ustyrligt urimelige, og at det somme tider kræver overnaturlige evner at gennemskue, hvornår vi bliver smigrede, og hvornår vi bliver fornærmede. Men jeg vil gå forrest med det gode eksempel og sige klart og tydeligt: Jeg gerne vil hjælpes. Jeg har ikke behov for at bevise, at jeg kan bære alle de tunge ting selv. Jeg føler mig ikke talt ned til, fordi man(d) spørger, om jeg skal have hjælp. Blomster fornærmer ikke min intelligens, og jeg føler mig ikke købt, fordi en mand tilbyder at betale for kaffen.

Måske jeg skulle se, om jeg kunne nå tilbage til 30'erne, inden jeg bliver smidt på bålet? På den anden side: Der skulle være rig mulighed for at flygte. Det er jo formentlig mig selv, der både skal fælde og slæbe brænde.

Vi ses forhåbenlig herude igen på onsdag...

1 kommentar:

  1. Hmmm...det her er et af de helt store spørgsmål. Kan Ridderlighed og Ligestilling koeksistere ? Ikke i deres oprindelige generiske format. Så med lidt indrømmelser fra begge sider, så er jeg sikker på at vi (kvinder vs mænd i al almindelighed) kan finde et kompromis. Sådan kort sagt...

    SvarSlet