lørdag den 29. september 2007

Ordnung muss sein.

'Forældre' er 'effektivitet' stavet bagfra. Jeg bøjer mig i støvet for mine. Når jeg beder dem om hjælp, så angriber de problemet med militant, kirurgisk præcision. Intet er overladt til tilfældighederne, og der er tjek på ALT. De træder ind af døren med skrubbede hænder og stetoskop om halsen. Det er som at se en operation (minus slæver og blod). "Skruetrækker!" "Nål!" Og nu har jeg så pludselig et helt hjem. Med ophængte spejle, lamper og gardiner. Hvis ledninger tillader sig at ligge og rode, ser man min far forvandle sig til Terminator. "Locked on target... Attack!" Det er ikke smukt, når de må lade livet i en sky af ledningsstumper og kobbertråd, men i det mindste er der tale om et hurtigt, effektivt drab.

Til gengæld skal man sørge for at hælde brændstof på dem. Kom til at glemme, at det ikke er alle, der kører med min skæve dagsrytme, hvor det er træning, der bestemmer mine spisetider. Kom hjem til underlig apatisk udgave af forældre, der sad med tomme blikke og ventede på føde. Meget omvendt situation pludselig at være den voksne solsort, der kommer retur til reden med proviant. Rugbrød, koffein og sukker, så var de re-charged, og klar til fortsat at slå hårdt ned på halvfabrikata og løse forbindelser. (Kommer til at tænke på, at det egentlig er lidt urimeligt, at jeg har ry for at være den i familien, som bliver utilregnelig med lavt blodsukker? På den anden side, så må jeg medgive, at apati er nemmere at håndtere end hysteri.)

Nu har tropperne trukket sig tilbage. Jeg nåede lige at låne bilen til en afskedstur i Ikea. Jeg ville gerne have gået lidt rundt for mig selv og taget stille afsked med de forskellige afdelinger. Have sagt undskyld til de områder, jeg har lagt brak. Sagt tak til alle de vogne, der har tålmodigt at fundet sig i at blive skamredet af mig og mine indkøb, når vi skulle skynde os til kassen. Desværre faldt min exit sammen med lønningsdag, hvilket umuliggjorde et stille, intimt farvel. Så må jeg jo nok hellere tage derud igen...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar