fredag den 21. september 2007

Nature calling

Jeg kan se, at mit arbejde i næste uge bringer mig i nærkontakt med naturen. Jeg er ikke god i natur. Natur gør mit utryg og giver mig tvangstanker. Når vi bader ved stranden om sommeren, så er det muligt, at andre træder på muslinger og sandorme. Jeg har kæmpekrabber, med kløer så skarpe som Fiskars sakse, til at snige sig omkring fødderne på mig. Når andre bliver kildret af tang, føler jeg det klamme strejf af en strandvaskerhånd. De gange jeg har været ude at nattesvømme, er jeg nærmest vandski'et tilbage på stranden, trukket af min egen rædsel, når det er gået op for mig, at jeg er et blegt stykke hajmadding i vandoverfladen.

Når jeg sover i telt, og der ikke er en Skanderborgfestival til at holde dem væk, lusker der ulve rundt udenfor. Sommerhuse og skihytter, der er lagt afsides, så man rigtig kan koble af, får aldrig gardinerne rullet op, når jeg bor der: Jeg er rædselslagen for at stå ansigt til ansigt med en øksemorder. Jeg synes, at fugle er pisseuhyggelige, og har I tænkt over, hvor meget skade de kan forvolde med det våben, de har siddende lige midt i hovedet? Det er ondsindede ninjaer med fjer.

På mandag er der dømt stald til mig. Med køer, der når mig til skulderen, geder (horn), høns (næb), tyre (flere horn) og heste (bliver hysterisk af skræk, når de løber efter mig). Jeg tror måske, at det er karmarevisoren, der endelig er kommet tilbage fra sin lange frokost. I mange år har jeg holdt meget af at fortælle historien om, hvordan min søster og jeg som hhv 5- og 9-årige, var med min far ude at fiske ved en å. Min søster, der var bygget som et sugerør, havde langt tyndt hår og var bange for det meste, havde denne dag valgt en neongul hårelastik. Vi klipper nu til scenen, hvor en kæmpehest får øje på elastikken, sætter i galop og fremme ved målet frydefuldt forsøger at spise elastikken. Min søster blev nærmest retarderet af rædsel. Undskyld Susanne. Nu forstår jeg, at den historie slet ikke er spor sjov. Det var forkert af mig at fortælle den. Eller i hvert fald at grine så højt, når jeg gjorde.

Gad vide, om det er med heste og køer, som det er med hunde? At de kun gør noget, hvis de kan mærke, at man er bange for dem? I så fald vil jeg gerne begraves i Esbjerg.

1 kommentar:

  1. Fact:
    Hesten er det farligste dyr i verden. Sammenligningen mellem størrelse og styrke giver den førstepladsen. Fordelen (for os) er, at den ikke ved det.

    Jeg er bange for høns og jeg er sikker på, at den måge, der bankede på mit vindue en nat, stirrede insisterende på mig. Listen over farlige fugle:
    1: Måger (Hitchcock hepper)
    2: Høns (især de hvide)
    3: Strudsearter (forstørrede livsfarlige hønsefødder mens hjernen ikke er vokset med)
    4: Krager

    SvarSlet