onsdag den 19. september 2007

Jeg tager det tilbage. Jeg ER perfekt.

Jeg har lige bestilt en bog på biblioteket. "En helt almindelig han". Det skulle være den maskuline pendant til chick-lit; dick-lit. Og jeg kan ligeså godt sige allerede nu, at jeg er betænkelig. Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi kvinder har stillet os selv værre eller bedre ved at skrive ned, hvordan vi i virkeligheden (også) er. Nu er det ikke fordi, jeg hos GAD ser horder af mænd, som slæber Bridget Jones og Nynnes Dagbog til kassen, men jeg kender ikke mange af mit eget køn, som ikke har læst dem. Og det er her mine betænkeligheder kommer ind. Det er som om, at det er blevet legalt at være utjekket og overlagt semi-dum. Jeg medgiver, at det kan være med til at sænke de krav, som vi føler, at vi skal leve op til, men jeg synes, at man skal være varsom med helt at holde op med at prøve. Er vi ikke enige om, at vi er nødt til at holde os lidt på tæerne alle sammen? Både kvinder og mænd. Både på job, i byen og i privatlivet. Vi kan vel ikke for alvor være interesserede i, at bundniveauet sænkes til joggingbukser og ligegyldighed over hele linien?

Man kan ikke vide alt og være lige god til det hele. Absolut fair at have sorte huller i sin (geografi)viden. Helt rimeligt at være bedre til at svømme end til boldsport. Men man skal være forsigtig med at spille blondinekortet af magelighed, for det stempel man risikerer at få i panden, er frygtelig svært at vaske af igen. Hvilket jeg egentlig synes er rimelig nok, i hvert fald hvis man spiller det for at opnå eller undgå noget.

Jeg har nogle illusioner, jeg gerne vil bevare. For eksempelt insisterer jeg på at tro, at alle læger, jeg behandles af, afsluttede medicinstudiet med et snit på 11,3. Jeg vælger at håbe, at alle jeg møder, vil mig det bedste. Min far er klogere end din. Man kan elske sin kæreste resten af livet. Osv osv. Jeg er ikke klar til at vide, hvad mænd tænker uden filter. Hverken om min røv, mine veninder eller mine udtalelser.

Jeg er sikker på, at nogle af mænds illusioner om kvinder er bristet, efter Nynne er blevet et begreb. Nu sidder jeg så her, som Jonny Hansen på lur bag en politimand. De autonome nærmer sig, de ser bistre ud og jeg har selv været med til at sende invitationen ud.

2 kommentarer:

  1. Bring 'em on! Jeg er bag dig. Jeg bryder mig heller ikke om at være i kategori med de bevidst blondinedumme og dem som synes, at det er så sjovt at være ubehjælpsom og nærmest måbende lammet fordi de er kvinder - og fordi de synes at det er DET, Bridget Jones og Nynne har givet dem lov til.
    Jeg kan godt lide den selvironi, som bøgerne lægger for dagen, men jeg vil godtnok være ked af at mænd tror at alle kvinder er som dem hele tiden. Det er FIKTION, mænd! Vi er pæne og lækre og perfekte og falder aldrig på fortovet.

    Faktisk vil jeg være mere ked af, at kvinder tror, det er sådan man skal være hele tiden for at være "rigtig" og så ikke rigtigt fanger at det er selvironien, der er budskabet.

    SvarSlet
  2. Det er bare mig igen. Mine hjerne laver efternølere: jeg kan ikke lide nynne. Hverken som film eller serie. Især serien synes jeg er rip-off på den tarvelige måde. Det kunne klæde den at stå ved at den driver plagiat. Bridget var før Nynne, ikk? Og serien er stjålet fra manuskriptforfatteren? Grænser til at være cirka lige så pengegrisk og cirka ligeså dumt som at stjæle kopierne af guldhornene.

    SvarSlet