tirsdag den 18. september 2007

Confessions on a dancefloor.

Da jeg for snart 10 år siden flyttede til Århus, synes jeg, at det var umådelig kedeligt at gå i byen heroppe. I Esbjerg kendte jeg altid en million mennesker, når jeg gik i byen. Folk jeg spillede i band med, studerende fra musikkonservatoriet, hvor jeg arbejede og folk fra handelsskolen. I Århus gik bølgerne højt, hvis man i løbet af aftenen kunne vinke til en tidligere klassekammerats lillebror. På den anden side gav det en hel ny fornemmelse af anonymitet, og ligemeget hvor pinlig man opførte sig lørdag nat, kunne man stadig trygt og uflov færdes ude i verden den efterfølgende mandag.

Nu, 10 år efter, kan det stadig være umådelig kedeligt at gå i byen, men nu af ganske andre grunde. Jeg kan ikke udelukke, at alderen begynder at sætte sit præg, men listen over blacklistede steder, bliver længere og længere. Nogle falder fra af naturlige årsager. Valdemar var et udemærket sted, hvor de serverede "Ib - Sprutten, du kan stave til", lige indtil de lukkede. Waxies var også sjov nok, indtil min klon Dolly fik det ødelagt for os begge. Train og Kupé er nok i virkeligheden fuldstændig, som de altid har været; det er bare mig, der har ændret mig. Jeg er blevet gammel og træt. Den tid er forbi, hvor jeg kunne opbyde energi til først at skrue mig ned i et minimum af tøj, for derefter at bruge to timer i permafrost på tundraen, i kø med 500 andre - og bare dansede mig til varmen. Idag føler jeg trang til at læne mig apatisk tilbage og håbe på, at Falckmænd med en anseeligt mængde sølvpapir kommer forbi, og gradvist tvinger min kropstempatur over 25 grader. Jeg har befundet mig på dansegulvet lidt for mange gange med mænd, der enten var 1.60 høje, og insisterede på at danse standarddans, eller mænd, der dansede afsted, som spastikere på speed. Jeg tager mig selv i at tænke, om de stakkels piger, der går i byen i undertøj, ikke er bange for at blive syge? Jeg føler mig uhip, klodset og fejlcastet. Bliver irriteret, hvis bonderøve og konfirmander lægger an på mig, og føler mig overset, hvis jeg får lov at stå i fred. Jeg noterer mig, hvad jeg tænker, og det får mig til at føle mig gammel og kedelig. Jeg får ondt i hovedet over steder, der reklamerer med, at de henvender sig til 'det modne publikum', for jeg kan simpelthen ikke holde ud, hvis det er mig. Men jeg har også selverkendelse nok til at se, at jeg på mange af stederne kunne være Nogens Mor.

Efter at jeg lørdag tilbragte en forrygende nat på så usandsynlig et sted som Sherlock Holmes Pub, er jeg ved at overveje et gå-i-byen-mæssigt karriereskifte. På trods af mine fordomme om stedet, var mit segment forbløffende velrepræsenteret. Som et tegn fra oven var det endda en af mine stamtjenere fra Baresso, som spillede musik. Det så ud til at være ganske legitimt at gå i byen der uden først at have lagt vejen forbi en plastikkirug. Jeg så ingen, der stillede i bikini. Der var ingen, der spurgte mig, hvorfor jeg så så sur ud. Ingen selvfede bartendere. Men vigtigst af alt: Der var ikke noget dansegulv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar