søndag den 12. august 2007

Reality bites.

Så. Tilbage i civilisationen. Hvor det man drikker - som udgangspunkt - er uden alkohol, hvor offentlig sang og dans bør begrænses til et minimum, og hvor man ikke vågner til lyden af 3 fyre, der flerstemmigt synger en sang, der hedder: "Store patter betyder undskyld".

Det er med stor glæde, at jeg kan meddele, at jeg ikke (off stage) har set en eneste guitar eller didgeridoo. Til gengæld er der, siden min sidste tur i festivalarenaen, kommet et nyt nummer på plakaten: Unge mennesker i hættetrøjer, som tager afsindige mængder af svampe og piller, hvorefter de tror, at de er Niarn. Jeg undlod at realitetskorrigere: Deres version af "Dobbelt A" lød bedre end originalen.

På musiksiden var der afbud fra Amy Winehouse. Bliver nødt til at spørge, om vi er sikre på, at hun findes? Er der nogen, der har set hende i virkeligheden? Til gengæld var det en positiv overraskelser at se Rock Hard Power Spray. Og her mener jeg virkelig se (sagde hunulven, mens hun filede sin hjørnetand.).

Kender I de mennesker, som går i alles nervebaner? Sådan et eksemplar mødte vi også. Han lignede det fjerde medlem af Scooter, høj, tynd og med den helt særlige tyske hårfarve. Vi opdagede ikke, at han var en Klæber, før det var for sent, og vi hang på ham.
Jeg har tænkt meget over, hvad det er, der får nogen til at falde ind under denne kategori, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Jeg kan remse flere af kendetegnene op: De står for tæt på, når de snakker, de fortæller om ting, der er så kedelige, at det giver dig lyst til at stikke en gaffel i dit ene øje og rode rundt i hjernen for afvekslings skyld, de er lidt for ivrige og snakker lidt for højt, men stadig: Det er symptomer på noget, der stikker dybere end som så. Det stresser mig. Jeg udvikler vekselstrømspersonlighed sammen med den slags mennesker. Det ene øjeblik synes jeg, at det er synd for dem, for det er jo for fanden en form for handicap. Det næste øjeblik har jeg lyst til at messe: "gåvækgåvækgåVÆK!!" Så får jeg dårlig samvittighed, fordi jeg ved, at vi alle har det sådan, og jeg synes, at der er at sparke til folk, der ligger ned. Irritation. Medlidenhed. Irritation. Medlidenhed. Det hjælper heller ikke, at de er lavet af en form for magnetisk materiale, som betyder, at du kan flygte, men hver gang du vender dig om: ZIIIING!, så står de der igen. Heeelt tæt på, klar med en historie.

Lige nu er virkeligheden gjort lidt af samme stof: Den forfølger mig og bliver ved med at kæfte op om ting, jeg ikke har lyst til at høre om. I første omgang skal jeg for eksempel regne ud, hvordan jeg kommer til at se normal ud og holder op med at lugte som De Danske Spritfabrikker, inden i morgen kl. 8. Skal starte på nyt job og går jo fandme ikke at sende teenageudgave af sig selv, der for længst har overskredet sidste salgsdato. Efter jobstart venter flytning, 5 forskellige kurser med DGI i fem forskellige hjørner af dk, et nyt combatprogram og en rystesammentur med det nye job (guitar, jeg kan låne? Anyone?). Alt sammen på 3 uger. Game on!

1 kommentar:

  1. Velkommen tilbage til den bidende virkelighed! Tro mig, der er andre som har sendt en teenageudgave af sig selv idag... Men det er jo nok alligevel ikke så smart den 1.arbejdsdag. Pøj pøj med det.

    SvarSlet