onsdag den 29. august 2007

I did it myyyyyyy way.

Så er det slut. Stjernepladsen er historie. Afslutningen i tal, kommenteret:

Antal flyttekasser mit liv kan være i: 12
Svært at afgøre, hvad der er passende. Hvor få er Feng Shui og hvor mange tingsfikseret? Lidt ligesom de undersøgelser i Woman, hvor de spørger, hvor mange man har haft sex med.

Antal sætninger, der røg i censuren under syn af lejlighed: Uendeligt.
Blev ved med tavst at gentage "depositum tilbage, depositum tilbage" for mig selv.

Antal løgne fortalt af udlejer: 1
"Men Linda, du ved jo, at jeg ikke er typen, som vil krejle folk for penge".

Antal sætninger, der undslap censuren: 1
Har stuevinduer, der er så utætte, at måger kan flyve ind, når de er lukkede. Søde far Orla har tætnet med dobbelte lister. Udlejer ville gerne have haft hvide lister. "Det kunne du jo passende have lagt vejen forbi og sat op, da du underskrev Fejl- og Manglerlisten, hvor der står, at de er utætte." (Depositumtilbagedepositumtilbage!)

Antal vingummier indtaget under pakning: 3
Målt i kilo for overskuelighedens skyld.

Antal fysiske skader som resultat af afmontering af hjem: 1
Hænder ligner birketræstammer af at opholde sig i brun sæbe, salmiakspiritus og ajax. Er ellers sluppet forbløffende helskindet fra lemfældig omgang med værktøj, el og stiger.

Antal medaljer, der skal uddeles: 12
Til de søde mennesker, der hjælper og har hjulpet.

Antal dage til nyt indlæg på bloggen: (Forhåbentlig kun) 5.
Skifter udbyder, hvilket jo altid tilfører livet et spændende element af usikkerhed. Håber på at kunne rapportere live fra Ground Zero onsdag.

Jeg bevæger mig om på månens mørke side. Houston. I will see you on the other side..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar