torsdag den 23. august 2007

'Cause I'm worth it.

"Hvad sparer du op til?", spørger Unibank. Meget lidt. Når jeg hører, hvor målrettet mine forældre sparede op, inden de købte hus og bil, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor den adfærd er mig så fremmed? Jeg skal ikke trække nogen med mig i faldet, men jeg tilhører generation Instant Gratification. Hvis jeg vil have noget, så vil jeg have det nu. Opsparing? So last year. Afbetaling is the new black. Jeg spilder ikke tid på at regne ud, hvor meget pc'en i sidste ende kommer til at koste, jeg betaler bare glad og gerne 500 kr pr måned. Ipod, ferier og træningstøj? Bare på beløbet, tak.

Impulskontrol og tålmodighed er tilsyneladende mangelvarer these days. Børn og unge bliver federe og federe. Vold som kommunikationsform bliver mere og mere udbredt. Selvhjælpsbøger sælges i metermål. Hvis jeg gerne vil tabe mig/finde en kæreste (ikke et ord om mænd vs kvinder...)/lære at meditere osv., så må det ikke kræve mere end to timer med en bog, hvor fremgangsmåden er sat op i punktform.

Hvor mange kender du, der er stoppet på mindst én uddannelse for at starte på en anden? Jeg kan komme i tanke om et par stykker. Jeg argumenterer ikke for, at man skal fortsætte på en uddannelse, man ikke bryder sig om, men jeg kunne have en mistanke om, at et enkelt skift eller to kunne undgåes, hvis man satte sig ind i, hvad en uddannelse indeholder. Eller nedjusterede sin forventning om, at det skulle være fedt HELE tiden. (Svært at skrive det her, uden at komme til at lyde som 48-årig, desillusioneret førtidspensionist.)

Hvor mange kan fra deres barndom huske, at det var slikaften én gang om ugen? Den samme aften, hvor de voksne også fik et glas vin? Man stod i kiosken og skulle have for 1 krone labre larver, en krone piratos osv. Idag har Føtex hjul under kurvene for at hjælpe folk som mig, der ellers skulle have brugt en sækkevogn til at fragte Hariboposer og grønne flasker rundt i butikken.

I et anfald af cyber-dødsforagt vil jeg også vove at foreslå, at det måske er det, der ligger bag, når vi (begge køn. Jeg langer ikke ud..) ikke vil forpligte os i et forhold? Det vi to har her er fint nok, men hvis der pludselig er noget andet, som ser interessant ud, så skal jeg ikke være mere bundet, end at jeg kan gå efter det. Den dybe fornemmelse af sammenhørighed er unægtelig lidt svær at skabe i svingdørsatmosfære.

Vores forældre har udstyret os med en tro på, at vi fortjener det hele og kan klare det meste; det er bare at gribe ud efter det. Alle muligheder ligger åbne. Det tragiske er bare den rastløse tvivl, der følger med. Livet 30+ synes i sorte øjeblikke forvandlet til én lang nytårsaften, hvor man hele tiden sidder med fornemmelse af, at den RIGTIG fede fest foregår et andet sted. Ville man blive lykkelig, hvis man tog øjnene af telefonen, besluttede sig for at blive og kamikazefestede hele natten? Man kunne vel altid tage hjem og begynde at spare op i morgen...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar