tirsdag den 31. juli 2007

Kærlighed - et grundstof.

Somme tider laver min hjerne en kobling imellem to begreber, der som udgangspunktet ikke har det fjerneste med hinanden at gøre. Det seneste skud på stammen er Kærlighed vs Uran.
I min omgangskreds diskuteres for tiden, hvad man gør af restproduktet, når et forhold slutter. Hvad stiller man op med overskydende kærlighed, som nu pludselig er et affaldsprodukt, man skal af med? Her lavede min hjerne så et loop, og endte i Afdelinge for Fysik og Kemi.
Så vidt jeg husker, er det primære problem ved at bruge atomkraft som energikilde, affaldsproduktet. Skidtet er sindsygt giftigt og nedbrydningstiden er millioner af år. Hvor gør man af det? Nogle lande er så fattige, at de tilbyder, at man, mod betaling, må grave det ned i deres baghave, eller lagre det i deres tomme mineskakte. Kapslet i beton, som holder strålingen inde - men stadig. Problemet er ikke løst, man kan bare ikke længere se det med det blotte øje. Føles en kende usikkert at sætte sin lid til et produkt, som blomster jævnligt bryder igennem på cykelstierne, ikke?


Hvis ikke min hukommelse bedrager mig, så består uran af to isotoper, 235 og 238. 235'eren er den del, som alle vil have. Som får kraftværket til at gløde og udløser ødelæggelserne, når bomben falder. Procentvis er sammensætningen således, at 238-isotopet udgør 99% af uran, og 235 kun 1%. Ikke ulig kærlighed, vel? At procentdelen af det virkelig værdifulde er så lav, gør den endnu mere kostbar og eftertragtet. Det afhænger af hænderne, det falder i, om det giver energi og varme eller død og ødelæggelse.

Sker uheldet eller falder bomben, så tager det uendelig lang tid før strålingen i jorden er faldet så meget, at man igen kan bygge noget op. Selv når de synlige skader er udbedret, kan der være eftervirkninger, som man ikke havde forudset. Urimeligt nok er det sjældent den, som har forårsaget skaden, der skal leve i ruinerne.

Når først hjernen er sporet ind, så er symbolikken næsten så tyk, at man kan gå på den, ikke? Jeg håber bare, at der er sket noget på området, siden jeg gik i skole. Min geigertæller tikker sindsygt højt og jeg har ikke lyst til at sidde i tom saltmine i U-land. Iført beton.

3 kommentarer:

  1. Ihh hvor du tænker altså :-) jeg erimponeret - kan ikke huske en hujende ... om uran eller andre grundstoffer overhovedet, men jeg tror på hvert et ord!!
    Glæder mig til vi skal vende det hele over den sædvanlige salatbar. Gad vide om vi ku få medalje for at ha dårlig smag når det gælder madvalg til en veninde-hygge-sludre-aften :-)

    SvarSlet
  2. Kære Beton-baronesse.
    Heldigvis er det ikke dig, der er restproduktet og skal kapsles inde, men den store portion rest-kærlighed, som stadig ligger og ulmer og bobler og får din geigertæller til at give udslag.

    Jeg er ikke ekspert på uran. Jeg kan knap nok huske det periodiske system mere, men jeg ved stadig lidt om biologiske processer og så er vi tilbage ved nedbrydning af energi igen. Alt er kemi.

    Det gælder om at sætte et stort skilt op, så man er klar over at der ligger noget og ulmer nede under jorden, så man ikke selv kommer til at jokke på det skrøbelige låg og måske blive opslugt (og muteret!)i den mugne stinkende sump. Og så gælder det om at finde ud af, hvilket stof, der skal tilsættes, så den kemiske reaktion sætter gang i nedbrydningen.

    Nogle vælger at tilsætte vingummi, andre vander med afholdenhed, selvpineri eller ekstremsport, andre igen hælder mænd på...

    Den skal nok svinde ind, restkærligheden, men under skiltet vil der nok altid være en småkage-stor sveden plet, hvor kun de sejeste græsarter kan overleve.

    Og du er jo baronessen... Ingen fortjener som dig at blomstre. Syng med mig på hippiesangene, Nesse: De kan ikke slå os ihjel! El Pueblo Unido, Ta mig med til Joanna og Jamaica Jamaica. This too shall pass...

    SvarSlet
  3. [url=http://levitranowdirect.com/#olapj]buy levitra[/url] - buy cheap levitra , http://levitranowdirect.com/#aszyj cheap generic levitra

    SvarSlet