mandag den 30. juli 2007

En lemmings bekendelser.

Da jeg var barn, havde jeg to sovedyr. Det ene var en bamse i et utrolig fjendtligt, kradsende materiale, som ikke hed noget. Det andet var en hund, som hed Lemming, uden F, der boede i skuffen under min junoseng sammen med min dyne. Den har fået en plads i dagens tekst, fordi det er gået op for mig, at den er smittet af på mig. Navnet er sevet ind i min personlighed efter de mange nætter under min tynde, blege børnearm.
Lemmingen er som bekendt det vimre dyr, der ganske uden at stille spørgsmålstegn ved det overordnede mål, kaster sig frygtløs ud over kanten af meget høj klippe, fuld af blind tillid til, at andre har tænkt planen igennem. Det er mig. Primært i forbindelse med IT og elektronik. Jeg opdager altid først, at ting som computere, digitalkameraer, Ipod's osv er kommet for at blive, når ALLE omkring mig har anskaffet sig en af slagsen. Om jeg skal have nyt styresystem? Det ved jeg da ikke?? Skal man det? Er det besværligt? Hvis ja: Er det vigtigt? Hvad har I? Jeg lider af en sjælden udgave af synsforstyrrelsen Usher. Mine blinde pletter er primært placeret der, hvor artikler og annoncer om den slags nyheder er trykt.

Efterhånden breder smitten sig til nye områder. Folk, som jeg ellers mener har nogenlunde samme afslappede forhold til livet som mig selv, har sat sig ind i pensionsregler og skattefradrag. Jeg begynder at svede! Hvorfor fik jeg ikke den mail, hvor der stod, at det nu pludselig var noget, vi gjorde?? Jeg troede, vi havde en aftale...

Jeg har valgt at tilskrive denne karakterbrist min meget tillidsfulde natur. Jeg stoler blindt på, at Nogen (Banken. Skat. Staten. De Voksne) har min ryg. Og at alle elektroniske dimser, jeg erhverver er idiot-testede og -sikrede. Jeg knalder dem i kontakten, taster i vildskab og har ikke tålmodighed til at tjekke, hvad jeg får af fejlmeldinger, advarsler osv. (I min familie er det ellers comme il faut at L-Æ-S-E brugsanvisningen. Fra ende til anden. Det gen springer tilsyneladende somme tider et led over). Men det gør faktisk ikke så meget. For jeg VED, at går noget galt, så er der selvfølgelig nogen, der har tænkt på det i forvejen. Som kommer og løser det for mig. Ellers ville jeg da have hørt om det. Ikke?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar