søndag den 30. december 2007

(2)007 - Med licens til at skride.

Så er de sidste 07-sandkorn ved at finde nødudgangen, og hvis man har læst med her på bloggen, ved man, at jeg hepper dem igennem med opmuntrende tilråb og klapsalver. Desværre slog det mig forleden, at på førstepladsen over Mest Sagte Sætninger, December 2006, stod: "2007, Kom ind!" Det er jo ikke specielt tilfredsstillende, at jeg allerede for et år siden var medium utilfreds med tingenes tilstand i mit liv - og så bare har ladet stå til. Jeg må nok med skam melde, at jeg har gået og ventet på, at der ville komme en voksen og løse mine problemer. (Må man kalde dem det? Eller er det ligesom at sige 'skraldemænd' og 'handikappede'? Risikerer man at blive retsforfulgt af Dansk Sprognævn, til man lærer at kalde det 'udfordringer'?).

Definitionen på dumhed er jo som bekendt at gentage samme handling og forvente nyt resultat. Hvis jeg vil have forandring, må jeg træffe nye valg. Og det er jeg klar til. Det har været et lorteår. Ikke mindst fordi processen med at finde ud af, at man har valgt forkert, faktisk er temmelig hård. Når man ved, at man skal vælge om, åbner der sig en verden af muligheder, og når jeg sidder der, med kortene bredt ud på bordet foran mig, så er jeg smerteligt klar over, at et hvert tilvalg også er et fravalg. Tænk hvis jeg vælger forkert igen? Men jeg mener ikke, at der er nogen vej udenom. Ikke at vælge er også at vælge.

Ind imellem kan det være omstændighederne der gør, at man må vælge noget til eller fra. Der kan gå lang tid, før man opdager, at man bruger så uhørte mængder af ressourcer på noget, at man ikke kan forsvare over for sig selv at blive ved. Erkendelsen forpligter, og man tvinges til at blande kortene og brede dem ud, selvom man ikke har lyst. Hvor det er dejligt med masser af muligheder, når man er klar til det (aka: 'omstillingsparat'), så er det stygt at skulle vælge noget nyt, når man egentlig ikke har lyst til at give slip på det gamle.

Den gode nyhed er, at når først valget er truffet, bliver det nemmere. I hvert fald for mig. Vejen er udstukket og det er et spørgsmål om at sætte den ene fod foran den anden og holde øjnene på bolden. 2007 har været året, hvor tæppet blev revet væk under fødderne på mig af flere omgange, og hvor kortene blev spyttet ud med en kraft, der gav mig snitsår på hænderne, når jeg forsøgte at gribe dem. Men nød lærer nøgen kvinde at montere sugekopper under skoene, og trække de jernbeslåede arbejdshandsker på, og efter mange og lange overvejelser ved jeg nu, hvor jeg er på vej hen. Føles som at have gjort hovedrent i sit liv, og det er blevet nemmere at trække vejret.

Nytårsaften må man gerne være lidt højtidelig, synes jeg, og uden af der skal gå Søens Folk og Gud I Vold (fandt vi egentlig nogensinde ud af, hvad det betød?) i den, så har forandringens vinde blæst, og jeg glæder mig til at se, hvad de bragte med sig. Jeg vil lade David Gilmour få det sidste ord for i år, og lukke 2007 med et citat:

Lost in thought and lost in time
While the seeds of life and the seeds of change were planted
Outside the rain fell dark and slow
While I pondered on this dangerous but irresistible pastime

I took a heavenly ride through our silence
I knew the moment had arrived
For killing the past and coming back to life.

Godt nytår.

lørdag den 29. december 2007

Heksen, klemmen og terningen.

Højt placeret på listen over trælse følelser, ligger følelsen af at komme i klemme imellem sine venner. Der er ikke meget, der er mere ubehageligt end at vide, at ligemeget hvad man gør, så ender nogen med at blive kede af det eller (oh gru!) skuffede. Jeg er ikke meget i tvivl om, at det er en udpræget pigeting; På legepladsen spillede drengene vist bare bold med dem, der var tilstede. Hos pigerne herskede der allerede dengang et meget avanceret straf/belønning system i forhold til, hvem der måtte være med, og hvilke roller de fik. Når dem man legede med rottede sig sammen, så man fik tildelt rollen som barn i Far, Mor & Børn, havde man enten overtrådt en eller anden obskur børneregel, eller teamet op med den forkerte. Det lyder ondt, men sådan var det, og vi gjorde det allesammen.

Sådan foregår tingene jo heldigvis ikke mere, men man kan stadig opleve situationer, hvor man føler, at man tvinges til at vælge side. Det er sindsygt ubehageligt, for de mennesker man har i sit liv nu, er folk, man har valgt at have der, fordi man holder af dem. Det er ikke længere nogen man bruger tid med, fordi vores respektive forældre har valgt at købe hus på samme vej.

For mit eget vedkommende er mine venner meget forskellige. De er stået på toget på mange forskellige stationer i mit liv, og en del af dem går mange år tilbage. Derfor er det også meget forskelligt, hvilke typer af venskaber jeg har med de forskellige, men jeg ville ikke være nogen af dem foruden. Jeg tænker på personligheden som en form for terning: Den har mange forskellige sider, men man kan kun vise en af gangen. Der er ikke nogen af siderne, der er mere rigtige eller ægte end andre, men der er selvfølgelig nogen der ligner hinanden, og nogen der ikke gør. Derfor kan det være en udfordring, at være sammen med folk, som man bruger to helt forskellige dele af sin personlighed med. Det er svært ikke at føle at man vælger side, når man vælger hviken side af terningen, der skal smides i vinduet. Og så er vi tilbage på legepladsen, og der er jeg ærlig talt lidt træt af at befinde mig. Det var ikke engang sjovt dengang.

Der findes mange afarter af Klemmen. Somme tider bliver man sat i den uden at være i rum med nogen af de involverede parter. For eksempel når én veninden spørger, om hun må kigge forbi til en fest man selv skal til hos en anden veninde - og man ved, at veninde nummer to ikke rigtigt hopper i stolen af begejstring. Eller når man anbefaler en veninde til et job, fordi hun som veninde er pålidelig og trofast - og hun viser sig at være slatten og løs i betrækket som medarbejder. Eller når man sætter en veninde op med en andens bror/fætter/kollega - og hun viser sig at have en sticky-needy side på terningen.

Heldigvis sker det sjældent, og det meste af tiden kan man rafle og slå uden problemer. Måske man skulle dedikere 2008 til at finde en multiside til sin terning? Gerne en, der er lidt rund i kanterne, så den ikke kan klemmes uden at smutte.

torsdag den 27. december 2007

What's your definition of dirty, baby?

Jeg er tilbøjelig til at være enig med Groucho Marx i hans påstand om, at sex er kommet for at blive. Men selvom alle ved, at alle har det, så er det alligevel somme tider nogle underligt tyndbenede samtaler, vi har om det. Der kan selvfølgelig være grænser for, hvor meget man gider vide om sine veninder (og ikke mindst deres kærester..), men man skal kende hinanden ret godt, før der kommer detaljer på bordet. Måske hænger det sammen med, at man kun har sig selv og sin egen track record at sammenligne med. Der er vel ingen, der har lyst til at fremstå som hverken snerpet eller overdrevet frisk. Derfor bliver det tit ved skrækhistorier, man har hørt om andre. Måske for - uden at udlevere sig selv - at få bekræftet, at den grænse man har, er relativt normal.

Og der er mange gode historier at tage af. Der var ham, som scorede en tilfældig aften udenbys. Som godt nok undrede sig over, at hun havde latexlagen på, og også spekulerede på, hvorfor hun hev en kæde med kugler op af skuffen og deponerede dem i ham, en af gangen, et meget privat sted, mens de var igang. Han fik svaret på begge spørgsmål, da hun, lige på toppen, trak til og skabte undertryk. Et rimeligt spørgsmål undervejs ville have været "Undskyld, men hvad fanden laver du?!", men tilsyneladende sidder ens grænser i tøjet, og når først det er røget, så tror jeg faktisk, at det er meget almindeligt, at man forsøger at spille med.

Vi har i omgangskredsen snakket om, at det værste må være, hvis man finder en kæreste, man er glad for, som efter et år smider en fantasi på bordet, som man bare synes er klam. Én ting er at møde en fyr, som allerede første aften løfter sløret for, at han synes det ville være super med et golden shower, mens han rusker sit oppustelige får. Accio tøj, lumos og spektral transferens. Væk. Men hvis nu det er en, man virkelig er glad for? Kommer det ikke til at påvirke ens syn på ham, sådan helt genrelt?

Det er måske derfor, at det kræver lidt mod at flashe en fantasi eller forsøge at indfri én, man tror, at partneren har. Venindes generte veninde tog mod til sig og overraskede kæresten på 'velkommen hjem, skat'-måden i nyt, småt, rødt lingeri. Hans kommentar: "Rød er godt nok ikke lige din farve, hva?" Eller min veninde, som midt i et one-night stand blev udsat for et stripnummer så avanceret, at fyren endte med at blive viklet ind og sidde fast i sit eget bælte. Svært at komme overbevisende igen som erfaren førsteelsker ovenpå dén.

Der er signalværdi i mange ting. Jeg læste igår, at man kan købe dildoer formet som delfiner og hestehoveder (virker pludselig knap så truende at skulle finde et hestehoved i sin seng). Hvordan skulle man kunne hive sådan en frem, uden at han kommer til at grine?? Og tror, at han er endt i sengen med Sussi fra 4B. Er der ikke sådan lidt My Little Pony over at åbne skuffen, og der ligger Svipper og Penny?

Det må sgu da være svært, hvis man har en eller anden bizar tilbøjelighed i sengen. Man ved jo formentlig godt selv, hvis det er lidt uldent i kanten og selvom der idag er klubber og selvhjælpsgrupper til alt, må det da være træls, hvis man ikke kan få lov at gøre det, man helst vil, med den man holder mest af. Men når det er sagt, så har vi bare alle sammen vores grænser et sted. Ligemeget hvor meget jeg holdte af min kommende mand, så ville jeg fx aldrig indvillige i at blive niflet på. Jeg synes, at det må være klamt (!) og fornedrende. Og jeg vil utrolig gerne være fri for at skulle sove i seng, hvor den våde plet måler 1 x 1 meter.

tirsdag den 25. december 2007

Kutter Nyt, 3. del.

Jeg ved, at jeg er klar til at tage hjem, når:

- jeg ikke kan lade være med at blive en lille smule irriteret, når jeg henter mine bedsteforældre, og min bedstefar siger: "Du må kun køre 50 km/t her."

- jeg spinner til L'Amour Toujours, og tager mig selv i at nynne med.

- jeg alvorligt overvejer at bede min far brænde en kopi af Rod Stewards den nye.

- jeg ser en flaske rødvin og tænker: "Aj, jeg springer over".

- jeg begynder at opføre mig, som om jeg er 15. Trådte i vand og fik våde strømper. Uden at jeg helt ved, hvordan det skete, kom min mor og jeg næsten op at skændes om det. Min mor insisterede på at låne mig et par nye, mens mine tørrede. I starten takkede jeg bare nej, fordi jeg synes, at det var ligemeget. Til sidst havde det udviklet sig til Ungeren om igen, og jeg var nærmest nervøs for, at hun ville gennemføre et lynangreb og tvinge nye på mig, hvis jeg blinkede for langsomt med øjnene. Jeg behøver vel ikke sige, at om jeg så havde fået forfrysninger og koldbrand i foden, så ville jeg hårdnakket have hævdet, at jeg ikke kunne mærke det?

- mit hår ser normalt ud igen.

mandag den 24. december 2007

Kutter Nyt, 2. del.

Inden jeg tog i SFO'en idag, pålagde jeg strengt mig selv at opføre mig ordenligt. De kører timerne hernede, som de mener, at de skal køres, og det skal jeg bare holde min kæft og rette ind efter. Skik følge eller land fly, som de siger i Dansk Folkeparti. Tørrede således omhyggeligt alle udtryk af ansigtet, inden jeg entrerede salen.

Startede med at konstatere, at nogen havde glemt at sende mig den mail, hvor der stod, at vi skulle stille i nissehuer. Utrolig ærgeligt. Riggede an, timen startede og altså ... Jeg prøvede. Det gjorde jeg virkelig. Men efter ti minutter var jeg iført, hvad Lene har døbt 'mit Esbjerglook'. Det består af to lodrette rynker fra hårkanten til nederst på næsen, og en kæbe så stam, at min mund (helt undtagelsesvist) ikke ville kunne tvinges op med et brækjern. Man kan selvfølgelig indvende, at det er ligemeget, at cd'en er fuld af ridser og hopper, når man snakker og synger ind over, nonstop.

I går skrev jeg, at man i Esbjerg har fået super-evnen at kunne rejse i tid. I eventyrerne er det altid sådan, at helten i bytte for til at kunne gøre sig usynlig/flyve må afgive evnen til at føle kærlighed/græde. I Esbjerg har man valgt kollektivt at ofre sin rytmesans. Vi kørte de samme programmer, som vi gør i Århus, men i en underlig off-beat hybridudgave, hvor man ikke var forpliget af takter overhovedet. Havde stillet mig helt ned i det ene hjørne med det resultat, at man i spejlet kunne se en 17 forskellige versioner af programmet, og helt bagerst, en hestehale springe op og ned, pinball-style.

Og nu vi snakker om mit hår: Jeg ligner en, der har redt hår med et pindsvin. Mit hår lider forfærdeligt af hydro-jetlag. Manglen på kalk i vandet kombineret med den sindsyge, saltinficerede blæst, (som man ikke har fantasi til at forestille sig, hvis ikke man har boet hernede), har forvandlet mit hår til ståluld. Har lyst til at gemme elendigheden under en hat. Bliver nok temmelig svært at finde en hue, jeg kan tvinge ned over dén afro. Tjekker lige i morgen, om der en af de andre børn, der har en (stor) nissehue, jeg må låne.

søndag den 23. december 2007

Kutter Nyt.

I anledning af julen er jeg for en kort bemærkning tilbage i hjemstavnen. Det er en lidt besynderlig oplevelse. Føler mig hensat til parallelunivers, hvor jeg har mulighed for at se mit liv, som det ville have formet sig, hvis jeg havde valgt at blive boende i Esbjerg. I Århus er jeg omgivet af folk, som lever liv, der i store træk minder om mit. Hernede er alle mine jævnaldrende igang med deres anden barsel. De har indkørsler med to biler og bunker af fliser, der skal bruges til terrassen, de er ved at anlægge i 70'er huset, de går og renoverer. Det er en surrealistisk oplevelse. Jeg tror, at vi på begge sider står og spekulerer på, hvem af os, det er synd for.

Således momentant løftet ud af mit liv som jeg kender det, skal det øgede rødvinsindtag jo gerne suppleres af en passende form for aktivitet. Jeg har en rimelig høj grundspænding, og hvis ikke jeg får fysisk afløb for lidt af min energi, ender jeg hurtigt med at kradse tapetet af væggene. Heldigvis har børnehaven også to stuer hernede, så valgte idag at tage toppen af rastløsheden ved at skamride spinningcykel. Det viser sig, at man i Esbjerg endelig har løst gåden om, hvordan man rejser i tid. Jeg trådte gennem en portal forklædt som dør, og vips! Tilbage i 1992 med Lasgo og Best of Eurotrance. Vi startede dog med at varme op til julemusik. En glimrende idé, synes jeg. Man mangler lige det sidste for at føle, at man har hørt helt nok. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ville have sat større pris på det, hvis jeg havde vidst, hvad der fulgte. Det er med stolthed i stemmen, at jeg kan fortælle, at jeg idag røg hele 10 taktslag over min normale maxpuls. Jeg peakede lige imellem det 10 minutter lange remix af 'Lamada' og den udødelige klassiker 'Blow my whistle'. Raseri eller fysisk anstrengelse; maxpuls er maxpuls. I spidsen for herlighederne stod Krestena, som udtalte alle ord med intonation som lotterisælger fra tysk B-pornofilm. "Trehhhdve sækunder meeehhre!", "Bliv veeehhhd!" "Fæhhhm.... Feire...... Trætoeeeehhhn!" og favoritten "Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!!" Alt sammen med mikrofon skruet alt, alt for højt op, og skærebrænderstemme. Lægevidenskaben har vidst det længe, men derfor er det vel rart at høre fra menigmand: Man kan godt skære hjernen i skiver med lydbølger alene.

Det er med en vis spænding, jeg imødeser dobbeltholdet, jeg har booket mig på i morgen. Hvis jeg skal combatte til Last Xmas, så er der nogen, der kommer til at indtage ris a la mande gennem sonde.

lørdag den 22. december 2007

Alderen, nettet og detaljerne.

Min bedstefar er 78 år, et utrolig venligt menneske og fuldstændig frygtløs, når det kommer til internet og computere. Det er 4 år siden, han tog pc kørekort, og efterfølgende har han insisteret på at bruge netbank, maile sine fødselsdagshilsner og bruge Skype, når han skal tale med min fætter Kong Paul (28-årig infant prodigy, der jævnligt opholder sig udenlands).

Min bedstefar betjener teknik med den myndighed, der kommer af at have ledet byggepladser i 50 år. Når han vil have vedhæftet en fil, så har programmet bare at vedhæfte, uanset hvad han trykker på. Hvis man forsigtigt antyder, at det kunne skyldes en fejl 40, at man ikke modtager de lovede billeder, bliver han nærmest forbløffet. Han er urokkelig i sin overbevisning om, at det enten må skyldes en virus eller at han har fået installeret en besudlet bastardudgave af Outlook.
Men lykken står den kække bi, og i 8 ud af 10 tilfælde, lykkes det ham faktisk at overføre penge, skrive hilsner og komme i telefonisk audiens. Måske er det fordi han ikke bruger tid på ligegyldige detaljer:

"Hej Smukke
jeg prøver det nye nr,flot du huskede PAULS FØDSELSDAG, DET HAVDE JEG GLEMT, så for pokker nu fik jeg trykket over til store bogstaver. Nå det er alderen der gør sig gældende.Vi ses
Bedstefar"


Jeg forstår jo godt, hvad han mener.

fredag den 21. december 2007

De kaldte, Dr. Freud?

I perioder rager jeg uklar med fænomenet søvn. Mit speciale er at pletsove frem til kl. 04.00, kun afbrudt af drømme fra Mordor, hvorefter jeg forsøger at mumificere mig selv i mit lagen, indtil jeg skal op. Når det har stået på længe nok, skal jeg indrømme, at det lige tager spidsen af mit overskud i hverdagen.

I nat brugte jeg en del tid på at kravle rundt på en strand af aske. Jeg ikke kunne gå, fordi mine fødder var skåret i stykker af havbunden, som var lavet af glasskår. Det blev efterhånden rimelig problematisk, fordi jeg ikke kunne slippe væk og min hud stille og roligt brændte væk under solen.

Efter en kort vandpause og nattevandring på matriklen, skiftede vi film, og jeg var nu død og taget til fange; en ikke specielt attraktiv kombination. Jeg forstår pludselig lidt bedre, hvorfor kristne er så bange for Helvede. Mit fængsel var et værelse på et gammelt slot, støvet og fyldt til randen med ragelse. Her blev jeg hjemsøgt at revl og krat fra samtlige gyserfilm, jeg nogensinde har begået den fejl at se - hvilket jeg ikke forstår: Hvor sjovt er det at spøge for en, der bare sidder fuldstændig paralyseret af rædsel, og ikke engang byder på en kop kaffe?

Jeg tror, at jeg har regnet ud, hvad min underbevidsthed forsøger at fortælle mig. Jeg ville bare ønske, at den var knap så grafisk og måske bare fabrikerede et OBS indslag, hvor man ser en dør, der smækker, eller viste et stillbillede af en bro, der brænder. På den anden side kunne drømmene også blot være et produkt af for meget sukker og dårligt fjernsyn. Sometimes a cigar is just a cigar.

onsdag den 19. december 2007

De voksne kan også blive bange.

"Jeg er simpelthen så bange for at få tæsk", sagde utrolig sød og høflig veninde til mig forleden. Jeg må med skam melde, at jeg kom til at fnise. Tanken om, at nogen - overhovedet - skulle have lyst til at tæske min tålmodige, godhjertede veninde, forekom mig absurd. Jeg ville uden problemer kunne liste 5 af mine nærmeste veninder, som har så meget kant, at det kunne ende med en kindhest, hvis noget kørte af sporet. Personligt har jeg to gange fået et par på hovedet, og jeg har selverkendelse nok til at indrømme, at det er mærkeligt, at det er blevet ved det. Men lige præcis denne veninde er sådan én, som alle holder af, og som strækker sig langt for folk omkring sig. Under ingen omstændigheder typen, man slår på. (Jeg ved ikke, om jeg ramte hende på en dårlig aften, for senere, da vi så nyheder, mumlede hun under et særlig fælt indslag: "Sådan er jeg bange for at dø!" (Hvilket ikke umiddelbart burde være svært at undgå, med mindre hun planlægger at emigrere til sydamerika, bliver latinamerikansk ghetto-ho og medlem af en bande. Men man ved selvfølgelig aldrig..))

Jeg er ikke bange for at få tæsk. Ikke at jeg ville nyde det, hvis det skete; den angstfantasi har jeg bare ikke. De fleste jeg kender, lider af den tyske Grund-Angst for livet generelt. Alt det der med ikke at slå til, at der aldrigaldrigaldrig må ske noget med dem, jeg holder af, og at jeg helst ikke vil dø i ensomhed, uden nogen opdager det, og ende som schæferføde. Den type Angst er, så vidt jeg kan forstå, en del af standardpakken, og man kan ikke afmelde den uden at opsige hele abonnementet. De fleste af os supplerer den bare med en hysteriangst eller to on the side. Disse karakteriseres ved at være nærmest latterligt usandsynlige - og vi ved det. Det til trods, har de så godt fat i fantasien, at vi bøjer os og tager vores forholdsregler.

Jeg har to.

1: Jeg ender altid med de små, plettede bananer (indsæt selv joke, Red.), som ligger øverst i kassen, og som alle har gramset på. Hvorfor? Jeg VED bare, at der sidder en fugleedderkop på lur dernede i dybet. Helt skeløjet af sult, efter at have siddet fastklemt i en bananklase hele vejen fra Guatemala, sidder den bare med blottede tandhalse og venter på min hånd.

2: Jeg lufter altid ud om morgenen, men de dage, hvor jeg arbejder på Sjælland, åbner jeg aldrig min altandør, før efter jeg har været i bad. Alle ved, at øksemordere bare står på tilfældige græsplæner rundt omkring i Århus, og venter på alle dem, som åbner altandøre kl 3.30. Så snart man trækker bruseforhænget for, er det sket. Jeg vil ikke udelukke, at han medbringer ghettoblaster, så man kan blive slagtet til soundtracket fra Psycho.

En korrekturlæsning senere:

Jeg bør nok afstå fra at latterliggøre andres skrækscenarier.

tirsdag den 18. december 2007

Lumos!!

Det er med sorg i sindet, at jeg må erkende, at endnu en af De Gode har skiftet side og sluttet sig til Lord Voldemort.

I de fleste tilfælde er det relativt gennemskueligt, hvilke mænd der er shady anlagte. De er tit lidt katteagtige at se på, og oozer sex på den tilbagelænede måde, der kommer af at vide, at der venter en varm kurv et sted derude, hvis ikke der er nogle nye, spændende killinger at lege med.

Hvis man som heks påflyver en mand af den type, vil det med stor sandsynlighed skyldes, at man har tunet kosten og overskredet hastighedsbegrænsningen, så man ikke når at se advarselstavlerne. Når politiet efterfølgende optager rapport, må man forvente at blive pålagt 40 - 50 % af skylden, fordi man ikke fløj efter forholdene.

Men denne weekend fandt jeg ud af, at en af dem, som på overfladen ligner en god, samvittighedsfuld og trofast kæreste, blot er en lækat med styr på fremstilling af polyjuice-eliksir. Og så bliver jeg sgu en lille smule træt. Ham her troede jeg virkelig på. Vi har fremhævet ham som det gode eksempel, og nu viser det sig, at han - ikke en, men flere gange - har anvendt tryllestaven til sort magi. Øv.

En illusion fattigere. Endnu en grund til at huske, at hvis noget ikke tåler dagens lys, så er det ikke lyset, den er gal med.

(Og Rowling, hvad skal du have for at skrive en 8'er?)

mandag den 17. december 2007

Botanisk hattrick.

Nabo Med Indre Jytte har nu ydmyget endnu et stykke tørret natur. Udover granbefængt kælk og lyngfad, skæmmes matriklen nu også af dørkrans med små guldsprayede knolde. Kunne være grankogler. Kunne også være kærestens testikler.

søndag den 16. december 2007

Paparazzi!

Hvad er det, der sker med folk til en julefrokost? Snaps? Noget sker der i hvert fald. Måske er det den højlydte raslen fra de tilstedeværende skeletter, der minder os om, at vi engang skal dø; i hvert fald festes der, som var det Den Sidste Nat På Jord: Alle løfter om troskab anses for værende ugyldige, ingen sandhed må forblive usagt, og kroppen forsøges konserveret i ren sprit.

Men sjovt, det er det. Specielt hvis det lykkes én at navigere igennem natten uden at blive castet til hverken hoved- eller birolle i filmen, der vises den efterfølgende uge: 'Godt, Det Ikke Var Mig!'.

Jeg havde i år fornøjelsen af at kunne deltage, uden at have noget i klemme - hvilket gjorde det muligt at nyde forestillingen så meget desto mere. Og genkendelsens glæde var stor. Alle de sædvanlige roller blev besatte.

Vi havde overskudselskerinden, som kl 23 forvandlede sig til Den Arrige Guldkugle, og brugte resten af aftenen på at marinere i indestængt vrede. Vi havde klassens pæne dreng, som aflagde sine hæmninger med en hastighed, der nærmest brød lydmuren, dansede som en frø i en blender og endte med tungen i halsen på den forkerte kæreste. Vi havde de to alfahanner, der røg i totterne på hinanden. Vi hørte de samme kommentarer, hvor kolleger på tværs af afdelinger hvæser ting som: "Du er højrøvet af helvede til, og vi synes allesammen, at du er en kælling!". Vi havde hende med det hele i klemme og hjertet uden på tøjet, som udsat for venlighed begyndte at tude. De samme biseksuelle, som forsigtigt stak snuden ud af skabet. Vi så de samme snigere, som fik sig hustlet sig til sex på de samme, velkendte og gennemskuelige undskyldninger.

Jeg er glad for, at det var en god aften. Specielt fordi det lyder som om, at jeg til næste år skal feste alene. Har mødt de første fem som med dommedagsrøst har proklameret, at de under ingen omstændigheder skal med i 2008. Det synes jeg er ærgeligt. Men så må jeg jo bare glæde mig over de gode billeder fra i år...

Glædelig jul.

torsdag den 13. december 2007

Afsked med året der gik..

(...eller slæbte sig afsted som en skildpadde på valium.)

Hvert år når champagnen i køleskabet begynder at råbe: "Luk mig ud eller det bliver sagt!!" og alle flyver under radar, mens de håber, at andre melder sig til at lægge hus til konfetti og bordbomber (og folk, der laver røde læbeaftryk på silkeduge fra Vietnam *smiley-der-rødmer*), overvejer jeg, om jeg burde have mig et nytårsforsæt. Lemming som jeg er, synes jeg, at det virker forkert ikke at have et, når nu alle andre har. Føler også, at jeg er kommet afsted i Michael Carøes selvtillid, når jeg på den måde indikerer, at der skam ikke er noget ved mig, der trænger til at blive ændret på. Jeg vælger dog at tro, at det er fordi, jeg opdaterer personligheden løbende.

Jeg forstår godt idéen. Nyt år, ny tavle. Tid til at kigge tilbage, tage ved lære og rette blikket frem. I skrivende stund er der således kun 17 dage tilbage af 2007. Thank God. 2007 har, uden sammenligning, været det værste år, jeg nogensinde har haft. Jeg skal afstå fra at opremse elendighederne alfabetisk, da jeg ikke vil risikere at skubbe læsere med suicidale tilbøjeligheder ud over kanten. Bare tag mit ord for, at det har været et fucking møgår, og at helvede (som en sur franskmand har sagt) er andre mennesker.

Men Linda. Kan du så ikke lave et nytårsforsæt eller to? Bare for at sikre lidt mere medgang i 2008? Noget med at strække dig endnu længere og smile endnu bredere, når urinen siler ned af ryggen på dig? Måske det kunne hjælpe?

Du. Kan. Tro. Nej! Hell no! Tværtimod, faktisk. No more Miss Nice Witch. Slut. Til næste år har jeg tænkt mig at lægge come-rain-come-shine attituden fra mig. Jeg opruster. Jeg forvandler mig til Den Brændende Bus(h)k. Jeg anlægger angressiv, you're-either-with-us-or-against-us stil.

Jeg laver en nytårstrussel.

2008 må fandme bare hellere have noget bedre i posen, ellers er der røvfuld! Nul-tolerance politik overfor folk, der lyver, snyder eller tager uden at give, både privat og i jobregi. Hvis 2008, på noget tidspunkt, så meget som nævner ord som 'uheld', 'nedskæring' eller 'inkubationstid', så detonerer jeg bomben og hopper direkte videre til 2009. FN kommer ikke på tale. Skyldig til det modsatte er bevist. Amnesty International? Ikke på Guantanamo, baby.

2007 har i den grad maxet kassekrediten ud. Regningen ligger klar til 2008.

onsdag den 12. december 2007

Don't hate the player. Hate the game.

"Piger skal have sexappeal - ikke hjerne", kunne jeg læse i Urban idag. Artiklen tager sit udgangspunkt i en bog skrevet af Carol Platt Liebau, og handler om, at samfundet idag, efter sigende, er så sexfikseret, at piger lærer, at anerkendelse opnåes ved at være sexet og ikke ved at være klog eller have personlighed. Forfatteren selv er politisk analytiker og redaktør på Harvard Law Review.

"I en kultur, der hylder Paris Hilton, g-strengstrusser og sange som "My Humps", er der ikke meget plads til anerkendelse og respekt for kvindelig beskedenhed."

Øh undskyld, hvad?? Hvis vi tager afstand fra at objektificere kvinden, er det så ikke ligeså slemt at tilbede idealet af madonnaen, som der er at hylde skøgen? Jeg synes bestemt, at en vis portion beskedenhed kan være klædeligt, men ligefrem at fremhæve det, som et specielt (og ønskværdigt) kvindelig karaktertræk - det synes jeg er at stramme den. Og det skulle undre mig en del, om man ender som redaktør på Harvard Law Review ved hjælp af kvindelig beskedenhed alene.

En mistanke slog ned i mig. Google - Carol Platt Liebau - Billeder - Søg....

Jep. Hun er en semi-øgle. Kæmpegarn og rullekrave. Hvilket jo unægtelig forurener kildematerialet en del. Det er hverken første eller sidste gang, vi hører, at det offentlige rum bliver mere og mere sexfikseret, og at piger bruger alt for meget tid på deres udseende, og alt for lidt energi på deres uddannelse. Men hvor mange af De Smukke Piger - dem, som efter sigende skulle lide under fænomenet - beklager sig? Det er da tankevækkende, at det altid er Hjernerne, der brokker sig på vegne af Modellerne og aldrig omvendt. Det er også svært ikke at gro den mistanke, at det skyldes irritation over, at man selv har en hjerne som en ragekniv og kan slagte sin modstander i retten, og alligevel er den mandlige kollega stadig mere interesseret i den 22-årige blonde receptionist med c-skål og stramme jeans.

Dybest set handler det vel om, hvordan man vælger at investere sin tid og energi. Uddannelse og ambitioner koster blod, sved og tårer. Det gør den perfekte krop også. Vi har allesammen 24 timer i døgnet, og tid er ikke noget du får, men noget du tager dig. Om du bruger tiden på at forskønne din hjerne eller din krop: Hvis bare du føler, at du udnytter dit rå-materiale optimalt, og du er glad, når du går i seng om aftenen, har du så ikke opfyldt betingelserne for Det Gode Liv?

Hvis De Smukke Piger begyndte at skrive bøger om, hvordan kvindelige dommere og politikere får undertrykt deres kvindelighed af at arbejde i et maskulint miljø, ville de fleste trække på smilebåndet, og det ville formentlig ikke blive taget seriøst. Hvorfor? Fordi karrierekvinderne har defineret, hvad der er gangbar, kvindelig valuta i forretningsverdnen. Har de gjort det selv? Nej. De har kopieret mændenes adfærd og accepteret succeskriterierne på alfahannernes territorium. De kvinder, der har valgt den vej i livet, har gjort det, fordi det giver dem en tilfredsstillelse at bruge deres evner på et område, hvor de kan udfolde sig, og lade deres kvalifikationer kommer til ret.

Det ville klæde dem, at lade deres medsøstre gøre det samme.

søndag den 9. december 2007

Mens vi venter.

Har lige læst i Politikken, at nogle mennesker er genetisk disponerede for gavmildhed. Umiddelbart lyder det som en fantastisk og plausibel undskyldning for de røde tal på bogen, men inden du glædestrålende løber i banken med en lægeerklæring, så brug lige to minutter på at overveje konsekvenserne af den argumentationsform.

Den slags artikler er bad moon rising. Det er bare at læne sig tilbage og vente. Du kan være sikker på, at bolden med det samme bliver grebet i luften af kreative personer med ussel opførsel og mangel på nogen at give skylden.

Om ti minutter står Carl Mar højlydt og læsper, at det er pga. gavmildheds-genet (AVPR1a) og det dertilhørende behov for at dele ud, at nogle mænd er nødt til at knalde til højre og venstre. Ansvar bliver et allergifremkaldende stof, og Løgn bliver næste års Tourette.

Nærighed, som er et af de mest usympatiske karaktertræk overhovedet, er sikkert også bare en membrans-bredde fra at blive klassificeret som sygdom. At Nærig-Peter ikke liiiiige har kontanter på caféen, at der uheldigvis er noget i vejen med hans netbank, så det han skylder ikke bliver overført til dig, at han altid skal hjem, lige inden det er hans omgang, at alt, hvad han lægger ud, bliver krævet ind på øren, mens alt, hvad du lægger ud, bliver opfattet som gave, der skal tjene til at vise, i hvor høj grad du værdsætter hans selskab - det er ikke længere dårlig stil, men et handikap. Og lur mig om ikke det i givet fald lykkes Peter og vennerne at tiltuske sig revalideringsydelse og ret til handikap-parkering oveni.

Genmanipulation får pludselig en helt ny betydning.

The Return Of The King.

Jeg har genfundet manden i mit liv. Fandt ham for fire år siden, da han, mørk og beskidt, red rundt og var mystisk, mens han hjalp pygmælignende væsner, som ikke kunne passe på deres smykker. Mistede ham sidste år, da han skiftede kappe og harnisk ud med onkelfrisure og skovmandsskjorte. Genfandt ham igår. Med tegninger over hele kroppen, James Dean hår, og russisk accent. Frygtindgydende lækker. Viggo. Velkommen hjem.

(Update på sidste uges indlæg om naboer: Jeg havde ret. Nabo Med Indre Jytte har nu parkeret kæmpekælk i opgang. Mederne klamrer sig til de spinkle træsider, mens de tappert forsøger at holde kælken oprejst: Den er læsset til med så meget gran, at man i første omgang lige hurtigt kigger sig over skulderen for at tjekke, om man ved en fejl er kommet til at gå i skoven i stedet for hjem. Men så griner man lidt overbærende af sig selv. Man har trods alt aldrig i live-skoven oplevet, at nogen har spraymalet træerne med nisser.)

torsdag den 6. december 2007

Styrken sidder i håret. Eller det der...

"Er du så sådan en rigtig aerobics-pige?", spurgte kedeldragtbeklædt mand. Med ekstra 's' und alles. Er jeg? Umiddelbar reaktion: Forhåbentlig ikke! Ikke mange store personligheder, man associerer begrebet med. Charlotte Bircow. Jane Fonda. Hende fra Stryhns. Kiggede på ham og svarede, at det afhang af, om han gav mig en kompliment eller forsøgte at fornærme mig. Hvilket udløste semi-pinlig situation, da det på samme tid gik op for os begge, at jeg gav ham valget imellem: a) at indrømme, at han havde gloet på min krop eller b) at tilkendegive at han synes, at jeg på den blonde måde opfyldte hjernedødskriteriet. Han endte med at forsikre sine sko om, at det skam var positivt ment. (Og sådan kan man, med en enkelt sætning, fravriste folk lysten til at sige pæne ting til andre resten af livet.)

Lettere foruroliget brugte jeg den næste halve time på at spekulere over min hårfarve. Fact er, at jeg, efter at have fået langt, blond hår, får tilbudt markant mere hjælp i Føtex, bliver holdt mere tilbage for i trafikken og generelt bare oplever bedre service, end da jeg var kort- og rødhåret. Overvejede om det er prostitution, når man beholder frisure med den bevæggrund?

En time efter befandt jeg mig i selskab med et par unge, virkelig street fyre med anden etnisk baggrund end dansk. Der var stikhuer nok til et mellemstort hold forskere, udstationeret på indlandsisen, og et testosteronniveau så højt, at det potentielt kunne fremkalde skægvækst ved indånding. Og det er så her, at dagens andet spørgsmål til mig og min fysik falder: "Hey hallo mand - er du bodybuilder?"

Proteinpulver sælges. Byttes eventuelt til mørk skyllefarve.

onsdag den 5. december 2007

Heksen, holdningerne og hungersnøden.

Velkommen til mit blogindlæg # 100. I mit allerførste indlæg, skrev jeg, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at bruge bloggen eller ej. Det spørgsmål tror jeg, at vi har fået besvaret. Det er fantastisk at have et sted, hvor man kan hælde noget af det, der foregår i hovedet, ud over sagesløse læsere, der er vanvare er snublet over siden.

I mange år troede jeg faktisk, at jeg skulle være journalist. I et anfald af forbløffende mangel på selvindsigt, fravalgte jeg den karriere, fordi jeg ikke mente, at jeg var ambitiøs nok. Det til trods har jeg aldrig fortrudt, at det ikke blev den vej, jeg gik; Hvor jeg idag arbejder med sprog og kommunikation (som var det, jeg gerne ville), så synes jeg godt nok, at mange journalister er stuck i et lammende intetsigende erhverv.

Jeg ved godt, at man ikke kan stå op med udsigt til sager som Watergate og afsløringer af den napolianske mafia hver dag, men somme tider må man altså føle sig lidt som en af dem med flise-kontor på 30 x 30 cm, når man igen bliver bedt om at skrive en tandløs historie om en bortløben hund, eller en anmeldelse af smørrebrød. Der være tidspunkter, hvor man spekulerer på, hvorfor man henslæbte 4 år i en brun cigaræske fra 70'erne for dét. (Insiderviden: Som plaster på såret har de herregod kage i kantinen deroppe.)

Indenfor journalistiken er der en særlig genre, jeg har det ekstra svært med: Skam-journalistik. Artikler, der kun skrives med det formål at få læseren til at sidde tilbage med den fade smag af skyld i munden. Jeg har ladet mig fortælle, at det er en almindelig tommelfingerregel indenfor journalistik, at hvis en historie skal have substans, skal den indeholde en sag eller et tema, som man kan argumentere både for og imod. En god journalist sørger for, at begge typer af argumenter er til stede. Når de nu lærer det på journalisthøjskolen, hvorfor skrives der så artikler, som den jeg så i Urban idag?

Historien handler om en lille, sulten afrikansk dreng. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er mere synd for dem til jul end på alle andre tider af året. Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at se noget statistik på, om der op til jul bliver adopteret ligeså mange afrikanske sponsorbørn i lande med religiøse traditioner for aflad, skrifte osv. som i Danmark, hvor vi selv står for at skaffe os af med den dårlige samvittighed. Det er svært at være uenig i, at verdens goder er ulige fordelt. Det er også svært ikke at få ondt i hjertet over det liv, som børn bydes derude. Men hvis jeg var chef for pågældende journalist, ville jeg føle mig svært snydt over at skulle betale hendes tur til Congo, når hun kvitterer med en historie, hun kunne have udtænkt hjemme foran Mac'en eller copy-pastet fra et tilfældigt års decemberarkiv. Det, jeg i særdeleshed brækker mig over ved artiklen, er den selvretfærdighed, som siver op igennem papiret. Det er Se og Hør om igen og emotionel pornografi af allerværste skuffe:

»Jeg glæder mig til jul,« siger Yenga Sumaili og smiler ved tanken om den kommende højtid. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at den 25. december er årets bedste dag. For som den ni-årige skoledreng forklarer med et forventningsfuldt udtryk i de mørke øjne:»Den dag får vi kød til maden.« [...] »Og så kunne jeg godt tænke mig lidt penge til min mor, så hun kunne købe ekstra mad og trækul,« siger Yenga. Han vil nu helst glemme alt om det, han ikke kan få og i stedet glæde sig over julens kommende festmåltid – selvom der også er klare begrænsninger for, hvor meget hvert medlem af familien må spise den dag. Men det gør ikke noget – for som han siger:»Hvis jeg fik lov til at fylde maven, så ville jeg få ondt, fordi jeg ikke er vant til det.«

Hvad godt skal den historie gøre Yenga? Eller læseren? Hvor bliver vi klogere? Hvor er baggrundshistorien? Hvor er perspektivet? Hvor fladt og endimensionelt kan det blive?

Måske er det blottet for substans med vilje, fordi journalisten kender fornemmelsen fra sig selv: Hvis hun fik lov at fylde hovedet, ville hun få ondt, for hun er ikke vant til det.

tirsdag den 4. december 2007

Bloggers Anonymous.

Idag ville jeg ønske, at jeg havde valgt at være anonym, da jeg oprettede min blog. Idag har været den lorteste skoddag i måneder, og jeg kan ikke skrive om det. Jeg føler den vildeste trang til at fortælle detaljeret om en dag, fyldt til bristepunktet med dårlige oplevelser, afstumpede kommentarer og uhyrlige spørgsmål. Jeg har lyst til at lange hårdt og direkte ud efter dem, der i sandhed fortjener det - men hvis jeg gør, rammer jeg de forkerte, de uskyldige og dem, der vil mig det bedste.

Nogen et sted derude skylder mig fandme en 12-trins undskyldning!

mandag den 3. december 2007

Har du en knibtang, jeg må låne?

Idag modtog jeg en invitation på Facebook. "XX added you as a friend. To confirm bla bla bla." Da jeg så navnet, var min første tanke: "Det mener du fandme ikke alvorligt?!" Vi taler her om en person, der brugte det meste af sin folkeskoletid på aktivt at forpeste min. Og nu, hvor det tilsyneladende rater din coolness, hvor mange venner du har, så føjer vi bare ukritisk folk til listen eller hvad??

Da den røde arrigskabs-tåge lettede, og jeg genvandt mit normalsyn, kom jeg til at tænke over, at vi, et langt stykke hen af vejen, selv vælger de roller vi har, i de relationer vi indgår i. Jeg er ikke længere den, jeg var for 20 år siden, og det er XX givetvis heller ikke. Vores indbyrdes forhold er ikke støbt i cement. Det kan kun forblive som det var, hvis jeg igen accepterer den rolle, som jeg fik og tog dengang. Hvilket jeg under ingen omstændigheder har tænkt mig.

Jeg tror, at man lærer folk, hvordan de skal behandle én. Jeg læste et sted, at der ikke findes ofre - kun frivillige. Det er måske at oversimplificere tingene lidt, men hvis man definerer sig selv ud fra, hvad man spejler sig i, så jeg tror godt, at det kan betale sig at være bevidst om, hvordan man responderer på omverdenens krav, ønsker og forventninger.

Sætninger som: 'Jeg vil heller ikke være kærester', 'det kan jeg godt gøre', 'det gør ikke noget' og 'det var så lidt' er tveæggede sværd. Sagt og ment bogstaveligt er de brugbare og harmløse. Sagt for at få modtageren til bedre at kunne lide mig, forvandler de sig derimod til cyanid på tungen.

Jeg ikke er så god til at sige, at jeg holder af folk. Jeg hjælper dem i stedet, og så skal de selv oversætte det. Da jeg også fortolker efter denne skabelon den anden vej, betyder det, at jeg ind imellem kujonagtigt undlader at bede andre om hjælp; hvis de siger nej, betyder det, at de ikke kan lide mig. (Er der en læge til stede?) Det betyder, at jeg somme tider får lært folk, at jeg er en form for serviceorgan. Når jeg så føler mig pisset på, ved jeg egentlig godt, at jeg kan sende takkekortet til mig selv. Hvilket ikke gør mig i bedre humør.

Jeg har også flere gange oplevet pludselig at være blevet storesøster for én, jeg egentlig troede var en veninde. På et tidspunkt opdager jeg, at jeg har fået tildelt en kombineret aflaste/støttefunktion, men har beklageligvis glemt at få indført i kontrakten, at denne service går begge veje. Det betyder, at når mit eget liv byder på bid-i-gulvtæppet-perioder, har jeg ringet op i sikker forvisning om, at jeg har masser af øre-point på kontoen. Og målløs lagt på efter at have konstateret, at det tog hende under fem minutter at dreje samtalen tilbage til hendes liv og hendes problemer, pinagtig bevidst om, at jeg selv har været med til at indrette venskabet sådan.

Måske jeg skulle melde mig ind i sådan en rollespilsklub? Så jeg kunne udvide repertoiret lidt? Jeg vil gerne være ham, der kaster med syntetisk sne og råber "Iskrystaller! Iskrystaller!" Bliver sgu så træt i armene af at hænge her på korset.

søndag den 2. december 2007

Ajjjjll be there for juuuuuu!

Igår var jeg til årets første julefrokost, hvor vi musikalsk såvel som madmæssigt havde valgt sammenskudsmodellen. Imellem forret og hovedret lød tonerne fra Rembrandts "I'll be there for you" fra anlægget, og pludselig kunne man se, at alle de tilstedeværende var generation Friends. Klar til at klappe og på fornavn med Monica, Ross, Chandler, Joey, Phoebe og Rachel.

Jeg har brugt mangt en tømmermændsbefængt søndag på at ønske, at mine naboer var bare en kvart del så sjove og sympatiske som de 6 venner. Beklageligvis har jeg endnu ikke haft mulighed for at nominere nogen i kategorien "Bedste Nabo", men om det skyldes mig eller dem, på den anden side af døren, ved jeg ikke. (Løgn. Helt klart deres skyld. Red.)

I min første lejlighed i Esbjerg, boede jeg ved siden af 80-årig dame, der behandlede mit hennafarvede, anorak-iførte 19-årige jeg med mistro fra første dag. Når jeg holdt døren for hende, skulede hun til mig, som om hun kunne se, at jeg havde lyst til at hamre den i nakken på hende. Hele dagen var manglen på lyd fra hendes lejlighed så markant, at jeg jævnligt overvejede, om hun lå død derinde, i færd med at blive fortæret af sine katte. Denne klamhedsfrygt blev dog manet i jorden hver dag kl. 18: I starten strøg jeg nærmest ned af sofaen af skræk, når kendingsmelodien fra Lykkehjulet BRØLEDE ind gennem væggen, med en lydstyrke, der ville have blæst en seismograf omkuld. Det mest fantastiske var, at hun til dato er den eneste nabo, der har indsendt en officiel klage over mig til bestyrelsen: Hun følte sig meget generet af, at jeg spillede saxofon... Efter klagen sørgede jeg omhyggeligt for at øve hver dag præcis kl 18, i håb om at kunne irritere den anden vej. Forgæves. Om jeg så havde rigget til med mikrofon og forstærker, havde jeg ikke kunne overdøve lydinfernoet derindefra.

Da jeg flyttede til Århus, delte jeg i første omgang en fremlejet lejlighed med Henrik. Henriks største drøm var at blive ansat i Intern Revision i Dansk Supermarked. Min var at blive tegnsprogstolk. Vi synes begge to, at det den anden havde valgt, uden sammenligning, lød som det mest røvsyge erhverv i hele verden. Henrik og hans venner elskede at spille spuash på værelset, og alt - ALT - hvad de lavede af mad, blev overdænget med cayennepeber og bearnaisesauce. Det var den største dag i Henriks liv, da hans søster kom i lære som kok og kunne skaffe disse kulinariske fortræffeligheder til indkøbspris.

Lejligheden vi boede i, var ejet af en pige, Mette, som arbejde i Bruxelles. Lige ved siden af os boede hendes mor, Supersnuseren. (Forståeligt nok, at Mette havde valgt at flygte til udlandet, faktisk.) Supersnuseren aflagde jævnligt inspektionsbesøg, hvor hun under let gennemskuelige påskud gik rundt og tjekkede, om vi brugte Mettes ting. Jeg ved ikke, hvad hun tror vi lavede, men når hun kom, uanset om det var kl 10 om formiddagen eller kl 15 om eftermiddagen, så bankede hun altid på, og råbte: "Er I ... anstændige?", inden hun låste sig ind.

Efter et halvt år flyttede jeg igen, og fik ny sambo, der stadig går under alias'et Sambo-Lene. Den opgang vi boede i, husede en gammel kone, der hed Eleonora. Hun var boede i stuen, var bindegal og temmelig ensom. Eleonora have et udstoppet egern, som hun med jævne mellemrum vaskede, og hængte til tørre i haven. Hun stod på lur, når man kom hjem, klar til at overfalde dig med snak om ligemeget-hvad-bare-vi-snakker. Som modtræk lærte vi hurtigt at låseopogsprinteopaftrappenisikkerhedpåførstesalphiew!! Hatten af for Eleonora: Da hun fandt ud af det, var hendes modtræk at begynde at vaske trapper så ofte, at man uden fare for bakterieangreb og infektion, kunne have udført en hjertetransplantation på rapo'et. Når jeg kom hjem og forsøgte at skræve over det gamle skrog, tog hun fat om mit ben, med en styrke man ikke ville have tiltroet en gammel vissen pind som hende. Man skal altså være lidt af en hård nyser for at ryste en gammel dame af, som klamrer sig til dit ben.

På Stjernepladsen overtog vi en lejlighed efter et lettere suspekt element, hvilket den første tid medførte mange spændende opkald og besøg fra politi, advokater og fogeder. Et af højdepunkterne var, da jeg blev ringet op af en pige, som bare lige ville advare mig. "Din nye kæreste er psykopat! Det sys' jeg bare lige du ska' vide, når du er flyttet ind til ham og holder hånden over ham!"

Det var også på Stjernepladsen, vi havde fornøjelsen af naboen Sure Maj, som i ramme alvor mente, at vi stjal hendes lagener. Der hang jævnligt sedler i opgangen, hvor hendes forvaskede bomuldslagner blev efterlyst, og i vaskekælderen hængte hun små sedler på sit tøj: 'Tilhører 2. tv., Lad det venligst hænge!!!!" (Bødestraf til folk, der overdoserer udråbstegn). Hende savner jeg ikke.

Der hvor jeg bor nu, har jeg fået mig en nabo, som fysisk er jævnaldrende med mig, men som indeni er en dame på 45, der hedder Jytte, med nedsunket underliv og Fjâllräven. For et par uger siden, kom jeg hjem til tørret, botanisk angreb på min dør. Et helvede af lyng, stråbamser og mos fordelt på fad og placeret på skammel. Har nu i 2 uger forgæves forsøgt at tabe en glød på det, eller åbne min dør så hurtigt, at vindpustet får lortet til at forstøve. Jeg har en fornemmelse af, at det trækket op til stråkranse på døren, og at det udløser instant "shhh!!"- stemning, hvis man skulle komme til at holde en fest. Til gengæld tror jeg ikke, at jeg behøver frygte semipornografisk lydspor til hed, løssluppen sex.

Aj, måske man lige skulle åbne en flaske vin og nappe et afsnit Venner eller to?

fredag den 30. november 2007

Testosteron-poker.

Nogle diskussioner er tabt på forhånd. Ligegyldigt hvilke argumenter man smider på bordet, så ved man, allerede inden man hiver dem frem, at man ligeså godt kan lægge sine kort og trække sig.

Jeg har læst en "En helt almindelig han". Da jeg ikke mener, at jeg vil yde bogen retfærdighed, hvis jeg forsøger at gengive handlingen, har jeg valgt at copy-paste fra saxo.com (eventuelle sarte sjæle bør undlade at læse videre):

"Hvad foregår der i hovedet på en helt almindelig han? Jeg siger: "Jeg gider ikke være kærester." Casey siger: "Jamen, så kan vi bare være venner og begynde at være kærester, når du føler dig tryg ved det igen?" Caseys mor siger: "Han fortjener dig ikke, Casey. Giv nu bare slip, han er ikke det værd." Jeg er så træt af Caseys plageri og hendes lorteso af en mor, så jeg beslutter mig for at køre den helt ud: "Okay, vil du vide, hvad det er jeg vil?" Hun siger: "Ja, klart." Jeg siger: "Okay. Jeg vil kneppe minimum to gange om dagen eller i det mindste have suttet pik. Jeg vil have, at du sluger. Jeg vil kneppe dig i røven en gang imellem, og du skal kunne lide det ."

I 80'erne var han en amerikansk psykopat, i dag er han en helt almindelig han. Velkommen til et portræt af dagens mand, der med garanti vil bringe pis kog på både herre- og dameafdelingen. Nynne, Bridget og alverdens chick-lit-tøser kan godt gå hjem og tage en pille, for efter En helt almindelig han vil de slet ikke have lyst til at møde flere fyre."

Jeg er ikke helt klar over, om bogens formål er at provokere eller at give Det Sande Billede af, hvad der foregår i hovedet på mænd. Jeg håber sådan på det første. Jeg kan ikke holde ud, hvis mænd virkelig er så afstumpede og simple. Samtidig er det næsten for let købt, hvis man hidser sig op og forarges - det underbygger bare forfatterens påstand om, hvordan kvinder er.

Jeg har tvunget bogen ned i halsen på et par almindelig han'er, jeg selv kender. Mit håb var, at de grinende ville returnere den med en bemærkning, der sluttede med ".. - godt nok langt ude!". Beklageligvis er det ikke sket. Om end overdrevet, har de ladet mig forstå, at essensen er god nok. Mine illusioner opfører sig som balloner efter en lang børnefødselsdag: Slatne og runkne glider de ned af væggen, for at stedes til evig hvile bag en støvet sofa.

Jeg synes, at det var en forfærdelig bog. Jeg grinede nogle steder undervejs, men grundlæggende er jeg deprimeret ved tanken om, at det er sådan halvdelen af racen tænker. Det kan bare ikke rigtigt betale sig at anfægte forfatterens fremstilling af sandheden: Alt hvad jeg har af indvendinger til bogen, kan tilbagevises med påstanden om, at jeg er sippet.

I fold.

onsdag den 28. november 2007

Silent night

(- eller i hvert fald bare lidt mere afdæmpet night.)

December ånder os tungt i nakken, og jeg begynder at indstille mig på de uundgåelige minefelter: Julefrokosterne. Det er risky business med den slags arrangementer, og jeg har taget min del af "ok, hvad skal jeg så lave fremover, når jeg nu aldrig kan vise mig der igen?"-turene.

Sidste år meldte jeg, i et anfald af voksen ansvarlighed, afbud til en julefrokost, fordi jeg på forhånd vidste, at der ville være personer til stede, som placerede mig i højrisikogruppen for at udvikle kamikazepersonlighed. Da jeg ikke kunne overskue at bruge det efterfølgende år på at klinke skår, eller genopbygge nyt liv under politiets vidnebeskyttelsesprogram, valgte jeg at lave strudsen i stedet.

I år har jeg dog besluttet, at nu må det være nok. Selvfølgelig kan jeg, ligesom alle andre, deltage i julefrokoster og stadig være hel, rask og bekendt at vise mig offentligt, når vi rammer januar. Det kræver bare lidt forholdsregler. Jeg er nået frem til følgende:

* Skal have investeret i diktafon. Alt, hvad jeg føler akut behov for at sige, indtales på denne. Hvis det stadig er en god ide dagen efter, er der grønt lys.

* Skal have investeret i lommeudgave af elektronisk væg-øre. Tjekkes en gang i timen, og når det lyser rødt, så fletter jeg næbbet eller går hjem.

* Skal huske, at det rigtige svar er: "Nej tak. Jeg bryder mig ikke om sild." - og ikke mere. Det giver sådan en mærkelig stemning, når jeg uopfordret tilføjer, at jeg får myrekryb af fornemmelsen af at tygge i sild, fordi jeg er sikker på, at det er sådan det føles at tygge i menneskekød.

* Må drikke vin, champagne, ren sprit og øl. Må under ingen omstændigheder nærme mig snaps eller shots. Heller ikke når jeg begynder at kalde dem for Bly Gajol og synes, jeg er skideskæg.

* Sæt cyklen tilbage, ræk hænderne op og bak langsomt. Så er der ingen, der kommer til skade. Er rigeligt motorisk udfordret uden snefygning og isslag på cykelstien. Hvilket leder videre til næste punkt:

* Skal have fundet kedeldragt, der kan foldes sammen på schweizer-måden. Orker ikke rigtigt at starte 2008 med dobbeltsidet lungebetændelse, fordi jeg ligger under for selvudstedt cykelfatwa og skal vente 4 timer på mit yndlingstransportsmiddel taxaen, iført tynde støvler og ingenting.

Jeg er klar, hvis I er. Forberedt til fingerspidserne. December. Bring it on.

tirsdag den 27. november 2007

Heksen, håndbogen og hæmoridecremen.

Jeg har en ret lav tolerancetærskel, når det kommer til selvhjælpslitteratur. Jeg vil gerne medgive, at man kan blive klogere på sig selv af at læse gode bøger, men jeg mener også, at man bør stoppe, inden man får lagt sit liv i hænderne på 56-årig forfatter i flagrende gevandter af naturmateriale, med eget keramikværksted i haven.

Men hvad så med os, der ikke kan finde rundt i livet, Linda? Skal vi bare famle rundt i blinde, GPS-løse og uden kompas?

Naturligvis ikke. Jeg iler til undsætning: Næste gang du står ved selvhjælpshylden i Bog & Idé, så sig højt for dig selv: "Jeg skal lære at sige fra." Det er essensen i 8 ud af 10 bøger. Du har lige sparet 600 kr.

Min aversion imod selvhjælpslitteratur bunder i forfatternes tendens til at udtale selvfølgeligheder, som var de Sandheden. Jeg finder det særligt usmageligt, fordi målgruppen er mennesker, der står med ryggen mod muren. Hvis man lever et tilfredsstillende og fyldestgørende liv, ender man ikke med en bog i hånden, der hedder "PowerQvinder", "Du er også værd at elske" eller "Giv slip på din mentale bagage og tab dig - for altid!"

Men på samme måde som en sang kan sætte sig fast i hjernebarken, (jeg nævner de 3 seneste eksempler: Lille føl Ved Du Hvad, Boing Boing og Total Eclipse Of The Heart - og selv tak), kan selvhjælpsudsagn også gå i loop deroppe. De sidste par dage har jeg ikke kunne slippe af med 'Husk At Nyde Processen'. Hvis man ser bort fra det faktum, at Oprah og Susanne Power (købt navn? Oh, I would say so..) nærmest har patenteret udsagnet, er jeg jo nødt til at indrømme, at der kan være noget om det.

Lige nu står jeg et sted i mit liv, hvor jeg skal afvikle noget, som jeg egentlig ikke har lyst til at give slip på. Det kan ikke rigtig hjælpe, for det suger energien ud af mig i et omfang, jeg ikke kan forsvare, og jeg har trukket den så længe, at der burde dømmes for nøl. Men nu er der pludselig dukket noget op, som gør, at jeg har lyst til at flytte mig. Meget endda. Jeg er designet sådan, at når der er noget, jeg gerne vil have, så skal det være igår. Hit med alting nu. Men selvom jeg er utålmodig og spændt, så slog det mig idag, at det her nok er det nemmeste sted i forløbet at befinde sig. Jeg har stadig trygheden i Det Gamle, og kan omkostningsfrit fantasere om, hvor fantastisk Det Nye kan blive (hvis det bliver), helt uden at virkeligheden belaster fantasien. Når der endelig skal gives slip, vil jeg helt sikkert tude øjnene ud. Hvis Det Nye bliver en realitet, vil jeg den første tid gå rundt med konstant rædselskvalme af frygt for ikke at slå til. Så det er nok i virkeligheden nu, jeg skal huske at læne mig tilbage og nyde det. Det kan jeg godt gøre, uden at det er selvhjælps-knæfald. Ikke?

(Helt uden sammenhæng i øvrigt: Er der nogen, der på egen krop har prøvet, om hæmoridecreme fjerner sorte rander under øjnene? Har haft panda på tålt ophold i spejlet i en måned nu; en udvisning er på sin plads. Har bare ikke lyst at skifte rander ud med åbne kødsår. Eller til at sætte værdigheden over styr ved at spørge efter det på apoteket, hvis ikke det virker. Er det sygt, hvis det er det sidste, man frygter mest?)

mandag den 26. november 2007

Who're you gonna call?

I lang tid har jeg stirret olmt på alt, hvad jeg har modtaget fra Fullrate. Jeg venter tålmodigt på, at nag bliver en OL-disciplin, og jeg har ikke tænkt mig at slække på formen, bare fordi det ikke er på det officielle program endnu. Jeg har ikke glemt vores hvedebrødsdage, og det var derfor benzin på et i forvejen frådende Sankt Hansbål, da jeg fik en mail om, at den router, jeg har lånt (relativ liberal fortolkning af ordet 'lån' - har betalt 600 kr for den), skulle returneres, nu hvor jeg på 600-kr's-måden har lånt en trådløs router. Hvis jeg ikke reagerede på mailen, "vil vi på din næste regning fakturere kr. 599,-, og du kan betragte udstyret som dit eget". Tak af helvede til.

Nu står jeg imidlertid i lidt af et dilemma, fordi jeg ikke er klar over, hvordan nag reagerer, hvis man breder det ud. Fortyndes det, eller er det ligesom, når man har givet blod, hvor kroppen selv gendanner den mistede mængde? For jeg har trods alt arbejdet hårdt og vedholdende på mit Fullrate nag, og er ikke interesseret i at smide det hele væk.

Fullrate har fået en konkurrent på irritationsbanen: Bikebuster.

For to måneder siden købte jeg et par nye spinningsko over nettet hos Bikebuster. Da jeg modtog sko og klamper, havde de valgt at sende to skruer med. Ikke 6, som man skal bruge. Ikke fire, som man måske kan nøjes med. Men 2. Jeg finder lige 4 ekstra i min velassorterede værktøjskasse. Af nød måtte jeg vifte med mit blonde hår, indtil mandlig spinninginstruktør forbarmede sig over mig, tog skoene med hjem og lavede dem.

I forbindelse med mit køb, skulle jeg oprette mig som bruger på hjemmesiden. Det synes jeg for så vidt er ok - de skal jo trods alt vide, hvor de skal sende skidtet hen. Når man indtaster sine oplysninger, forsøger firmaer altid lige at liste et nyhedsbrev med ind, når man kigger væk. Derfor var jeg hyper opmærksom på at få af-afvinget den lille kasse, hvor der stod: "Ja tak! Jeg vil gerne modtage 2000 mails i ugen om cykeltøjs fortræffeligheder!"

Hjalp det? Nix. Har nu i to måneder modtaget nyhedsmails om heldragter og vinterdæk. I starten slettede jeg dem bare. Så begyndte de at irritere mig, for de kommer altså med virkelig høj frekvens. Ind og lede efter "Jeg ønsker ikke længere at modtage nyhedsbrev". Findes ikke?? Hmm. Ind på hjemmesiden. "Kontakt". Lyder rigtigt. Mail afsted.

En time senere modtog jeg en meget lang mail, som jeg også havde mulighed for at få på engelsk. Heraf fremgik det, at da Bikebuster "modtager mange 100 mails hver dag", kan du ikke bare sådan skrive til dem, næh, du skal udfylde med kundenummer og password, skrive emne i Re: feltet, sætte mailen op på en bestemt måde, osv.

Ok. Om igen. Kundenummer og password på. Afsted med den. Og tænk engang: Så får man bare samme mail én gang til, om at man har udfyldt sin mail forkert. Nu har jeg 4 gange prøvet at slippe for deres forpulede nyhedsbrev, og det bliver bare ved med at dukke op. Hvordan kan man som firma synes, at det er god reklame?!

Da indbyggerne i New York var plaget af spøgleser, ringede de til Ghostbusters. Hvem ringer man til, når man er plaget af Bikebusters?

fredag den 23. november 2007

Vær sød at "stoppe".

Ud over at have en drøm (som Lene nu har fundet forklaringen på - tak!), så har jeg også en lille bøn: Kan vi ikke godt blive enige om, at overdrevet brug af citationstegn bør medføre hård, konsekvent straf, uanset om misbruget foregår på skrift eller med fingrene, mens man taler?

Jeg får sådan lidt "spat" af, at folk ikke kan sige, hvad de "mener" mere præcist, end at de er "nødt til" at kyle citationstegn ind til "højre og venstre".

Endnu mere utåleligt er det, hvis de bruger den version, hvor de holder en .... "kunstpause" .... før og efter, så man rigtig har tid til at nyde den sproglige ... "voldtægt" ...

Sprognazist? Hvem, mig?

torsdag den 22. november 2007

I have a dream.

Da jeg var meget ung, farvede jeg mit hår med henna, gik i Doc Martins og batikskjorter og var medlem af Greenpeace og Amnesty International. Jeg hang ud med folk, der spillede utrolig meget guitar, og vi drak i litervis af billig hvidvin og the. Det alternative interesserede os en del, og vi brugte meget tid på at analysere drømme og læse horoskoper. Jeg kan stadig huske, at hvis man drømmer, at man har ondt i tænderne, så betyder det, at man trænger til fornyelse. Hvis man drømmer, at man taber sine tænder, så er forandringen sket. Hvis man drømmer, at man falder, mangler man fodfæste et sted i sit liv. Opholder man sig en del i fly om natten, trænger man til at være mere konkret med noget.

Jeg tager emnet op, fordi jeg har en tilbagevendende drøm, som jeg ikke forstår: Hvad fanden betyder det, hvis man bliver ved med at drømme om Joakim Boldsen?? Jeg har drømt om ham mindst en gang om ugen den sidste måned. Og nej. Jeg synes ikke, han er lækker. Andre mennesker drømmer om seje kendte. Jeg trækker en håndboldnitte, der går under øgenavnet Traktoren.

Jeg har tænkt længe over det, og er nået frem til følgende mulige fortolkninger:

* Jeg trænger til at tabe mig.
* Jeg kan ikke danse.
* Jeg skal øjblikkeligt holde op med at skrive, for alle kan se, at jeg er blottet for talent.
* Jeg bliver lilla i hovedet, når jeg træner.
* Jeg skal få meldt mig til noget aftenskole, så jeg kan lære at kaste og gribe.
* Jeg skal flytte til Tyskland.


De stinker da allesammen! Men jeg bliver nødt til snart at gennemskue, hvad min underbevidsthed forsøger at fortælle mig, for jeg er ved at blive lidt småsær omkring det. Så hans klumme og billede i Metro idag, og nåede faktisk at tænke "Hey! Ham kender jeg!", inden jeg kom i tanke om, hvordan det hang sammen.

Hjælp.

onsdag den 21. november 2007

When pigs fly.

En af fordelene ved at have fået sig en blog er, at situationer som man før i tiden ville være blevet sur og indebrændt over, nu forvandler sig til blogmateriale. I hvert fald når man er blevet god igen.

Jeg ved ikke, om det altid fremgår tydeligt, men jeg har mit eget etiske mini-regelsæt, jeg følger, når jeg skriver herude:

1) Jeg forsøger ikke at hænge folk ud ud mere end højest nødvendigt (med mindre de virkelig har fortjent det..), og ændrer derfor ind imellem navne eller steder.
2) Jeg forsøger at tøjle min semi-ekshibitionistiske karakter, så jeg ikke får skrevet noget om mig selv, jeg senere fortryder.
3) Og endelig er tidsbegrebet lidt elastisk herude. Af hensyn til privatlivet venter jeg somme tider et par dage eller uger, før jeg fortæller om dette eller hint.

Tiden er nu moden til at fortælle om endnu en date.

For noget tid siden blev jeg inviteret på date af en perifær kollega. Han var så usansynlig en kandidat til noget som helst, at jeg var nysgerrig nok til at sige ja. Nu er nysgerrighed måske ikke det mest intense drive, og da der samtidig foregik en hel masse andet på andre fronter af mit liv, var jeg ikke særlig opsøgende: Han spurgte, jeg sagde ja, og lovede at vende tilbage. Inden jeg nåede så langt, overhalede han mig indenom, og kom med et udspil. (Vi kan godt lide mænd med initiativ.) Jeg gav ham et mentalt point, og sagde ja til at mødes med ham midt i den efterfølgende uge.

Weekenden gik, tirsdag oprandt og afsted med mig. Til min store overraskelse var det faktisk rigtig hyggeligt. Efter at have hængt over maden i 3 timer, betalte han og spurgte, om jeg havde lyst til at drikke en kop kaffe. Vi fortsatte samtalen, og på et tidspunkt siger han: "Hvis man nu gerne ville invitere dig ud til et spil pool på fredag, skulle man så spørge direkte og humoristisk eller lidt mere romatisk og forsigtigt?" En halv times tid senere når vi også omkring emnet ekskærester og -dates, og han fortæller om horrerdate, hvor hun hele tiden ville holde i hånd. Denne historie illustrerede han ved at tage min hånd, så jeg ligesom vidste, hvad 'holde i hånd' betyder. Rart at få afklaret.

Herefter knækker filmen. For da jeg efterfølgende fortæller, at nogle af vores fælleskolleger holder fest den kommende lørdag, og at han er velkommen til at tage med, hvis han har lyst, bliver han pludselig lidt ulden i mælet. Udslag på luskometret. Og det var så her, jeg fandt ud af, at jeg var på date med Mogens Camre. Han havde i weekenden imellem hans invitation og vores date mødt en pige. Absolut fair. Men for fanden, hvor bliver jeg irriteret over at finde ud af, at jeg har brugt en aften på, at han lige skulle være sikker på at have valgt rigtigt.

Man tænker så, at når han nu har meddelt, at han ikke stiller op alligevel, så er det vel tak for i aften? Oh no. Nu hvor jeg pludselig var røget i En Af Gutterne-kategorien, kunne jeg lige få historien med om, hvordan han den efterfølgende aften havde endnu en date med en helt tredje pige. Men, som han sagde, den regnede han med at afslutte lidt tidligt, så han kunne tage hjem til pige nr.1. Tænk at en gevinst som ham stadig er single.

Nu har jeg imidlertid en fornemmelse af, at både pige nr 1. og 3. er forsvundet igen (helt, helt uforståeligt...), så gæt hvad: Nu skriver han til mig igen. I stedet for at sende et fnys retur, tror jeg egentlig bare, at jeg sender ham et venligt afslag. Og et link til min blog.

mandag den 19. november 2007

Is that your ego in your pocket or are you just happy to see me?

I de kredste, jeg færdes findes en særlig konstellation af mænd, der jager parvis. Nogle (fx Myggen Og Møghåret) jager for at fortære byttet sammen, mens andre jager sammen, men spiser selv. Over det sidste år, har jeg haft mulighed for at studere sidstnævnte metode helt tæt på. Lad os kalde vores observationsobjekter for Ibbe og Agge...

Der er tale om to veluddannede, nydelige fyre på ca 35 år. De er begge semi-single, og går en del i byen. Agge har uheldig tendens til at forgribe sig på en af min veninder, når han er stiv (if you'll pardon my french..), men trækker i i nødbremsen i sidste sekund. Ibbe og en anden veninde tog en kort prøvetur sidste år. Således placeret på 1. parket, har jeg haft rig mulighed for at kigge nærmere på deres modus operanti. Jeg må modvilligt erkende, at den er forfinet til perfektion.

Ibbe er Good Cop. Ham, som spørger interesseret til dit job, din familie og dit generelle velbefindende uden på noget tidspunkt at blive taget i at stirre på dine bryster. Han virker som indbegrebet af fornuft, og man stoler på ham fra første øjeblik. Agge er foruroligende talentfuld i rollen som Bad Cop. Han tager, hvad han vil have, siger hvad der passer ham og lægger ikke skjul på, hvad han tænker. Hitraten er 100 ud af 100 mulige. Når piger går i byen sammen, er der altid Hende, De Flokkes Om og Veninden. Hende, De Flokkes Om (HDFO) opfatter Agge som spændende trofæ-scoring, fordi han udstråler lige mængder af sex og ligegyldighed. Veninden bliver glad over at opdage Ibbe, som tilsyneladende har samme rolle i forhold til Agge, som hun har i forhold til HDFO. Alle vinder.

I starten hoppede jeg også på den. Jeg troede, at Ibbe var vandbæreren. At han af praktiske årsager var med i byen, fordi ego'et i længden blev for tungt for Agge at slæbe rundt på selv. Jeg har siden revideret mit syn på sagen. Idag hælder jeg til den opfattelse, at de har supporter-vagten i hhv lige og ulige uger.

Agge tror tilsyneladende, at der jævnligt indkaldes til møde, hvor vi udveksler alle de spændende oplysninger, vi har om ham: Han var sikker på, at det var jungletrommerne, der havde bibragt mig informationen om, at han ikke skal med til julefrokost i år. Han virkede skuffet over at blive mindet om, at han selv har fortalt mig det. Et år (1 år!) efter, at min veninde og Ibbe havde set lidt til hinanden, blev jeg spurgt, om jeg videregav oplysninger om, hvornår Ibbe var i byen? Han synes, at han påfaldende ofte mødte min veninde derinde. Jeg grinede i en uge.

Jeg tænker somme tider på, om de ved, at de er afslørede? Eller om det ikke gør nogen forskel, når bare der stadig er gevinst? Alt andet lige, skulle man da synes, at det stiver egoet mere af, hvis man kan fange et kid, der er smart nok til at undgå de andre hyæner, end et som er halt og blevet væk fra flokken? På den anden side: Måske er det netop derfor. Når man jager, løber man hurtigere, hvis man skiller sig af med overskydende vægt. Hvis egoet bliver større, skal det jo nærmest have eget personnummer.

fredag den 16. november 2007

Let me entertain you.

Jeg har svært ved at finde tid til at blogge for tiden. Dels har vi hvinende travlt på arbejde, og dels har jeg fundet mig en mand hinsidan (på alle måder); Stieg Larsson. Når det kommer til god underholdning, har jeg ingen stopknap. Jeg læser i vildskab. Flår siderne fra højre mod venstre i et tempo, der er en asperger værdig. Som en kæmpepackman på speed, har jeg ædt Pigen Der Legede Med Ilden, front til bagside, 500 sider på 3 dage. Ved siden af job, træning og alt det andet, forståes.

Det er ikke kun bøger, der får det frem i mig. Jeg ved ikke, hvor mange der har stiftet bekendtskab med tv-serien Lost? Var så heldig at få neglene i både første og anden sæson i samlet dvd-sæt. Jeg så 14 afsnit på en dag. Følte nærmest, at jeg havde fået nye venner. Og savnede dem inderligt, da sidste skive var pillet ud af maskinen.

På et tidspunkt, hvor jeg havde lidt økologiske tilbøjeligheder, synes jeg, at det var rasende skægt at strikke. Jeg strikkede 3 tasker i uld på en weekend, og måtte sygemeldes 4 dage pga seneskedehindebetændelse i underarmene.

Nu har jeg fået fingrene i den sidste bog i Stieg Larssons krimitriologi. Den ligger liiiiige her... Dilemma. Jeg burde rationere den, tage et kapitel om dagen eller noget, for jeg ved, at hvis jeg slår op på første side, er løbet kørt. Jeg vil, ør i hovedet, kigge op igen søndag aften, og være trist over, at jeg er igennem. Der er ikke flere. Snøft. Hvilket også er grunden til at jeg udsætter læsningen af den sidste Harry Potter. Jeg er ikke klar til, at det er slut! Kan man ikke sende ham på magisk gymnasium af en slags? Please?

Man må glæde sig over de små ting i livet: Godt, at jeg i det mindste ikke blev grebet af Vild Med Dans før for 3 afsnit siden. Har været nervøs på Roberts vegne hele dagen og har, for at det ikke skal være løgn, sendt en stemme-sms (*smiley-der-rødmer*). Det kan da ikke være det, de mener, når de siger 'få dig en hobby', vel?

onsdag den 14. november 2007

Geographic Plastic Surgery

Hvis forældre idag får et døvt barn, får de tilbudt, at barnet kan få indopereret et Cochlear Implant. CI er en form for avanceret høreapperat, der blandt andet består af 22 bittesmå elektroder, som placeres i sneglen. Elektroderne omsætter frekvenser fra tale og lyd til elektriske impulser, som hørenerven opfanger. På den måde skaber man en form for kunstig hørelse.

Grunden til denne lille, faglige indledning er, at jeg bønfalder eventuelle kittelklædte læsere om at begynde at forske i, om man kan gøre det samme med en GPS. Det er sket igen.

Skulle tolke i Randers idag. Havde fuldstændig styr på togtid. Sporændring? No problem. Ind i tog. Afsted. Hinnerup - tjek, Hadsten - tjek, Langå - plejer den at være der? (Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er decideret geografisk analfabet. Jeg kommer somme tider til at sige 'derned', når jeg har været i Randers. Jeg kigger på tider og ikke destinationer, når jeg skal finde ud af, hvilket tog jeg skal med.) Langå... Jo, synes jeg har hørt det før, har jeg ikke? Aj, ved du hvad? Tjekker sgu lige skiltet for en sikkerheds skyld.

FÅÅÅÅÅÅKKKKK!! AF!AF!AF!AF!AF!!

Ok, ro på nu. Der er god tid. Spørger lige en medarbejder. Hvilket bringer mig til mit næste spørgsmål: Hvis jeg absolut skal blive ved med at fare vild på det danske spornet, kan jeg så ikke godt få lov at stige forkert af på civiliserede steder? Med kaffeautomat, varme eller i det mindste bare personale? Efter 10 minutters intensiv jagt på skilte og køreplaner viste det sig, at jeg skulle vente en hel time på næste afgang.

Bed i det sure æble og ringede først og udstillede min ubegribelige dumhed for arbejdsgiver, og derefter til Langå Taxa. Som havde lukket. Ringede til Randers Taxa. De ville komme med det samme. Efter en halv time i permafrost, fik jeg nærmest glædestårer i øjnene, da taxa materialiserede sig.

Kan I huske mit indlæg om taxareformen? Om hvordan jeg altid trækker de underlige?

Hvis der sidder enkelte læsere derude og spekulerer på, hvad 1989 gjorde af restpartiet af den type selvbruner, man blev orange af, kan de nu betragte mysteriet som værende opklaret: Det er opkøbt af randersiansk taxachauffør. Steg ind i vogn til de sprøde toner af Cliff Richard, og opgav adresse. Det var det eneste, jeg sagde. Håbede til det sidste, at man godt kunne være gulerod med dårlig musiksmag og samtidig tavst anlagt, men nej. Han synes, at det måtte være dejligt at skulle møde så sent i skole sådan en onsdag. Vejstrækningen Langå/Randers fik mange hårde ord med på vejen. Alt for mange fuldt optrukne striber - hvilket er helt, helt unødvendigt, hvis bare man kører lidt raskt til. Han led så frygteligt at astma, staklen. Og var kommet hjemmefra uden sin 'spaj'. Efter enetale i 20 minutter, kigger han på mig og siger (jeg sværger: Det er ikke noget jeg finder på): "Hvorfor stjal du egentlig ikke bare en cykel?" Sig det så: Hvad er det ved mig, der får folk til at foreslå den slags? Hva? For det er ikke første gang, det sker. Har været på date med en fyr, der pludselig udbrød: "Skal vi ikke stjæle en bil?!" Flygtede ud af taxa, mens jaffaappelsin gik i selvsving ved tanken om mig, politi og fængsel.

Jeg ved ikke, om mit liv ville have været lettere, hvis jeg var blevet screenet som spæd og de udover gulsot og kolik havde fundet bermudatrekant i min hjernes geograficenter. Men jeg vil gerne tilbyde videnskaben at lægge krop til, hvis de får lyst til at undersøge muligheden for direkte forbindelse mellem hjerne og satellit.

mandag den 12. november 2007

Klask cykelmyggen!

Der findes en bestemt type af cyklister, som jeg nærer et indædt, nærmest religiøst had til: Amatørrytteren. Ham, der cykler 25 km til og fra job hver dag på sin SCO cykel og har fat forneden i gedebukkestyret. (Jo, det hedder. 'Rytterstyr' er ligesom at kalde træsko for 'clogs'. Vi kan stadig godt se, hvad det er.) Han er kendetegnet ved at have cykeltasker/flag/refleksslikkepind monteret på bagagebæreren, og er altid iført cykelhjelm. Det kan jeg godt forstå, for han kører råddent dårligt cykel. Han opfatter livet som en lang tour-etape, og sig selv som wildcartet, der ved modig og fræk kørsel trækker sejren hjem til holdet. Man ser ham flandre rundt ude i krydset, fordi han 'lige kan nå med over', når lyset for længst er skiftet, hvilket medfører livstruende situationer for alle andre trafikkanter, som ikke havde forventet midaldrende galning på havelåge midt i motor/trafikvejskryds. Men hvad betyder det for en dare-devil som ham? Andre cyklister og fodgængere forventes at udvise hav-adfærd, når Moses kommer drønende, ellers bliver der ringet hysterisk med oversizeringeklokken og gestikuleret truende (altid med knyttet hånd - måske har han cyklet rundt derude så længe og hurtigt, at det er forbigået hans opmærksomhed, at alle andre bruger fingeren?). Jeg får sådan lyst til at stikke en cykelpumpe i hjulet på ham, når han kommer halsende forbi i sit skidne, forvaskede fjeldräven outfit. Men en meget stor fluesmækker ville også kunne gøre det.

lørdag den 10. november 2007

Støvler, ost og andre småting.

Led idag af den forbigående vildfarelse, at jeg er typen, der handler i Mad & Vin i Magasin. Så meget tydeligt for mig, hvordan jeg slentrede rundt med mine Claus Meyer toppings og designerchokolader, mens jeg sludrede med vinmanden.

Modsat mit fantasi-jeg, var mit real-life-jeg desværre meget lidt afslappet, da jeg travede ind i M & V manegen. Jeg ved ikke, hvornår jeg lærer, at jeg forvandler mig til The Angry Bat, når jeg forsøger at købe ind lige efter træning. Jeg sveder, jeg er sulten, alle mennesker i hele verden er pisseirriterende og står i vejen, min taske er for tung, jeg kan ikke overskue forretningen og får akut amnesi, når jeg forsøger at komme i tanke om, hvad jeg skal have. Meget lidt fordrende for laid-back specialitets-shopping.

Real-life me også er markant mindre tolerant end fantasy-me. Det første jeg så, da jeg trådte ind, var dame 60+ iført knælang pels, og pelspølse om håret. (Som jeg ikke forstår. Hvad gør den? Den ligger nærmest oven på håret som en tung, lodden glorie, så den varmer vel ikke ørerne?) Hun gik hen til kassen, gik lige ind foran en mand på ca 40, kiggede på ham og sagde: "Det gør ikke noget, at jeg lige stiller mig her, vel?" !!???!!! Jo, gu fanden gør det da, din gamle kost! Du stiller dig bare lige bag i køen, ligesom alle andre! Desværre var det ikke mig, der skrev replikkerne i dagens stykke, så han svarede bare: "øhh, nå ok?".

I osteafdelingen blev jeg ekspederet af meget ung pige, som - da jeg spurgte, hvad hun kunne anbefale til brunch - svarede: "mmmaltså... jeg spiser ikke selv ost." Jamen så er det da den oplagte afdeling, du står i. Udbad mig to stykker ost, som størrelsesmæssigt ligner to pakker smør. Pris? 130 kr. Hvis ikke det havde været mig selv, der skulle betale, havde det næsten været skægt.

I kø ved kassen er der noget, der høfligt siger: "Undskyld mig." Jeg vender mig, kigger ned, og der står et barn på ca 10 år, iført grå sixpencehue kækt på sned, samt en uldblazer med læderlapper på ærmerne. Hvis fordomme kunne omsættes til penge...

Det slår mig lige, at det måske er alt det Vild Med Dans, der får mig til at føle samhørighed med det bedre borgerskab? I så fald er det godt, at det snart er slut, så jeg kan komme hjem til Føtex. Hvor man ikke ved en frygtelig uheld kommer til at bestillle et par støvler på vej ud.

torsdag den 8. november 2007

Lay your hands on me.

Kan vi ikke lige snakke lidt om, præcis hvor mange tatoveringer man må få, før man skal tvinges til Big Fat Ugly Stupid Nasty Snake koncert? Har været nede og blive tegnet op, og kan - meget mod min vilje - godt mærke, at jeg har lyst til at få én mere. Bare en lille bitte en. Men altså. Gider jo ikke være truckertøs. Og ved også godt, at fysisk går det ned af bakke herfra: Jeg kunne godt tænke mig en (lille!) stjerneregn, men magter heller ikke, hvis tegning og virkelighed ender med størrelsesmæssigt at matche 1:1.

Jeg er på den anden side glad for de to, jeg har. Jeg fik dem lavet, fordi jeg ikke magtede at gå med mit pentagram mere. Det bliver relativt hurtigt træls at skulle besvare følgende: "Aj, er du satanist?!" "Nej." "Er du så jøde?" (Er lidt i tvivl om, hvem der kan sagsøge hvem for vildledende brug af symbol?). Mit pentagram var ment som en påmindelse til mig selv. Et forsøg på at huske, at livet og meningen med det, er et kæmpe lærred, som jeg står så tæt på, at jeg kun kan se aftrykket af et hår fra penslen. Derfor forekom det mig at være en fin løsning at skifte smykket ud med et par små tegninger. De hjælper mig stadig med at huske, at alt er et resultat af samspillet imellem maskulint og feminint, og at det kræver balance imellem de to, hvis der skal være harmoni - men uden alle de belastende spørgsmål fra omverdenen.

Jeg kan med andre ord sagtens argumentere mig selv ud i endnu en tur på briksen, omgivet af sammenbidte mænd, som stirrer stift ud i luften, mens tatovør synger "Jeg ringer på fredag", og hans heavy-posse brummer: "Hold nu kæft med den sang, Claus". Jeg tror også godt, at jeg en gang til kan messe 'deterikkesåslemtdeterikkesåslemt', så jeg ikke kommer til at råbe "AAAAV!!!"; det virker uværdigt, når jeg er den eneste i biksen, der ikke skal have tøjet helt af for at blive tegnet på. Og som ikke bløder. Jeg vil bare så nødigt udsættes for rød skyllefarve og Bonsoir Madame.

Tæller det, hvis man får lavet en mere, og går til Bon Jovi koncert?

onsdag den 7. november 2007

Heksen, hånen og håndtasken.

Indtil nu har denne blog være Valg-fri zone, men når man ser de forskellige partiers kampagner, ved man, at nogle ting her i livet vil hånes; Jeg giver mig...

De fem partier, som anstrenger sig mest for at blive kommenteret, er Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF og Ny Alliance.

Jeg synes, at det er stort af Venstre, at de takker ja til at lade praktikant på trykkeriet udforme deres valgplakater. De må være meget sikre på sejr. Når praktikanten til sin tid skal vejledes, synes jeg måske godt, at man lige kunne påtale, at photoshop og retouchering er fint - men som med alt godt i livet, kan det blive for meget. Når alle politikkerne ligner ferske, rougebefængte plastikdukker, har den måske fået lige rigeligt med den digitale børste.

Konservative har i Randers valgt at ophænge plakater, hvor kandidaten står med sit spædbarn. Hvem af dem er der, der stiller op? Jeg mener ikke, at det er et urimeligt spørgsmål. Hvis de vælgere hun appelerer til er så dumme, at de ikke føler sig talt ned til ved så indlysende et manipulationsforsøg, så tror jeg også, at vi skal passe på med at antage, at det er logisk for dem, hvem på billedet, de stemmer på. Desuden har Konservative i samtlige aviser trykt en række udsagn, om hvad 'konservativt' vil sige. Den første sætning lyder noget i retning af "At give skolerne et løft - det er mega-konservativt." Mega?? Lige lovlig street sprogbrug for et parti, som med deres navn signalerer, at de finder det vigtigt at holde fast i gamle dyder, synes jeg.

Prøv at stille dig foran en lygtepæl. Ræk højre arm lige frem, og hæv den så til en vinkel på ca. 120 grader. Er det tilfældigt, at Dansk Folkeparti's flødefarvede slipsefolk hænger i lige præcis den højde? Og at der i partiet er en overvægt af folk med tyskklingende navne?

SF skal krediteres for at have lavet plakater, som stemmer utrolig godt overens med deres politik. Det ligner en collage, lavet af børn på økologisk lejrskole. "Det kunne være så godt", kunne sagtens være omkvædet i en sang om de onde kapitalister, børnene i Afrika, og atomkraftens forbandelser.

Er der nogen, der ville blive overrasket, hvis Vild Med Dans kørte en temaaften med hele Ny Alliance på gulvet? På valgdagen tror jeg også, at vi kommer til at se mange NA-vælgere løbe forvirret rundt og lede efter Urnen og Jacob Kjeldbjerg, når de skal aflevere stemmesedlen.

Jeg vil have Håndtasken tilbage på forreste række i dansk politik.

mandag den 5. november 2007

Sådan må det føles at score Oliver Bjerrehus.

På under en uge, har jeg mødt to mennesker, som begge har jaget noget, de ikke ville have - blot for at se, om de kunne.

Første historie kom fra en pige, der havde søgt ind på en uddannelse, som er temmelig svær at komme ind på. Hun fortalte stolt, at de havde rost hende stolper op og vægge ned, og nærmest havde tigget hende om at starte. Da jeg spurgte, om hun så havde sagt ja, hån-fnøs hun nærmest, og svarede, at det gad hun sgu ikke. Hun skulle bare se, om det kunne lade sig gøre.

Anden historie blev fortalt af en fyr, som havde søgt et job, hvor han havde været indkaldt til samtaler af flere omgange og deltaget i ca. hundrede forskellige tests. Også han berettede om, hvor benovede cheferne havde været, og hvor meget respekt det havde aftvunget, når han nogle steder undervejs havde stillet krav og nægtet at gøre, hvad de bad ham om. Han fik jobbet tilbudt, og afslog. Jeg kunne høre, at han nærmest synes, at de var lidt ynkelige med deres latterlige procedurer, og han var tydeligt stolt af at have taget dem ved næsen, og bevist sin overlegenhed ved at slå dem i deres eget spil.

Jeg forstår det ikke. En ting er at gå efter noget man gerne vil have, for så undervejs at finde ud af, at man ikke er kompatibel med slutproduktet. Noget andet er sgu at gøre det, vel vidende at man hellere vil brække armen tre steder end sige ja, hvis man får det tilbudt. At man vælger at spilde sin egen tid for at få masseret sit ego, må man selv om, men jeg synes, at det er respektløst at man bevidst spilder andres.

I begges historier fyldte det meget, at de havde fået ros for nærmest at være overkvalificerede. Ros er godt. Meget ros er meget godt. Men vel kun, hvis man får det af folk, som man har respekt for? Eller er det bare mig?

Jeg har selv et veludviklet konkurrence-gen. Det slår tydeligst igennem, hvis den person, jeg står overfor, lider af samme sygdom. Hvis jeg spiller TP med en, som ikke kan tåle at tabe, bliver det mig meget magtpålæggende at vinde, men den person jeg ubetinget konkurrer mest med, er mig mig selv. De ting, jeg brænder for, vil jeg være bedre til, fordi det betyder noget for mig. Man bliver sjældent bedre af stilstand, og for mig, er det udfordringen i hele tiden at blive bedre end jeg var sidst, som driver mig. På den måde ender kampen mod mig selv med hele tiden at flytte mig til et nyt sted, hvor jeg hellere vil være.

Jeg forstår bare ikke, at det udløser point og øget selvværd at få førstepladsen, hvis man synes, at både konkurrencen og præmien er latterlig?

lørdag den 3. november 2007

Jo, jeg må ej.

Vi er alle enige om, at når en veninde får en kæreste, forvandler han sig for alle andre piger i omgangskredsen til intetkøn. Vi synes maksimalt, at han er 'en pæn fyr' eller 'virker utrolig rar'. Sproget bliver luget for gloser, der kunne indikere, at man stadig ser ham som et seksuelt væsen.

Når en kvinde spørger sin kærester, hvem af hendes veninder han synes er fræk, er der tale om en fælde. Vi er under ingen omstændigheder, nogensinde, på noget tidspunkt interesseret i et reelt svar. Det eneste formål spørgsmålet tjener, er bekræftelse. Et sikkert svar vil være: "De ligner allesammen øgler i mine øjne, for det er dig, jeg vil have!" Hvis han er uforsigtig nok til at svare ærligt, så er det tusind procent sikkert, at den pågældende veninde landsforvises. Hvilket vel er naturligt nok, for Det Handler Om At Være Tryg.

På den måde skabes sandheder, som udelukkende opfattes som sande, fordi vi ønsker at de skal være det. 'Jeg er ikke tiltrukket af din kæreste' er en illusion, som er forholdsvis svær at opretholde, fordi de fleste af os selv har prøvet at være det. Det gør det også pænt besværligt at italesætte (lover hermed aldrig at bruge det ord igen), hvis man synes, at en veninde går over stregen og flirter med kæresten, for vi er jo enige om, at det gør vi ikke. Ikke?

Hvad så, hvis de går fra hinanden? Og man intet har med det at gøre? Jeg skal starte med at sige, at jeg ville blive arrig og indebrændt, hvis nogle af mine veninder fandt sammen med mænd fra min fortid. Det ville være skidesvært at argumentere for, hvorfor jeg ikke vil have det - det vil jeg bare ikke! Men hvor går grænsen? Skal man have været kærester-kærester? Hvor længe? Hvem er omfattet af 'veninde'-betegnelsen? Er der grønt lys for hende, man har gået i folkeskolen med, men ikke set i 7 år? Skal man holde fingrene væk, hvis man træner med hende, men ikke ser hende privat?

Spørgsmålet kan vel koges ned til, hvor lang karenstid der er på veninders ekskærester? Hvornår må de udlånes igen, og af hvem? Hvis nu man ikke snakker med hende mere, fordi hun er flyttet til en anden by og han stadig er sød - må man så godt låne ham? Eller svigter man hende med tilbagevirkende kraft? Føler mig som en af dem, der gerne vil have ny nyre, men ikke selv vil være organdonor. Jeg hader at være uenig med mig selv.

fredag den 2. november 2007

Tanker fra de seneste 24 timer i punktform:

*Er Rikke Hørlykke Sanne Salomonsens hemmelige fætter?

*Først Aqua og nu Ace of Base. Lærte de ingenting af Jurassic Park? Når racen er uddød, skaber det kun skam og ulykke at bringe den kunstigt tilbage.

*Hvor glad er det lige man bliver, når man kører forbi Emmery's om aftenen og der er snelyskæder i alle vinduer?

*Et sted i Hellerup står et ensomt skab og venter på, at Jens Werner kommer hjem.

*Jeg vil være Marianne Jelved, når jeg bliver stor. Berthel H. siger, at det "bare er så typisk Marianne, at børn skal være glade. Det er ikke nok. De skal også lære at læse." Marianne kigger på ham, og svarer helt, helt roligt: "Berthel. Det er svært at lære at læse, når man er ked af det."

*Allan Tornsberg. Rart endelig at have fundet ud af, hvem der var inden i Limahl.

*Hvornår gik Robert Hansen hen og blev cute?

*Vin i aften. Juleøl i morgen, når premierehysteriet over gratis øl, nissehuer med lys i og "Last x-mas" på repeat har fået sidestik af overanstrengelse.

onsdag den 31. oktober 2007

Penge, tapas og perleplader.

Vi er ikke altid lige søde ved Alderen her på bloggen, så når den bidrager med noget positivt, skal vi huske at skrive det. Ud over at man får foræret carte blanche til at slå opgivende ud med armene, hver gang man får moderne teknik stukket op snuden, bliver man heldigvis også klogere på sig selv efterhånden som man bliver ældre. Somme tider bliver man skuffet. Somme tider bliver man lettet. Og ind i mellem bliver man overrasket.

Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle skrive en kontaktannonce (hvad mener du med 'profil'?), skulle der et sted i teksten flettes følgende sætning ind: "Penge ingen hindring." Sjovere at græde på bagsædet af en limosine og alt det der. Stor er min forbløffelse over at opdage, at jeg ikke fungerer godt sammen med mænd med alt for mange penge. "Hvad er problemet?!", hører jeg flere (heriblandt min bankrådgiver) råbe. I målløs undren. Det har vist sig, at der er flere.

For det første er der hele problemet omkring boligsituationen. Når jeg sidder i Arne Jacobsen stolen med PH lampen tændt og kaffe på Georg Jensen kanden, bliver jeg så utrolig anspændt. Min motorik er ikke altid min ven, og jeg er meget bevidst om, at jeg vil være gældsat for livet, hvis jeg skal betale for rensning af det ægte tæppe, som jeg helt sikkert på et tidspunkt kommer til at vande med årgangsvin eller økologisk, selvristet kaffe.

For det andet er det i længden uholdbart at skulle stall'e ham med historier om vandskader og håndværkere, overnattende voldsramte veninder og politiafspærret gerningssted for at undgå at skulle være hos mig. Hvor alt design omfattes af sætningen 'Ikea, 2002-2007'.

For det tredje føler jeg mig som et barn i selskab med en voksen, hvor den voksne betaler for indgang og turpas i tivoli, jeg får alt det slik, jeg kan spise og lige præcis legetøj, jeg peger på i BR - og jeg kan kvittere med en hjemmelavet vissenlilla perleplade fra børnehaven.

For det fjerde begynder jeg at svede ved tanken om at møde hans venner. Som smider deres Pradafrakker i Audien, inden de kommer ind til cosmopolitans og tapas. Og mener en hel masse om EU og medicinalbranchen.

Man skal ikke have svunget sig op over meget mere end 6 i snit (den gamle skala. Den nye er kun tilgængelig på nettet. Jeg er over 30. Beklager.) på Psykologi for at gennemskue, at det handler om selvværd i underskudsversionen: Mindreværd. Det er bare desværre umuligt for mig at være i et forhold, hvor magtbalancen er skæv. Jeg forvandler mig enten til Det Høflige Barn eller udvikler defensiv foragt for alt med kapitalistiske tendenser. Exit Abildgren.

Efter at have lært og accepteret at det er sådan det forholder sig, indstiller jeg mig nu på et liv i relativ fattigdom. Det er egentlig ok. Er skidebange for at parallelparkere store biler, og har uheldig tendens til at snuble ned af trapper, hvilket unægtelig gør det temmelig spændende at leve i et 3-etagers hus.

Så slipper jeg også for at skulle lære at lave tapas.

tirsdag den 30. oktober 2007

Hi! My name is - my name is - my name is...

Jeg undskylder på forhånd, hvis nedenstående indlæg fornærmer læsere, deres kærester, forældre eller børn. Men dagens overvejelse (så er kvoten opbrugt) går på navne. Det er jo faktisk en form for varedeklaration, vi der får klæbet i nakken.

Det virker ikke altid, som om forældre gør så meget ud af fodarbejdet, når de vælger navne. Nogle navne er historisk set så behæftede med fejl, at de udelukker sig selv. Jeg har for eksempel ikke mødt mange fyre, der hed Adolf. Men der kan være andre ting, der taler imod brugen af bestemte navne. Lad mig tage udgangspunkt i mit eget navn. Jeg har aldrig set en film, hvor heltinden hed Linda. Det navn gemmer de altid til prostituerede og/eller overvægtige. Hvis man lytter til "Smukke Linda" med Gasolin, som er udsendt et par år, inden jeg blev født, kan man høre, at sangens titelperson er det, vi kalder 'en frisk pige'. Det er derfor, jeg er så snerpet. Davids kamp mod Goliath. Mit forsøg på at rense navnet.

Så findes der forældre, der glemmer at spørge folk med navne, der er stavet anderledes a lá 'Christophpher', hvordan det er at hedde noget, man ALTID skal stave. Når man bestiller bord, skal have noget tilsendt eller skal meldes ind i en klub; "Jeg hedder Joergen med o-e." Hvad er pointen, hvis ikke man kan høre forskel??

Nogle navne kan man stole på. Jeg har aldrig mødt ubehagelige mennesker, der hed Mads, Christian eller Laura. Andre navne virker som en dom i sig selv. Suzette. Jean (udtalt på dansk). Ronni. Hvis man skal gætte på mulige karriereveje, så tænker man ikke umiddelbart mellemleder hos Maersk. Spørgsmålet er så, om det er personen, der vokser ind i navnet, eller om det hænger sammen med, at forældre i de kredse, hvor den type navne er populære, typisk ikke pacer deres børn igennem skolen på rekordtid?

Endelig er der de navne, der bare ikke passer på alle aldre. Prøv at visualisere en knagerække på rød stue, hvor navneskiltene forkynder, at her har Henning, Mogens og Ruth deres jakker hængende. Eller tre gamle bingospillende damer, der hedder Iben, Pernille og Line. Førstnævnte kan skyldes den høje frekvens af forældre, man i tidens løb har mødt med netop de navne. Sidstnævnte kan hænge sammen med, at det er min egen generations navne, og så er vi tilbage ved Frygten For Alderen. (Altså den rynkede af slagsen. Gad so not at være 16 igen).

Hvis man er blevet udstyret med Et Af De Uheldige Navne, er der nogen, der forsøger at rette op på fejlen ved at gå til nummerolog. Her får de at vide, at alt bliver anderledes, hvis bare de tilføjer deres navn et stumt h. Jeg siger ikke, at det er forkert. Jeg vil bare spørge ud i rummet, hvor mange der ville finde Jonni Hansen nemmere at holde af, hvis han pludselig stavede sit fornavn Johnni?

Man skal tænke sig godt om, når man navngiver sine børn. De hænger trods alt på resultatet resten af livet. Ville være rarest for alle, hvis der var overenstemmelse imellem navn og person. Måske man ved døbefonden lige kunne hænge et lille skilt? En slags advarsel til forældrene. "Falsk varedeklaration medfører politianmeldelse og indberetning til Forbrugerklagenævnet."

mandag den 29. oktober 2007

Lonely Planet Bilka

Hvis du sidder med denne bog i hånden, har du formentlig valgt at planlægge en tur til Bilka. Måske er du allerede på vej? Der venter dig en oplevelse.

Bilka bærer stadig præg sin kommunistiske fortid. Ligesom i både Korea og det gamle Østtyskland gøres stor brug af udsendelse af farvestrålende propaganda, som desværre ikke altid stemmer helt overens med virkeligheden. Særlig ofte ses, at hvis noget fremhæves som et ekstra godt tilbud, så er der ofte tale om, at regeringen har været i besiddelse af et enkelt eksemplar af pågældende varetype, men stadig vælger at trykke billeder af varen i deres pamfletter, da man mener, at det giver anerkendelse og respekt for landet og dets styreform.

I forhold til lokalbefolkningen er der forskellige ting, som man som turist anbefales at være opmærksom på. Landets eget udbud af beklædning har sat sit tydelige præg på indbyggerne, og det anses som brud på lokal etikette, hvis man ifører sig noget med pasform. Der næres stor forkærlighed for kunstigt materiale, og særligt gamacher, fleecejakker, træsko (med eller uden hælekap) og discountudgaven af træningstøj; joggintøj ses overalt i gadebilledet.

Første gang man rejser i Bilka, opleves befolkningen ofte som passivt-aggressive. Dette skyldes formentlig den særlige type kæmperollatorer som alle, mod 20 kr's depositum, kan trække ved grænsen. Lokal skik foreskriver, at man lægger hele kropsvægten på styret og undgår øjenkontakt. Så længe man kigger ned, har man ift landets lovgivning forkørselsret, og dermed ret til at køre ind i alle, der ikke flytter sig.

I Bilka er det lyst 18 af døgnets 24 timer. Det skarpe lys kombineret med reklamefaunaen i ualmindelig stærke farver kan give forbigående hovedpine og kvalme den første tid, man opholder sig i landet.

Hvis man har lyst til at prøve en af de kulinariske specialiteter, kan et besøg i Quickfooden anbefales. Både det store udbud af film-indpakkede kager, og den særlige spise "En Handies" (plural uanset mængde, Red.) vil være en oplevelse ud over det sædvanlige.

Efter første besøg i Bilka bliver man ved hjemrejsen lidt overrasket over det imponerende opbud af grænsevagter. Det gør et vist stilistisk indtryk at se så mange vagter, side om side, uniformeret i koboltblå one-size polyester, men det letter turen gennem tolden en del, da mange besøgende ofte overraskes over mængden af souvenirs, de har fået samlet sammen i løbet af ferien.

Bilka er helt sikkert et besøg værd. Du vil forbløffes og forundres under hele din rejse. For den eventyrlystne er det bare at smide muleposen i bagagerummet og komme afsted.

søndag den 28. oktober 2007

What is wrong with you people?!!

*Display blinker* "Privat nummer ringer" *Display blinker*. "Det er Linda." "Hej, jeg hedder Cecilie. Jeg har prøvet at træffe dig hjemme et par gange, men du har ikke været der, så nu prøver jeg at ringe. Jeg arbejder som frivillig oplysningsmedarbejder ved Jehovas Vidner."

Hvis man nu kravler op på skødet af Bin Laden, og hiver ham lidt i skægget, kan man så give ham en seddel med ønsker til terrormål?

fredag den 26. oktober 2007

Funeral Blues.

Jeg skal til begravelse i morgen, og det bliver slemt. Vi skal begrave en af mine forældres venner, som jeg har kendt hele mit liv. Hendes ældste datter er på alder med mig, min far skal være med til at bære kisten og der er bestilt solosang til kirken. Jeg forventer at kunne se ud af mine øjne igen omkring onsdag i næste uge.

Det er svært at se sine forældre være så kede af. Ligemeget hvor gammel jeg bliver, så bliver jeg 4 år indeni, når mine forældre er triste, bliver syge eller mister overblikket. Det må de helst ikke, for når jeg er sammen med dem, så er det dem, der er de voksne, og jeg vil gerne bevare illusionen om, at der er et voksenstadie mere. Det er der, hvor man får styr på sin økonomi, og lærer at fjerne pletter på tøj. Der, hvor man rent faktisk føler sig kompetent til at bestride sit job i modsætning til nu, hvor man føler sig som et barn, der leger klæd-ud, og går rundt i evig frygt for at blive afsløret.

Men selvfølgelig er mine forældre kede af, for de har mistet en ven, som de begge har kendt i næsten 40 år. Jeg kan godt mærke, at den tanke udløser en snigende panik. Jeg får lyst til at løbe rundt til alle mine venner, gribe hårdt fat i armen på dem og true dem fra nogensinde at turde blive syge. Jeg holder så meget af dem, og jeg går ikke af med dem. Det er sådan døden virker, ikke? Vi bliver pinefuldt klar over, at vi ikke er blevet lovet noget, og for hvert eneste menneske vi elsker, køber vi endnu et lod i lotteriet, hvor ingen vil udtrækkes.

Den sidste uge har været trist, men jeg er blevet glad over at blive mindet om, at tragedie også får det bedste frem i folk. Jeg har tydeligt kunne mærke, hvordan alle vennerne er trådt et skridt tættere på, klar til at gribe, hvis det bliver nødvendigt. Selv folk, som jeg ikke kender så godt, har gjort små ting, som har rørt mig. En sendte en besked, en anden gav et knus og en tredje kom med en lille prøve på en parfume. Små ting, men det hjælper. Jeg finder tanken om, at mennesket af natur er godt, hjælpsomt og empatisk, betryggende.

Jeg læste et sted, at døden alene fra døden gør fri. Det er jo svært at argumentere imod, men det skulle helst ikke betyde, at livet reduceres til et ophold i en ventesal, fordi vi paralyseres af angst for endestationen. For nogen viser det sig, at rejsen var kortere end forventet. Søde Birgit: Jeg lover at prøve at se igennem fingrene med forsinkelserne og huske at nyde udsigten. Også selvom jeg ikke kender udløbsdatoen på min billet.